Da Ulla Tørnæs i 2007 forsøgte at skabe øget folkelige tilslutning om ulandsbistanden ved at lade kendte udvælge bistandsprojekter, skabte det stor røre i andedammen. Kritikken lød, at pengene bare ville gå til det projekt med mest folkelig appel frem for til dem, der reelt havde mest behov for pengene.

Kræftens Bekæmpelse forsøger med Støt Brysterne-kampagnen tilsyneladende at gå i fodsporene på Tørnæs. I stedet for at forsøge at skabe opmærksomhed og skrabe penge ind til de kræftformer, der tager flest liv i Danmark, vælger man at fokusere på noget, man er sikker på kan få folket til at sende sms’er, købe armbånd mv.

Ifølge tal fra NORDCAN, som Kræftens Bekæmpelse henviser til på deres hjemmeside, var den kræftform, der tog flest liv i 2006 (seneste tal) lungekræft, men den er jo i mange tilfælde mere eller mindre selvforskyldt pga. rygning og derfor svær at vække folkelig opbakning til. Tyk- og endetarms kræft kommer ind på en flot andenplads. På tredjepladsen kommer så brystkræft skarpt forfulgt af prostatakræft. Vi er dog kommet så langt med forskning i brystkræft, at antallet af dødsfald pga. brystkræft er faldet med ca. 12 procent i perioden 1997-2006.

Omvendt er antallet af dødsfald pga. lungekræft steget med 10 procent og prostata-dødsfald steget med 19 procent. Fremskrivninger viser derfor også, at antallet af dødsfald pga. prostatakræft hurtigt vil komme til at overtage tredjepladsen fra brystkræft. Det burde derfor være indlysende, at Kræftens Bekæmpelse hellere skulle lave stort opslåede støttekampagner, der fokuserede på disse tre kræftformer frem for brystkræft - især lunge- og prostatakræft, hvor antallet af døde har været stigende.

Mangel på sexappel?

Støt Brysterne-kampagnen kan ligefrem være med til at mindske den økonomiske støtte til disse tre andre, mere alvorlige kræftformer, eftersom der med støttekroner altid vil være en grad af nul-sumsspil.

Når man har sendt en sms og doneret 50 kr., vil mange mene, de har gjort deres, og de vil dermed ikke betale næste gang et girokort fra Kræftens Bekæmpelse dumper ind med posten. En krone til brysterne kan derfor let gå hen og blive mindst nogle øre ud af endetarmen.

Man kan dog argumentere for, at Kræftens Bekæmpelse med deres kampagne er med til at skabe en general bevidsthed om kræft, men kampagnen er også med til at skabe et skævt billede af, hvad der reelt er den alvorligste kræftform i Danmark og dermed en falsk bevidsthed. Støt Brysterne-kampagnen gå derfor hen og blive skadelig for indsatsen i forhold til andre mere alvorlige kræftformer.

Så hvor bliver Støt Prostataen-, Støt Lungerne- eller Støt Tarmen-kampagnerne af?

Skal man nedprioritere kræftformer pga. deres manglende sexappel - at dømme ud fra støtteshowets værter lørdag den 31. oktober på TV3 spillede sexappel i hvert fald en væsentlig rolle. Man fristes til at tro, at fagligheden er røget ud af vinduet i jagten på ussel mammon.

Alexander Kjærum er stud.scient.pol

Denne artikel er anbefalet af: