Børnechecken har levet en omtumlet tilværelse i mere end 20 år af dansk politik. Oprindeligt blev den indført som en del af skattereformen i 1987. Skattesystemet for personlige indkomster blev forenklet og muligheder for skattefradrag saneret. Et gammelt fradrag for at have børn blev fjernet og erstattet af en særlig check til børnefamilier - en børnefamilieydelse. I lighed med mange andre lande vil man i Danmark gerne præmiere børnefamilier og tilskynde til reproduktion - derfor børnefamilieydelsen. Så langt så godt. Mens skattefradrag er skjult på finansloven - det er indtægter, der ikke er der - så er kvartalsvise checks til forældre meget synlige.

Så der gik ikke mange år, før diskussionen opstod om den socialt skæve ydelse. Var det nu rimeligt, at Janni Spies og Mærsk McKinney Møllers børn også skulle have en børnecheck, når de nu så rigeligt havde råd til at forsørge deres børn. Daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) måtte adskillige gange i stigende toneleje overbevise partifæller og andre om, at børnechecken ikke var asocial, men blot sat i verden for at tjene et andet formål end at udjævne indkomster - nemlig at motivere flere til at få børn.

Da Socialdemokraterne for nogle år siden i opposition endeligt overgav sig til argumentet om, at børnechecken er socialt skæv og stillede forslag om at indtægtsgraduere den, var det Venstre der overtog argumentet: Børnechecken er jo en del af skattesystemet.

Og nu er diskussionen der så igen. Atter vil man anvende børnefamilieydelsen til andet end det, som den var tiltænkt tilbage i 1987. Regeringen vil ommøblere en del af den til at være en belønning for at tage en uddannelse. Eller rettere, forældrene til de unge mellem 15 og 17 år, som ikke går i gang med en uddannelse eller et job efter afslutningen af folkeskolen, skal kunne fratages børnechecken, som ved samme lejlighed for denne aldersgruppe omdøbes til en ungeydelse.

Med den operation forvandler regeringen en præmie for at sætte børn i verden til en del af en økonomisk incitamentsstruktur beregnet på at få flere til at tage en uddannelse.

Det kan der være mange gode grunde til. Trods fine målsætninger om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse og stort fokus på området, så går det den forkerte vej. Faktisk er andelen faldende, og det er alvorligt, fordi man på et højt specialiseret arbejdsmarked som det danske har meget svært ved at klare sig uden en uddannelse. Så der er al mulig grund til at tage de midler i brug, som skal til for at få flere unge i gang. Men det spørgsmål, som vi stillede her i avisen i går - nemlig: Virker det at tage børnefamilieydelsen fra forældrene - er endnu ikke besvaret. Virker de økonomiske incitamenter på den gruppe, som det drejer sig om, eller er forslaget ideologisk signalpolitik, som så ofte før?

Eksperterne er dybt skeptiske, og hælder mest til, at det ikke virker på dem, som det skal. De unge, som forlader folkeskolen uden planer om hverken det ene eller det andet, kommer som oftest fra socialt dårligst stillede familier, hvilket betyder to ting. Økonomiske incitamenter virker ikke på dem, fordi der er så mange andre og alvorligere barrierer i uddannelsessystemet, og ved at tage pengene fra dem, bliver de blot endnu ringere stillede.

Debatten om økonomiske incitamenter og sanktioner over for svage grupper har stået på i mange år blandt økonomer og forskningsenheder. Og resultaterne er slet ikke entydige. Den lavere starthjælp til flygtninge og indvandrere og reglen om, at man skal arbejde mindst 400 timer på et år for at få kontanthjælp, har været undersøgt masser af gange. Det samme gælder den såkaldte straks-aktivering, som i 90’erne betød, at unge ikke kunne modtage passiv forsørgelse, men blev sendt ud i aktiveringsprojekter fra dag et. Ordningen blev hyldet som en stor succes, fordi ledigheden blandt de unge faldt drastisk. Senere undersøgelser har dog vist, at ledigheden faldt for alle grupper - også for dem over 25 år - og endda i samme størrelsesorden og tempo. Så virkede incitamentet? Eksperterne slås, mens der lovgives i blinde.

Et enkelt tal illustrerer, hvor alarmerende udviklingen er for de helt unge. 50 procent af alle, der begynder på en erhvervsuddannelse, falder fra - og tallet er stigende. Pædagoger og socialrådgivere taler om, at stadig flere unge har svært ved at indgå i almindelige medmenneskelige relationer, blandt andet fordi de mangler en uddannelse. En ny underklasse tager form - en samfundsgruppe som aldrig nåede med i videnssamfundet, og som reagerer mod det med foragt og kriminalitet. Ved at indføre økonomiske incitamenter, som ikke virker, er risikoen, at den eneste effekt er: At grupper af uddannelsesmæssigt underpriviligerede, også i højere grad bliver det økonomisk og socialt.bew