MOSKVA - 20 år er gået siden Berlinmuren faldt og med den et af de skammeligste symboler på Den Kolde Krig og på en farlig opdeling af verden i gensidigt fjendtlige blokke og indflydelsessfærer. I dag kan vi se tilbage på begivenhederne dengang og tage bestik af dem på mindre følelsesladet og mere rationel vis.

Den første glædelige konstatering, der må gøres, er, at den bebudede ‘afslutning på historien’ ikke indtraf, skønt mange hævdede, at det ville den. Men ej heller har vi fået den verden, som mange politikere fra min generation satte deres lid til og oprigtigt troede på: En verden, hvor menneskeheden med afslutningen på Den Kolde Krig omsider kunne lade det absurde våbenkapløb, de farlige regionale konflikter og den sterile ideologiske strid bag sig for omsider at træde ind i et gyldent århundred med kollektiv sikkerhed, rationel anvendelse af materielle ressourcer, et ophør for fattigdom og ulighed og en genoprettet harmoni med naturen.

En anden uhyre vigtig følge af Den Kolde Krig er virkeliggørelsen af en af de centrale postulater i vor tidsalders tænkning: Den gensidige afhængighed mellem overordentlig vigtige elementer, som vedrører selv kerne af menneskehedens eksistens og udvikling. Denne omfatter ikke kun processer og begivenheder, der finder sted på forskellige kontinenter, men også den organiske sammenhæng mellem ændringer i de økonomiske, teknologiske, sociale, demografiske og kulturelle betingelser, som sætter rammerne for den daglige eksistens for milliarder af mennesker på vor planet. I vor tid er menneskeheden i sandhed begyndt at forvandle sig selv til én enkelt global civilisation.

Nye krige

Samtidig med at Jerntæppet og andre barrierer og grænser faldt - stik imod, hvad mange havde forventet - blev nye sammenhænge muliggjort mellem lande, som indtil for nylig havde vidt forskellige politiske systemer, såvel som mellem forskellige civilisationer, kulturer og traditioner.

Vel kan vi politikere fra det forrige århundrede udmærket være stolte over, at vi undgik en termonuklear krigs farer. Men for mange millioner af mennesker Kloden over er verden ikke blevet et sikrere sted. Tværtimod, utallige lokale konflikter og etniske og religiøse krige er dukket op som lige så mange forbandelser på verdenspolitikkens nye kort, hvad der igen har skabt et stort antal nye ofre.

Ikke mere retfærdig

Et klart bevis på den irrationelle opførsel og uansvarlighed hos en ny generation af politikere er det faktum, at forsvarsudgifterne i mange både store og små lande nu er større end under Den Kolde Krig, ligesom spillen med militære muskler igen er blevet en normal måde at håndtere konflikter på og et fælles træk ved de internationale relationer.

Sørgeligt nok er verden i løbet af de seneste to årtier ikke blevet et mere retfærdigt sted: De voldsomme uligheder mellem rige og fattige varede enten ved eller blev forstærket - ikke blot mellem Nord og Syd, men også internt i de udviklede lande. De alvorlige sociale problemer i Rusland såvel som i andre postkommunistiske lande er bevis på, at opgivelsen af den centraldirigerede planøkonomi og dennes bureaukratiske planlægning ikke sig selv er nok - hverken til at sikre et lands samlede konkurrenceevne eller til at garantere respekten for principper om social retfærdighed eller en værdig levestandard for hele befolkningen.

Fattigmandskrig

Nye udfordringer har føjet sig til fortidens. En af disse er terrorisme. I en situation, hvor en ny verdenskrig ikke længere er et afskrækkelsesinstrument mellem de mest magtfulde nationer, er terrorismen blevet ‘den fattige mands atombombe’ - desværre ikke kun billedligt, men måske også bogstaveligt talt. Ukontrolleret spredning af masseødelæggelsesvåben, fornyet konkurrence mellem de gamle modstandere fra Den Kolde Krig om at nå nye teknologiske niveauer inden for våbenproduktion og opkomsten af nye udfordrere til at spille en indflydelsesrig rolle i en multipolær verden har øget fornemmelsen af tiltagende kaos på den internationale politiske scene.

Ideologiernes krise, der nu truer med at blive til en krise for idealer, værdier og moral, markerer endnu et tab af sociale holdepunkter og styrker en atmosfære af pessimisme og politisk nihilisme. Den virkelige bedrift, vi kan fejre, er det faktum, at 20. århundrede kom til at betegne afslutningen for de totalitære ideologier, især for dem, som byggede på en utopisk politisk tro.

Men nye ideologier er hurtigt kommet til at erstatte de gamle, både i Øst og Vest. Mange glemmer nu, at Berlinmurens fald ikke så meget var årsag til nye globale ændringer, som den var konsekvens af dybt forankrede, folkelig reformbølger, der begyndte i Østeuropa, i første række i Sovjetunionen. Da den erkendelse bredte sig, at det bolsjevistiske eksperiment havde ført det sovjetiske samfund i en historisk blindgyde, opstod der en stærk impuls til demokratiske reformer, som først udviklede sig til det sovjetiske perestrojka (ombygning, red.) for siden at inspirere bevægelser i andre lande i Østeuropa.

Indgroet antagelse

Men det blev også hurtigt meget klart, at den vestlige kapitalisme, som nu var frataget sin gamle fjende, så sig selv som den ubestridte sejrherre og den globale udviklings inkarnation og strømpil, hvorfor den nu risikerer at føre de vestlige samfund og resten af verden ned en anden historisk blindgyde.

Den aktuelle globale økonomiske krise har været nødvendig for at afsløre de indbyggede mangler i den nuværende vestlige model for udvikling, der blev pålagt resten af verden som den eneste mulige. Den har også afsløret, at ikke kun den bureaukratiske socialisme - men også ultraliberale kapitalisme - har behov for gennemgribende demokratiske reformer - ja, har behov for sin egen version af perestrojka.

I dag, hvor vi sidder blandt den gamle ordens ruiner, må vi tænke på os selv som aktive deltagere i processen med at skabe en ny verden. Mange sandheder og postulater, som engang blev betragtet som uomtvistelige, i både øst og vest, er ophørt med at være dette - det gælder også den blinde tro på det almægtige marked, og frem for alt på markedets påståede demokratiske natur. Der var en indgroet antagelse, at den vestlige demokratimodel ville sprede sig automatisk til andre samfund, uanset at disse havde ganske andre historiske erfaringer og kulturelle traditioner. I den nuværende situation, har selv et begreb som ‘sociale fremskridt’, som alle synes at kunne tilslutte sig, behov for nydefinering og nøjere granskning.

Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens leder fra 1985-1991. Han blev tildelt Nobels fredspris i 1990. I dag er han formand for World Political Forum (WPF), en tænketank, han selv har grundlagt

© IPS og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: