11. september 2001. En dag de færreste glemmer. De fleste af os kan huske præcis, hvor vi var, og hvad vi lavede, da de to fly fløj ind i World Trade Center. Vi så de skrækkelige billeder af brændende bygninger og grædende børn, og det påvirkede os alle dybt.
Siden den dag ændrede meget sig. For med 11. september - og de efterfølgende bombesprængninger blandt andet i London 7. juli 2005 - kom angsten. Angsten for muslimerne og i særdeleshed angsten for de ‘hjemlige muslimer’. En angst, som findes i hele vesten - og her i Danmark - og som efterhånden er blevet sædvanlige i de politiske udmeldinger.
I København blev et antiradikaliseringsprogram fornyeligt vedtaget på Rådhuset. Det har angiveligt til formål at forhindre radikalisering og ekstremisme. Vi frygter ærlig talt, at det er endnu et tomt slag i luften, og hvor fint det end pakkes ind, så ved vi ved stadig ikke, om der er tale om et reelt problem. Det har man ikke fundet det nødvendigt at undersøge.
At komme med uunderbyggede forslag, som i deres formuleringer virker som sikkerhedstiltag og ikke som en social indsats, det virker som signalpolitik og en taktisk overvejelse mere end et oprigtigt forsøg på at fremme integrationen.
Vi bliver forført af angst
Ingen sager er åbenbart for små til at lave lovgivning om, og sagerne undersøges ikke, inden man tyer til forbud. Burka-forbud, anti-moskéannoncer, forbud mod muslimske mødomscertifikater, stramninger af lovgivningen for muslimske friskoler, tuneserlovgivning, tørklædeforbud for offentlige ansatte, terrorlovgivning. Der er endda politikere der hævder, at det ‘muslimske problem’ er støre end både klima - og finanskrisen.
Vi bliver forført af angsten for muslimer og negligerer muligheden for at lede efter de reelle årsager til integrationsudfordringerne. Og derved finder vi aldrig de rigtige integrationsløsninger. Det har vist sig, at der er en sammenhæng mellem kontakt med muslimer og modstanden mod dem. I stedet for blindt at tro på skræmmekampagner skulle vi måske prøve at undersøge sagen selv - ønsker majoriteten af muslimer i Danmark virkelig at overtage Danmark? Er alle kvinderne undertrykte? Eller ønsker nogle politikere at fremstille dem sådan, fordi der er rigtig mange stemmer i skræmmekampagner? Er udvisning, forbud og særregler mod religiøse symboler virkelig det bedste middel til at få et samfund, som borgerne holder af og føler sig som en del af?
Vi tror det ikke, for vi ved, at føler man sig som en del af fællesskabet, vil man gerne gøre en indsats for fællesskabets skyld. Føler man sig udenfor, er solidaritetsfølelsen sjældent stor.
Konsekvensen er, at den endeløse række af forslag rettet mod muslimer netop opfattes som et angreb på muslimernes identitet og deres stilling som ligeværdige medborgere i Danmark. Ligeledes risikerer vi, at flere muslimer vil vende sig imod det Danmark, som de oplever ekskluderer dem, og som indskrænker deres muligheder. På samme måde vender mange danskere ryggen til muslimerne, som konstant bliver fremstillet i negative sammenhænge af de politiske magthavere.
Politikkerne formår at prikke til angsten konstant. Men vi må sige fra!
Inklusion og samhørighed
Angsten er dræbende og ødelæggende for et velfungerende samfund, og vi bliver nødt til at se den i øjnene. Og vi skal alle hjælpe til, for det nytter ikke at overlade integrationen til politikerne. Vi må tage sagen i egen hånd. Vi skal turde debattere til familiefesten, over hækken og i indkøbskøen.
Vi skal sætte spørgsmålstegn ved myter og rygter, og vi skal forlange fakta og præciseringer: Hvor mange kvinder går egentlig med burka i Danmark? Til gengæld skal vi også acceptere de problemer, der er på integrationsområdet og komme med konstruktive løsningsforslag.
Vi har gentagne gange håbet, at man ville vælge inklusion og dialog frem for ekskluderende forslag og forbud i Danmark. Mange muslimer ser selv de mange forslag og forbud som endnu en i rækken af historier, der mistænkeliggør dem og islam i Danmark. Integrationen kan kun blive en succes, hvis minoriteter har en oplevelse af inklusion, samhørighed og fællesskabsfølelse med det danske samfund. Vi bryder os f.eks. ikke om, at kvinder skal tildækkes eller adskilles fra det andet køn, men vi vil altid kæmpe for andre menneskers ret til at praktisere deres religiøsitet. Og uagtet vores uenigheder med mange muslimer, så ved vi, at vi i yderste konsekvens har meget mere tilfælles end det, der skiller os. Vi ved, at vi i sidste ende er hinandens medmennesker, og det er den tilgang, som bør være afsættet i tilgangen til hinanden.
Manu Sareen er medlem af Borgerrepræsentation for Radikale Venstre i København, og Marianne Jelved er MF, fhv. minister, og tidligere gruppeformand og politisk leder for Det Radikale Venstre
Kommentarer
Vi tager lige den samme sange en gang til fra Det Radikale Venstre .
Politikerne (læs VKO) skaber en ubegrundet frygt som resulterer i lovgivning taget ud af den blå luft, og smidt i hovedet på muslimerne som så føler sig ekskluderet fra fællesskabet .
Ih guder Manu og Marianne , i vil bare ikke forlange så meget som et minimum af ansvar for integration fra vores muslimske borger .
Det er os etniske dansker der har et problem og vores muslimske borger det går ud over .
