Nuuk skal lære at tale grønlandsk

Vi kører langs en af hovedgaderne i Nuuk med sine ca. 15.000 indbyggere, da hun pludselig smækker bremserne i og ruller vinduet ned. Et ungt grønlandsk par går på fortovet og holder hinanden i hånden.

»Prøv at høre, hvilket sprog de taler til hinanden,« hvisker Julie Edel Hardenberg, en af Grønlands fremtrædende kunstnere og min guide i grønlandsk kulturpolitik under selvstyret.

»De er to unge grønlændere i deres egen hovedstad, og de taler dansk sammen.«

Da Grønland gik fra hjemmestyre til selvstyre tidligere i sommer, var en af de klare forandringer, at man erklærede det grønlandske sprog som landets officielle. Men hvor det på papiret ser ud som om, grønlandsk har fået en længe ventet status, er der stadig langt igen før alle grønlændere taler grønlandsk.

På trods af 30 års promovering af grønlandsk sprog er der stadig en gruppe i toppen af det grønlandske samfund, der udelukkende taler dansk. Og ifølge Hardenberg er den lille hemmelighed om grønlandsk kulturpolitik at, mens politikerne i Nuuk gjorde meget ud af at promovere sproget rundt omkring i landet, valgte de ofte at lære deres egne børn udelukkende dansk.

Realiteten er, ifølge Hardenberg, at hovedstaden Nuuk, stadig er polariseret mellem dansktalende og grønlandsktalende familier, og at de dansktalende stadig er privilegeret i samfundet.

Ministre taler kun dansk

Sprogskellet er sat på spidsen nu, fordi Grønland er havnet i den besynderlige situation, at to af ministrene i den nye regering ikke taler det sprog, som netop er blevet nationalsproget. I praksis betyder det, at to af medlemmerne af Naalakkersuisut, som landsstyret nu hedder, skal have oversættere med til regeringsmøderne, eller at møderne skal foregå på dansk.

En af de dansktalende landsstyremedlemmer er landets nye socialminister, den populære Maliina Abelsen. Hun påpeger, at det er på tide at acceptere de dansksproget som en del af det moderne grønlandske samfund.

Hun bakkes op landsstyreformand Kuupik Kleist, der siger, at det er vigtigt at signalere åbenhed, når landet går ind i en tid med øget selvstændighed.

Feriekoloniernes spor

Sprogpolitik har været en politisk kampplads i Grønland helt tilbage fra kolonitiden, hvor den danske stat forsøgte at lære grønlænderne dansk, som del af deres bestræbelser på at ‘civilisere’ inuitterne - den oprindelige befolkning.

I 1950’erne, 60’erne, og 70’erne da Grønland var et amt i Danmark, gav en omfattende kulturpolitik sig til kende i alt fra danskundervisning i grønlandske skoler til feriekolonier i Danmark og en administration, der stort set kun talte dansk.

Det mere eller mindre overlagte mål var at promovere det danske sprog på bekostning af det grønlandske. Ifølge Julie Edel Hardenberg har det skabt en dansk talende elite i Grønland, der stadig eksisterer i det grønlandske samfund i dag.

»Når en ung grønlænder fra en blandet familie i Nuuk skal finde sin identitet, så kigger hun sig jo omkring. På den ene side er der de grønlandsksprogede grønlændere, der står foran Brugsen - sociale tilfælde, der pludselig kommer til at repræsentere grønlandskhed. På den anden side er der de her veluddannede, smukke, unge dansksprogede grønlændere. Hvem vil de identificere sig med? Det bliver jo de dansktalende. Og deres vigtigste markør, det er deres sprog. Det skal man tilslutte sig. Den polarisering er meget tydelig for mig i den her by,« siger Julie Edel Hardenberg.

Førsterangssproget

Sidste år gjorde Julie Edel Hardenberg noget, der skabte interesse, irritation og en god portion harme i landets hovedstad. Igennem seks måneder insisterede hun på at tale grønlandsk til alle uanset om de talte sproget eller ej.

