Som en af sine forgængere - og formentlig også forbilleder - eventyrdigteren H.C. Andersen har den japanske filminstruktør Hayao Miyazaki evnen til at fortælle for hele familien på én gang, mens han også gør os klogere på livet, verden og hinanden. Ganske passende er det derfor også, at Miyazaki lod sig inspirere af Andersens Den lille havfrue, da han skulle lave sin seneste film, Ponyo på klippen ved havet.
Men nu er Hayao Miyazaki en egensindig herre, der gør tingene som få andre før ham, og selv om han i den nye film fortæller historien om en lille guldfiskepige, Ponyo, der gerne vil være et menneske for at være i nærheden af sin elskede, drengen Sosuke - hvilket minder om handlingen i Den lille havfrue - er vi alligevel langt fra Andersen i humanisten og økologen Miyazakis univers.
Forestillingsevne
Ponyos far, den menneskeforskrækkede havtroldmand Fujimoto, insisterer på at kalde sin datter for Brunhilda og prøver at holde hende på havets bund. Men den lille fisk med det søde, menneskelignende ansigt - for den slags findes selvfølgelig i Miyazakis forestillingsverden - har udlængsel og søger mod havets overflade, hvor hun møder Sosuke, der bor sammen med sin mor og far på en klippe ved havet.
Sosuke og Ponyo bliver med det samme gode venner - hun er betaget af ham og forvandler sig ved viljens kraft til en pige, som Sosuke kan lege og tale med. Men hendes forvandling forårsager en voldsom ubalance mellem vand og land, og havet stiger så meget, at det meste af landjorden snart er dækket af vand.
Begavet og kompleks
Heldigvis er både Ponyo og Sosukes forældre ganske fornuftige væsener, som kan finde ud af at tale med hinanden, og mon ikke det hele løser sig - som det faktisk plejer i Miyazakis alligevel alt andet end forudsigelige, men godhjertede film.
Selv den ‘onde’ i Ponyo på klippen ved havet, Ponyos far, Fujimoto, er ikke rigtig ond. Han er blot bekymret for havenes tilstand og ikke spor glad for, at hans datter plejer omgang med de mennesker, som ødelægger havene med deres forurening.
Fujimoto har en plan om at lade havene stige så meget, at alt liv på jorden udslettes, en slags naturens nulstilling, og havet kan regere, men heldigvis kommer han på bedre tanker, da Ponyos mor, havets moder og kærlighedens stemme, Granmamare, dukker op.
Ponyo på klippen ved havet er et klassisk Hayao Miyazaki-eventyr i den forstand, at filmen også er en opbyggelig dannelsesfortælling om, hvordan både Sosuke og Ponyo lærer kærligheden at kende - og finder ud af, hvad ansvarlighed er for noget - gennem en række prøvelser.
Det er et tema, der blandt andet går igen fra Kiki den lille heks, Chihiro og heksene og Det levende slot, og som understreger, at Miyazakis film nok tager sig enkle og små ud, men at de under den forførende overflade faktisk stikker ret dybt.
Børns virkelighed
De voksne er i nogen grad reduceret til en slags statister i børnenes virkelighed, og der er ingen tvivl om, hvor Miyazakis sympati ligger: Hos de små og uskyldige, der næsten er mere betænksomme, fornuftige og ressourcestærke end de voksne.
Da Sosukes mor f.eks. bliver vred på hans far, der er kaptajn på et stort godsskib og ikke kommer hjem fra en sejlads som lovet, er det Sosuke, der bevarer fatningen og får moren på højkant igen.
Uspoleret fantasi
Billedsiden i Ponyo på klippen ved havet er indtagende og smuk. Farverne er varme og klare, mens stregen er mere enkel, naivistisk og, ja, næsten barnlig end i Miyazakis seneste film. Det passer godt til den meget børnevenlige historie, der tager sig nogle friheder i forhold til traditionel dramaturgi, men som vil tiltale børns fantasi og en uspolerede bevidstheds evne til at acceptere selv det mest fantastiske med stor selvfølgelighed. En evne, man godt kan misunde dem, efterhånden som man selv bliver ældre og mere blasert.
Heldigvis har vi så Hayao Miyazaki til at minde os om, hvor fortryllende verden og de historier, vi fortæller vores børn, kan være - og at vi skal passe på den, verden, og dem, børnene og historierne.
Ponyo på klippen ved havet. Instruktion og manuskript: Hayao Miyazaki. Japansk (Falkoner, Grand og Palads i København og en række biografer i resten af landet)
Kommentarer