Skrald, trafik, træer og gadeteater er de politiske indgange til fire skildringer af gadebilleder og mennesker i hver deres eksplosivt voksende storby - Cairo, Mumbai, Shanghai og Bogota.
Der dør 10-15 passagerer hver dag i Mumbais bybane. De overcrowdede tog kræver muskler at stå imod med. Så det er ikke underligt, at filmens ene hovedperson under sin aggressive morgengymnastik drømmer om en lille ny indisk folkevogn.
Shanghai har næsten 18 millioner indbyggere og vokser med en halv om året. Med huse op til fem hundrede meter lodret, eller (måske) nede under jorden i nye vandrette lag.
I Bogota har byfornyelse siden 1994 taget udgangspunkt i ændret adfærd for at forhindre vold og korruption og fremme nye erhvervsinvesteringer.
Cairo har et affaldsproblem. Hidtil har beboerne i skraldebyen levet af at samle og sortere, sælge eller anvende papir og plastik til genbrug. Men det biologiske affald er sundhedsfarligt, især for børnene, og skraldet hober sig op i alle andre bydele, efterhånden som byen vokser.
Mikala Krogh har været der og følger et ungt par, der lever af skraldet og gerne vil have råd til at gifte sig. Som alle øvrige beboere i skraldebyen er de koptere, ikke muslimer, og kan derfor holde svin, som lever af frasorterede madrester.
Man kommer i Cairo-filmen meget tæt på dagligdagen, og også på de ansvarlige for den store renovation i andre bydele, hvor udliciteringer ikke fungerer, orme og larver forpester kvarteret, og beboerne danner aktionsgrupper for at fremme skraldehygiejnen.
Rig og fattig
Cities on speed hedder den samlede danske pakke.
Filminstituttet og Danmarks Radio har uddelegeret opgaven til fire forskellige dokumentarhold, og fremgangsmåden er i alle fire produktioner, at mennesker og bymiljøer er mindst lige så vigtige som problemstillingerne, eller rettere sagt:
Problemstillingen er hver gang anledning til at lære en gade eller et boligkvarter at kende og komme tæt på beboere og planlæggere.
Det er eksempelvis to meget utraditionelle borgmestre, som har sat skub i Bogotas udvikling. Med teatergrupper til at opdrage trafikanterne, og folkelige kampagner til at fremme det sociale ansvar.
Formentlig er det kun lykkedes, fordi tilstandene tidligere var så kaotiske, at noget måtte ske.
Nu vokser de offentlige moderne trafiklinjer, og parker og pladser afløser slum eller private indelukker. Andreas M. Dalsgaard er hovedansvarlig for beretningen fra Columbia med historiske klip og aktuelle billeder.
I Mumbai-filmen er der også en klassemæssig forskel indbygget. Den venlige overklassekvinde kører rundt med chauffør, men arbejder som aktivist mod den toetagers motorvej, der truer hendes idyl i parkbebyggelsen.
Omvendt er gadehandleren, der drømmer om den lille indiske Nano-bil, ikke glad for hverken den kollektive trafik eller for at transportere kone og tre børn rundt på scooter. Camilla Nielsson og Frederik Jacobi har fulgt udviklingen i byen og de dramatiske møder om bilbroerne.
Poesi og statistik
Filmene fra Mumbai, Cairo og Bogota er forsynet med speakertekst. Diskret, men alligevel med en pædagogisk tv-tone, som arbejder en anelse imod solidariteten med de involverede parter på gadeplan.
I Shanghai derimod overlader Nanna Frank Møller ordet helt og holdent til en rabiat planlægger og en stædig lokal fotograf.
Sidstnævnte har hele sit liv fotograferet gamle træer og bydele i sort-hvide stills. En interesse, der gav problemer og tvungen genopdragelse under kulturrevolutionen, forstår man undervejs.
Planlæggeren derimod fabler med sine studerende om nedgravede kulørte bydele med underjordiske træer og planter, dyreliv og kunstigt sollys.
Det er en smuk film, både gribende og informerende i sin konsekvente tæthed på ældre og yngre kinesere med vidt forskellige historiske erfaringer.
Den samme interesse for skæringen mellem poesi, statistik og fysiske forandringer er motoren i Max Kestners nye film, Drømme i København.
Han speaker selv i sin særlige deadpan antropologiske tone indover frontale panoreringer og kranture, rum bag rum bag byens facader. Og kameraet kikker ind gennem vinduer, hvor byens beboere lever deres adskilte liv, men hele tiden krydser hinanden over årene og i gaderne og laver om på de synlige omstændigheder.
Enkelte udvalgte træder decideret ind i filmens rum og fortæller. Bevidst uskarpe i forgrunden af lokaliteterne, men hele tiden tydelige i lyden så man kan følge de utrolige beretninger om hverdagens trivialiteter, uanset kameraets springture.
Indimellem overværer vi også arkitekter, der på lærredet indbyrdes overvejer den urbane situation, og blandt andet slår fast, at arkitektur ikke er nogen garanti for byliv.
Her og dér
Kestners københavner-hymne skal galla-indlede filmfestivalen. Og i slutningen af perioden, den 13.-14. november, er der seminar og debat om forandringer og vold i de voksende metropoler.
