»Jeg vil meget gerne have gennemtænkt konsekvenserne af ‘89. Jeg vil gerne forstå, hvad det egentlig betød for venstrefløjen.«
Ritt Bjerregaard
Det var ikke, fordi alle gik rundt og var kommunister. Det var ikke i efteråret 1989 sådan, at Vestens venstreorienterede drømte om at realisere den virkeligt eksisterende kommunisme derhjemme. På universiteterne var munkemarxismen ikke længere intellektuel mode, det var derimod postmodernisme og dekonstruktion. De politisk engagerede på venstrefløjen var vokset op med en tro på, at man kunne forene individuel frigørelse og social lighed, hvilket ikke havde meget til fælles med østblokkens autoritære kommunisme. Der var ikke længere toneangivende kommunistiske kulturkritikere som tidligere Hans Scherfig og Otto Gelsted, og den stolte historie om kommunisternes engagement i modstandsbevægelsen var netop blot historie. Og alligevel markerer Murens Fald i 1989 stadig et nederlag for venstrefløjen. Det er naturligvis historien om kapitalismens triumf, og de borgerliges opgør med alle dem, der havde sympatiseret med kommunismen. Men disse sejre for de andre er ikke tilstrækkeligt til at begrunde nederlaget for de venstreorienterede selv. De forklarer ikke, hvorfor den autoritære kommunismes fald i øst stadig i dag forbindes med en krise for den anti-autoritære venstreorientering i vest.
Det er ikke logisk korrekt, at kommunismens deroute førte til venstreorienteringens forfald. Men der er alligevel en vis fornuft i historien.
Det visionære højre
Muren faldt efter et årti, hvor drømmene om et nyt samfund ikke mere kom fra venstrefløjen, og nyliberalismen havde overtaget det visionære momentum fra det, der engang hed det nye venstre. Moralsk konservative og økonomiske superliberalister som Ronald Reagan og Margaret Thatcher var årtiets politiske ikoner. Herhjemme havde den socialdemokratiske regering givet op og overladt magten til en borgerlig regering, der blev siddende. Derfra handlede den venstreorienterede kamp ikke om nye solidariske projekter og økonomisk demokrati. Den kom til at handle om at forsvare de rettigheder og privilegier, der allerede var sikret. Den blev med andre ord konservativ. Det skete ikke som konklusion på ideologiske overvejelser, men som reaktion på den praktiske dagsorden. Venstrefløjen kom til at forsvare en socialstat, som længe havde været under udbygning, men nu var under politisk angreb. Højrefløjen angreb det bestående samfund, som venstrefløjen omvendt kom til at forsvare. Denne radikale forskydning har igen en række årsager: Sociale rettigheder og privilegier blev etableret under højkonjunkturen i 1960’erne, men med den økonomiske krise i starten af 1970’erne kom krav om besparelser på den politiske dagsorden. Socialstaten blev udvidet og udviklet under højkonjunkturen, men blev indviklet i ineffektivitet og bureaukrati mod slutningen af 1970’erne. Både Reagan, Thatcher og Schlüter annoncerede store opgør med det tunge bureaukrati. Schlüter gjorde det pragmatisk, mens Reagan og Thatcher gjorde det ideologisk. Det hører med til historien, at Schlüter ikke ville ses offentligt med Thatcher. Han vurderede, at det ville skræmme de vælgere, som han ville smitte med sin optimisme og overbevise om, at det skulle være nemmere at være dansker.
