Opslag til denne artikel

Emneord:børn og unge
Personer:Lars Grarup
Organisationer:DR
Steder:København

Med fare for at lyde gammeldags og måske også frelst: Hvad I alverden foregår der på DR? Hvordan kan det være en del af public service forpligtelsen at invitere børn i studiet med legetøj, som de er ‘blevet trætte af’ - alt med henblik på, at en skinger studievært i bedste stock-car-stil kan tilbyde barnet tre destruktionsmetoder efter eget valg, og for >- når ødelæggelsen er tilendebragt efter kyndig vejledning - at slutte af med, at studieværten i helt nyklassisk journaliststil udspørger barnet: »Hvordan har du det nu?« >

Dårligt og plat

Det var gud hjælpe mig, hvad vi var vidner til på DR’s massivt promoverede børnekanal ‘Ramasjang’ her blot tre dage efter lanceringen.

DR’s hjemmeside fik kanalen imidlertid følgende bevingede ord med på vejen af DR’s medieredaktør Lars Grarup:

»DR Ramasjang er en moderne, dansk børnekanal, der aldrig er stillestående eller kedelig, som navnet også signalerer. Det bliver gedigent børnefjernsyn, når det er allerbedst med masser af dynamik og liv, som følger børnenes egen årscyklus og sender programmer, der passer til børnenes hverdag, weekend og ferier.«

Kære Lars Grarup eller hvem der nu står bag. Vil I ikke være søde at svare på, dels hvem der dog har fundet på det koncept, dels hvad meningen er? Jeg er helt med på, at der skal være plads til leg, men det behøver vel hverken være dårligt eller plat. Og I har for mig at se, som alle os andre, også pligt til at forholde jer reflekterende til - navnlig hvad det indebærer at være barn af forbrugersamfundet - hvor man ikke nødvendigvis skal tage det så tungt med ting, man bare er ‘blevet træt af’. Eller er jeg forkert på den?

Da min datter på syv år - som er i kernemålgruppen - efter udsendelsen den 3. november spurgte, om ikke man kunne have givet den ødelagte flotte bil væk, eller have solgt den på et loppemarked, så står man derfor også tilbage med et ønske om et svar fra jer.

Kristian Braad, København K