At kalde Sovjetunionen og den selvudnævnte ‘socialistiske lejr’ i Østeuropa for planøkonomiske partidiktaturer er en positiv overdrivelse. Planøkonomien var i høj grad en planløs kommandoøkonomi og styret først og fremmest et ledelsesdiktatur.
Ledelsesdiktaturet fungerede i perioder gennem en særdeles brutal undertrykkelse af befolkningen. Murens fald for 20 år siden markerer systemets kollaps. At det fik en ende skyldes i langt højere grad systemet end det ydre tryk, Den kolde Krig påførte det
Historien om Sovjet og den socialistiske lejr er blevet anvendt til at opbygge forestillingen om ondskabens imperium. Fortællingen står i dag stærkere, end da den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan lancerede den i 1983, for Den frie Verden vandt Den kolde Krig.
Ingen har særlig lyst til eller stor ære af at tale imod den herskende forestilling om Østlandene. Det er egentlig paradoksalt, for knapt halvdelen af befolkningen i det mest oprørske af de gamle Østlande, Polen, har både 10 og 20 år efter Murens fald en mere positiv end negativ vurdering af tiden under det kommunistiske styre.
En anden fortælling
Jeg agter ikke at revidere min karakteristik af systemet i ‘den socialistiske lejr’, men 20-årsjubileet for Murens fald kan være lejligheden til at revidere fortællingen om den østeuropæiske socialistiske lejrs rolle i verdenshistorien. Der er gode argumenter for, at den var progressiv, at den på mange måder bidrog til skabelsen af en bedre verden til os.
Sovjetunionens tvangskollektivisering af bøndernes jord i slutningen af 1920’erne sikrer industriarbejderne mad i munden. Industriproduktionen er i stand til at vokse markant fra midt i 30’erne, hvor resten af verden er i dyb økonomisk krise. Men de menneskelige omkostninger er store som ved Storbritanniens industrialisering i årtierne omkring år 1800, hvor den industrielle samfundsforandring også stod over alt andet.
De nye tilstande i Sovjetunionen er for mange borgere noget, der trods alt er værd at forsvare. Mange oplever klare fremskridt og en social opstigning. Der er tryghed i ansættelsen med mindre, man kommer i konflikt med systemet. Sovjetunionen får et udbygget uddannelses-, sundheds- og velfærdssystem.
Det er ikke storslået set med vore øjne, men det er det for de mange, der fra 30’erne og efter Anden Verdenskrig bevæger sig ud af den absolutte fattigdom.
Krigen på Østfronten
Den permanente krigsstemning, systemet opbygger gennem Moskva-processer og statsterror, stimulerer indsatsen. Mange er villige til at arbejde hårdt og yde ofre. Det står for alvor sin prøve ved Hitlers invasion i 1941.
Tyskland trænger i løbet af krigens første måneder langt ind i Sovjetunionen. Succesen på Vestfronten synes umiddelbart at gentage sig. Det lykkes imidlertid Den Røde Hær gennem en modoffensiv at omringe den store tyske 6. armé ved Stalingrad og afskære dens forsyningslinjer.
Tyskerne giver op i februar 1943 efter verdenshistoriens blodigste slag. Tyskland og dets allierede mister omkring en fjerdedel af deres styrker på Østfronten. Det tab overvinder de aldrig. Krigen bliver til en ressourcekrævende udmattelseskrig. Den klarer Tyskland ikke i længden.
Krigen på Østfronten er som under Første Verdenskrig meget blodigere og grusommere end på Vestfronten. Men det er, i modsætning til Første Verdenskrig, på Østfronten, Tyskland knækker nakken takket være Stalins brutale industrialiseringsprojekt. Sovjetborgerne har mere at forsvare, end russerne havde under zarstyret.
Hvis det var zarregimet eller modrevolutionen frem for oktoberrevolutionen, der sejrede i Rusland i 1917, kunne Anden Verdenskrig have fået et ganske andet forløb. Verden i dag ville have set anderledes ud. Den Røde Hær er afgørende for sejren over nazismen og fascismen. Sovjet har en afgørende progressiv rolle.
Sovjetmodel inspirerer
I årene efter Krigen bliver ‘socialismen i ét land’ til ‘socialismen i mange lande’. For Østeuropas vedkommende handler det mere om en sovjetisk besættelse end en folkelig revolution.
Mange steder er ‘socialisme’ ensbetydende med industrialisering, vigtige materielle fremskridt og større økonomisk lighed i samfundet. Vækstraterne i Østeuropa er frem til 1960’erne høje sammenlignet med Vestens. Til tider er undertrykkelsen brutal. Den Røde Hær undertrykker bl.a. Ungarn-opstanden i 1956 og Foråret i Prag i 1968.
I 1960’erne taler mange om systemkonkurrencen mellem Øst og Vest. Vi diskuterer, om Øst vil overhale Vest, og om systemerne nærmer sig hinanden. Den sovjetiske planøkonomi er langt fra et rationelt og optimalt system, men det er den vestlige kapitalistiske produktionsmåde så sandelig heller ikke.
Sovjetmodellen og dens ideologi virker uanset praksis inspirerende for en intensiv frihedskamp mange steder i den fattige og underudviklede del af verden.
