Samtale med Brian, 34-årig amerikansk lærer, på en togstation i det sydlige Manhattan, tæt på Wall Street:

- Følger du med i klimadebatten?

»Ikke tæt, nej det gør jeg faktisk ikke.«

- Hvorfor ikke?

»Det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg tænker vist ikke på det sådan til daglig. Det er ikke noget, jeg er interesseret i at følge hele tiden.«

- Man siger, at vi kun har 20 år, og at det her kan gå frygtelig galt?

»Hm, jeg ved ikke, om jeg køber den.«

- Hvorfor er folk ikke så optaget af det her i USA?

»Jeg tror bare, alle har travlt med deres eget liv. Folk her har så meget at bekymre sig om.«

- Hvad?

»Altså deres job og de ting, der sker med økonomien lige nu.«

Aktuelt debatindlæg i West Virginia-avisen Charleston Gazette fra Carl Hubbard, lokal erhvervsmand i maskinbranchen:

»Kul er West Virginias hjerteblod. West Virginias kul hjalp med at skabe denne store nation og fortsætter i dag med at oplyse vejen for USA og verden. West Virginias fremtid afhænger af vore kul (…) Skal vi, stolte indbyggere i West Virginia, se passivt til, mens en flok grønne galninge med løse håndled - som forresten for de færrestes vedkommende bor her - forsøger at lukke den største industri i vores stat? (…) Hvis vi ikke råber op, kan vores livsform, som vi kender den, snart ophøre med at eksistere.«

Svigtende støtte

Ny meningsmåling fra det uafhængige Pew Research Center:

Andelen af amerikanere, som mener, der er stærke videnskabelige beviser for global opvarmning, er faldet fra 77 pct. i 2006 til nu 57 pct. Andelen, der tror, opvarmningen er menneskeskabt, er faldet fra 47 til 36 pct. Kun 35 pct. ser den globale opvarmning som et meget alvorligt problem - et mærkbart fald fra 43 pct. i 2006.

Hvordan kan det være, at en vis andel af amerikanerne enten trækker på skuldrene af drivhustruslen eller direkte afviser dens eksistens? Hvorfor stritter nogle politikere og deres vælgere så hårdt imod de initiativer, som indtrængende anbefales af tunge skikkelser som præsident Obama, tidl. vicepræsident Al Gore samt republikanere som guvernør Arnold Schwarzenegger og New York-borgmester Michael Bloomberg, og som begrundes med højere stabler af videnskabelig dokumentation end nogensinde før?

Hvad er det, der sker i landet, hvor 32 stater har sat egne klimamål, og hvor store koncerner går i spidsen for en grøn revolution, men hvor der altså samtidig er tilpas mange hårdnakkede modstandere til, at en klimalov har uendelig svært ved at vinde stemmer nok i Kongressen?

»En række faktorer gør sig gældende,« siger Carl Pedersen, professor i amerikansk politik ved Copenhagen Business School, p.t. selv i USA.

»Det er lykkedes konservative republikanere at skabe det indtryk blandt en del amerikanere, at USA kan klare sine energiproblemer med nationens egen kul og olie, hvis blot man begynder at bore i Alaska og offshore.«

Angreb på frihed

I en stat som West Virginia er 14.000 mennesker direkte beskæftiget som kulminearbejdere og 112.000 afhængige af job skabt af kulindustrien.

»West Virginia er en meget fattig stat med høj arbejdsløshed. Folk er bange for at miste deres arbejde, og når kulmineindustrien fortæller, at klimaproblemet ikke er reelt, samtidig med at de laver lobbyvirksomhed over for politikerne, så kan det gøre det svært for selv en demokratisk senator at støtte en klimalov,« siger Carl Pedersen med henvisning til statens senator, Jay Rockefeller - en af de demokrater, der overvejer at stemme mod klimaloven i Kongressen.

»I nogle konservative stater - Wyoming, Montana, Alaska og andre - opleves klimaaftaler og -love som, at nogen fra østkysten, forbundsregeringen eller - endnu værre - det internationale samfund kommer og fortæller dem, hvordan de skal gøre. Det har de ikke brug for.«

»Dele af amerikanerne er stærkt imod, hvad de opfatter som øget statsstyring og forsøg på at lægge restriktioner på deres frihed.«

I den forstand er en del af modstanden mod klimalovgivningen klart ideologisk, mener Carl Pedersen

»Obama vil tage folks frihed, siger de konservative kræfter og forlanger deres land tilbage.«

Den del af klimastriden næres af indflydelsesrige tv-kanaler og studieværter. Folk som den ultrakonservative tv-vært på Fox News, Glenn Beck.

»Opløbet til FN’s store klimatopmøde i København kan betyde enden på amerikansk suverænitet,« sagde Beck forleden i et indslag, der primært var et frådende angreb på lord Nicholas Stern, der har påpeget klimabelastningen ved det voksende kødforbrug.

»Fint, spis din gulerod. Jeg skal have mig en bøf,« sagde Beck.

Se indslaget med Glenn Beck nedenfor:

»Amerikanerne elsker deres bøffer, vi elsker vores koteletter og burgers, og jeg stopper ikke. I kan smide mig i fængsel - mit sidste måltid bliver en gigantisk bøf.« Glenn Becks tv-station - Fox News - havde ved en tælling forleden mere end fire gange så mange seere som CNN, og Carl Pedersen er ikke i tvivl om både stationen og Glenn Becks indflydelse.

