Vidste du, at der var en dansker med på det Lufthansa-fly, der i 1977 blev kapret på Mallorca og fløjet til Mogadishu i et forsøg på at presse den tyske regering til at frigive en række fængslede RAF-medlemmer?
»De, der kan huske, hvad der skete i de dage, kan sikkert godt huske artiklerne om danskeren om bord, men de, der kun har læst om det i historiebøgerne, ved det højst sandsynligt ikke. Ofrene er forsvundet ud af historiefortællingen,« siger Bent Blüdnikow.
I sin nye bog Bombeterror i København beskriver han det samlede historiske trusselsbillede, som terror har udgjort siden 1968. Historien om danskeren Nomi Wilkens Jensen, der var med på Lufthansa-flyet indleder bogen, fordi hendes historie illustrerer to pointer.
»Jeg ønsker at flytte fokus fra terroristerne over på ofrene. I Peter Øvig Knudsens version af historien om terroristerne handler det om at bevare illusionen om, at de var idealister. Jeg er fuldkommen ligeglad med, om terroristerne og deres støtter kaldte sig venstreradikale, højreradikale eller hvad de nu kunne finde på. Én af stewardesserne fra Lufthansa-flyet siger: ‘Ja, nu vil de have, at jeg skal gå til forsoningsmøde med en af kidnapperne, men da kidnapningen fandt sted, var hun overmenneske og behandlede os som undermennesker. Der var ingen grænser for hendes kynisme og blodtørstighed, og skulle jeg nu sidde og tale med hende og forstå hendes motiver? Der må dog være en grænse’.«
Historien om Nomi Wilkens Jensen fortæller også, at terroren kunne ramme hvem som helst hvor som helst.
»Truslen var grænseløs. Terroristerne opererede i celler på tværs af landegrænser over hele Europa. Den tidligere operative chef i PET, Per Larsen, har kaldt det et ‘kludetæppe’. Derfor må vi se det i et internationalt perspektiv. Hvis vi fortsætter med at fokusere på en dansk røveribande, så mister vi det større billede.«
National historie
Bent Blüdnikow gennemgår i sin bog en række terrorhandlinger der blev gennemført eller planlagt både i Danmark og Europa generelt. For eksempel angrebene i 1985 på synagogen i København og på flyselskabet Northwest Orients kontor i København, hvor en algerisk turist blev dræbt.
» Det var et rent held, at der ikke blev dræbt flere. Bomberne var fyldt med søm og skruer. Det var meningen, at de skulle dræbe mange flere. Det her var hardcore terrorister, der senere er blevet sat i forbindelse med Lockerbie. Det er trusler i den størrelsesorden, der var virkeligheden.«
Han mener, at historien om Blekingegadebanden har fået uforholdsmæssigt meget plads i historiefortællingen.
»Blekingegadebanden er national historie, og det er selvfølgelig naturligt nok, at det er det, man hæfter sig ved, men det er i virkeligheden også udtryk for efterrationalisering, for en hvilken som helst af disse hardcore grupper kunne også have dræbt danske politifolk. Hvis vi tager sådan noget som bz-bevægelsen, som jeg også kommer ind på i bogen. De var blodtørstige og havde terroristiske tendenser. Hvis de havde dræbt en politimand, så var det dem, der havde farvet vores historie. Retrospektivt var Blekingegadebanden i mine øjne ikke farligere end bz-bevægelsen.«
Det store tabu
En stor del af de terroraktioner, som Bent Blüdnikow beskæftiger sig med i bogen, havde jøder som mål.
»Terroristerne ramte jødiske institutioner og i Abu Nidals tilfælde også synagoger. Og i Frankrig og Tyskland har man for længst taget diskussionen om, hvorvidt det var antisemitisme, for selvfølgelig var det det, men i Danmark er den diskussion umulig. Det ender altid med, at man diskuterer, om man må eller ikke må kritisere Israel. Og det er en fuldkommen irrelevant problemstilling i denne sammenhæng. Det handler om, at jødiske samfund var under voldsom trussel i Europa i denne periode. I kampen mod Israel var man villig til at opfatte alle jøder som fjender.«
Bent Blüdnikow nævner folketingsmedlem Anne Grethe Holmsgaards bog fra 1984, Zionismens Israel.