Befrielsesbevægelsernes kamp i denne Tredje Verden er i første omgang rettet mod de gamle kolonimagter. Vi ser det eksempelvis i vietnamesernes krig mod franskmændene i den første Indokina-krig (1946-1954).
Næsten alle kolonilande opnår selvstændighed i løbet af de første tre årtier efter Anden Verdenskrig. Nogle steder er overgangen til selvstændighed voldsom og blodig. Andre steder forløber afkoloniseringen mere fredeligt.
Befrielseskampene
Befrielseskamp handler ikke kun om etablering af selvstændige stater. Den kan også være rettet mod diktatoriske regimer, der varetager den lokale overklasses og de fremmede storkapitalers interesser i udbytningen af landets befolkning. Den kinesiske borgerkrig er et eksempel på dette.
Der er mange eksempler på, at både de gamle kolonimagter og USA involverer sig aktivt i forsøg på at nedkæmpe befrielsesbevægelserne. Det sker med vekslende succes. Vi ser det i Vietnam-krigen (1959-75), hvor USA forsvarer et korrupt og diktatorisk officersstyre gennem en mere og mere massiv militær indsats.
Det ender med, at styret falder, da USA må trække sig ud af krigen. Befrielsesbevægelsen lader sig ikke besejre, og holdningen til USA’s beskidte krig i Vietnam bliver mere og mere negativ både derhjemme og i andre vestlige lande.
Sovjetunionen og Østblokken yder en aktiv støtte til mange af befrielsesbevægelserne og deres befrielseskrige. Det har de en blokpolitisk interesse i, men det må ikke skygge for, at ‘den socialistiske lejr’ gennemgående har en progressiv rolle. Et eksempel er Vietnam-krigen. Et andet er Sydafrika, hvor ANC i årtier kæmper mod det hvide, racistiske apartheidstyre. Mange af de vestlige borgerlige demokratier forholder sig venligsindet eller temmelig passivt i forhold til apartheidstyret, men det lykkes at fjerne det i 1994.
Velfærdsstaterne
Sovjetunionen har ikke alene en progressiv rolle i forhold til forandringerne i den Tredje Verden, men også i udviklingen af velfærden og velfærdsstaterne i Vesteuropas borgerlige demokratier.
Amerikanske bistandsmidler til Vesteuropa i form af Marshall-hjælpen fra 1948-51 er i høj grad motiveret af frygten for, at kommunismen skal brede sig. Kommunistskrækken skaber opslutningen til at sende gode skattekroner til Europa.
Marshall-pengene fungerer som en saltvandsindsprøjtning i økonomien. En stigende velstand og kapitalistisk optimisme er et godt værn mod en voksende tilslutning til de lokale kommunistiske partier, der står stærkt i Europa i årene umiddelbart efter krigen. Det samme gælder efterkrigstidens velfærdsreformer.
Hvis jeg stiller sagen på spidsen, så skræmmer efterkrigstidens systemkonkurrence frem til 60’erne kapitalismen til velfærdsstaten og den gyldne tid - især i 60’erne. Sovjetkommunismen er ganske absurd medvirkende til, at kapitalismen får et mere menneskeligt ansigt i kraft af den omhyggelige forebyggende indsats, kommunistskrækken afføder!
Neoliberalismen får overtaget, da sovjetkommunismen og ‘den socialistiske lejr’ er alvorlig svækket i 70’erne og 80’erne. De økonomiske kriser i verden bliver fra da af værre end i den forudgående periode.
Jeg vil på ingen måde hverken idealisere eller idyllisere Sovjetunionen og det gamle Østeuropa. Det var og er væsentligt at beskæftige sig med forbrydelserne. De udgør et åg, som venstrefløjen frivilligt eller ufrivilligt har påtaget sig eller har fået lagt på sine skuldre. Det er imidlertid vigtigt at nuancere Sovjetunionens historiske rolle. Fortællingen om ondskabens imperium må ikke stå uimodsagt.
Per Bregengaard, gymnasielærer og faglitterær forfatter, arbejder på en fortælling om skabelsen, historien og skæbnen på et marxistisk inspireret grundlag
Kommentarer
Tak til kronikøren for en fremragende og modig kronik. Mærkeligt er det at se, at Per Bregengaard nærmest er nød til at undskylde, for sin holdning til historien. Alt hvad han beder om er Historisk redelighed også når det gælder Sovjetunionen. En smule kritik vil jeg alligevel gerne af med. Socialismens sejer i Østeuropa skyldes så sandelig de østeuropæiske befolkningers egne indsat og ikke en sovjetisk besættelse. Her er Per Bregengaard ofer for de selv samme stereotyper som han vil bekæmpe. Læs f.eks. Anna Louise Strongs bøger især ”Jeg saa det nye Polen”. Anna Louise Strong var den eneste udenlandske korrespondent der var ved fronten i Warszawa og sammen med den nye regering i Lublin. Hun beskriver indgående den polske eksilregering i London, og dens forræderi der førte til Bors opstand i Warszawa, med en kvart million faldne til følge. Gennem Strongs skrifter, få man et godt indblik i de politiske og militære fraktioner, der opstod gennem krigsårene i Polen, og om hvordan socialismen gradvis blev opbygget. Se også:
http://www.marxists.org/reference/archive/strong-a…
God kronik, - jeg er dog ikke helt enig i, at den kolde krig ikke skulle have haft en afgørende betydning for østblokkens fald.
