Ingen tør fortælle befolkningen, at penge ikke vokser på træerne

For dem, der måtte mene, at det perfekte er uinteressant, er der ikke meget at komme efter.

Saxo Banks hovedkvarter er et stykke fuldendt kommunikation. Et budskab om succes båret af prisbelønnet arkitektur og fyldt med symboler på effektivitet, stil, rigdom og konkurrrencekraft.

Bygningen adskiller sig fra det meste stål og glas, hovedstadsområdets havnefronter er blevet beriget med, ved sine diagonaler af blåt glas og aluminium, der angiveligt er i en art dialog med det Øresund, der kan skimtes fra direktørkontoret på femte sal.

Selv om de menige medarbejdere sidder tæt bag hundredevis af store skærme på det såkaldte trading floor, er der højt til loftet, og den fem etager store bygning er fyldt med åbne lokaler. Ikke mindst det store centrale rum, man træder ind i fra receptionen, hvor alle tråde i form af elevatorer og trapper mødes. Men ikke kun her blander meget dyre designermøbler sig med racercykler fra Specialized og Formel 1 biler i fuld størrelse. Som gæst kan ingen være i tvivl om, at en person med forkærlighed for den dyre ende af Illums Bolighus katalog er gået bersærk med et sort kort fra American Express. Her er det ikke som andre solide danske virksomheder, hvor patinaen har sænket sig over møblementet fra Fritz Hansen. Alt synes og føles spændstigt og nyt.

På væggene dominerer den del af Kviums produktion, der næppe ryster mange i deres grundvold. I bankens tidligere inkarnationer var Kristian von Hornsleth hof-dekoratør. Ikke sådan at man fik del i hans mere eksplicite anråbelse af kønsliv og -dele. Der var først og fremmest tale om liberalistiske budskaber på den vante baggrund. Men det er der med nyt hovedkvarter og ansættelsen af en professionel koncern-ledelse under anførsel af tidligere ISS-direktør Eric Rylberg sat en stopper for. Han har ikke alene siden sensommeren 2008 strømlinet virksomheden. Rylberg har også engageret sig i, at et tungere navn i den danske kunstverden nu sætter sit præg på væggene. Og han har været meget optaget af den imponerende indretning af foretagendet.

Værdier

Journalisten Hanne Sindbæk har skrevet en anmelderrost bog Tyren, Bjørnen og banken om Saxo Banks iværksættereventyr fra miskrediteret sidegadevekselererforretning til milliardforretning. Men bogen er først og fremmest et meget personligt portræt af de to iværksættere Kim Fournais og Lars Seier Christensen. Et par velbegavede og ambitiøse halvstuderede røvere, der er gået grueligt meget igennem for i dag at stå som hovedaktionærer i en af 00ernes mest bemærkelsesværdige erhvervssuccesser på dansk jord.

Hanne Sindbæk har valgt at gå meget tæt på de to, hvilket ingen af dem har forpasset en chance for at gøre opmærksom på undervejs i den effektive mediekampagne, der er sat i søen for at sælge både bogen, banken og dherrer. Alt for tæt, mener de begge. Egentlig ville de hellere nøjes med at tale bank og værdier. Særligt det sidste. Der er alt for lidt om deres støtte til den borgerligt-liberale tænketank Cepos, til den ivrigt agiterende journalist Ole Birk Olesens bog Taberfabrikken, der søger at beskrive, hvorledes den danske velfærdsstat har opløst familier, fået kriminaliteten til at eksplodere, øget de sociale problemer og ødelagt arbejdsmoralen.

Partiejeren

Makkerparret er også gået mere direkte til værks og støttede forud for det sidste folketingsvalg Ny Alliance med en halv million. Den økonomiske opmærksomhed er flyttet med til Liberal Alliance, hvor Lars Seier har spillet en så aktiv rolle, at onde tunger har kaldt ham Danmarks eneste partiejer. Men først og fremmest valgte de i 2003 at genoptrykke Ayn Rands Atlas Shrugged med eget omslag og forord i 10.000 eksemplarer.