»Hun skrev jo direkte, at alle jøder uanset politiske holdninger potentielt er en del af fjendelejren, når revolutionen kommer. Men hun skrev blot det, der var den gængse holdning på den radikale venstrefløj, og jeg ser det som en af Danmarks helt store intellektuelle katastrofer, at det aldrig har været muligt at diskutere det. Jøder var legitime mål i det meste af Europa og der var talrige aktioner mod jødiske institutioner. At se jøder som potentielle fjender var en del af den arabiske terrors selvforståelse, og desværre fandt denne holdning også udbredelse på den radikale danske venstrefløj, selv om der også var folk på venstrefløjen, der tog afstand fra holdningen.«
At diskussionen om venstreradikalismens antisemitisme er tabubelagt, er ifølge Bent Blüdnikow et symptom på, at vi i Danmark ikke har forstået situationens alvor.
»Terrorismen i Danmark handlede ikke kun om grupper af danske drenge, der i deres naivitet begik røverier for en - i deres øjne - god sag. Situationen var langt værre, for grupper som PFLP, Rote Armee Fraktion og Action Directe rettede angreb direkte mod jøder og jødiske institutioner. Det så vi også i Danmark, hvor synagogen blev ramt og overrabbiner Bent Melchior og chefredaktør Herbert Pundik blev gjort til mål for mordplaner. Blekingegadebanden og VS var også inficeret med villighed til at gøre jøder til fjender over én kam. Der var på den danske radikale venstrefløj en accept af PFLP’s strategier, som vi endnu ikke har vovet at debattere, fordi det gør ondt.«
Bent Blüdnikows ‘Bombeterror i København - Trusler og terror 1968-1990’ udkommer i dag
Kommentarer
Det er fint at Bent Blüdnikow vil sætte offerne i centrum. Ud af artiklen kan ikke ses om han har husket den mand der mistede livet ved en brevbombe og dette mord er aldrig blevet opklaret. Eller har Bent Blüdnikow mon alle overfaldene med mod venstreorienterede – fx i Århus har der været flere overfald.
Den med at VS skulle ha´ været imod jøder husker jeg ikke. Det jeg husker er en kritik af Israels behandling af palistinænserne og det er i mine øjne noget helt andet.
Det er jo rigtigt, at det er gerningsmændene, der tager hele “billedfladen”
- ofrene ( de døde og lemlæstede på krop og sjæl) bliver hurtigt til “detaljer” uden betydning ( medens gerningsmændene gøres til idealister og helte af deres sympatisører).
Når f eks togbomberne i Madrid og World Trade Center eller blodige flykapringer nævnes idag - hvem tænker så egentlig på ofrene ? De er “fortrængt” i vores bevidsthed. Det er gerningsmændenes såkaldte motiver, der eksklusivt fokuseres på.
Hvem er terroristerne?
Opfattelsen af Blüdnikows bog om terror i København, at Blekindegadebanden skygger for den store fortælling (i Berlingske: den har ikke været den eneste alvorlige trussel mod danskere) kan bifaldes i og med, at handlingen indebar alvorlig kriminalitet i fredstid i modsætning til almindelig politisk tilkendegivelse, og at den forekommer at være et påskud for Blüdnikow til igen at plædere for sit syn på antisemitisme og den israelsk-palæstinensiske krig og terror, her fremstillet som palæstinensernes uretmæssige angreb på jøderne, støttet af venstrefløjen.
Den kolde Krig mellem USSR og USA og tilhørende danske efterretningstjeneste belyses kun meget indirekte af Blekindegadesagen. Insisterer Blüdnikow på den semitiske vinkel (Sem er den fælles sproglige forfader til både jøder og palæstinensere), må han i det mindste fremstille terrorismen set fra begge sider.