»Hans nye bog har været på bestsellerlisten i flere uger, og demokraterne hævder, at Beck er en af de faktiske ledere af det republikanske parti. Det er i hvert fald folk af hans observans, der i dag har indflydelse i partiet.«

Andre bekymringer

Carl Pedersen betoner, at der i dag er utrolig mange amerikanere, der er stærkt optaget af miljøet og har progressive holdninger til, hvad man bør gøre for at beskytte klimaet.

»De meget konservative, republikanske holdninger er i mindretal i USA i dag. Men på grund af Senatets opbygning og regler om 60 stemmer ud af 100 for at vedtage en klimalov og to tredjedeles flertal for at godkende en international klimatraktat, kan vi risikere, at USA ikke bliver del af en forpligtende traktat,« siger han.

På gaden i USA er dét ikke det mest brændende spørgsmål.

»Jeg har nogle andre bekymringer. Jobbet, børnene, familien - specielt i disse tider og med denne økonomi,« siger Andrzej, 41 år, fra Brooklyn.

- Tænkte du mere på den globale opvarmning tidligere?

»Ja, det tror jeg nok, jeg gjorde. Jeg håber, det går i orden. Men nogle gange føler jeg også, at de overdriver med al deres snak om, at den sidste dag står for døren.«

Flere amerikanske stemmer

Andrzej, 41 år, farmaceut, Brooklyn
– Tænker du på klimaet og den globale opvarmning i din hverdag?

»Ja, det gør jeg nogle gange, men ikke så tit.«

– Er det noget, der bekymrer dig?

»Ja, men jeg er ikke så bekymret, som jeg nok burde være. Jeg har nogle andre bekymringer. Jobbet, børnene, familien – specielt i disse tider og med denne økonomi.«

– Tænkte du mere på den globale opvarmning tidligere?

»Ja, det tror jeg nok, jeg gjorde. Jeg håber, det går i orden. Men nogle gange føler jeg også, at de overdriver med al deres snak om, at den sidste dag står for døren osv.«

– Det er du ikke overbevist om?

»Nej, ikke 100 pct. Men jeg synes, det er godt, at de er begyndt at gøre noget ved det, at lave elektriske biler og nye produkter og også rydde op på fabrikkerne.«

– Bruger du den slags produkter i dit eget hjem?

»Ja, jeg har købt sparepærer, og vi er også begyndt at bruge miljøvenlig sæbe og opvaskemiddel og den slags. Når jeg ser den slags produkter, så prøver jeg at bruge dem.«

– Set fra Europa kan det godt undre, at amerikanerne ikke taler mere om det, at politikerne ikke gør mere for at handle?

»Er det rigtigt? Jeg troede faktisk, at vi var ret pro-aktive, og at vores politikere her i USA var ret pro-aktive i forhold til andre steder, men måske tager jeg fejl? «

– Der kommer et møde i København, og den amerikanske lov er ikke klar?

»Oh, okay. Det ved jeg ikke så meget om.«

Lee, i 50erne, arbejder på et statsligt kontor, Jersey City
– Følger du med i klimadebatten?

»Både ja og nej. Det er ikke noget, jeg går dybt ned i. Jeg ved, at det der skal ske, det sker. Jeg har ingen kontrol. Selvfølgelig er der også ting, jeg kan gøre selv for at bidrage, men jeg ved ikke rigtigt hvad - hvad kan jeg egentlig gøre?«

– F.eks. i din hverdag, lade bilen stå eller skifte til energisparepærer?

»Nå ok, på den måde, det gør jeg alligevel for at spare penge. Hvad jeg kan gøre personligt, det gør jeg gerne. Men jeg tror på, at det, der skal ske, vil ske.«

–Hvad med at ringe til dine folkevalgte og lægge pres på dem for at få en lov?

»Jeg involverer mig ikke på den måde. Jeg går ikke dybt ned i det for at være helt ærlig.«

– Set fra Europa kan det godt undre, at der ikke er mere debat og diskussion her i USA? Taler du selv med venner og familie om klimaet?

»Nej det gør jeg ikke. Jeg går ikke op i politik. Jeg siger ikke, at det er en god ting, men sådan er det for mig personligt.«

Tom, 28, analytiker, Manhattan
– Følger du med i klimadebatten?

»Ja, det forsøger jeg.«

– Er det noget, der bekymrer dig?

»Det berører mig, men jeg vil ikke sige, at det nødvendigvis bekymrer mig. Det virker ikke som om, der er nogen akut fare. Men på den anden side vil jeg selvfølgelig gerne være med til at sende planeten i den rigtige retning.«

– En ny måling viser, at der er blevet flere skeptikere i USA, hvorfor det, tror du?

»Jeg tror, at offentligheden generelt er let at styre og påvirke. Man giver folk et emne, og hvis medierne og dem, de møder i løbet af en dag, diskuterer det, så bliver det ved at være relevant. Men hvis det dør ud, så glemmer de hurtigt.«

– Der er en klimalov på vej i kongressen, så der burde jo være noget at tale om?

»Det kommer meget an på, hvor megen omtale, den får. Jeg ville ønske, at folk ville fokusere mere på seriøse emner, men det er ofte de mest dramatiske historier som får mest plads – noget om en kidnapning eller om kriminalitet. Det stjæler overskrifterne og styrer opmærksomheden i en anden retning.«

– Taler du med dine venner om klima? Har du tænkt på at ringe til en politiker eller selv gøre noget andet for at presse på?

»Nej, nej, det gør jeg ikke. Jeg er ret pessimistisk i forhold til, hvad jeg selv kan gøre for at ændre ret meget. Så det, jeg gør, er mest bare at holde mig opdateret.«