Både den kolde krig og den varme (Korea, Vietnam, osv.), gjorde det muligt for Moskva at dreje enhver systemkritik over på forsvarspolitik, og som i enhver kæmpenation der har en anden kæmpenation der er villig til at påtage sig rollen som fjende, var det de nationalistiske og våbengale politikere der havde nemmest ved at komme til tops i systemet.
Hvor stor en betydning eksistensen/fraværet af det belejlige fjendebillede har for systemets udvikling, fremgår tydeligt af Kinas nyere historie (som iøvrigt også kæmper hårdt for at tilbagevise påstandene om planøkonomiens entydige uanvendelighed).
Ja alt tyder på at det økonomiske pres fra våbenkapløbet på Sovjetunionen var enormt. Nogle amerikanske historiker mener, at det var det, der slog bunden ud af økonomien, andre er ikke så sikre! Man bør I dag huske på at truslen fra US og NATO var real nok og derfor måtte Sovjetunionen tage denne trussel alvorligt!
Det er lidt som en pige der er blevet voldtaget og så skal fortælle noget godt om forbryderen. Hun forklarer så at han trods alt så pæn ud og havde vasket sig, og ikke slog hende mens hun lå stille.
Sovjetunionen er heldigvis død og begravet. Givet var der enkelte projekter der opnåede positiv indflydelse, men grundtanken i styret var syg.
Kapitalismen har også sine mindre flaterende sider, men Per Bregengaards indlæg bærer præg af en alt for udglattende og undskyldende holdning.
Glemt er også Afghanistan, glemt er internt fordrevne, Gulag, undertrykkelse af folkeslag i randområderne, mord på dissidenter og afhoppere, listen er lang, suk.
Nogle tyskere følte jo også at der var styr på sagerne i slutningen af 1930’erne.
Med venlig hilsen Lennart
Endvidere kan Marshall hjælpen jo også forstås som et amerikansk (berettiget) forsøg på at opbygge et eksportmarked, hvor der før bot var ruin. Østblokken takkede pænt nej tak, så vidt jeg husker.
Målet var naturligvis at forhindre Sovjetunionen i at erobre Vesteuropa. Man kan ikke beskylde amerikanerne for ikke at forsvare friheden i Europa. De vidste godt hvem og hvad de havde med at gøre.
Med venlig hilsen Lennart
‘Socialdemokratismen’ - eller kapitalismen med et menneskeligt ansigt - udviklede sig i Vesteuropa under arbejderklassens trusel om en tilslutning til den kommunistiske verden…
…og den udvikling ønskes nu rullet tilbage.
Billedet af den kommunistiske verden var dengang anderledes gennem et par svejsebriller end gennem en monokel.
Lennart Kampmann,
“Glemt er også Afghanistan, glemt er internt fordrevne, Gulag, undertrykkelse af folkeslag i randområderne, mord på dissidenter og afhoppere, listen er lang, suk.”
Det kunne jo være forfatteren tilskrev dig den evne selv at kunne huske disse ting, så hans artikel ikke blev dobbelt så lang fordi han skulle til at remse det op igen.
Nu er vi kommet af med kommunismen, så mangler vi bare at gøre op med konservatismen. Så kan det være vi får en nogenlunde fornuftig fremtid.
Martin Pedersen
Nu er vi kommet af med kommunismen
Forskellen mellem den frygtede kommunisme og ‘socialdemokratismen’ - som trods alt har ca 50% tilhængere i Europa - reelt kun den, at i den kommunistiske verden er arbejderens ret til et arbejde et statsanliggende …med alt hvad det medførte af det der kaldes ‘arbejderklassens diktatur’.
‘Arbejderklassens diktatur’ udspringer af den kendsgerneing at kapitalisterne eller konservatismen altid vil modsrbejde at staten sikre arbejde til alle…
….all in a nutshell
Fortællingen om “det onde og det gode”, der udgør en folkeig forståelse af forholdet mellem socialisme og liberalisme, er en vanskelig balancegang i en politisk fremstilling, navnlig under indtryk af de religiøse sammenstød og anfægtelser og kristne forsøg på at bestemme kulturhistorie og nationalisme på kristne forudsætninger frem for på græsk tænkning.
Det må blive interessant at læse fortsættelsen af den vekselvise balancegang i historien, hvor den vestlige imperialisme trænger ind alle vegne med både økonomiske og militære midler og alliancer. Man kan næppe i dag tale om et kommunistisk/socialistisk Kina eller et socialistisk/kommunistisk USSR, fordi styret har overtaget kapitalismen. Og hvorledes fremstille forholdet mellem kommunisme og socialisme på marxismens grundlag?
Hvis man skal putte alt i en nøddeskal bør det være til at forstå og uden misvisende stavefejl så jeg prøver lige igen - ver 2.0
Martin Pedersen
Nu er vi kommet af med kommunismen
Forskellen mellem den frygtede kommunisme og ‘socialdemokratismen’ - som trods alt har ca 50% tilhængere i Europa - er reelt kun den, at i den kommunistiske verden er arbejderens ret til et arbejde et statsanliggende …med alt hvad det medførte af det der kaldes ‘proletariatets diktatur’.