Det nye kompromis
Nyliberalismens gennembrud beskrives ofte som grådighedens frembrud og solidaritetens sammenbrud. Denne udlægning forveksler moral med analyse. Den overser, at nyliberalismen opstår som løsning på specifikke problemer: Man vil gøre op med det tunge bureaukrati ved at introducere markedsløsninger i den offentlige sektor. Man vil effektivisere driften af offentlige institutioner ved at skabe konkurrence på kunstige markeder. Borgerne skal myndiggøres i forhold til offentlige myndigheder ved at få frit valg som brugere. De skal have mulighed for at vælge fra, hvis de udsættes for dårlige service. Denne mekanisme skal sikre, at skoler, daginstitutioner, gymnasier og uddannelsesinstitutioner tager hensyn til ‘brugernes forventninger’. Det er ikke grådigheden, som sejrer, men markedet som styringsmekanisme. Det er ikke profitmotivet, som besejrer solidariteten, men derimod den økonomiske logik, der sejrer som fællesnævner: Økonomer regerer velfærdsstaten, Finansministeriet bliver det bestemmende ministerium, og styringen af den enkelte borger appellerer til profitmotivet: Staten belønner dem, der arbejder på at sælge sig selv på markedet og straffer dem, der ikke opgraderer deres markedsværdi. Vi tager børnepengene fra dem, der ikke er under uddannelse, og kontanthjælpen fra dem, der ikke står til rådighed. Det er sigende, at selv kunstnere i dag fører sig frem som dem, der leverer det »vi skal leve af i fremtiden«. Man kan sige, at Murens fald betegner en tilsyneladende grænseløs udvidelse af kampzonen. Pengene bliver den styrende logik for de offentlige institutioner, det bliver til det selvstyrende incitament for borgerne, og markedet bliver definitivt til sandhedens sted.
Det er en rigtig indvending, at pengestyringen har udviklet sit eget umådeligt ineffektive bureaukrati, at markedet nu én gang for alle har vist sig fundamentalt irrationelt, og at appellen til det økonomiske incitament har inspireret både kriminel og afstumpet adfærd. Det er også sandt, at koblingen mellem økonomisk selvrealisering og økonomisk definition af fællesskabet har undermineret borgeren i demokratiet. Det har globalt vist sig, at frie markeder ikke fører til demokrati, men at kampen mod statslig regulering mange steder i verden har nedbrudt retsstaten. Men læren af Murens fald er ikke mindst, at det ikke rækker at kritisere kapitalismen, påpege modsætninger og forudsige sammenbrud. Vi fik det finansielle sammenbrud sidste år, men vi fik ikke noget nyt i stedet for det gamle, for der var ikke andet. Dette andet kunne være en styring, hvor mennesker selv finder ud af at bestemme sammen. Det er ikke løsninger, som kloge intellektuelle kan foreskrive dumme praktikere. Det er en fælles dannelsesproces, hvor oplyste praktikere kan lære af hinanden. De kan selvfølgelig også lade være. Men så må de indstille sig på, at pengene bestemmer.
Kommentarer
Øh, hvad mener du Rune :
“Dette andet kunne være en styring, hvor mennesker selv finder ud af at bestemme sammen”.
Er der ikke stadigvæk værdier der skal fordeles, og hvordan vil du gøre det op ? Og hvis der en begrænset mængde værdi, der kan fordeles, hvordan vil du løse det; eller mener du at mennesker altid har fælles interesser ?
Enhver handling er udtryk for autoritet og har sine konsekvenser, også laissez faire såvel som laissez passer. Det gælder hjælpen til den gamle, der faldt på gaden, og børnene, der dør i Afrika. Det gælder både for for den hjulpne og for den hjælpsomme. Både for den autoritære og for den antiautoritære, helt ud til Rousseau og “de bløde værdier”. Du lærer at udføre en handling og se dens konsekvenser (også konsekvensen af ikke at gøre noget), men samtidig kende en indstilling eller et sindelag.
Lykkeberg giver her en fremstilling af sunfundsudviklingen, som nærmer sig determinisme. Lige gyldigt, hvad vi gør, når vi samme skæbnebundne resultat, fordi vi ikke kan frigøre os fra vore tilbøjeligheder, såsom begærlighed og profitering.