Når Hanne Sindbæk vælger den dyrevenlige titel til sin bog, er det, fordi bjørnen og tyren repræsenterer ned- og opture på markedet. Men hun refererer også til Kim Fournais utålmodige og frembrusende natur samt Lars Seiers rolige og mere defensive måde at gribe tingene an på.

Når det gælder et interview om tankerne bag det stærke samfundsengagement, er det derfor indlysende at vælge bjørnen. I modsætning til den drøvtyggende og let hysteriske tyr er bjørnen ifølge zoologer måske det mest tilpassede og avancerede rovdyr på kloden.

Skaberviljen

Lars Seier er en stor mand i højden og i nogen grad i drøjden. Man fornemmer hurtigt levemanden. Rund, venlig og med en beredvillig humor, der fra tid til anden får lov at boble fri af hans tilbagelænende underspillede facon. En stil, han bærer med samme elegance som sit Brioni-suit. Inspirationen kommer fra den flamboyante amerikanske spekulant Donald Trump, der heller ikke har det fjerneste mod at lægge mellem 4 og 15.000 dollar for et jakkesæt.

»Han er et fjols,« skynder Lars Seier sig at sige.

»Den eneste inspiration jeg har hentet fra ham er Brioni. De laver fantastiske ting. Skjorter, tasker og slips. Så behøver jeg kun at gå i en enkelt butik. Og det koster trods alt ikke så meget som Savile Row.«

Men Lars Seier Christensen er og bliver en mand, der brænder for sine ideer. Den overbevisning, han har haft siden ungdommen, hvor han kom til KU-festerne og omgikkes den ultraliberalistiske fløj af ungdomspartiet. Dog med punket hanekamp frem for blankpolerede støvler.

»Jeg har altid været overbevist om, at det var rigtigt at have den holdning. Skaberviljen er det, der presser et samfund fremad, hvorimod kollektivisme og mangel på ansvar er meget skadeligt,« forklarer han. For Lars Seier er der mere på spil end blot holdninger. Det er et spørgsmål om, hvad der er objektivt korrekt og moralsk rigtigt.

»Ayn Rand giver en underlæggende filosofisk struktur, der i hendes kontruktion er objektivt korrekt … meget anderledes end den gængse opfattelse af, at alt er subjektivt, og at alle synspunkter er lige gode osv. Da hun oven i købet var enig i min synspunkter, var det jo meget rart at vide, at de var objektivt korrekte,« fortæller Seier om sit første møde med Rand.

Det fandt ikke sted i KU-årene, men først da en medarbejder introducerede bogen og hendes objektivistiske filosofi i starten af det ny millenium.

Død eller udvikling

»Det gør hun ved at sige, at menneskelivet er særligt. Mennesket er det eneste dyr, der har et reelt valg mellem, om de vil leve eller dø. Der er ingen hunde, der lægger sig ned og begår selvmord.«

Hvad med hvaler og elefantkirkegårde?

»Kan ske, at elefanter også er objektivister. Det kan man ikke vide … Nej, kernen er, at du har en mulighed som menneske jeg vil leve, jeg vil skabe. Eller modsat: Det vil jeg ikke!«

»Træffer du den grundlæggende beslutning, vil du typisk folde den ud gennem en produktiv indsats, og hendes påstand er, at der findes to muligheder: Den første er, at vi alle gør noget, så vil det hele fungere fint. Men så findes der også andre metoder som nasseri og tyveri. Gjorde vi alle det, ville meneskeheden uddø på kort tid. Det er noget grundlæggende i menneskets natur, og skabertrangen er grundlæggende et spørgsmål om vores overlevelse. Og dermed er det ikke længere ligegyldigt, om du har det ene eller det andet synspunkt,« siger han.

