Opslag til denne artikel

Emneord:religion
Organisationer:Folkekirken
Steder:København, Løsning, USA

Hvis folkekirken ikke kan bestå uden staten som rygrad, så må folkekirken falde. Sådan lyder budskabet fra et stigende antal præster i den danske folkekirke.

»Vi befinder os i et multikulturelt og -religiøst samfund, hvor der ikke bare skal være religionsfrihed - men religionslighed. Derfor kan vi ikke have en kirke, som påberåber sig privilegier hos statsmagten,« siger Leif Bork Hansen, som er præst i Lyngby Kirke nord for København.

Han mener, det er mangel på respekt over for andre religioner, at de ikke bliver ligestillet med den danske kristendom. Men det er ikke Leif Bork Hansens eneste argument for en adskillelse af kirke og stat.

Han mener, det er kritisabelt, at politikerne på Christiansborg i langt højere grad blander sig i, hvad folkekirken skal mene, og hvordan den skal handle - med Brorsons Kirke-sagen som det seneste eksempel.

»Det var integrations- og kirkeministeren, som gav tilladelse til, at man gik ind og fjernede de irakiske asylansøgere med magt, og det er dybt problematisk. Det, at man sender statsmagten ind i kirken, gør det helt tydeligt, at tiden er inde til at få skilt stat og kirke,« siger Leif Bork Hansen og tilføjer:

»Staten kan gøre, hvad den vil, men det er på tide, at folkekirken siger fra«.

Statens lænkehund

Det er langt fra kun Leif Bork Hansen, der mener, at folkekirken skal kunne sige staten imod. Henrik Højlund er præst ved det missionske område omkring Løsning i Østjylland, og han har længe argumenteret for en skilsmisse.

»Staten har brug for en kirke, som taler frit og frejdigt, og som også taler staten lige midt imod, når det er det, der skal til. Det bliver kirken forhindret i, når den er så tæt knyttet til staten,« siger han.

Ifølge Henrik Højlund handler det først og fremmest om at styrke kirkens tarv.

»Kirken har fået det mere og mere dårligt med at være statens lydige lænkehund. Den føjer sig efter den til enhver tid herskende stemning i stat og folk, og derfor er den endt med at blive en religiøs serviceinstitution, som folk forventer en almindelig service af, ligesom de forventer sig af andre statsstyrede institutioner,« siger han og tilføjer, at størstedelen af befolkningen har den opfattelse, at så længe de betaler kirkeskat, så skal kirken bare yde den service, de ønsker.

»Men det er langt fra, hvad en kirke egentlig burde være, og det lider kirken under. I det lange løb vil det betyde, at den dør,« siger Henrik Højlund.

Ivan Larsen er præst i Stefans Kirke i København, og han mener også, at folkekirken vil dø hen, hvis folk ikke begynder at tage mere ansvar for den.

»De nuværende vilkår betyder, at vi slet ikke behøver en menighed. Vi kan sagtens holde en gudstjeneste helt uden, at der kommer folk i kirken, for personalet står klar, og så kører hele maskineriet bare,« siger Ivan Larsen.

Han mener, at en adskillelse ville gøre kirken mere bevidst om, hvad det koster at drive en institution, og at folkekirken ikke bare kan blive ved med at forlange flere penge af staten.

»Hvis man vil have pudset vinduerne i en kirke, så må menigheden finde ud af det, og hvis man vil have, at der skal spilles på orgel om søndagen, så må der komme en, der kan spille orgel om søndagen. En adskillelse ville betyde, at folk, der gerne vil have en folkekirke, ville blive nødt til at engagere sig i den,« siger han.

Orla Villekjær, som er præst i Sønder Felding Kirke i Midtjylland, mener også, den nuværende ordning er skadelig for kirken, fordi den skaber en passiv menighed.

»Kirkeskatten gør det muligt for en kirke at have fire ansatte og tre deltagere i en gudstjeneste. For mig er det ødelæggende for hele respekten omkring kirken,« siger han.

Kirken er tavs

Ifølge Orla Villekjær ville folkekirken have langt bedre af en adskillelse fra staten, fordi det ville udfordre kirken på dens eksistens.

»Det ville betyde, at kirken skulle til at gøre noget for, at folk ville begynde at bruge den. Det handler ikke om, at kirken skal lave partipolitik, men den skal være i stand til at gå ud og markere nogle klare holdninger,« siger han.

Ivan Larsen fra Stefans Kirke efterlyser også en folkekirke, som selv kan tage stilling og ikke konstant behøver at makke ret over for staten.

»Der er adskillige tilfælde, hvor politikere har blandet sig i, hvad præster siger. Men præsterne har kun gjort det, de er ansat til, og det skal de ikke klandres for. Politikerne må finde sig i, at kirken har et budskab, der skal ud,« siger han.

Næste spørgsmål er så, hvad det budskab skal være. For Orla Villekjær spiller spørgsmålet om den danske abortlovgivning en stor rolle.

»Kirken er tavs over for det overgreb, som finder sted, når man mener, at man kan aflive et lille menneskebarn og udrydde handicappede. Det er stik imod det kristne menneskesyn, og det gør kirken meget utroværdig«.

Orla Villekjær mener, at kirken har en forpligtelse til at tale statsmagten imod, når den udøver overgreb mod en eller flere befolkningsgrupper.

»Men det har kirken ikke været i stand til eller haft viljen til, fordi kirkens top følger det politiske flertal,« siger han.

Flere forskellige kirker

Per Ramsdal, som er præst ved Brorsons Kirke i København, har den stik modsatte holdning, når det kommer til spørgsmålet om abort. Men han er enig med Orla Villekjær i, at folkekirken skal kunne træde i karakter i den offentlige debat.

»I dag er præster en slags embedsmænd, som forvalter folkeregistret og tæller de døde, men en adskillelse vil betyde, at folkekirken bliver fritstillet til at forholde sig til de emner, der præger debatten,« siger han og tilføjer:

»Det handler ikke om, at kirken skal drive politik, men om at kirken skal kunne gå i dialog med politikerne og bidrage til de diskussioner, der foregår«.

Per Ramsdal begyndte først for alvor at gå ind for en adskillelse omkring sommer i år. Det var sagen om de irakiske flygtning i Brorsons Kirke og politikernes indblanding i sagen, som fik Per Ramsdal til at skifte mening. I dag mener han ikke, det giver mening, at kirken ligger under staten.

»I mange år har der eksisteret en uskreven aftale om, at politikerne ikke blandede sig i kirkens anliggender, og at det var biskopperne, som stod for fyringer og ansættelser af præster. Men det har ændret sig, og i dag er det blevet oplagt med en mere optimal styring af folkekirken«.

Per Ramsdal er bevidst om, at de mange forskellige holdninger, som findes i folkekirken i dag, kan betyde, at folkekirken ender med at brække over i flere dele, hvis den bliver adskilt fra staten.

»Folkekirken kan komme til at bestå af to forskellige kirker, eller måske af 50 forskellige kirker, sådan som det er tilfældet i USA. Men det gør ikke noget. For uanset hvad konsekvensen måtte blive, så ville folkekirken blive sluppet fri af det politiske styre og få sin egen stemme«.