Hvordan kom de famøse bankpakker på bordet? Var de blot udtryk for den allerhøjeste visdom, den økonomiske logik sågar? Nok var de udtryk for rationalisme, men ikke for en hvilken som helst, og ikke en rationalisme uden hensyn til andre “værdier”, tværtimod. Af ren og skær partipolitisk opfattelse og personlige forbindelsesveje til finansverdenen pakkede finansministeren milliarder gode penge ind og kastede dem efter dårlige for, ligeledes i overensstemmelse med partibogen, at vise ideen om, at den der allerede har, skal gives mere.
Om det så er et fald for venstrefløjen eller en bekræftelse på dens samfundssyn, får stå hen efter Lykkebergs artikel. Enhver kan føle sig bundet af tilværelsens dogmer, men er det ikke Lykkeberg selv, der forveksler moral og analyse?
Rune Lykkeberg siger: Højrefløjen angreb det bestående samfund, som venstrefløjen omvendt kom til at forsvare
Sådan kan mønsteret godt se ud set med ideologiske briller. Set i økonomiens bagspejl er det ikke så enkelt. Højrefløjen, eksempelvis Reagan, Schluter, Bush etc. (Løkke Rasmussen er nu på samme spor) gjorde det stik modsatte af hvad de politisk prædikede: de satte deres lande i gæld. Deres traditionelle anklage imod venstrefløjen var, at de brugte pengene to gange, men den økonomiske historie viser det stik modsatte. Clinton måtte afbetale den gæld som Bush senior havde stiftet, Lykketoft måtte rydde op efter Schluter som stolt proklamerede: “betalingsbelancen er jo blot et tal”. Nu skal Præsident Obama betale Bush Juniors gæld tilbage med store skattestigninger til følge. Det samme gælder for en evt. kommende S-Sf-R regering der som første punkt på dagsordenen vil prøve at undgå at Danmark bliver sat under administration af Frankfurt (foreløbig har vi kun modtaget en advarsel)
De berømte 70’ere var dømt på forhånd - det var først og fremmest leninismens dødssang og der er ikke noget at råbe hurra for.
Det var ikke meget andet end en kæmpe boble af revolutions-romantisk og semireligiøst ideologi-mageri af allerværste skuffe. Hvor dusinvis af unge ukritisk kanaliserede deres uafklarede behov for religiøs tro og drømme om det absolutte over på ideologi- og ikonmageri og bevidstløs leflen for fascist lignende leninistiske inspirerede regimer.
Det var en forfærdelig gang uforsonlig leflen for ultimative løsninger på alt muligt og det eneste der for alvor manglede var lidt ydmyghed over for livets mangfoldighed, evne til at læse kritisk og en pragmatisk vilje til magt. Ideologier er noget bras - det vi har brug for er ikke ideologier men en venstrefløj der på een og samme tid evner visioner, kritisk tænkning og forsonlig pragmatisk politik.
Den demokratiske venstrefløj og marx-tænkning har dybere rødder. Vi lever stadig i et en verden der er, præsist som de klassiske tekster sagde - styret og bestemt af sociale og økonomiske modsætninger - der er stadig en underklasse i social fornedring og det kapitalistiske system med dets rovdrift på naturgrundlaget har bragt os til rabnden af vor egen udslettelse, naturgrundlaget, som er grundlaget for alt - dør bogstaveligt talt mellem hænderne på os.
Der er en tradition af gammel tankegods som bare venter på et nybrud på venstrefløjen, og på skabelsen af en ny internationalt/globalt og kritisk tænkende venstreorienteret bevægelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Venstrefløjen kan have nok så gode meninger, men så længe de er socialistiske falder vælgerne fra, for danskerne er ikke og har aldrig, for alvor, været socialister og slet ikke efter murens fald. Hvis ikke SF var socialistisk sad Villy allerede i statsministerstolen. Men man kan nu engang ikke blæse og have en pibe i munden, uden at tobakken kommer i kog.