Endelig er der også andre film end de danske på programmet i serien om Urban Change. En brasiliansk om forskellen mellem at leve på toppen i et højhus eller i slummen nedenfor. Eller en portugisisk om overflødige forladte huse og det liv, der engang fyldte dem.
I italienske Bari kan man åbenbart ikke vide sig sikker for boligløse husbesættere selv i nye bebyggelser, og i Beijing tromler udviklingen tilsyneladende planløst hen over de ældste lave kvarterer.
Man kan spørge, om film som de otte i Urban Change-serien har anden europæisk relevans end oplevelse og oplysning. Men det har de, påpeger byplanprofessor Jens Kvorning i et temanummer af tidsskriftet Arkitekten (nr.12/09), som Filminstitut-konsulenten bag Cities on Speed, Dola Bonfils, også er involveret i.
I en oversigtsartikel sætter Kvorning de fire danske film i byplanteoretisk sammenhæng og ser dem som eksempler på teser af skribenter som Baumann, Sassen og Zukin.
Det skred, der sker i megabyerne i disse år, er ikke bare en genfortælling af 100 års europæisk byhistorie.
Det er en kombination af gamle økonomiske mønstre og ny globalisering. En kompliceret sammenhæng som er svær for de implicerede at forstå, men nemmere for os at overleve fordi vi sidder i den heldige ende af verden.
Men affald og genbrug, trafikkens arealforbrug, urban tæthed og behovet for inkluderende byrum er lige så aktuelle udfordringer her som dér, om end i mindre skala eller omfang fremgår det af artiklerne i temanummeret.
Måske kan det anspore til at tale langsomhedens sag som rådgivere i områder af stærk forandring, overvejer Jens Kvorning. Halvdelen af jordens befolkning bor allerede i byer.
Spilletider og -steder på www.cphdox.dk
I morgen begynder den årlige dokumentarfilmfestival i København CPH:DOX, og der er masser af film at vælge imellem i løbet af de ni dage, festivalen varer. Her følger en lille guide til nogle af de bedste og mest lovende. Fire film, som Informations filmredaktion kan anbefale, og fire, som vi gerne selv vil se.
Fire anbefalelsesværdige:
Shadow Play
Et portræt af den berømte rockfotograf Anton Corbijn, der lige så meget skaber ikoner, som han tager billeder. Filmen fortæller om hans liv og karriere og følger optagelserne til hans første spillefilm, den kritikerroste Control om Joy Divisions frontfigur, Ian Curtis.
American Boy.
En stort set ukendt og sjældent set film fra 1976 af Martin Scorsese. Han optræder selv som interviewer af sin ven Steven Prince, der spillede med i både Taxi Driver og New York, New York. Prince er lidt af en personlighed, en levende historiefortæller, og hvad han ikke har oplevet, er ikke værd at tale om. Nogle af hans oplevelser har endda fundet vej ind i populærkulturen. American Boy akkompagneres af den nyproducerede American Prince, der ser tilbage på den første film og Princes betydning for amerikansk film.
Fra Haifa til Nørrebro
Filminstruktøren Omar Shargawi, der debuterede med den intense spillefilm Gå med fred Jamil, har lavet en både stærk og morsom film om sin far, Munir Shargawi, der sammen med sin familie måtte flygte fra Palæstina i 1948 og siden endte i Danmark.
ART©
Spændende film om reklamens historie, som blandt andet fortæller om den revolution, branchen oplevede omkring 1960, hvor tekstforfattere og art directors begyndte at arbejde tæt sammen. Resultatet er en branche, der laver meget bras, men som også – når den er bedst og mest kreativ – kan skabe kunst.
Fire lovende:
Thorn in the Heart
Den franske filminstruktør Michel Gondry portrætterer sin tante, der gennem 30 år har arbejdet som skolelærerinde på forskellige landsbyskoler. Det udvikler sig til en film om familiehemmeligheder. Gondry er kendt for sine fantasifulde, surreelle spillefilm og musikvideoer, og det her må bare blive godt.
The Shock Doctrine
Journalisten og aktivisten Naomi Klein blev under tilblivelsen af denne filmversion af sin omdiskuterede bog om det frie markeds storhed og fald uvenner med instruktørerne, Michael Winterbottom og Mat Whitecross, og hun forlod projektet. Det gør dog ikke filmen mindre interessant eller relevant i en økonomisk krisetid.
Videocracy
I 1970’erne tog den første kvinde tøjet af på landsdækkende italiensk tv, og siden har det udviklet sig til en useriøs omgang lir og ligegyldighed. Erik Gandini skildrer et mediebillede, som domineres af manden, der om nogen burde blande sig udenom, premierminister Silvio Berlusconi.
Trash Humpers
Jeg er ikke helt sikker på, hvad den alt andet end almindelige, amerikanske filminstruktør Harmony Korines nye film handler om. Er det f.eks. overhovedet en dokumentarfilm? »Korine har filmet sin sarkastiske parodi på reality-kulturens glatte ’shock value’-æstetik på et antikvarisk videoformat med hyppige billedudfald,« står der blandt andet i CPH:DOX’ programavis. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad det betyder.
Kommentarer