Anders Fogh Rasmussen vil være til debat så længe, vi diskuterer for eksempel Irak-krigen, Muhammed-krisen og sundhedsvæsenets og regionernes fremtid. Træt af snik-snak splittede han det engang samarbejdende folkestyre og fremmede blok-politik for at få handling. Vurderingerne af ham rækker fra, at han var en stor statsmand til Marianne Jelveds opfattelse, at han var farlig. Men ingen har sagt, at han var svag. Han satte mange dagsordner og prægede mange andre. Han gabte over fjerne krige, terrorpakker, EU-udvidelse og Lissabon-traktaten, værdikamp og en lang række reformer af skat, efterløn, dagpenge, politi, domstole, amter og kommuner og meget mere.
Ikke alene mængden af relevante temaer gør en samlet bedømmelse af Fogh svær, opgaven bliver ikke lettere af det forhold, at mange initiativers virkninger bedre kan vurderes om nogle år. Fogh har heller ikke gjort bedømmelsen af ham lettere ved at foretage politiske kovendinger fra minimalstatstilhænger til velfærdsstatens angivelige forsvarer og fra angriber af Svend Aukens miljøpolitik til grøn politiker. I andre sager som spørgsmålet om ytringsfrihed i forbindelse med Muhammed-tegningerne slingrede han.
Ofte benægtede han slingrekursen og kovendingerne. Han perfektionerede kunsten aldrig at svare på journalisternes spørgsmål, før han havde afleveret sine egne pointer. I få tilfælde, hvor en benægtelse var for tyk, vedgik han over for vælgerne så direkte som muligt at have ændret opfattelse, inden pressen og oppositionen kom til orde. Hermed tog han vinden ud af eventuelle beskyldninger om opportunisme. Denne nye bog Præsidenten: Foghs Danmark af de to anerkendte journalister Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck viser det godt.
Småbørnslogik
Bogen skærer også ud i krydsfiner, at det med småbørnslogik lykkedes Fogh at sno sig ud af, at der aldrig var de masseødelæggelsesvåben, som jo indgik i den danske baggrund for at deltage i Irak-krigen.
Skylden for at man i denne sag såvel som mange andre ikke trængte gennem Foghs sproglige klicheer, placeres hos journalisterne og oppositionen.
Et snu røgslør over sine hensigter har været en del af Foghs styrke. Røgsløret gør det ikke let at analysere Fogh og hans tid. Bogens udgangspunkt er, at Fogh har sat et præg på Danmark, som bliver svært at rulle tilbage. Nogle stikord her er behandlingsgaranti, udlændingepolitik, frit valg og skattepolitik. Men var der en vision? Var han liberalistisk hulemand eller velfærdsjulemand?
Fogh var i al fald en magtsøger og et resultat af dygtig markedsføring guidet af Claus Hjort Frederiksen. Bogen lægger med rette vægt på årene op til valget i 2001, hvor Fogh forberedte overtagelsen af regeringsmagten. Markedsføringen foregik efter dansk målestok enestående målrettet og kynisk. Samtidig forberedte Fogh sig intenst på at blive statsminister. Mange andre danske statsministre er jo tumlet uforberedte ind på posten, men Foghs styrke var en ekstrem velforberedthed. Bogen kunne dog i endnu højere grad understrege det enestående i, at en kommende statsminister havde så gode muligheder til at lægge grunden til en ny regering og at han og hans få rådgivere udnyttede de gode vilkår systematisk og effektivt. Og bogen viser ikke helt Claus Hjort Frederiksens andel i det gennembrud for markedsdemokratiet, som valgsejren i 2001 var. Hjorts betydning som politisk chefanalytiker for Fogh og for det danske demokratis markedsgørelse kan vanskeligt overvurderes.