Den autoritære socialisme har altid været en torn i øjet på både højrefløjen, men så sandelig også den frisindede venstrefløj der genopstod og for alvor fik vind i sejlene efter majoprøret i ‘68.
Med andre ord: Back to Bakunin!
Orwellsk brønnpissing fra Lykkeberg:
“Det er ikke logisk korrekt, at kommunismens deroute førte til venstreorienteringens forfald. Men der er alligevel en vis fornuft i historien.”
Hvilken “fornuft” er det i å rette smed for baker? Hvilken “fornuft” er det i å lefle med tidens giftige liberaltotalitære snikkveling av all kritisk tenkning og dens evige ritualmord på den siste opposisjon som var hørbar? Vel den samme “fornuft” som nå lyver “Murens fall”, dvs. statskapitalismens selvvavvikling under press, om til et resultat av Vestttysklands kapitalistiske godhet, og ikke systemets indre krise og den østeuropeiske opposisjons årelange og bitre kamp i ensomhet.
Som vanlig er Rune Lykkebergs metode den for vår tid typiske sleipe spindoktorens, journalismens søtladne forsoning av løgn med sannhet og uvitenhet med styrke (Orwell).
“Det var ikke, fordi alle gik rundt og var kommunister. Det var ikke i efteråret 1989 sådan, at Vestens venstreorienterede drømte om at realisere den virkeligt eksisterende kommunisme derhjemme. På universiteterne var munkemarxismen ikke længere intellektuel mode, det var derimod postmodernisme og dekonstruktion. ”
Det Lykkeberg som ekte spindoktor, lettnihilist og sjakaldemokrat (til forskjell fra sosialdemokrat) her kaller “munkemarxisme” - altså den kapitallogiske moteretninga på universitetene - kan kritiseres for mye, men når Lykkeberg beskylder dette mangslungne miljøet for å ha vært stalinistisk og sympatiserende med statskapitalismene er det loddrett løgn og brønnpissing, intet annet. Det ble utgitt talløse kritiske analyser av sovjetdogmatikken fra Venstresiden, fra de polske Michnik og co. til tjekkerne, de sovjettiske f.eks. brødrene Medvedev (“La historien dømme”), de østtyske marxistiske dissidentene Robert Havemann (“Spørgsmål svar spørgsmål” og “Dialektikk uten dogmer”) og Rudolf Bahro (“Alternativet”, Suenson Forlag), til vestlige som italienske Rita di Leo (“Arbejderne og det sovjetiske system” som kom på Modtryk), britiske Tony Cliff (“State Capitalism in Russia”), Hillel Ticktin, svenske Feiwel Kupferberg osv. osv. osv.
Historieforfalskning er ingen ny øvelse, og Rune Lykkeberg ville kunne nådd store høyder under Stalin.
Lykkeberg kunne med fordel lese en gammel utgivelse fra det “munkemarxistiske” Politisk Revy:
Victor Serge: “En revolutionærs erindringer” i to bind. Serge var “anarkotrotskist” og beskriver bl. a. levende hvordan undertrykkelsen begynte under Lenin og han ble arrestert i forbindelse med Moskvaprosessene og med nød og neppe unnslapp.
Lykkeberg kunne også lese et par andre
“munkemarxistiske” utgivelser fra samme tid:
Arthur Rosenberg: “Bolsjevismens historie” og
Karl Korsch: “Staten og kontrarevolutionen”, begge oversatt av “munkemarxisten” og VS’eren Kjeld Schmidt.
Og så videre. Men han kommer nok aldri til å gjøre det, og årsaken er forlengst klarlagt av et par tyskere:
1) poprockeren Udo Lindenberg (det er ham med “Sonderzug nach Pankow”): “- dann wirst doch sowas wie’n Mafiakönig/denn als philosoph verdient man zuwenig” (“bli dog noe slikt som mafiakonge/for som filosof tjener man for lite penger”)
2) forfatteren Klaus Mann, i romanen “Mephisto”
3) forfatteren Hermann Broch, i romanen “De skyldløse”.
