Sprog er en underlig størrelse. Engang kunne driftige vinfolk slippe af sted med slogans som ‘bare det er Bordeaux’ og andet vrøvl, og blandt husets venner er cheflobbyisten fra Bruxelles nu begyndt at kalde store vine for ‘orn’lig syg rødvin’.
Det kaldes udvikling, men ender vel med, at den slags en dag bliver acceptabel sprogbrug selv blandt midaldrende, mandlige vinskribenter.
Heldigvis varer det lidt endnu, og i mellemtiden kan man glæde sig over, at danske vinforbrugere er blevet for drevne til at hoppe på slogans som ‘bare det er Bordeaux’; mængden af tarvelige Bordeauxvine i butikkerne synes stærkt faldende.
Til gengæld ser man jævnligt ganske pæne sortimenter af de lidt bedre Bordeaux’er, og det er således med stor fornøjelse, at klummen i denne uge kan kaste sig ud i vine med et prisleje på mellem 100 og 200 kroner pr. flaske i runde II om Bordeaux.
Grundstoffet
Grundstoffet er det samme som i de billigste Bordeaux’er, Cabernet og Merlot, og forskellen på de billige og de lidt bedre Bordeaux’er således især de enkelte jordlodders bonitet og placering og producentens anstrengelser.
Der findes eksempler på, at man betaler for navnet, men også i Bordeaux er der normalt sammenhæng mellem pris og kvalitet. Ugens vine har et højt grundniveau, de smager langt fra ens og repræsenterer forskellige Bordeauxfacetter, men er alle værd at prøve - også til prisen.
Begynd her
Vi begynder med en 2006 Haut Bages Liberal, en 5. Cru classé Pauillac, der blev klassificeret allerede i den oprindelige 1855-vurdering, og det er da også en fornem vin af høj kvalitet.
Den er knastør, har imponerende tanniner, men er måske endnu lidt ung. Det gamle vinfirma H.J. Hansen, der blandt andet leverer vin til Magasin og Vinspecialisten imponerer gang på gang med et stort og kvalificeret udvalg i prislejet 100-200 kroner. Vil man prøve rigtig Pauillac så begynd her.
Blød og fin
Philipsonwine har også i en årrække markeret sig med et bredt Bordeauxsortiment og har blandt andet specialiseret sig i at opkøbe partier, der videresælges til fornuftige priser. Fra udvalget stikker en Chateau LaCabanne 2001 Pomerol næsen lidt højere op end mange andre, og den leverer fløjlsblød, vellagret Pomerolsmag for alle pengene. Er man til bløde, fine vine, er det nok her, man skal slå til.
Lang, fin eftersmag
Blandt de velkendte Bordeauxvinhandlere er også Chriswine. Fra firmaets eget slot kommer Cuvée Carl Cru Exceptionnel 2005, der med tiden har ramt et fornemt niveau. Vinen får en tur på både nye og gamle fade, og synes man, at visse Bordeaux’er har en tendens til at være for tørre, er her vinen, der vil gøre mange glade; den er rund og behagelig og har lang eftersmag.
Ikke for begyndere
Men Bordeaux behøver man ikke købe hos de velkendte importører. Skovgaard Vines 2003 Chateau Aney Haut-Medoc er et smukt eksempel på de komplekse vine på venstre flodbred - og til en fin pris. Længere mod syd finder man Pessac-Leognan, der tidligere hang sammen med Graves. Her har Vinoble hentet en 2005 Chateau Baret, der nok i smag er i slægt med Haut-Mèdoc, men har sit helt eget let mineralske præg og en interessant tørhed, der ikke er for nybegyndere. De er begge værd at ulejlige sig for.
Alt i alt har prisklassen 100-200 kroner næsten været ren vinfornøjelse, og klassen er nærmest uudtømmelig. Om man så vil sige, at vinen er ‘orn’lig syg’ eller bare nyde den med et stille smil, må læseren selv prøve sig frem til.
* * * * * Chäteau Haut Bages Liberal. 199,95 kr. H.J.Hansen/ Magasin/Vinspecialisten
* * * * *Château La Cabanne 2001. 149,95 kr. v/12 flasker. www.philipsonwine.com
* * * *Cuvée Carl Cru Exceptionnel. 199 kr. Chriswine/udvalgte specialforretninger
* * * *Château Aney 2003. 149 kr. (v/12 flasker 100 kr.) www.skovgaardvine.dk
* * * * *Château Baret 2005. 139 kr. resten af året. www.vinoble.dk







Kommentarer