»I virkeligheden er det jo det samme, som dansksprogede grønlændere gør hver dag, når de taler dansk, men vi er bare vant til, at dansk er førsterangssproget, og det er de grønlandsktalende, der må tilpasse sig. Det var den sproglige rangorden, jeg gerne ville undersøge,« fortæller den grønlandske kunstner.

Hun fortæller om, hvordan hun i løbet af de seks måneder eksperimentet varede oplevede at få smækket røret på, da hun prøvede at bestille et bord på en lokal restaurant i Nuuk, at blive kaldt racist, og gradvis miste invitationer til kaffemik hos venner og bekendte i de dansktalende kredse.

»Til tider var jeg så vred, at jeg næsten ikke kunne sove om natten. Jeg så lige pludselig meget tydeligt, at der er nogen der har forrang i vores samfund, og det er de dansksprogede,« siger Julie Edel Hardenberg.

Selvstyre på dansk

Mange grønlændere havde forventede, at den nye regeringen med IA i spidsen ville bruge beføjelserne i selvstyreaftalen til at promoverer det grønlandske sprog. IA har længe været fortaler for grønlandsk selvstændighed fra Danmark. Men udviklingen er nærmest gået i den anden retning, med de nye dansktalende ministre og signalerne om en mere pragmatisk tilgang til det danske sprogs plads i Grønland.

Maliina Abelsen er et af de dansktalende medlemmer i det nye landsstyre. Hun mener, at det er positivt, at den nye regeringen har dansktalende medlemmer.

»Det er lidt nyt for alle, og vi sidder da også og siger, hvordan gør vi det her? Men vi må jo bare sige, at bottom line er, at jeg stadig er et produkt af det grønlandske samfund. Der er jo en andel af det grønlandske samfund, der er dansktalende. Vi har et demokrati, hvor alle skal repræsenteres, og det afspejler landsstyret i dag,« siger Maliina Abelsen.

Maliina Abelsen mener, at polariseringen i Grønland i dag primært handler om by og bygd, rig og fattig, og at opdelingen mellem dansktalende og grønlandsktalende er ved at blive mindre tydelig. Men hun medgiver, at mange af de mennesker, der bor i bygderne og kæmper med en daglig fattigdom, ikke taler dansk. Og det giver hende en udfordring som socialminister.

»Jeg vil gerne ud i de små samfund og gøre de store ting derude, samtidig med jeg nok er den, der har sværest ved det, fordi jeg ikke kan forstå, hvad der bliver sagt dérude. Så man kan jo sige, jeg har et redskabsproblem i forhold til at kommunikere med de mennesker, jeg gerne vil nå ud til,« siger Maliina Abelsen, som er gået i gang med at lære grønlandsk. Formanden for Nalaakersuisut (Landsstyret/regeringen, red.), Kuupik Kleist har været markant i sin støtte til sine dansksproget ministre.

Skal samle befolkningen

Han er enig i, at det er et problem, at dansksprogede den dag i dag er bedre stillet i Nuuk end grønlændere, der kun taler deres eget sprog. Men han siger også, at det er på tide, at Grønland gør op med den symbolpolitik, som har været ført i Grønland omkring sproget og i stedet tager fat i de mere konkrete problemstillinger omkring som for eksempel uddannelse.

Det politiske budskab har ikke været ubetinget populært i et land, hvor dansktalende har været synonymt med eliten igennem mange år. Men Kleist mener, at det er grundlæggende for selvstyrets fremtid at sørge for at inddrage alle dele af den grønlandske befolkning.

»Vi prøver at danne et modstykke til den tendens, der har været til at danne skel mellem grupper i det grønlandske samfund og sige, at der er den gruppe her og den gruppe der, som jeg mener, har været ødelæggende for en lang række debatter om vores fælles fremtid. Den mest aggressive kritik, som er rettet mod min politik, går på den ændring. Men det har for mig været et meget vigtigt politisk budskab at søge at samle den grønlandske befolkning som ét folk og så vidt muligt fokusere på, hvad vi er fælles om frem at fokusere på hvad der skiller os ad.«