Solopgangens sidste solstråle svinder. Samme vej må jeg nu tage.

Lyden af visne blade under mine fødder fortæller mig, at jeg må af sted, ud på min sidste vej til friheden.

Jeg har aldrig frygtet døden, selv ikke nu da den er mig så nær.

Jeg kan mærke den, som en gammel ven af mit land og mit folk.

Men jeg vil ikke skrive om døden i dette brev. Jeg vil skrive om, hvordan en sådan straf på nogen måde kan skabe retfærdighed og frihed i et land, hvor så mange synes at frygte vor fælles skæbne.

Vi’, de fordømte, vil en bedre verden, en verden fri for uretfærdighed. Hvad vil ‘de’?

Jeg kom til verden i byen Kermanshah, det stolte fødested for kurdernes civilisation. Snart mærkede jeg undertrykkelsens dybe greb om livet. Grusomheden, dens underliggende grunde, indgav mig tusinder af tanker. Men alle veje til retfærdighed var spærrede. Umuligt var det at forandre tingene indefra. Jeg sluttede mig til ‘Pershmegaerne fra Koomaleh’ (en kurdisk separatistgruppe, red.). At forlade min hjemby var hårdt for mig, men jeg brød aldrig mine bånd. Det var ved et sådant besøg, jeg blev anholdt og fængslet. I dette øjeblik så jeg i et glimt min skæbne: Mine forgængeres tragiske skæbne ventede nu også på mig. Uretmæssig fængsling, tortur, lukkede retssager, politiske domme og til sidst døden.

Forhør og tortur

Først blev jeg afhørt, med bind for øjnene og lagt i håndjern af en person, som præsenterede sig selv som ‘viceanklager’. Spørgsmålene, som var uden indbyrdes sammenhæng, var fyldt med falske anklager. Dette var den første af utallige afhøringer.

Samme aften blev jeg overført til et fængsel i Sanandaj. En beskidt celle, et uhumsk toilet, sengetøj, der ikke havde set vand i årtier.

Fra det øjeblik af blev mine dage og nætter tilbragt i forhørslokaler og i en kældergang, hvor jeg blev udsat for ekstrem tortur i tre måneder.

I hele denne periode blev jeg præsenteret for stadig mere absurde og falske anklager - anklager, som forhørslederne nødvendigvis selv må have vidst, var falske. De gjorde sig store anstrengelser for at bevise, at jeg var involveret i væbnede aktioner for at omstyrte regimet, men den eneste tiltale, de kunne underbygge med beviser, var mit medlemskab af ‘Koomaleh’. Den islamiske domstol i Sanandaj fandt mig skyldig og gav mig 10 års fængselsstaf til afsoning i Ramhormoz-fængslet. Men anklageren, hr. Kamyaran, appellerede dommen og en appeldomstol i Kurdestan ændrede de 10 års fængsel til dødsstraf. Jeg blev nu også dømt for Moharebeh (‘fjendskab over for Gud’).

Jeg må også nævne, at kort før dommen blev ændret, blev jeg overført til hovedfængslet i Sanandaj, hvor man forlangte, at jeg lod mig afhøre foran et videokamera. Her skulle jeg nu tilstå forbrydelser, jeg aldrig har begået, og sige ting, jeg ikke tror på. Trods det hårde pres nægtede jeg at medvirke i videotilståelsen, selv om jeg direkte fik at vide, at konsekvensen ville blive dødsstraf. Domstolene her i landet følger altså direktiver fra kræfter udenfor. En dommer har aflagt ed på at forblive fair i alle situationer og altid anlægge et juridisk perspektiv på verden. Hvilken dommer i dette fortabte land kan hævde at have holdt sin ed? Disse dommere kan efter min mening tælles på en hånd.

Min død ændrer intet

Når hele det iranske retssystem på et vink fra en forhørsleder (uden kendskab til jura) kan anholde, retsforfølge, dømme, fængsle og henrette folk, kan vi så virkelig bebrejde nogle få dommere i en provins, der altid er blevet undertrykt og diskrimineret? Hele dette hus er pilråddent i sit fundament. Retsvæsenet skalter og valter med politiske fangers liv og død, udelukkende optaget af at tjene sine herrers politiske behov og at få sine lønchecks. Andre menneskers mest fundamentale rettigheder, herunder retten til at leve, tæller intet. Glem alt om internationale lov og normer, de blæser endog på deres egne love og procedurer.

Dette er mine sidste ord. Herskerne og undertrykkerne bilder sig ind, at min død vil bidrage til at fjerne ‘problemet’ med Kurdistan. Det er en illusion, må jeg sige. Hverken min død eller døden for tusindvis af andre som mig vil kunne fjerne den ubærlige, uhelbredelige smerte, men kun føje nye flammer til ilden. Der kan ikke være tvivl om, at enhver død peger hen imod et nyt liv.

Ehsan Fattahian, Sanandaj Centralfængsel, den 8. november 2009. Ehsan Fattahian blev 28 år.

Nægtede vold

Menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch oplyser, at Fattahian indrømmede medlemskab af den forbudte militante kurdiske oppositionsgruppe Komeleh, men nægter at have begået voldshandlinger. Det bekræftes af hans forsvarer, at der ikke i retten blev fremlagt sådanne beviser. Han blev dømt til døden ved en lukket retssag efter den islamiske straffelovs artikel 186, der sætter medlemskab af lig med ‘fjendskab over for Gud’. Ifølge den iranske kvindesagsaktivist, Mina Ahadi, der står i spidsen for gruppen Zentralrat der Exmuslime, skal anklagerpunkterne også have omfattet ‘frafald fra islam’.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: