Frank Jensen blev for fire år siden vraget som socialdemokratisk partiformand. Nu har medierne og partierne i rød blok kåret ham som Københavns nye overborgmester. Dermed ligner tirsdagens valg til Borgerrepræsentation en formalitet, selvom at en frisk Gallup-måling spår stor socialdemokratisk tilbagegang.
Frank Jensen får svært ved at nå Ritt Bjerregaards kanonresultat fra 2005, hvor 38 procent af vælgerne satte kryds ved liste A. Seneste måling viser 29 procent.
Men det har set værre ud. I februar tegnede valget til at blive en katastrofe for Socialdemokraterne. Der viste en intern meningsmåling, at S stod til en halvering i sin vælgeropbakning. Ritt Bjerregaard indkaldte da i hast til et pressemøde, hvor hun uventet for alle annoncerede sit farvel og tak, når rådhusklokkerne ved årsskiftet slår tolv.
At S-veteranen trak sig efter kun en enkelt valgperiode blev begrundet i Københavns styresystem, som åbenbart umuliggjorde en sammenhængende politik. En anden forklaring på styrtdykket i vælgeropbakning bunder i en Gallupmåling fra 2007. Her mente tre ud af fire københavnske vælgere, at Bjerregaard begik decideret løftebrud, da hun opgav at bygge de omstridte 5.000 boliger på fem år til en månedlig husleje på kun 5.000 kr.
Med Ritt Bjerregaards exit var banen åben for Frank Jensen, som i kraft af massiv lokal opbakning samt fra hans sejrende rival i formandsopgøret Helle Thorning-Schmidt fik serveret overborgmesterkandidaturet på et sølvfad.
Frank Jensen stillede sig dermed til tjeneste, så S fortsat bevarer magten ud over de 106 år, selv om at S-toppen kun et halvt år forinden ellers havde slået korsets tegn bare ved tanken om at lade ham stille op til EU-valget.
Sovjetisk frimærke
Frank Jensens kampagne har haft ham selv som tema. ‘Stem på Frank’, hedder det på plakaterne, der pryder et let idylliseret portræt på rød baggrund, som ifølge Venstres Søren Pind mest ligner et frimærke fra Sovjetunionen.
Frank Jensen-kampagnen har dog haft held med en anderledes ydmyg tone sammenlignet med Ritt-kampagnen for fire år siden. Man kører med det ‘streetsmarte’ defensive slogan ‘Respekt for København’, mens Ritt i 2005 lovede «Ingen slinger i valsen«- i øvrigt et valgløfte hun ikke ligefrem holdt …
Frank Jensens kampagne er blottet for konkrete løfter, hvor ingen kan komme i tanke om en banebrydende idé. Det gør næppe den store forskel, for en måling viser, at Frank Jensen er københavnernes klart foretrukne overborgmester.
Og valget er for længst afgjort, for med LO-aftalen skrev Enhedslisten, SF og S under på, at de peger på Frank Jensen som overborgmester og siden bakker også de radikale op om socialdemokraten.
Rådvilde Kjeldgaard
Frank Jensen har også været hjulpet af, at SF’s Bo Asmus Kjeldgaards kampagne har været præget af store problemer. I august viste en Gallup-måling, at SF kunne blive Københavns største parti. Den fremgang er dog siden blevet sat helt over styr.
På kun få uger fik Bo Asmus Kjeldgaard med sine udmeldinger i pressen skabt så stor usikkerhed om, hvorvidt han var overborgmesterkandidat eller ej, at han trak store veksler på både vælgernes og pressens tålmodighed.
Bo Asmus Kjeldgaard var heller ikke hjulpet af sin partiformand. Villy Søvndal støttede reelt folketingsmedlem Anne Baastrups kandidatur, da hun sidste år tabte til Bo Asmus Kjeldgaard om at blive SF’s spidskandidat i København.
Søvndal og hans spindoktorer var bekymrede for, om SF’s kanonfremgang og Kjeldgaards ambitioner i København risikerede at ødelægge forholdet til S på Christiansborg.
Ved SF’s landsmøde var Villy Søvndal usædvanligt lang i spyttet med hensyn til klar støtte til Kjeldgaards overborgmesterkandidatur.
Frank Jensen var et ligeså godt bud, mente Søvndal. Vælgerne blev efterladt med det indtryk, at ikke engang partiformanden anbefalede Kjeldgaard.
Senere indså Søvndal at hans stedmoderlige behandling af Kjeldgaard var ved at ødelægge SF’s valgkamp i hovedstaden. Pludselig kom så anbefalingen, om end at den stadig var halvhjertet - og for sent.
Det blev LO-aftalen, der reddede Kjeldgaard fra helt at tabe ansigt. Den gav SF’eren en bekvem anledning til at renoncere fra overborgmesterposten, selv om at han ellers over et par måneder nåede at skifte holdning fire gange. Det er utvivlsomt forklaringen på, hvorfor SF stormer frem over hele landet, mens fremgangen i København er pæn om end beskeden.
Her betaler man åbenbart prisen for en rådvild spidskandidat, som undervejs har følt sig modarbejdet af sin partiformand og slået ud af en særdeles kritisk artikel i herværende avis. SF får med 16 procents opbakning i seneste Gallup en pæn fremgang, men det kan ikke skjule, at meget er blevet sat over styr i forhold til en tilsvarende måling fra september, hvor man med 24 procent stod til at blive største parti.