PFLP er den palæstinensiske afdelig af en arabisk organisation, der fik sin ilddåb, da jøderne med krig og terror trængte ind i Palæstina og dannede Israel i 1948 (og fik international opbakning). PFLP er blot en af mange palæstinensiske organisationer, selv opdelt, og den afskrev i øvrigt for 30 år siden militante metoder uden for Israel (- gør Lieberman det?)
Skal Blüdnikows ærinde danne grundlag for Blekindegadesagen, Den kolde Krig og PET, må det staks erindres, at anledningen til forestillingen om en jødisk stat kom af det urgamle uafklarede “jødespørgsmål”. Det fik politisk indhold under 1.verdenskrig, konkretiseredes i mellemkrigsårene og udmøntedes med oprettelsen i 1948. Men det var f’ørst og fremmest et forslag fra den europæiske højrefløj, der i mellemkrigsårene udviklede en antikommunisme og havde, om ikke for Adolf, fået tilslutning af nazistiske lederkredse.
Opfattet således i en større historisk fortælling er Blekindesagen måske ikke et vildskud i Den kolde Krig, men unægtelig et skyggebillede.
Hver gang Bent Blüdnikov ytrer sig om venstrefløj og antisemitisme åbner pressen sig villigt for hans nye fund. Det gælder både den trykte og æterbårne presse. Og endnu engang læser og lytter man sig gennem det, han har at sige, man vil jo så gerne høre nyt. Men der er aldrig noget nyt, der er aldrig noget konkret. Blüdnikov kommer aldrig ud over sine egne fantasiers affyringsrampe.
Han vil så gerne levere som Peter Øvig, men det bliver – udover enkelte tidligere omtalte og velbelyste enkelthændelser – kun til antydninger, påstande og vage formuleringer. Desværre har der været enkelte tilfælde af vold rettet mod både jødiske og andre mål, men det forekommer Blüdnikov at være for lidt, hvorfor der gasses op med bemærkninger om, at ’det kunne være gået meget værre’ og ’gerningsmændene er senere blevet sat i forbindelse med Lockerbie.’ Og herud fra kan han så sætte trumf på: ”Det er trusler i den størrelsesorden, der var virkeligheden.” Selvfølgelig kan vi snakke om Blekingegadebanden, men ”en hvilken som helst af disse hardcore grupper kunne også have dræbt politifolk.”
Og så er der BZ’erne. ”De var blodtørstige og havde terroristiske tendenser. Hvis de havde dræbt en politimand, så var det dem, der havde farvet vores historie.” Hvis og hvis …
Og for 117. gang hiver han den bedagede skrøne om Anne Grethe Holmsgaards 25 år gamle bog om Zionismens Israel frem. Heri skulle hun have skrevet, at ”alle jøder uanset politiske holdninger er en del fjendelejren, når revolutionen kommer.” Gentagelser af forkerte påstande fremmer ikke sandhedsværdien og de er da også gang på gang blevet tilbagevist.
Dette kommer der altså ingen troværdig stor fortælling ud af. Højst et gab – nåh, er det nu ham igen. Hvis han ikke har bedre at diske op med, så øges lysten til at købe bogen ikke.
Bent Blüdnikow fortæller, at Anne Grethe Holmsgaard direkte skrev, “at alle jøder uanset politiske holdninger potentielt er en del af fjendelejren, når revolutionen kommer”. Dette er dog ikke et citat, men Bent Blüdnikows egen og ofte genbrugte fortolkning af hendes bog. Bent Blüdnikow har selv tidligere bragt det korrekte citat frem, der fx rummer ordene:
“… Den zionistiske politik overfor jøderne i Diasporaen har mange farlige perspektiver. Kampen mod assimilation og opretholdelse af en vis grad jødisk isolation kan danne grobunden for, at jøderne i en krisesituation kan blive udskilt som en særlig gruppe - som syndebukke …”
Heller ikke resten af citatet er på nogen måde dækkende for Bent Blüdnikows fortolkning, så dette illustrerer på bedste vis hans historiske metode, nemlig bevidst fejllæsning.
Uden at jeg i øvrigt ønsker at dække over, at også dele af venstrefløjen fortsat har lidt problemer med at skelne mellem Israels politik og de mange forskellige mennesker, der tilfældigvis har samme tro, som dette land bryster sig af. Men det virker jo også som en bevidst konstruktion fra Israels side, at udbrede denne uklarhed, så det bliver sværere at kritisere selve statens handlinger.
Forøvrigt håber jeg også, at Bent Blüdnikows bog nævner en af de største terrorsager, der i længere tid gjorde København utryg. Nemlig Bombemanden fra Gladsaxe, en ung KUer, der til sidst selv blev skadet under et forsøg på at bombe kommunisternes 1. maj møde i Fælledparken.
Bogstavkombinationer i retning af “bluid” synes at klistre til folk med ekstreme holdninger.
Det var en Kåre Bluidgen der efter at have foreslået at Koranen skulle oversprøjtes med menstruationsblod (uden større tilslutning) fik held med at overbevise JP om at de i sin tid skulle trykke muhammedtegningerne.
Jeg vil foreslå bokseklubberne at give gratis medlemskab til mennesker med sådanne kombinationer.i deres efternavn.
Den indre vrede kan så lukkes ud på en sund måde - i stedet for at opildne til krig - hvor krigsmageren bagefter gnækkende kan gemme sig bag gardinet mens blodet flyder i gaderne.
Nu skal alle informations læsere igen udsættes for hvad Bent Blütnikopf mener ?
Hvis Anne Grethe Holmsgaard har skrevet at alle jøder uanset politiske holdninger potentielt er fjender og har ment at det skulle forstås sådan ligeud, er det helt klart antisemitisk. (Jeg ser nu fra Tom Paamands indslag, at det har hun nemlig ikke skrevet - det hun har skrevet har nærmest det modsatte mening) Men at “terroristerne ramte jødiske institutioner “….og “selvølgelig var det [antisemitismen]” er en selvfølgelighed jeg ikke umiddelbart ville købe. Ikke fordi jeg har noget som helst sympatier med terrorister af noget som helst art. Men fordi man er nødt til at stille sig selv det hypotetiske spørgsmål om hvorvidt terroren mod jødiske institutioner ville have fortsat havde terroristerne opnået deres erklæret mål -destruktionen af Israel.
Hvor modbydeligt det så end er at forfølge en bestemt etnisk gruppe på baggrund af den vrede man har mod den stat som har bånd til den etniske gruppe, bliver det først ‘antisemitisk’ hvis og når grundholdning ændrer sig til at det ikke er så meget den jødiske stat der er noget galt med men jøderne selv som race. Så ville man forvente at angrebene ville fortsætte, også efter nedlæggelsen af staten Israel. Men jeg synes ikke der er noget belæg for at antage at det ville de selvfølgelig gøre.
Artiklen her giver ikke et stærkt indtryk af at Blüdiknows primær ærinde er at udtrykke solidaritet med terrorens ofre, men snarere at han - i en tid hvor staten Israel er under pres i vesten pga Goldstone rapporten - vil bidrage til forstærkning af det efterhånden lidt ramponeret bolværk, der har været Israels immuneforsvar overfor vestlig kritik af dets håndtering af konflikten med naboen.
Gør opmærksom på, at Aksel Gasbjerg d.d.har et læserbrev, hvori han kombinerer sin opfattelse af Blüdnikows kronik og avisens senere samtale med B.B. (En tilføjelse: Det kan forekomme uforståeligt, at den officielle holdning her i landet får tilskyndelse til at modarbejde palæstinensernes sag ved at bruge antiterrorlovene - et udslag af bindingen til USA.)