“Staten belønner dem, der arbejder på at sælge sig selv på markedet og straffer dem, der ikke opgraderer deres markedsværdi.”
Dette er jeg for vidt enig i; men staten gør det heller ikke nemt for folk at opgradere deres markeds-værdi (for nu at udtrykke det på den måde).
Og med det mener jeg, at der er alt for meget fokus på arbejde, arbejde og atter arbejde, og ikke nok fokus på uddannelse, uddannelse, uddannelse.
Eller at få akademikere mv. sluset ind i folkeskolen via meritlærer-uddannelsen, f.eks. kunne der udgå en befaling om at alle akademikere skulle have en sådan (merit-lærer-uddannelse altså).
Hvor i består IDEOLOGI i andet end i en praktisk fremlæggelse af sine visioner, kriitisk bearbejdet og evt.udført pragmatisk? Efter min opfattelse er sådanne ideer uundgåelige, uafviselige og udødelige. Dertil kommer, at ideologi er en overbevisning, der er uafhængig af, hvor mange og hvem, der støtter ideen. Den politiske ideologi blev for nogle år siden udskiftet med ordet principper, men nu er også dét principipper.
Lykkebergs ideologiske opfattelse kan åbenbart samles i ordene spindoktor, letnihilist,sjalkaldemokrat - ikke dårligt - alt i alt antimunkemarxist og grundlaget for et nyt politisk parti!
Det er min antagelse, at en ideologisk begrundelse for Murens Fald 9.november bestod i den fælles tyske bevidsthed om, at netop den dag til alle tider har været Tysklands skæbnedag, den dag, da de østtyske myndigheder for første og sidste gang ikke forstod at kommunikere, og DDR manglede den øverste befaling. Fædrelandets ideologi.
@Per Diepgen
“Enhver kan føle sig bundet af tilværelsens dogmer, men er det ikke Lykkeberg selv, der forveksler moral og analyse?”
Det Lykkeberg nok mener er, at det ikke nødvendgivis så meget var et moralsk forfald, der skete i 80erne, kulminerende med Murens fald, men ligeså meget nogle reaktioner på nogle rent praktiske forhold.
I Danmark havde man haft Anker, som abdicerede, fordi han ikke kunne komme politisk igennem med løsninger på de økonomiske forhold.
Samtidig havde man haft massearbejdsløshed i flere år.
Altsammen en illustration af økonomiens store betydning for samfundsudviklingen og nogle problemer, som mange socialister ikke havde nogen særligt overbevisende svar på.
Derfor var det ikke nødvendigvis solidariteten der forfaldt, men mere den økonomiske logik der sejrede som Lykkeberg nævner. Mange ville sikkert gerne være mere solidariske, men havde nok også en fornemmelse af, at det ikke ville hænge sammen økonomisk.
“There is no alternative” som man siger og selvom den rene markedsøkonomi har vist sig, at være en lige så stor fiasko, så er der nok nogle af de samme overvejelser fra dengang, som stadig hænger ved.
Det er pudsigt at folk stadig ikke har opdaget, at det er højrefløjen som er økonomisk uansvarlig og som gældsætter os, mens det er venstrefløjen, som ved at sætte ideologien til side og skrue på alle håndtag, har været i stand til at føre en ansvarlig økonomisk politik.
Anker Jørgensen regeringen havde meget dårlige ydre vilkår, men lavede mere genopretning end den er blevet givet kredit for. Schluter regeringen havde optimale ydre vilkår, men førte en katastrofal “stop and go” økonomisk politik, som den efterfølgende socialdemokratiske regering måtte rette op på. Som Lykketoft påpegede (for at overbevise de svage i troen), så betyder offentlig gældsætning at staten må låne penge af de “rige” og at de “fattige” må betale renterne. Det førte til planen om gældsafvikling kaldet “Danmark 2001” som nu ligger i ruiner.
