I sidste uge afholdt European University Institute (EUI) i Firenze i Italien en konference om, hvordan EUI i praksis håndterer ligestilling mellem kønnene. EUI er et universitet, der ansætter folk fra hele Europa i korte perioder, hvilket giver nogle særlige ligestillingsproblemer. Problemer, der er interessante fra et dansk synspunkt, fordi EUI’s arbejdsvilkår på nogen områder lægger sig op af den fremtid, som danske universiteter og deres ansatte vil møde i takt med den stigende internationalisering af forskningsverdenen. På EUI er der nogenlunde lige repræsentation af mænd og kvinder på de forskeruddannelsesprogrammer, der henvender sig til yngre forskere. Problemerne stiger dog støt, når man ser på de programmer, der retter sig mod mere erfarne og derfor oftest også ældre, forskere - her falder andelen af kvinder drastisk. Den allerlaveste grad af ligestilling findes blandt de prestigefyldte professorater på EUI, hvorunder en femtedel er besat af kvinder.
På ligestillingskonferencen kom det frem, at især de mobilitetskrav, som en ansættelse på EUI stiller til sine forskere, afholder kvinder fra at søge stillingerne. Et professorat på EUI søges f.eks. for en periode på fire år, hvilket betyder, at en professor skal overbevise sin familie om at flytte til Italien i dette tidsrum. Det er, viser erfaringerne fra EUI, en betydelig lettere opgave for en mand at overbevise sin familie om dette, end for en kvinde. Derfor er det også på ph.d.-programmet, der er størst grad af ligestilling, da kvinderne her ofte endnu ikke har nogen partnere, som skal flytte med. (Den gennemsnitlige europæiske ph.d.-studerende er nemlig en del yngre end i Danmark.)
Jobhjælp til partneren
En stor del af de ligestillingsproblemer, som øgede mobilitetskrav skaber for kvinder, kan selvfølgelig føres tilbage til grundlæggende ufrugtbare kønsroller, som det er svært at adressere direkte, da de uanset deres strukturelle karakter mest kommer til udtryk som interessekonflikter i den enkelte familie.
Men der er alligevel mange ting, som kan gøres for, at krav om international forskningserfaring ikke bliver et nyt glasloft for kvinder i akademia. Når man i et dansk ph.d.-forløb anbefaler, at den forskerstuderende kommer på et udenlandsophold, bør man overveje, hvilke ligestillingsproblemer en sådan anbefaling potentielt skaber. En sådan anbefaling bør suppleres med et familietillæg, så medfølgende partnere under et udlandsophold vil blive dispenseret for deres manglende indtægt. Dermed ville man ikke komme til at diskriminere de mange danske kvindelige ph.d.-studerende, der jo oftest er så gamle, at de har mand og børn, som de skal overbevise om at tage med til udlandet. En anden ting, som danske universiteter selv kunne tilbyde udenlandske forskere i Danmark, var gode muligheder for medfølgende partnere gennem ordninger magen til de amerikanske tilbud om partner-job (Dual Career Service). Denne type ordninger, der kan sikre job til den universitetsansattes partner, ville gøre det lettere for en udenlandsk kvindelig forsker at overtalte sin mand at rejse med til Danmark.
Hvad end danske universiteter allerede gør for at imødegå ligestillingsproblemer, så er det min klare overbevisning, at der må ses nærmere på de skævheder, som internationaliseringen af dansk akademia medfører.
Hvis man fastholder, at ophold på udenlandske universiteter er en vigtig del af kvalificeringen til en forskerkarriere i Danmark, hvilket jeg personligt synes er fornuftigt, så skal de, der har magten på de danske universiteter, sætte mange kræfter ind på at undersøge, hvad der kan gøres for, at man ikke favoriserer forskere uden familieforpligtelser.
Danske universiteter får samme høje repræsentation af mandlige professorer med hjemmegående kvinder, som der for tiden findes på EUI, hvis det ikke bliver en aktiv del af kampen mod kvinders underrepræsentation i faste stillinger på de danske universiteter at sørge for, at udenlandsophold bliver lettere for kvinder med familie.
Helle Strandgaard Jensen er ph.d.-studerende på European University Institute (EUI) i Firenze, Italien
Kommentarer
I “gamle dage” - før internettet o s v - var et ophold i udlandet normalt en “øjenåbner” og isspiration.
I dag - hvor vi alle sidder med videokonferencer og deltager i seminarer og workshops langt borte fra Danmark -er det vel knap så nødvendigt at rejse “fysisk” ud for at bo og forske et andet sted som led i en forskeruddannelse.
Det er mere væsentligt, at øge udvekslingen af færdiguddannede forskere - det kaster noget af sig til samfundet.
Der er en del mænd, ikke alle, der ikke kan se, at der er noget problem overhovedet. Det er jo ”naturligt”, at mænd ikke bare flytter med til udlandet og at kvinder gør. Sådan er det biologisk bestemt af naturen – eller hvad?
Efter min mening er ”kvindekamp” og ”klassekamp” to sider af samme sag. I begge tilfælde er der en udtalt mangel på solidaritet og lige muligheder.
Kvinder er i en ”klasse” for sig, og der er rigeligt med ”glaslofter”.
@Inger Sundswald
Efter min mening er ”kvindekamp” og ”klassekamp” to sider af samme sag. I begge tilfælde er der en udtalt mangel på solidaritet og lige muligheder.
–—
Bortset fra at det er en indlysende og lodret løgn: At klassekamp og kvindekamp er to sider af den samme sag.
Inger du har en blind plet der - også det er jo noget forholdsvist - vi er altså mange mænd hvor - set fra os -der er “temmeligt mange” kvinder i langt, langt højere klasser - og vi synes ikke at ret mange af de kvinder har påfaldende travlt med at opgive deres privillegier - i forhold til os.
@Inger Sundswald
Du kan jo også klart se det i politik - at der ikke er nogen ubrydelige sammenhænge mellem klassekamp og kvindekamp: Det kan jo ses af det at mange kvinder er politisk engagerede til højre for Enhedslisten.
De der glaslofter, går de ikke nemt i stykker?