Frygten er falsk for “vi ved stadig ikke, om der er tale om et reelt problem. Det har man ikke fundet det nødvendigt at undersøge.”
Det skriger simpelhen til himmelen , der er forlængst faldet dommer i terror sager med “home grown” Islamister og vi har ovenikøbet fået sprunget vores ambassade i Pakistan i stumper og stykker ! .
Alligevel viser undersøgelser at danskerne IKKE er bange for at blive bombe sprængt .
Men Manu og Marianne mener åbenbart at det må være en åbenlys løgn eller hvad ?
Hvad nu hvis nu danskerne i virkeligeheden ikke er bange for muslimer med bomber , hvor kommer den påstået frygt der spawner de bange love så fra?
VKO ?
Nej den kommer fra Marianne´s håndtaske og er lige så falsk som integrations fiaskoen er dansk !
Lovene har alle sammen hver og en ikke udgangs punkt i frygt , men i det faktum at integration igen og igen forsøges på tvunget danskerne og ikke muslimerne .
Og det er lige der Manu og Marianne ikke tør træde.
Så heller giver danskerne tørklæde på og undervisning i Arabisk i tolerancens hellige navn , end at for lange integration af den lille gruppe muslimer der ikke VIL ” inklusion, samhørighed og fællesskabsfølelse med det danske samfund”
Men i stedet vil parallel samfundet og de mørke Islamiske dogmer, og som ingen respekt overhovedet har for det land de har valgt at slå sig ned i .
Dem det udanske Burka-forbud var rettet imod fordi de med djævlens vold og magt ikke vil respekterer at Burka ikke kan hører til på det danske arbejdsmarked og at den er en rød klud for største delen af den danske befolkning .
Dem der i tolerancens og religionsfrihedens navn ikke vil havde deres børn i en dansk skole , men i stedet sender dem på muslimske friskoler hvor det så viser sig at nogen af dem er direkte Isamistiske og underviser had og indtolerance .
Det er i denne lille gruppe vi også finder kilden til “terrorlovgivning” “tuneserlovgivning” og debatten om “mødomscertifikater” “hallal mad” “tørklædeforbud” (igen igen) og det er dem i kan takke for at hele balladen nu er endt i “anti-moskéannocen”
Men kære Manu og Marianne i har forspildt jeres chance på at skælde ud på danskeren og lammet jer selv og løsningerne med anstændige politiske korrekt .
Og i synger stadig bare jeres klage sang selv om publikum for længst er gået .
Hils under spærregrænsen .
KL
Jeg kender ingen, som lever i ugrundet frygt . I mine omgivelser er folk da afslappede og realistiske, og der er ingen med nerverne “uden på tøjet.”.
Iøvrigt, da jeg i sin tid arbejdede i udlandet, så boede alle skandinaverne og iøvrigt også de andre nordeuropæere i stort set samme bydele, og vores børn gik ikke i samme skoler som de lokale børn.
Vi var bestemt ikke indstillet på at integrere os med den lokale stærkt katolske og gammeldags kønsopfattelse og livsstil. ( Der er græser for , hvad man som skandinav kan og skal respektere af religiøs overtro og religiøse fantasier og mærkelige religiøse leveregler m h t mad , familieforhold o s v)
Bortset fra, at tilflyttere (både mænd og kvinder)selvfølgelig må tage arbejde ( ikke leve på nas) og følge lovene som alle andre, så bør integration iøvrigt være en frivillig sag, når man er et frit menneske i et frit land..
Jeg er ret enig i Kristian R.’s indlæg!
Jeg kan medgi’ de to artikelskrivere,
at det er uheldigt, at potilikere behøver at lovgive så meget!
Det skyldes vel nok, at vi danskere er opvokset og opdraget til, at der også er uskrevne love!
Problemet med integration er størst blandt arabiske muslimer (viser alle fakta), som dyrker en religion, hvis leveregler alt for ofte sættes over vort lands vedslige love!
Dette er uforeneligt med et demokrati og har intet med religionsfrihed at gøre!
Hvis Marianne Jelved og Manu Sareen havde skrevet denne artikel for ca. 15 år siden , ville jeg ha’ taget deres holdning alvorlig!
De to politikere springer i øvrigt elegant over muhammed-krisen!
Her er et lille forslag, som Manu Sareen og Marianne Jelved kunne arbejde for, hvis de ønsker at skabe lidt bedre relativisering af danske muslimer i forhold til samfundet.
Lad os få en lov der kræver at politiet interviewer ALLE anholdte om deres kulturelle, religiøse, seksuelle og sociale baggrund, og at de skal oplyse alle disse fakta til journaliser der spørger til en anholdelse/tilbageholdelse/fængsling/whatever.
Det ville nok bl.a. fastslå, at den religion som fostrer flest forbrydere i DK, er den Luthersk-Reformerte linie af kristendommen.
Sven Karlsen
“Det ville nok bl.a. fastslå, at den religion som fostrer flest forbrydere i DK, er den Luthersk-Reformerte linie af kristendommen.”
Alle andre resultater ville da for alvor også gøre mig bekymret, da det ovennævnte segment udgør 90 % af befolkningen.
Ganske korrekt, kære Jørgen Nielsen, - men langt fra det indtryk man får af at læse formiddagssprøjterne ;-)
Sven Karlsen
Mon der kunne blive plads i spørgeskemaet til et par spørgsmål om hvilke avis- og medievaner forbryderne har?
En konsekvens kunne være, at visse medier blev forbudt.
Jeg sætter pris på din ironi/sarkasme ;-).