Radicool nedsmeltning
De radikale står til en kæmpelussing ved valget. Ved sidste valg blev Klaus Bondam båret ind på rådhuset af Jelved-effekten, men nu ruller bølgen tilbage.
De radikale står til en halvering og er i fare for at miste deres borgmesterpost til DF. Bondams kampagne kørte i øvrigt allerede af sporet i sommer på grund af en masse skodsager om økonomisk rod i forvaltningen og offentlig kritik af kommunale udgifter til cykeltur med Lars Løkke til Paris, sminke, frokoster mv. Det har derfor længe stået klart, at teknik- og miljøborgmesterposten er uden for rækkevidde for Bondam. Hvis VKO samlet får mindre end de magiske 21 mandater, så vil han alligevel med hiv og sving kunne fortsætte evt. som beskæftigelses- og integrationsborgmester.
Enhedslistens borgmester Mikkel Warming er heller ikke gået fri af dårlige sager. Lige nu ligner det en tilbagegang, men erfaringsmæssigt mobiliserer partiet godt på valgdagen. Desuden er man godt hjulpet af valgforbundet med de alternative lister. Alt tyder på at Enhedslisten fastholder sin borgmester.
De magiske 21
De seneste to Gallup-målinger giver de borgerlige lige over 21 mandater, der sikrer Venstres Pia Allerslev den tunge teknik- og miljøborgmesterpost, de konservatives Mogens Lønborg sundhedsborgmesterposten og DF’s Carl Christian Ebbesen formentlig beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten.
De borgerlige er erfaringsmæssigt overvægtet i meningsmålingerne, så derfor kan det glippe, men så vil Pia Allerslev fortsætte som kultur- og fritidsborgmester.
De konservative vil næsten uanset det indbyrdes stemmetal løbe med den anden borgmesterpost mod at aflevere vellønnede bestyrelsesposter til DF. Lønborg har nemlig i modsætning til DF den mulighed, at han kan blive borgmester alligevel ved at konstituere sig med de røde. Det var den situation, der opstod i 2005.
Vang eller Hougaard?
Efter valget på tirsdag udestår desuden et stort personspørgsmål hos Socialdemokraterne. Bliver det ‘Ritt-klonen’ den 26-årige politiske ordfører Anne Vang ny S-borgmester eller fortsætter den nuværende integrations- og beskæftigelsesborgmester Jakob Hougaard? Lige nu er Vang favorit, fordi Frank Jensen får svært ved at komme uden om mindst en kvindelig borgmester i rød blok.
_peter_a_b_.jpg){kind=small}
Kommentarer
Kom nu - En rød blodtud til de borgerlige… det kan ikke undgå at få landspolitisk betydning
Æh nej - kommunalpolitik er een ting; landspolitik en anden. DF står f.eks. til at ca. 7,5% af stemmerne, godt det halve af hvad de får til Folketings-valgene.
Derfor er det også hamrende forkert set, at en SF borgmester i København ville ødelægge forholdet til Socialdemokraterne på landsplan.
Hvis Villy og Co. havde været SF’s ledelse, ja så havde der jo aldrig været en SF borgmester i hverken Vejle eller Kalundborg eller Nakskov.
Mener I virkelig, at man kan tale om de “røde” vs “de borgerlige”? Hvori består forskellen?
Det virker mildest talt som om, der er snævre grænser for, hvad kommunerne har indflydelse på.
Store dele af hvad der kunne være lidt interessant at deltage i, er allerede specificeret til mindste detalje.
Og ikke alene skal man som eventuel håbefuld deltager i et hypotetisk demokrati indordne sig under den lokale partidisciplin, have forståelse for personfnidderet nogle varaner imellem samt gnubbe formænd m.fl. på ryggen, hvis ens sælsomme drømme går så langt som til selv at blive handlingslammet brik på rådhuset, hvor embedsmændene efter sigende er de eneste, der har tid og kræfter til at sætte sig nogenlunde ordentligt ind i overbureaukratiet og derfor hersker over smulerne, mens de indianer politikernes indflydelse tangerer weekend soldaternes reelle forsvar af landet.
Men også i forhold til skuespilhuset på Christiansborg, som virker længere væk end Bruxelles ligegyldig hvor i landet man bor, der synes det at trække tænder ud på demokratisk anlagte borgere, hvorfor valghandlingen bliver lige så symbolsk som de flestes medlemskab af folkekirken. Der er stort set intet bag ordene om nærdemokrati, så også nej tak til at blive menigt pacificeret medlem og deltage i det fine ’arbejde’ med at tærske langhalm på vejbump eller sørge for pølseduerne i klokketårnet. Men ellers interessant at se om den nye Frank får et lille vink med en Vang stang.
Karsten Aaen siger:
kommunalpolitik er een ting; landspolitik en anden
Kommunalpolitik har i 8 år været underlagt et skattestop og et meget stramt budgetloft, og alle kan se at der er ved at være skåret ind til benet. Med nogle stærke røde storbyer, kan der langt om længe - efter 8 års apolitisk fniderfnadder og signalpolitik - komme gang i en tiltrængt realpolitisk debat - en debat som de socialistiske partier på Christiansborg konsekvent bliver udelukket fra…
…Pia ser jo ud som hun ville få et hysterisk anfald hvis S eller SF blev inviteret til noget som helst inde på Christiansborg og V&Ks følgagtighed er et demokratisk problem.
Socialisternes opgave i kommunerne bliver at bringe er realpolitisk diskussion på dagsordenen..