‘Proletariatets diktatur’ udspringer af den kendsgerning at kapitalisterne eller konservatismen altid vil modarbejde at staten sikre arbejde til alle…
….all in a nutshell
Bill Atkins,
Jeg forstår ikke helt dit indlæg. Du skriver at det er det at arbejde er et statsanliggende som medføre arbejderklassens diktatur… Og nedenunder skriver du så at det udspringer fra det at man modarbejder at staten sikre arbejde til alle.
Nok bare mig der ikke forstår, men jeg synes det er lidt selvmodsigende
På et tidspunkt efter de meget lange (9 mdr. i DK)strejker omkring år 1900 indgik arbejdsgivere og arbejdere et forlig - og ved det forlig afviste arbejdsgiverne at sikre arbejderne en fast løn da det stod arbejdsgiverne klart at det ville betyde statens overtagelse af produtionsmidlerne.
De steder hvor produktionsmidlerne rent faktisk blev overtaget af staten USSR var der konstant pres på fra konservative kræfter for at få produktionsmidlerne privatiseret.
Per Diepgen
Og hvorledes fremstille forholdet mellem kommunisme og socialisme på marxismens grundlag?
Jeg mener ikke Marx skelnede mellem socialisme og kommunisme - denne adskillelse skete gradvist ved at en del af arbejderklassen afstod fra kravet om statens overtagelse af produktionsmidlerne - da så de tyske socialdemokrater dansede med til krigstrommerne i 1914 opstod der et brud mellem kommunister og socialdemokrater. Et brud som Lenin forstod at udnytte til fulde…
Slog det op på Wiki og forklaringen der siger, at proletariatets diktatur er fremherskende i et socialistisk samfund og ikke i et kommunistisk eller kapitalistisk samfund. Altså i mellemtingen mellem kapitalistisk og kommunistisk samfund. Men som jeg læser dig, var det også fremherskende i USSR, så USSR var ikke kommunistisk?
Nok bare mig der misforstår, må få læst noget mere Marx, når jeg får tid.
Må jeg ikke erindre folk om at Afganistans styre i slutningen af 1970 rent faktisk blev overtaget af – muslimske fundamentalister - mujahedinerne f.eks. (det der senere sikkkert blev blev til Taliban). For at forhindre dette (og dette er vel dokumenteret, især efter den kolde krigs ophør omkring 1990) gik Sovjet ind i Afghanisten.
USA støttede så en vis person (mon ikke de fortryder det i dag?) - fordi man var så hamrende bange, angst og frygtfuld for – kommunismen —
at man slet ikke dengang så faren for den islamiske fundamentalisme…
Mht. USA - har vi vel også glemt de forskellige mordforsøg på Castro, CIA’s støtte til forskellige (ulovlige) kup rundt omkring f.eks. Iran i 1953, Chile i 1973 og talrige andre sådanne (mere eller mindre vellykkede) forsøg. Ifølge Wikipidia indrømmede Brzinski, at USA støttede Pol Pot i Cambodja i 1981 - for at forhindre Vietnam i at komme ind i Cambodja. (men gerne Kina åbenbart?)
Mange tror åbenbart stadig at Sovjet-unionen var en godgørende nation, der idealistisk støttede forskellige ting og sager og bevægelser rundt omkring i verden.
Sovjetunionen har siden omkring 1925-1930 ikke støttet noget som helst uden at få noget igen; omkring 1930 blev Sovjetunionen til en stormagt, som kun gjorde noget, også internationalt, når det gavnede landet selv. Og lad os ikke glemme Polens deling i 1939, hvor Stalin og Hitler delte Polen imellem sig. Og vel støttede Sovejtunionen oprørsbevægelser og Cuba f.eks. - mod at få sukker mm.
At kalde Sovjetunionen progressiv er en for stærkt, mener jeg.
Indenfor den marxistisk leninistiske teori betegner proletariatets diktatur den specielle statsform, der eksisterer i et samfund i den første fase efter en socialistisk revolution. Arbejderklassen styrter det borgerlige klasseherredømme og erstatter det med sit eget. For at sikre sig mod kontrarevolutionære kræfter og mod at udviklingen af det klasseløse samfund og dermed det fuldstændige demokrati ødelægges, må samfundsmagten organiseres således, at den nye dominerende klasse aktivt undertrykker den gamle - dvs. kapitalistklassen og borgerskabet.
www.leksikon.org
“Sovjetunionens tvangskollektivisering af bøndernes jord i slutningen af 1920’erne sikrer industriarbejderne mad i munden”
Ja, ved i bogstaveligste forstand at tage den ud af munden på bønderne!
Man kalder det i Ukraine for Holodomor! Og hvis det lyder lidt i retning af Holocaust, så er det nok ingen tilfældighed!?
Jeg gad nok at se , hvilken reaktion en skribent, som skrev f.eks at “udplyndringen af jøderne gav Tyskland mulighed for velfærd til arbejderklassen som f.eks Kraft durch Freude-ferier”, ville få?
Karsten Aaen
Og vel støttede Sovejtunionen oprørsbevægelser og Cuba f.eks. - mod at få sukker mm.