»Det ene fører til død og ødelæggelse, og det andet til et samfund i konstant udvikling.«

»Det kan da godt være, at mange vil kalde det en meget sort-hvid opfattelse af tilværelsen, og jeg skal ikke blande mig i de filosofiske finesser; men det er meget sjældent for en liberalistisk bog, at den går ud over det rent utilitaristiske, der for eksempel blot siger: Lavere skat og mindre stat giver mere beskæftigelse og højere vækst. Derfor er det en god ide.«

»Det er naturligvis en glimrende grund. Men nedenunder er der en objektiv moral, der siger, at det objektivt er forkert ikke at tage ansvar for sit eget liv, og det er moralsk rigtigt at gøre, hvis man kan.«

»Hun går længere ned. Det giver et meget mere solidt fundament, når man hører argumenter, der går i den anden retning.«

Et moralsk valg

Tanken er besnærende, særligt hvis der var statsgaranti for, at alle iværksætter og erhvervsfolk opførte sig tilsvarende eksemplarisk. På spørgsmålet om Lars Seier virkeligt mener, at alle erhvervsfolk, som der står et sted i bogen, »overvejende er hædersmænd«, siger han:

»Det at tage ansvarfor sin egen tilværelse og skabe noget, der giver andre forøgede muligheder for at tage ansvar, er moralsk set bedre end at bygge sit liv på at stjæle fra andre eller fordele efter en påstået moralsk bedreviden. Og ja, samtidig synes jeg, at de foretningsfolk, jeg har kendt, i det store hele har en ordentlig og anstændig tilgang. De kan godt være barske eller målrettede. Men fundamentalt tager de ansvar på godt og ondt og tager skraldet, hvis de begår fejl.«

Disse erkendelser fører imidlertid ikke til, at Lars Seier mener, at al skatteopkrævning er tyveri.

»Det siger jeg ikke nødvendigvis. Skatteopkrævning er ikke tyveri, hvis det er noget, man enige om for at sætte rammerne for en stat. De fleste liberale er ikke anarkister. Der skal være rammer ikke mindst for den private ejendomsret.«

»Principielt er det OK at betale 60 pct. i skat, så længe man kan flytte. Jeg betaler 60 pct. i skat, så det ved jeg. Det har jeg indrettet mig efter. Det er en del af et demokrati. Men derfor er bevæggrunden ikke nødvendigvis moralsk rigtig. Men de har naturligvis retten i det nuværende system …«

Blairs skyld

Lars Seier ser til gengæld et stort problem i, at demokratiet har udviklet sig til et cirkus, hvor det først og fremmest gælder om at please andres synspunkter og lade hånt om sine egne værdier. Han giver ikke mindst skylden til Tony Blair, der måtte række langt ind over midten, for at redde sit parti ud af års ørkenvandring.

»Det inspirerede Anders Fogh til at gå den anden vej, og har bragt os i en situation, hvor stort set alle partier i Danmark er forvaltere af socialdemokratiske synspunkter.«

Seier tror egentlig godt, at selv socialdemokrater kan se, at Danmark er på vej mod en meget farlig udvikling.

»Men ingen tør fortælle befolkningen, at penge ikke vokser på træerne. Det betyder, at der er et stort flertal, der åbenbart synes, det er OK at holde ferie på efterlønsordningen og spille golf i Sydfrankrig, selv om de er sunde og raske. Det forstår jeg ganske enkelt ikke.«

Lars Seier mener dog ikke, det er for sent.

»Hvis vi kombinerer den grundlæggende anstændighed og den sammenhængskraft, der præger det danske samfund med et system, hvor det bliver mere attraktivt at gøre en forskel, så tror jeg, vi kan skabe en vindernation men det begynder at haste lidt,« siger Lars Seier, der ingen planer har om at flage ud.

»Mine venner driller mig nogle gange med, at jeg er lidt for nationalkonservativ.«