Den økonomiske krise kradser. Og for at forhindre ledigheden i at tordne yderligere i vejret, besluttede VK-regeringen i foråret at øge de offentlige investeringer med 15 procent i 2009, svarende til omkring fem milliarder kroner, og senere at lade kommunerne fremrykke investeringer i renoveringer af veje og kloakker samt forbedringer af bygninger.

Men regeringen gjorde regning uden vært.

For den forbedrede ikke samtidig kommunernes adgang til penge, og derfor er man i dag langt fra at udmønte målet om at få yderligere fem milliarder kroner ud i samfundet, viser ny analyse fra AE-rådet, som samtidig konkluderer, at den mislykkede indsats kan koste op mod 3.000 arbejdspladser. Ifølge AE-rådet lykkedes det nemlig i den første del af året kun at øge investeringer med omkring en milliard kroner.

»Og skal Danmark nå målet, skal der i den sidste del af året gang i kedlerne på en måde, som er helt usandsynlig med mindre kommunerne får en anden adgang til penge,« pointerer chefanalytiker i AE-rådet, Martin Madsen.

Skrabede budgetter

I Dansk Byggeri, der er interesseorganisation for de håndværkere og entreprenører som efter regeringens plan skulle have haft flere ordre fra det offentlige, vurderer administrerende direktør Lars Storr-Hansen på baggrund af medlemmernes løbende indberetning, at man højest når 30-40 procent af målet.

Han peger på, at de kommunale pengekasser ikke - på de gældende præmisser - kan levere den ekstra aktivitet, som regeringen gerne ser kommunerne gør

»Kommunerne holder igen. Det skyldes, at de er ramt af stigende ledighed, faldende skattegrundlag samt dårligere grundsalg, og så bliver renoveringer ofte taberen, når der skal prioriteres mellem det og mere borgernære servicer,« siger Lars Storr-Hansen.

Kommunernes Landsforening (KL) bekræfter, at mange kommuner holder igen med at skrue deres anlægsinvesteringer op på det niveau regeringen ellers har givet dem mulighed for. Især fordi deres indtægter på salg af grunde i år viser sig at være markant lavere end forventet i 2009-budgettet.

En af de kommuner er Randers. Her siger borgmester Henning Jensen Nyhuus (A), at det skriger til himlen, hvis regeringen forestiller sig, at man når investeringsmålet.

»I Randers har vi fremrykket de investeringer, vi overhovedet kan gøre som ansvarlig kommune. Samtidig kunne vi godt her og nu godt renoverer for 100 millioner mere. Det ville være til stor fordel for beskæftigelsen i området, men det er budgettet ganske enkelt for skrabet til,« påpeger Henning Jensen Nyhuus.

På den baggrund foreslår AE-rådet, at regeringen akut ændrer kommunernes muligheder for at få adgang til de nødvendige midler. Enten ved at lave bonusordninger til de kommuner, der prioriterer investeringer, ved at oprette en offentlig renove-ringspulje, som kommuner kan søge øremærkede penge i eller en kombination af de to.

»Det eneste, regeringen har gjort, er at forbedre kommunernes lånemuligheder en smule, men det får ikke automatisk en kommune med en tom kommunekasse og faldende indtægter til at låne penge,« siger Martin Madsen og tilføjer: »Tværtimod kan man sagtens argumentere for, at den ansvarlige kommune i den situation fravælger lån. Derfor er det nødvendigt med ordninger, som direkte stimulerer de nødvendige anlægsinvesteringer.«

På trods af udsigterne til at de offentlige investeringer ikke når det planlagte mål, afviser Venstres finansordfører, Tina Nedergaard, forslagene.

»Jeg vil ikke forholde mig til forslag fra en tredjepart om en aftale, vi som andenpart har indgået med en førstepart,« siger hun og tilføjer, at hvis det viser sig, at man ikke når investeringsmålet for 2009, er det kommunernes ansvar.

»Indtil vi præcist kender tallene for i år, holder jeg mig til, at regeringen har indgået en aftale med KL, hvor kommunerne forpligtiger sig til at øge deres anlægsinvesteringer. Hvis kommunerne nu siger, at de ikke kan leve op til aftalen, må det i første omgang være deres ansvar at forklare hvorfor.«