En sag han helst glemmer
Vi får det velkendte billede af Fogh som den hårdtarbejdende, disciplinerede, konsekvente og strenge førstegenerationsakademiker fra Jylland, der ville bekæmpe akademisk åndshovmod. Søren Pind omtaler Fogh som Kaj Holger på grund af den gammeldags ledelsesform, som vi kender fra en tv-serie om 1950erne. Foghs ledelsesstil var management by fear. Men bogen analyserer ikke Foghs udspekulerede organisation af projektarbejde i Statsministeriet med blandt andet Globaliseringsrådet og hans styring af hele centraladministrationen med det mest detaljerede regeringsprogram nogensinde.
Bogen klargør derfor ikke, hvor fornyende Fogh var som regeringsleder. Den redegør lidt bedre for, at Fogh i modsætning til flere socialdemokratiske forgængere stod ekstremt stærkt i sit parti, og at lederen af koalitionspartiet, de konservatives føjelige Bendt Bendtsen, slet ikke var Foghs ligemand. Bendtsen nøjedes med at gentage sit mantra om skattelettelser og blev ellers overlegent styret af Fogh.
Med rette bruges en del plads på Muhammed-krisen, hvor Fogh tabte sin sædvanlige kontrol over begivenhederne en sag Fogh helst vil glemme trods dens enorme konsekvenser. Men forfatterne kommer ikke til bunds i, om Foghs slingrende kurs i sagen skyldes opportunisme eller problemer med det rådgivningsmiljø, som en dansk statsminister har til rådighed.
Forholdet til Dansk Folkeparti (DF) omtales, men man gør især plads til de følere, Fogh havde ude for at få Naser Khader og senere hele Ny Alliance over på regeringssiden frem mod valget i 2007. Khader kunne måske været blevet Venstre-minister.
To forskellige ender
Bogen kunne på nogle punkter forkortes. Forfatterne har for nylig interviewet Fogh og har bedt ham om at se tilbage på sin regeringstid. Her giver man en mand, hvis evne til røgslør og efterrationaliseringer er betydelig, lejlighed til at arbejde for sit eftermæle.
Hans efterrationaliseringer har ringe kildeværdi, man kan blot endnu engang studere Foghs evne til at sno sig, for heller ikke forfatterne formår at interviewe ham tæt. Nogle anekdoter i bogen er også ligegyldige, de skal bare overbevise om, at forfatterne har været tæt på. Visse anekdoter har dog en pointe, således den om at Fogh i 2001 drak snaps på en udflugt i Venstre for at modificere sit image som asket. Den detalje viser, at næsten alt, hvad den mand foretog sig, var velovervejet og planlagt af ham selv og hans rådgivere.
Meget i bogen virker, som om to forfattere uden en klar plan har skrevet løs i forskellige ender ud fra de detaljer og historier, som de kendte. Derved ryger lidt proportionssans. Udlændingepolitikken, værdikampen, den økonomiske politik, kommunalreformen og den offentlige sektors problemer er underbelyst.
Bogen kunne også være gået tættere på for eksempel strengere straffe, flere fattige børn, flere unge uden uddannelse, diskutable låneformer på boligmarkedet, velfærdsreform og mange andre af Fogh-tidens resultater. Fogh skånes også for, at der trædes i, at han undervurderede de økonomiske krisetegn. Så sent som i august 2008 udtalte han, at han ikke troede på en recession.
Bogen lider endvidere af mange anonyme kilder og mangel på henvisninger. Det er eksempelvis interessant nok, at Fogh skaffede 10 millioner kroner til tænketanken Cepos, men kildeoplysninger ville ikke skade.
Denne bog er ikke ukritisk, men nogle vil synes, at den ikke er kritisk nok. Andre vil savne mere om, hvad de ser som Foghs positive resultater. Den indleder kun kampen om Fogh-tidens eftermæle.
Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck: Præsidenten: Foghs Danmark, 2001-2009, København: Gyldendal 2009, 312 sider, 299,95 kr.
Kommentarer
“Men var der en vision?”
For landets ve og vel, - nej, der var ikke nogen vision!
Visionen var udelukkende personlig magtposition.
Han vil på sigt stå som Danmarkshistoriens største fiasko om ikke katastrofe, på grund af de mange blindgyder han har ledt Danmark ind i.
