MOSKVA - 20 år er gået siden Berlinmuren faldt og med den et af de skammeligste symboler på Den Kolde Krig og på en farlig opdeling af verden i gensidigt fjendtlige blokke og indflydelsessfærer. I dag kan vi se tilbage på begivenhederne dengang og tage bestik af dem på mindre følelsesladet og mere rationel vis.
Den første glædelige konstatering, der må gøres, er, at den bebudede ‘afslutning på historien’ ikke indtraf, skønt mange hævdede, at det ville den. Men ej heller har vi fået den verden, som mange politikere fra min generation satte deres lid til og oprigtigt troede på: En verden, hvor menneskeheden med afslutningen på Den Kolde Krig omsider kunne lade det absurde våbenkapløb, de farlige regionale konflikter og den sterile ideologiske strid bag sig for omsider at træde ind i et gyldent århundred med kollektiv sikkerhed, rationel anvendelse af materielle ressourcer, et ophør for fattigdom og ulighed og en genoprettet harmoni med naturen.
En anden uhyre vigtig følge af Den Kolde Krig er virkeliggørelsen af en af de centrale postulater i vor tidsalders tænkning: Den gensidige afhængighed mellem overordentlig vigtige elementer, som vedrører selv kerne af menneskehedens eksistens og udvikling. Denne omfatter ikke kun processer og begivenheder, der finder sted på forskellige kontinenter, men også den organiske sammenhæng mellem ændringer i de økonomiske, teknologiske, sociale, demografiske og kulturelle betingelser, som sætter rammerne for den daglige eksistens for milliarder af mennesker på vor planet. I vor tid er menneskeheden i sandhed begyndt at forvandle sig selv til én enkelt global civilisation.
Nye krige
Samtidig med at Jerntæppet og andre barrierer og grænser faldt - stik imod, hvad mange havde forventet - blev nye sammenhænge muliggjort mellem lande, som indtil for nylig havde vidt forskellige politiske systemer, såvel som mellem forskellige civilisationer, kulturer og traditioner.
Vel kan vi politikere fra det forrige århundrede udmærket være stolte over, at vi undgik en termonuklear krigs farer. Men for mange millioner af mennesker Kloden over er verden ikke blevet et sikrere sted. Tværtimod, utallige lokale konflikter og etniske og religiøse krige er dukket op som lige så mange forbandelser på verdenspolitikkens nye kort, hvad der igen har skabt et stort antal nye ofre.
Ikke mere retfærdig
Et klart bevis på den irrationelle opførsel og uansvarlighed hos en ny generation af politikere er det faktum, at forsvarsudgifterne i mange både store og små lande nu er større end under Den Kolde Krig, ligesom spillen med militære muskler igen er blevet en normal måde at håndtere konflikter på og et fælles træk ved de internationale relationer.
Sørgeligt nok er verden i løbet af de seneste to årtier ikke blevet et mere retfærdigt sted: De voldsomme uligheder mellem rige og fattige varede enten ved eller blev forstærket - ikke blot mellem Nord og Syd, men også internt i de udviklede lande. De alvorlige sociale problemer i Rusland såvel som i andre postkommunistiske lande er bevis på, at opgivelsen af den centraldirigerede planøkonomi og dennes bureaukratiske planlægning ikke sig selv er nok - hverken til at sikre et lands samlede konkurrenceevne eller til at garantere respekten for principper om social retfærdighed eller en værdig levestandard for hele befolkningen.
Fattigmandskrig
Nye udfordringer har føjet sig til fortidens. En af disse er terrorisme. I en situation, hvor en ny verdenskrig ikke længere er et afskrækkelsesinstrument mellem de mest magtfulde nationer, er terrorismen blevet ‘den fattige mands atombombe’ - desværre ikke kun billedligt, men måske også bogstaveligt talt. Ukontrolleret spredning af masseødelæggelsesvåben, fornyet konkurrence mellem de gamle modstandere fra Den Kolde Krig om at nå nye teknologiske niveauer inden for våbenproduktion og opkomsten af nye udfordrere til at spille en indflydelsesrig rolle i en multipolær verden har øget fornemmelsen af tiltagende kaos på den internationale politiske scene.
Ideologiernes krise, der nu truer med at blive til en krise for idealer, værdier og moral, markerer endnu et tab af sociale holdepunkter og styrker en atmosfære af pessimisme og politisk nihilisme. Den virkelige bedrift, vi kan fejre, er det faktum, at 20. århundrede kom til at betegne afslutningen for de totalitære ideologier, især for dem, som byggede på en utopisk politisk tro.