Rusland er selv en stor sukkerproducent (roesukker) men de opkøbte Cubas sukker som en slags ulandsbistand til det der var en lejer i kapitalismens baghave..
At kalde Sovjetunionen progressiv er en for stærkt, mener jeg.
En hel del kolonier løsrev sig via marxistiske oprørsbevægelser der fik støtte fra USSR - en politik der kulminerede med støttem til Vietnam…
Holodomor er aldrig anerkendt som folkemord - velsagtens fordi de politiske fejltagelser ikke kunne adskilles fra narturlig misvækst i 1925-26 og vestmagternes krigsførelse og sabotager på sovjetisk jord..
Bill,
hvis man fjerner alle fødevarer i et område, giver dem til nogen andre og forhindrer beboerne i området i at forlade det, så slår man dem ihjel!
Anerkendt som det ene eller andet eller ej!
Rettelse - Holodomor knytter sig til hungersnøden 1932-33 og ikke til hungersnøden 1925-26- men holodomor er ikke anerkendt som folkemord men tillagt dårlig planlægning og misvækst …rusisk landbrug har altid været underlagt ekstreme vintre og tørkeperioder.
Nic Pedersen
Jeg ønsker ikke at dømme om noget jeg ikke har indsigt i, men blot konstatere at i lyset af kapitalismen seneste krise og ønsket om, med baggrund i klimadebatten at styre folks forbrug - er det måske tid til en revurdering af Marxismen …jeg mener ikke at de ting man kan tilskrive misregering af USSR er en følge af Marxismen - det er tid til en Marxisme ver. 2.0
Nic Pedersen
David Irving kender jeg ikke meget til, men jeg kan forstå at han er holocost-benægter hvilket jeg ikke er..
men til gengæld har jeg heller ikke været tilhænger af den der 0-sumsbetragtning at kommunisme og nazisme er to alen ud af samme stykke - der foretrækker jeg at gå mere undersøgende til værks..
@ Karsten Aaen. Du hiver en noget slit kanin op af hatten, når du siger: ”Og lad os ikke glemme Polens deling i 1939, hvor Stalin og Hitler delte Polen imellem sig.”
Nej og lad os ikke glemme at Stalin fik Østpolen hvor der fortrinsvis boede underkuede ukrainske og hviderussiske bønder der blev holdt nede af polske storgodsejere. Dette landområde havde Polen stjålet 19 år før. Bønderne oplevede det som en befrielse; og verden oplevede det dengang som en måde at standse Hitler på. Klynkeriet omkring Polens såkaldte deling, var først noget man hengav sig under den kolde krig. Dengang i 1939 sage Winston Churchill: “The Soviets have stopped the Nazis in Eastern Poland; I only wish they were doing it as our allies.”
Per Bregengaard ønsker med sin kronik at der kommer mere redelighed ind i historie forskningen og at man flytter sig ledt væk fra vanetænkning – mange at kommentarerne her viser tydeligt hvor svært der er!!!!!!!!!!!!!
Bill,
Det er helt fair!
Marxismen har bestemt pointer, som stadig idag kan diskuteres med udbytte!
Det er bare et skråplan at forsvare alt, der er gjort i hans navn! Eller for den sags skyld forkaste alt på samme grundlag!
Bill,
din påstand om at fornægte folkedrabet på den ukrainske bondebefolkning er i bedste fald uvidenhed. I værste fald er det “løgnen om Auschwitz”!
Start med at læse Robert Conquest’: “Harvest of Sorrow - Soviet Collectivization and the Terror- Famine”. Bogen er en klassiker for universiteternes russisk- og østeuropastuderende.
Derefter kan du passende google “famine 1932-33” og holodomor”.
Iøvrigt er der i dag i Ukraine næsten lige så mange mindesmærker for ofrene for Holodomor, som for for 2.verdenskrig.
Og sovjetarkiverne giver stadig flere vidnesbyrd om den bevidst politiske styring med hungersnøden …!
Og sovjetarkiverne giver stadig flere vidnesbyrd om den bevidst politiske styring med hungersnøden …!
..er der en forklaring ?
Nic Pedersen Enig!
Det er egentligt sjovt: når vi har megakrise i Vesten, så er det ikke kapitalismens skyld, men skyldes nogle personer - på børserne, i bankerne, osv. - men personer.
Når vi skal tale om socialisme og kommunisme, så er det nærmest omvendt, og man får det indtryk at de kritikere der angriber de ideologier forlanger, at ideologierne skulle være sikret imod misbrug af tyranner.
Jeg tror næppe at Stalin gik ret meget op i hvad USSR byggede på af ideologi, - han styrede bare efter eget forgodtbefindende. At han kunne gøre det, skyldes nationalismen, som altid er stærkere end de politiske overbevisninger. Folk accepterer overgreb mod både naboen og folk i fremmede lande “fro nationens skyld”, uanset om vi taler USSR, USA eller Danmark.
Nå, jeg kan konstatere at Per Bregengaard igen er i gang med at udstille sine “evner og indsigt”.
Sidste gang han gjorde det, var det jo bekendt som Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.
Her styrede han forvaltningen med samme “indsigt” som kommunisterne styrede østeuropa og Sovjet, og sørme om ikke også at resultatet blev det samme.
Tænk, havde nogen dog regnet med andet!!!!!!
Forvaltningen er idag stadig et kæmpe ragnerok og den nuværende borgmester lider stadig under Per Bregengaards fuldstændig absurde handlinger.
Det morsomte var dog, at som den gode menighedslistemand og tidligere kommunist, han jo var, så gik hans børn sørme på privatskole, og det endda samtidig med at han var borgmester for skoleområdet i Københavns Kommune!!!!!!
Se, det er da virkelig i tråd med hans sympati for arbejderne og de undertrykte.
Det monumentale HYKLERI har aldrig stået mere lysende på himlen………
Jeg husker et interview i “Den store fædrelandskrig”:
Og når i angreb råbte I så: “For Lenin og kommunismen, død over Nazismen”?
Næh, Jeg mener at huske vi råbte: “Yaaaeeee”
Bill:
“Og sovjetarkiverne giver stadig flere vidnesbyrd om den bevidst politiske styring med hungersnøden …!
..er der en forklaring ?”
Forklaring? JA!
Stalin gik direkte efter at knække den ukrainske nationalfølelse. Officielt var begrundelsen at knække storbønderne (kulakkerne). I vestlige ukraine fortsatte modstanden dog og partisanerne kæmpede både før og efter 2 verdenskrig MOD sovjetmagten. Og faktisk var det først midt i 1950erne at de sidste partisanreder blev nedkæmpet.
Det er faktisk også derfor at flere ukrainere var at finde i de tyske koncentrationslejre som nazisternes medhjælpere - tyskerne blev af (vest)ukrainere set på som allierede.
Jakob Smith
Jeg har læst om, at der var en helt særlig krig bag de tyske linier - særligt har jeg bemærket de hviderussere der blev indesluttet ved Minsk - de sad på den bare jord og frøs ihjel … 1 million mand - og efter krigen blev de nærmest betragtet som forrædere..
Ja, Der er en del at sætte sig ind i…
Sven Karlsen
Helt enig…
Kriser, krige, ulighed, udbytning og sult er ikke kapitalismens skyld, men enkeltstående, isolerede tilfælde.
Derimod var alle dårligdomme, der hændte i øst-landene, synonymt med socialismens/kommunismens deroute - lige fra den manglende bundprop i badekarret til en forulykket måneraket.
Selv om berlin-muren faldt for 20 år siden fortsætter denne miskreditering af kommunismen, da den for kapitalens magthavere ikke må fremstå som et brugbart alternativ. Det spærrer desværre for en frugtbar og fordomsfri samfundsdiskussion, idet socialismen a priori absolut skal stigmatiseres som den rene stalinisme.
Kristendommen havde også sine “skæverter” i starten med korstoge, heksebrændinger, fornægtelse af videnskaben osv. Men alligevel overlevede kristendommen (nogen vil sige desværre - men lad nu det ligge :-)
Vi er siden 1945 blevet doktrineret med kapitalismens mange fortræffeligheder bannerført af USA. I den kolde krigs periode kan vi alle - om vi så blev vækket midt om natten - nævne “Ungarn 1956” og “Tjekkoslovakiet 1968” som eksempler på kommunismens undertrykkelse.
Men ingen nævner i den forbindelse Iran. Guatamala, Vietnam, Indonesien, Chile, Congo, Philippinerne, Haiti, El Salvador, Nicaragua m. fl. som kapitalismens undertrykte. Men det skyldes sikkert, at USA jo altid har villet det gode og “hvor der handles der spildes”…
… og i virkeligheden tror jeg at USAs antikommunisme ganske enkelt stammer fra deres militære nederlag i forbindelse med revolutionen, hvor de jo sendte 200.000 soldater til at hjælpe den residerende diktator/czar …;-)
Jakob,
det er noget pis at fremstille kollektiviseringen og tvangsinddrivelsen af fødevarer som noget rettet specielt mod Ukraine! Det var nærmere rettet mod “bondestanden” som sådant! Og gik lige så hårdt for sig i “Rusland”!
Og ALLE nationale grupperinger, som kunne true imperiets sammenhæng blev slået hårdt ned!
At nogle ukrainere uberettiget af forskellige årsager prøver at monopolisere offerrollen er en sag for sig!
Den gør dog ikke de begåede forbrydelser mod nogen mindre!
Bill,
de råbte normalt ikke Yaeee, men Urraaah!
Jeg havde det privilegium at nå at kende et par stykker af dem! ;-)
Men det var jo “takket” være Stalin’s eget: “Hvert folk må selv finde sin egen vej til kommunismen” - at der blev givet nazisterne “pusterummet” til at vokse sig stærke - selv om Stalin jo har ret i den ovenævnte bemærkning - bør der nok være nævnt/underforstået at der der er snævrere grænser for særligheder, end den særudgave nogle hævder nazisterne holdt sig indenfor.
For SÅ sære må særveje til kommunismen altså dog ikke forløbe.
Kim,
ikke for at forsvare Stalin, men hvis nogen må bebrejdes “nazisternes pusterum”, så må det vel være englænderne og franskmændene, da de undlod at håndhæve Versailletraktaten i ‘35, da den lille maler brød den?