.”Anders Fogh Rasmussen vil være til debat så længe, vi diskuterer for eksempel Irak-krigen, Muhammed-krisen og sundhedsvæsenets og regionernes fremtid.”
Ville det ikke være mere præcist at sige at Anders Fogh Rasmussen vil være til debat indtil han bliver dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden ved den internaltionale domstol i Haag?
Er det ikke lidt for tidligt at konkludere at Bush. Blair og Rasmussen med flere også i fremtiden vil slippe utsraffede fra massakrerne på civilbefolkningerne i Irak og Afghanistan?
Ud fra en nøgtern og saglig betragtning er Radovan Karadzic jo en ren spejderdreng i sammenligning med Bush, Blair og Rasmussen.
Men ingen har sagt, at han var svag.
Det er svaghed når netop en statsminister i den grad undviger offentlighed og demokratisk debat…
Fogh virker jo kommunikationsretarderet i forhold til eksmpelvis Blair og Obarma…
….måske indså han et skæbnefællesskab med Bush som jo sandt for dyden heller ikke var nogen debattør.
Og anden halvdel bør foregå i Haag.
Denne kommentar er anbefalet af:
Da Fogh var en af Venstres unge løver,
tilbage i 70´rne, optrådte han i en fællestime, på mit
gymnasium. Skræmmende. Jeg tænkte: “Den mand er farlig” - og jeg fik ret! Få har gået så HYPNOTISK efter magten, som ham.
Heldigvis fik vi en anden gang besøg af Dan Turèll,
som en art modgift, mod stivstikkeriet og fanatismen. Tak for det.
Det allermest skræmmende ved Fogh, var at så mange stemte på ham………………… I
Tim Knudsen skriver om Fogh, at “ingen har sagt, at han var svag.” Nogle mener uden tvivl, at Fogh var stærk. Jeg mener, at man herved forveksler stærk med stiv og hensynsløs.
Det er karakteristisk, at Fogh sjældent vovede at tage en reel offentlig debat med sine modstandere f. eks. de eksperter, som talte ham imod, og som han allerede fra sin første statsministertale udtrykte sin uforbeholdne foragt for. Hans stil var at træde frem og sige det, han ønskede at sige, og derefter trække sig tilbage og derved undgå at indvikle sig i diskussioner; dem lod han sine underministre om. Og gled de for langt bort fra hans linje, irettesatte han dem, ret ydmygende for mig at se, eller desavouerede dem, som f. eks. da Connie Hedegaard stod fast på, at Bilkas hus i Horsens var ulovligt.
Fogh vovede ikke at tage den offentlige debat i TV, der var lagt op til, forud for beslutningen om at sende vort land i krig mod Irak. Han deltog, karakteristisk, heller ikke i debatten om Danmarks krigsdeltagelse i Folketinget, hvad i øvrigt Villy Søvndal afsluttende nævnte netop som en flugt fra diskussionen.
Det var ikke med argumenter, han klarede sine modstandere; det var med den magt, en statsminister har, som ved, hvordan han kan sikre sig et flertal. Hvilket argument kan måle sig med 90 stemmer i Folketinget?
Ligeledes, da han hånede de politikere, der under besættelsen af Danmark samarbejdede med besættelsesmagten. De skulle have sendt Danmark i krig med Tyskland; at samarbejde var fejt og umoralsk. Men da eksperterne i besættelsestidens historie imødegik hans historisk urealistiske drømmerier, skulle han ikke nyde noget af at diskutere det. Det er da ikke et udtryk for styrke.
Præcis i sagen om Muhammed-tegningerne vaklede han ikke. Han stod, i øvrigt prisværdigt, fast på retten til at trykke dem. Og han afviste at mødes med de imamer, der ville diskutere det. Han kunne ellers have mødt dem og selv sagt til dem, at ytringsfriheden ikke var til diskussion.