Men nye ideologier er hurtigt kommet til at erstatte de gamle, både i Øst og Vest. Mange glemmer nu, at Berlinmurens fald ikke så meget var årsag til nye globale ændringer, som den var konsekvens af dybt forankrede, folkelig reformbølger, der begyndte i Østeuropa, i første række i Sovjetunionen. Da den erkendelse bredte sig, at det bolsjevistiske eksperiment havde ført det sovjetiske samfund i en historisk blindgyde, opstod der en stærk impuls til demokratiske reformer, som først udviklede sig til det sovjetiske perestrojka (ombygning, red.) for siden at inspirere bevægelser i andre lande i Østeuropa.
Indgroet antagelse
Men det blev også hurtigt meget klart, at den vestlige kapitalisme, som nu var frataget sin gamle fjende, så sig selv som den ubestridte sejrherre og den globale udviklings inkarnation og strømpil, hvorfor den nu risikerer at føre de vestlige samfund og resten af verden ned en anden historisk blindgyde.
Den aktuelle globale økonomiske krise har været nødvendig for at afsløre de indbyggede mangler i den nuværende vestlige model for udvikling, der blev pålagt resten af verden som den eneste mulige. Den har også afsløret, at ikke kun den bureaukratiske socialisme - men også ultraliberale kapitalisme - har behov for gennemgribende demokratiske reformer - ja, har behov for sin egen version af perestrojka.
I dag, hvor vi sidder blandt den gamle ordens ruiner, må vi tænke på os selv som aktive deltagere i processen med at skabe en ny verden. Mange sandheder og postulater, som engang blev betragtet som uomtvistelige, i både øst og vest, er ophørt med at være dette - det gælder også den blinde tro på det almægtige marked, og frem for alt på markedets påståede demokratiske natur. Der var en indgroet antagelse, at den vestlige demokratimodel ville sprede sig automatisk til andre samfund, uanset at disse havde ganske andre historiske erfaringer og kulturelle traditioner. I den nuværende situation, har selv et begreb som ‘sociale fremskridt’, som alle synes at kunne tilslutte sig, behov for nydefinering og nøjere granskning.
Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens leder fra 1985-1991. Han blev tildelt Nobels fredspris i 1990. I dag er han formand for World Political Forum (WPF), en tænketank, han selv har grundlagt
© IPS og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Naturligvis kan det ikke lade sig gøre, at fjerne det kapitalistiske systems indbyggede fejl, bare ved at fortie eller fornægte dem. Samtidig må man erkende de mange fordele, som systemet unægtelig også har.
Som allerede Marx erkendte, har de kapitalistiske produktionsformer gjort mange ting almindeligt tilgængelige, som tidligere var forbeholdt en lille overklasse. Eller som Brecht formulerer det “Ikke engang de mægtige romerske kejsere, ejede en kuglepen som kunne skrive under vand”.
Bagsiden af medaljen er bare, at de fleste af de frembragte rigdomme, synes at samle sig i de øverste 10% af menneskeheden, medens resten får mindre og mindre at dele og de fattigste 10% bare bliver fattigere.
I Danmark har vi, indtil nullernes regeringstid, forsøgt at rette op på dette gennem en progressiv skattepolitik og en anstændig socialpolitik. Med det resultat, at det indtil for få år siden, var ganske usædvanligt, at møde tiggere i vore gader.
Men på det globale plan, er denne insats sørgeligt forsømt, hvilket såvel terrorismen som flygtningestrømmene er tydelige beviser på.
Gorbatjov har aldeles ret i, at “vesten” har brugt murens fald som en sovepude. Opvågningen kan vise sig at blive ganske brutal!
Denne kommentar er anbefalet af:
Især Tyskland skal ønskes så hjerteligt og meget tillykke med sin GENforening, og må undskylde at det jo var nødvendigt at opsplitte Tyskland - ellers vlle det jo ha’ været umuligt senere at GENforene Tyskland.
Gorby har brug for at retfærdiggøre at han lod USSR falde. Godt at han tillod perestrojka og Glasnost’ , men han havde regnet med at det førte til et mere demokratisk USSR - ikke det totale kollaps, som blev effekten.
Kapitalismens død er stærkt overdrevet.
Med venlig hilsen Lennart
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis rygtet om kapitalismens død er stærkt overdrevet - kan det samme bestemt ikke siges om den påståede menneskelige fornuft…
Denne kommentar er anbefalet af:
Kapitalismen er ikke død, heller ikke ifølge Gorbatjov. han siger “Vor tids ultraliberale kapitalisme behøver sin egen perestrojka”
Portrætbilledet i avisen, er det virkelig Gorba? Manden bliver ældre, måske også tungere, og optræder ikke i medierne hver dag, men det ligner overhovedet ikke ham (?) JMu
hej bill atkins!
syn´s du er sjov - du har også ret!
venlig hilsen ole-drengen.
“Et klart bevis på den irrationelle opførsel og uansvarlighed hos en ny generation af politikere er det faktum, at forsvarsudgifterne i mange både store og små lande nu er større end under Den Kolde Krig, ligesom spillen med militære muskler igen er blevet en normal måde at håndtere konflikter på og et fælles træk ved de internationale relationer.”
Heldigt for Anders Fogh at han stadig er ung, for det er verden tilsyneladende også.
Gorbatjov er jo inne på noe, men går med sedvanlig sosialdemokrtisk ullenhet rundt alle klare formuleringer.
Verden er nå i ferd med å oppdage at all denne mer og mer verbale “godviljen” fra allverdens koryfehoder i VIP-klassen, alle de føydale selebritetene som dyrkes av mediaturets klakkørkorps, ikke fører til noe som helst utover stadig fetere honorarer til de evigt talende og bokskrivende “idealistene”.
Obama, som stadig drukner oss i en flom av “historiske vendepunktstaler” er nå allerede politisk-medialt (selv)likvidert av den sionistiske lobbyen, oljelobbyen osv. og gryteklar til å skrive sine erindringer som sittende lame duck, idet mediaturet sørger for at omløpshastigheten for den politiske kapital i likhet med resten av kapitalen raskt går mot null og det store, svarte hull. Alt går nå fra kjøp til kast snart helt uten omveien om bruk…
Gorbie tør ikke kalle en spade en spade, f.eks. tør han ikke si at USAs militærutgifter nå langt overgår resten av verdens samlede. Det kunne jo bety at hans talerhonorarer skrumpet inn? “Man skal ikke forvente sannheter fra folk hvis lønn avhenger av at de ljuger” (Al Gore). Som Wolf Biermann sa ved murens fall:
“Når jeg nå ser folk i Vesten som hoverer over kommunismens fall, så minner det meg om den AIDssyke, som hoverer over sin bror som er død av syfilis.”
Da Dubcek i sin tid kom til magten i 1968 undrede mange sig over, at en så god mand kunne nå så vidt i det system. Det samme kan man sige om Gorbatjov.
nå, det mislykkedes jo også for dem begge to …
Samfund-eje-forsvare-krig-samfund-eje-forsvare-krig-samfund-eje-forsvare-krig………………….
Dermed bliver krigen ikke kun en ret, men til og med en pligt.
“gyldent århundred med kollektiv sikkerhed, rationel anvendelse af materielle ressourcer, et ophør for fattigdom og ulighed og en genoprettet harmoni med naturen.”
- ovenstående er ikke foreneligt med kapitalistisk diktatur. Det er tværtimod en modsætning.
Hvis der ikke kan tjenes penge på frygt, har kapitalisme ikke nogen eksistensberettigelse.
Dvs ingen frygt = ingen kapitalisme
I øvrigt en bemærkselsværdig vinkel på murens fald, når Gorba mener at det skete på grund af et folkeligt pres, og ikke fordi kapitalismen/vesten decideret. Det skal han jo sige :-)
Men ok, på trods af at det folkelige pres vel også hang sammen med at vesten fremstod mere og mere attraktiv, så er jeg enig i det svært at se hvordan kapitalismen deciderede nedkæmpede sovjet.
Hvis den ene bokser falder om under en kamp, så kan man ikke bebrejde modstanderen for at tror han har slået den første bokser i gulvet. En sejr er nu en gang en sejr, men hvis man ikke bagefter indser at det ikke alene var egne evner der vandt kampen, så kan det hurtigt fører til overmåde tiltro til egne evner og ideer. Det har i hvert fald vist sig tilfældet i kapitalismens tilfælde.
Med andre ord; at være den mindst dårlige bokser er ikke nødvendigvis det samme som at være ufejlbarlig verdensmester.
@Casper C
I øvrigt en selvforstærkende “ond” spiral du beskriver - at liberalismen-kapitalismen var økonomisk mere attraktiv, skyldtes jo at folkene havde knoklet for den { hvilket jo havde bragt den
( kapitalismen-liberalismen) i en situation hvor den i den grad ku’ forkæle folkene - ved at (over )fodre dem med ders egne haler },
- Solen selv ser jo heller ikke selv det lys som den alene vækker ( såvidt vi ved ) - folkene (endnu) ej heller helt.
@ Kim Gram
Ja det er i hvert fald faren ved det. I den sammenhæng er det for så vidt forståeligt nok at folk i sovjetblokken kiggede misundeligt imod vest - det er åbenbart menneskets natur at ønske sig flere materielle goder.
Og når sovjettoppen selv ikke var genert med de materielle goder, så er det sgu svært at få befolkningen med sig. Næ, så er det nemmere at bestikke med fladskærme, det giver ro.
Jeg er endda så heldig at mit tv er så gammelt, at et skifte til en miljørigtig fladskærm vil nedsætte mit co2 forbrug betragteligt. Så det er faktisk forkert af mig ikke bidrage til samfundet med klimakorrekt forbrug.