@Jakob Smith. Angående bevidst styring af hungersnøden så er det en påstand som netop viser at der er brug for tænkende mennesker som Per Bregengaard. Jeg undre mig over hvad en sådan påstand skulle føre til af historisk erkendelse! Kan I andet end gentage CIA´s historiske løgne, vi blev fyldt med det under den kolde krig og er over mætte.
@Sven Karlsen. Sovjetunionen var verdens største nation med en mangfoldighed af komplekse økonomiske, sociale og politiske relationer. Da Stalin overtog magten var dette kæmperige stadig et tilbagestående bondesamfund. På nogle få årtier forvandlede Stalin dette kæmpeland til et blomstrende industrisamfund. Hertil krævedes en jerndisciplin samt strategisk tænkning i verdensklasse. Stalin styrede ikke bare efter eget forgodtbefindende, som du påstår. Han havde et mål og det nåede han. Se f.eks: Johan Peter Noak: ”Den stalinistiske revolution”. Berlingske Forlag. Heri giver forfatteren en detaljerede indføring i sovjetsamfundets politiske- økonomiske udvikling fra 1921 til 1953 hvor Stalin dør.
@Jakob Smith. Du skriver: ”Stalin gik direkte efter at knække den ukrainske nationalfølelse.”. Det er historisk usandt, faktisk havde kommunist partiet udarbejdet en plan for de nationale mindretal og manden der gjorde det var tilfældigvis Stalin. Læs: J.Stalin: ”Marxismen og Det Nationale Spørgsmål”. Mondes Forlag København 1939. (bogen bygger på nogle artikler som Stalin skrev helt tilbage i 1912, og begyndelsen af 1913.). Interesserer man sig for etniske, og nationale spørgsmål, er det en perle af en bog (som antropolog har jeg læst en hel del, om hvad der i vores tid, er skrevet om etnicitet, og jeg er forbavsede over hvilken indsigt Stalin har i dette emne). Men en ting er teori, og gode intentioner men hvad kom der ud af det, kunne man spørge? Ja de nationale mindretal fik en forbavsende frihed, og mulighed for at bevare deres sprog og kulturer i Sovjetunionen. Sammenligner man med f.eks. Vest Europa så var Sovjetunionen nærmest et etnisk paradis (f.eks. talte omkring 4. millioner mennesker bretonsksproget i Frankrig for på den tid hvor Stalin skrev om de nationale mindretal – i dag tales sproget af nogle få tusinde! Lige så med basker sproget i Spanien, Walisisk i Wales og samisk i Sverige – for bare at nævne nogle få mindretals kulturer der er truede med udslettelse!). Om de nationale mindretal i Sovjet læs: Francine Hirsch: ”Empire of Nations – Etnographic Knowledge and The Making of the Sovjet Union”. Cornell University Press 2005.
Desværre er historie forskningen politisk styrede politisk i Danmark, og jeg vil ikke anbefale noget at læse hvad der er kommet på dansk i sidste 10 år om Stalin – det gælder også oversættelser. Men vil man læse en god gammel bog om Stalin, kan jeg anbefale: I.Deutscher ”Stalin – En Politisk Biografi”. Berlingske Forlag 1949 (særdeles velskrevet med mange referencer og geopolitiske, sociologiske og kulturelle forklaringer). Af nye bøger om Stalin på engelsk, er der nok ingen der er så nøgtern som: Kevin McDermott: Stalin”. Palgrave 2006.
Det er historieløsheden der hærger her og læsning af Robert Conquest burde være obligatorisk.
Per Bregengaards argumenter ligner den man kan høre fra ældre tyskere der siger ‘ja, men man bør ikke glemme at Hitler afskaffede arbejdsløsheden, byggede autobahn og VW’
Det forhold at Per Bregengaard går rundt og savner indflydelsen fra den forløjede del af ‘venstrefløjen’ I Danmark er for ham tilstrækkeligt til at vi kan se bort fra mord på op mod 30 milliioner mennesker i østeuropa. Det er sgu sygt det
Oreskov:
“På nogle få årtier forvandlede Stalin dette kæmpeland til et blomstrende industrisamfund. Hertil krævedes en jerndisciplin samt strategisk tænkning i verdensklasse. ”
Og det berettiger de mange, mange ofre?
Og det berettiger et politisk diktatur?
Og det berettiger koncentrationslejre?
Der ville være mereperspektiv i at glæde sig over at Leninismens svøbe og den foløjede og antidemokratiske del af fløjen er endt der hvor den altid burde have været - i historiens papirkurv - og så se at få arbejdshandskerne på aog opbygge en virkelig, moderne og demokratisk indstillet venstrefløj funderet i de progressive og stadig gyldige dele af Marx og andre tænkeres logisk funderede og samfundsvidenskabelige analyse.
Det er en yderst tvilvlsom påstand at verden er blevet dårligere siden murens fald - det eneste sted den for alvor er blevet ringere er miljøret og forureningen og heller ikke hvad dette angår var regimerne i øst et eksempel til efterfølgelse -TVÆRTIMOD - de var en katastrofe og vi ryder stadig op
Der er ikke andet tilbage af SUKP og Leninismen end det stinkende lig fra den røde plads som Oreskov sætter op som sit forbillede - det er stendødt og det lugter fælt
Lær den lektie der bør læres - vid at ikke engang CIAs propaganda tegnede et billede der ikke blev overgået af virkeligheden - vend så ryggen til skidtet og lad os så i stedet koncentrere os om hvordan vi bedst kan kæmpe for at overvinde et på mange måder skrantende fremtidsperspektiv som den kolde krig og østlandenes eksistens ikke formåede andet end at forværre på alle og afgørende punkter.