Tim Knudsen skriver, at det “lykkedes Fogh at sno sig ud af, at der aldrig var de masseødelæggelsesvåben” i Irak, som han ikke troede, men vidste, at der var. Det er da i hvert fald forkert, at det lykkedes ham. Man skal huske meget dårligt, hvis man ikke har set og hørt, at netop det siden er blevet husket som løgnen, der skulle få Danmark i krig.
Det var ligefrem pinligt at læse hans forklaringsændringer og undvigelsesforsøg f. eks. i Rasmus Lindboes og Charlotte Aagaards interview med ham i Information 3. november 2003, “Fogh ændrer forklaring om krigen”. Og først flere år efter kunne han tage det interview med ekstrablad-journalisten Bo Elkjær, han så længe havde søgt at undgå, og som blev netop et mislykket forsøg på at snakke sig ud af det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Foghs helt store medieoptræden var da han havde udenadlært sig sit partis årsberetning, og han stod der foran forsamlingen af venstrefolk, i skjorteærmer og uden slips og reciterede i timevis…
Den helt store fornøjelser er at gense de videoklip hvor hans proselytter sidder med tåre i øjne og klapper af dette one man show. Den samlede danske presse var begejstret… og Venstrebønderne og Danmark havde fået deres statsmand.
- en pressesky efterløber - hvor patetisk
og reciterede i timevis
Jeg forstod heller aldrig, hvorfor autisme nu skulle være en statsmandsegenskab.
Og hvad der er endnu mere grotesk, - manden opererer videre på en international toptost.
Han præsterer virkelig at gå på vandet, som bemærket at en anden debattør
Troels Mylenberg og Bjarne Steensbecks : Præsidenten: Foghs Danmark, vil jeg ikke bruge tid på at læse.
Anbefaler Anne Sofies Kraghs bog om Fogh, “Historien om en statsminister”, som uhyggelæsning til mørke vinteraftener.
PS : Jeg får ikke procenter ;-)
Foghs ( og regeringens ) suverent største og samfundsskadelige brøler, var at invitere Dansk
Frikadelleparti indenfor i varmen. Det er gået ned af
bakke lige siden. Der er tilsyneladende ikke nogen
bundgrænse for det “slæng”.
@Stig Larsen
Hvad har autisterne gjort?
Jeg tror ikke, at der er noget inde under Foghs
jakkesæt, udover “Hvid Støj”.
@Thorsten
Nogle af er gode til at husk ting udenad.
Jeg prøver lige igen:
@Thorsten:
Nogle autister er gode til at huske ting udenad, men deres sociale færdigheder er ikke store
Rainman for President!
Han har, dygtigt ført at Claus Hjorth Frederiksen, ødelagt Danmark!
Hvis man kan kalde had og paranoia for styrke, så er Fogh vel stærk.
Hele hans karriere og alle hans handlinger er styret af, at han nærer de følelser overfor alt der ligger bare den mindste smule til venstre for midten, og ovenover alting stråler … socialdemokratiet!
Et had han ikke står alene med i DK, - det har nærmest været skrevet ind i hans partis vedtægter de seneste 25-30 år, og deles ikke alene af hans bonkammerater i DF, men også af mange, der stemmer til venstre for S.
Hvad der tilsyneladende var et ønske om at gøre op med “ekspertvældet”, var blot et ønske om at hævne sig på S, som havde stået bag oprettelsen af mange af de råd og udvalg han slagtede, - senere oprettede han selv langt flere end der nogensinde havde været før.
Hans skandaløse slagtning af hele det alternative energi-område, var også rettet imod S, og en af de største socialdemokrater: Svend Auken.
Hans tale i Mindelunden, hans afvisning af brede forlig, hver en indrømmelse han gav DF som stred imod Venstres oprindelige tanker, var simple udtryk for en lille mand i endnu mindre sko, som kun har én mission i livet: at kæmpe imod de røde vindmøller.
Og hvor kan man bedre gøre det, end i NATO, hvor kommunistforskrækkelsen stadig er det store fælles træk. Her er nyheden om sovjetkommunismens fald endnu ikke trængt ind, og man opfatter stadig russerne som “de røde”, .
Foghs drivkraft eren fobi, - ikke en vision.