Den nuværende regering har et stort hul i lommen. De bruger mere end de samler ind, med en tåget ideologisk begrundelse om at beskatningsniveauet for 8 år siden var et “helligt tal”.
Hvis jeg var S-SF-R ville jeg overveje at “springe over” ved næste valg. Genopretningen, hvor Frankfurt vil ånde os i nakken, bliver sandsynligvis en af de hårdeste i Danmarkshistorien.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis jeg var S-SF-R ville jeg overveje at “springe over” ved næste valg. ”
Ja, den tanke kan jo ikke undgå at strejfe lystavlen, men det er jo desværre nok en umulighed i en politikers univers…
Måske er der er en fremtid i Lenin citatet:
Tillid er godt, kontrol er bedre
….eller en kapitalisme under ansvar - vi, skatteborgerne har jo nærmest købt alt hvad der hedder finanskapital.
Søren Mørch: ”Socialdemokraterne mangler fjender”
….
”En ny politik, som radikalt adskiller sig fra den, VK-regeringen fører?
»Det behøver den såmænd ikke engang. Bare den er pragmatisk og rationel. For et lille land. Med fem millioner mennesker. Den må gerne bevare sproget, og en ordentlig retsstat, man kan bygge videre på. Det er nok for mig. Som Oscar Wilde sagde: »Jeg har en enkel smag, jeg ønsker kun det bedste««.
http://politiken.dk/kultur/boger/interview_boger/a…
Det var venstrefløjen, der bragte Muren til fald - oppositionen i DDR, Tjekkoslovakiet osv., Matthias Rust, Nina Hagen, Milan Kundera, Vaclav Havel osv.
At Reagan, Thatcher, Kissinger og Kohl tog æren. er en af de største skandaler i verdenshistorien. Løgnen der bliver til mediernes “virkelighed”. Nu har vi så kapitalismen og globaliseringens diktatur - og læg mærke til, hvor inspireret den danske vKO-regering er af Sovjetunionen: De utallige vejarbejder og halvt færdige byggeprojekter skal bilde befolkningen ind, at arbejdsløsheden ikke eksisterer - nøjagtigt som under kommunismen.
Lykkeberg virker altid befriende i sine veltalende provokationer. Når han så blander moral ind i analyserne, mister jeg forfæstet. Alt er til salg for penge, også mennesker - moral? - ja, junglelovens, anarkiets og langt hen ad vejen kapitalismens (også vi har solgt slaver). Og da er tanken om solidariteten og fællesskabet langt nærmere min forståelse af moral, selv om den giver både vanskeligheder og mindre i pengepungen. (Jeg vil gå ud fra, at enhver politiker kan begrunde partiets ide moralsk - det kunne selv nazisterne i deres udryddelseskrig imod jøder. Hilken moral?)
Soviet/socialistlandene udgjorde et fungerende alternativ og dermed en foelt trussel mod de borgerlige i Vesten (som derfor bekaempede Soviet all the way).
Dette styrkede automatisk selv den ikke-kommunistiske venstrefloej i Vesten, uden egentlig alliance. De borgerlige var tvunget til at konkurrere paa velfaerdspolitik (better pink than commie).
Ved sovietsystemets bortfald svaekkedes venstrefloejen derfor tilsvarende.
Uvist hvad bogerskabet´s bedre børn egentlig mente/mener med sån’ noget som: Humanistisk marxisme ? For enten er ordet: ” Humanistisk” der overflødigt, eller der menes noget med: “Humanisme” som ikke allerede var og er indbefattet i marxismen - og så er det ord “humanisme” lige DER særdeles ildevarslende - faktisk værre end nationale udgaver af socialismen :-(
Så ville det nok være bedre med: Menneskerettet/Humanistisk: Astrologi.