Hvis vi skal hade kommunismen for dens 30 (whatever) millioner ofre, så skal vi vel også hade katolicismen, som har udryddet flere sydamerikanske civilisationer, englænderne, som har undertrykt og ødelagt diverse kulturer i østen, mellemøsten, australien, etc., YSA og Canada, som har smadret de nationers urbefolkning, for ikke at tale om os selv, som har trådt siumutterne i grønland ned i sølet?
Og uanset om situationen i kommunistblokken var over eller under det niveau som CIAs propaganda tegnede, så var den milevidt fra den situation som den kommunistiske revolution reagerede imod: et kontrastfyldt vanvid af czaristisk pomp&pragt bygget på slaver der boede i jordhuler. Uden at det dermed undskylder kommunismen, så var de livegnes forhold under czaren nemlig ikke bedre end det gulag som kommunisterne brugte til at straffe med.
At den påståede ‘socialistiske’ lejr skulle have bidraget til at forbedre verden i vest - er mere end bare en yderst tvivlsom påstand - ikke mindst hvad miljøet angår var de og den kolde krig kun med til at skubbe problemerne foran os i en sådan grad at vi nu er ved at drukne i dem.
Hvad sociale forbedringer og velfærdsstaten angår så klarede den udogmatiske del af venstrefløjen, med de socialdemokratiske partier, fagbevægelsen og den øvrige stadigt eksisterende venstrefløj i spidsen - sig ganske udmærket foruden
De ville snarere have kunnet gøre et bedre job - og vi andre ville have haft en smukkere og renere profil - havde det ikke været for det kæmpe ressourcespild den kolde krig medførte og de mange millioner af døde som Lenins tåbelige eksperiment ud i - ‘sagen helliger ethvert middel’ - medførte.
“Lenins tåbelige eksperiment” var en frigørelse fra czarens åg, en omstyrtning af et despotisk, tyrannisk regime, som baserede sig på de facto slaveri.
Det er nok umuligt at opgøre det potentielle antal dødsfald et fortsat czardømme ville have kostet, og modregne det i kommunismens ofre, og det vil nok aldrig ske, for czaren var jo USAs allierede.
Men det er nemt at dokumentere, at helt op til revolutionen i 1917 levede russiske landarbejdere under forhold som var uhyrlige: stavnsbinding, herremænd med hånd- og halsret over dem, droit de seigneur, etc., mere end 100 år efter at slavehandel var ophørt, og mere end 50 år efter at slaveri var blevet forbudt, i “Vesten”.
Sven, det er noget sludder som viser at du ikke har studeret din historie ordentligt.
Valget var ikke et valg mellem czarens år eller Lenins despoti
valget var derimod et valg mellem et konstitutionelt demokrati med et flertal af socialistiske og og socialistisk orienterede partier (der var et klart socialistisk flertal i den grundlovgivenmde forsamling i 1919) - og Lenins partidiktatur.
Det var det valget i 1919 handlede om, og der er ikke skygge af tvivl om at man havde været bedre stillet havde man sikret et pluralistisk styre.
Hvad czaren og hans despoti angår så var det Sovjettiske GULAG system 100 gange mere effektivt - du bør ved lejlighed studere Øhavet Gulag - eller bare Trotskyisten Maria Joffes erindringer - Stalins og de øvrige bolsjevikkers forvisning til Sibirien var rene ferieophold - i sammenligning med det system han selv refinerede i årene efter.
Cazrens hemmelieg politi Ochranaen var rene amatører i sammenligningen med Djersinsky Tjeka - ikke mindst hvad terror mod andreledes tænkende socialister, rigtige marxister og anakister angår - de vidste alt om hvordan man virklig fik ram på oppositionelle
stod ikke mellem fuldkommen utænkeligt at
Lenins eksperiment var hele vejen igennem tåbeligt - virkeligheden er at når man griber til det borgerlige eller fascistiske diktaturs metoder - så har det valg sin egen indre logik - og den logik vil atid føre til netop det det førte til i Sovjetunionen - massemord - ikke bare på politiske modstandre - men på de sine egne bedste kadrer.
Intet fascistisk diktatur - selv ikke det værste vi har set i fri udfoldelse - har myrdet flere socialistier, anarkister og rigtige marxister og kommunister end netop Sovjetunionen. Den slags myrdedes nærmest på samlebånd i flere perioder.
At Per Bregengaard påstår at han er maxist og angiveligt er faglærer gør ikke det vås han skriver her mere spiseligt - tværtimod - det er beklagelig ahistorisk og helt igennem sørgelig læsning - tilbage til skolebænken Bregengaard - studér historien om Martov f.eks. en af de mest begavede virkelige maxister Rusland har haft - han så skriften på væggen - og fik med Lenins mellemkomst lige lov at rejse ud medens tid var - hans tilhængere slagtedes - dem af dem der ikke som Andrey Vyshinsky endte med at blive Stalins håndlangere og bødler