Vesten store forspildte mulighed

Vestens lykkeligste øjeblikke? Afslutningen på 1. og 2. verdenskrig giver næsten sig selv. Men Berlinmurens fald, for i dag præcist 20 år siden, skal også tælles med på lige skelsættende fod.

Den Kolde Krig var den første store internationale konflikt, der fik en fredelig afslutning. Og det var samtidig den første afslutning, der så entydigt gav vinderen mandat til fremover at tegne en ny verdensorden i sit eget - i det her tilfælde - liberale billede, mener Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer

Men USA og EU forspildte i de efterfølgende 20 år mulighederne for at udnytte den lykkelige stund til at etablere en ny økonomisk og politisk dagsorden i verden, skriver Joschka Fischer lørdag i et debatindlæg i den britiske avis The Guardian.

»Efter den kolde krig stod USA som den ubestridte vinder. Men positionen som verdens eneste supermagt blev ødslet væk, og efter to årtier med en Irak-krig og økonomisk krise, vil man sandsynligvis i de næste årtier se 400 år med eurocentrisme blive afsluttet,« vurderer Joschka Fischer og tilføjer, at den forspildte chance forskyder den globale magtbalance mod Asien: »De virkelige vindere er især Kina og Indien, som i stigende grad vil sætte farten i den økonomiske og politiske udvikling.«

Skurken Tyskland

Joschka Fischer afviser, at man for USA’s vedkommende alene kan lægge skylden for de forspildte chancer på George W. Bush’ år som præsident.

»Bush bærer meget af ansvaret, men mange af de negative tendenser gik forud for ham. Han tog dem bare ud i ekstremerne.«

Kernen i den del af Joschka Fischers kritik er, at det ikke lykkedes USA at komme afgørende problemer i forkøbet med den liberale og internationale tankegang, som ellers så ud til at skulle fungere som skelettet i verdens ideologiske tankegods mange år frem i tiden.

»Efter 11. september 2001 var de fleste lande - inklusiv dem i den arabiske verden - klar til at tage vidtrækkende skridt. I de dage kunne USA have opnået fred mellem Israel og Palæstina og skabt en ny start i Mellemøsten,« påpeger Joschka Fischer og tilføjer, at den amerikanske præsident ved samme lejlighed kunne have gennemført en ny energipolitik, som ville have sikret landet en førende position i klimapolitiske spørgsmål.

Ifølge Joschka Fischer har EU dog heller ikke holdt sig tilbage, når det kommer til at forpasse muligheder for at følge op på det politiske momentum efter murens fald.

»Hele kontinentet blev genforenet i frihed. Tyskland i 1990 og Europa i 1994 med EU-udvidelsen. Men EU har brugt mulighederne fra 1989 helt utilstrækkeligt og er siden stagneret,« pointerer Fisher.

En af forklaringerne på EU’s problem er, siger Joschka Fischer, at EU-skepsissen i det tidligere så unionsbegejstrede Tyskland, bliver stadig mere håndgribelig.

»Den nye generation af magthavere i Berlin tænker i dag mere nationalt end internationalt. Hvilket blev klart i forbindelse med den globale finanskrise,« tilføjer Joschka Fischer med henvisning til, at Tysklands reaktion på krisen af mange iagttagere betragtes som en af de mest protektionistiske i EU.

Glemte Hegel

Lars Bo Kaspersen, professor i politisk økonomi på CBS, er enig med Joschka Fischer i, at ‘Murens fald’ i dag fremstår som Vestens store forspildte mulighed for at sætte en ny global dagsorden.

Men, vurderer han, forklaringen på det skal især findes før murens fald.

»De vestlige politikere havde ikke ventet, at muren ville falde så hurtigt, hvilket betød, at de ikke havde en plan for de østeuropæiske lande. Derfor endte man med at spilde det første årti på en fejlagtig opfattelse af, at det gamle øst skulle transformeres til en minimalistisk form for demokrati og en maksimalistisk form for marked.«

Fejlen i det projekt var, mener Lars Bo Kaspersen, at de vestlige lande gik alt for betonliberalistisk til værks, og glemte pragmatismen i projektet.

»Det lykkedes at indføre markedsøkonomi, men ikke at få markedsøkonomien til at fungere, fordi man glemte Hegels ord om, at staten er en forudsætning for det velfungerende marked,« siger Lars Bo Kaspersen og tilføjer:

»Der var simpelthen ikke de tilstrækkelige demokratiske institutioner til at støtte markedet, og resultatet blev så, at nogle få blev meget rige, mens resten oplevede et tab af sikkerhed og sociale rettigheder.«

Kinas problemer

Så Vesten står til at miste betydning, men Lars Bo Kaspersen er uenig med Joschka Fischer i, at det nødvendigvis betyder, at lande som Kina og Indien overtager herredømmet i verden.

Han peger på, at især Kina internt har nogle udfordringer, som betyder, at magtbalancen måske aldrig rigtig tipper fra vest til øst. Eller hvis den gør, så tipper den hurtigt tilbage igen.

»Lige nu har Kina og Indien høje vækstrater, fordi de har billig arbejdskraft og er gode til at imitere vestlige løsninger på deres egne problemer. Og det kan godt være, at de er så gode til at imitere, så der i en periode sker et skifte i magtbalancen, men det holder ikke nødvendigvis så længe, for det er jo stadigvæk de selv samme ideer, som var med til at reducere vestens indflydelse,« siger han og tilføjer, at Kina samtidig har så mange latente sociale modsætninger, at landet løber ind i store problemer i det øjeblik det i løbet af de næste 20 år ikke kan levere den høje vækst som i dag, er kommunistpartiets eneste legitimation.

Selvom den ikke har leveret varen, står Vestens bærende ideologi, liberalismen, på samme måde heller overfor en endegyldig deroute, slutter Lars Bo Kaspersen.

»Liberalismen har igen og igen bevist, at den ikke kan bruges til at styre samfundsøkonomier, men den er ikke på vej ud. For som oppositionsideologi vil den altid være et plausibelt og logisk redskab til at pege på, at staten har for meget magt og individet for lidt frihed.«