Frank Jensen (S) og Bo Asmus Kjeldgaard (SF) vil gøre op med de såkaldte ghettoskoler. Det skal være slut med hvide og sorte skoler i København. Derfor vil de tvangssprede børn, der taler dårligt dansk. Inspirationen kommer fra Århus Kommune, hvor man med tvang har spredt tosprogede børn til skoler med en majoritet af etnisk danske børn.
Som udgangspunkt vil Enhedslisten gerne have en bedre fordeling, fordi det er i folkeskolen, man møder folk fra forskellige samfundslag. København er en multietnisk og mangfoldig by, og den virkelighed skal børnene også opleve i folkeskolen.
Alligevel er der god grund til at sige nej til modeller, der bygger på tvang.
Danmarks Pædagogiske Universitet har undersøgt tvangsspredningen i Århus. Og ifølge dem scorer de tosprogede børn, der går på deres distriktsskole, og dermed slipper for lange bus- og taxature, ligeså højt i test som de børn, som kommunen spreder. Også Undervisningsministeriets Integrationsprojekt har konkluderet, at spredning ikke i sig selv har nogen effekt. Derfor har også Københavns Lærerforening afvist forslaget.
Der er samtidig store omkostninger for børnene. De skal bruge en god del af deres vågne tid på at blive fragtet rundt med bus og taxa. Og det er svært at lege med klassekammeraterne efter skoletid, når de bor i en anden bydel, og forældrene ikke hører til blandt de ressourcestærke københavnere med bil eller Christianiacykel.
Modellen må logisk set også betyde, at en del af de etnisk-danske børn skal flyttes til de såkaldte sorte skoler. Ellers kan man ikke leve op til målsætningen om, at ingen skoler skal have mere end 40 procent tosprogede børn.
Og det kræver desværre ikke meget fantasi at forestille sig, hvad resultatet bliver. Nemlig at endnu flere ressourcestærke forældre vælger at flytte deres børn over på en privatskole. For ingen ønsker at lade deres egne børn være murbrækkere for en skolereform, der i bund og grund skal dæmme op for resultaterne af en forfejlet boligpolitik.
En model, der virker
I København har vi siden 2006 arbejdet med den såkaldte københavnermodel. Altså at børn med dansk som andetsprog kan skifte til skoler i velstillede dele af byen, hvis de selv og deres forældre ønsker det.
Siden Københavnermodellen blev vedtaget, er der startet 800 tosprogede børn på skoler med primært etnisk-danske børn. Samtidig ser vi tegn på, at danske familier vender tilbage til folkeskolen.
Nu er der brug for, at vi udvider modellen til at dække flere dele af byen. Samt at vi udvider skolekapaciteten på Østerbro, Indre By og Vanløse, så vi møder de udfordringer, der er, når forældre vælger skole uden for deres eget distrikt.
Effekten skal have lov til at sprede sig som ringe i vandet. Vi kan ikke måle resultaterne fra det ene år til det andet. Det kan tage op til 10 år, før effekten er slået fuld igennem af det, vi satte i gang i 2006.
Men det kræver, at vi politikere holder op med at bilde vælgerne ind, at de her ting kan løses med et snuptag. For det kan det ikke. Heller ikke med tvang.
Fagligt løft
Det betyder naturligvis ikke, at vi bare skal lade stå til i folkeskolen, mens vi venter. For der er i høj grad brug for et fagligt løft. Vi skal sikre at skolerne har den pædagogiske tænkning i højsædet uanset elevsammensætningen.
Vi skal tilbyde mere efteruddannelse til lærerne, så de bliver bedre til at undervise i dansk som andetsprog og samtidig give lærerne redskaber til at håndtere de særlige udfordringer, der er ved at undervise elever, hvis hjemlige forhold er vanskelige.
Samarbejdet mellem skole og hjem skal samtidig forbedres, så det målrettes de forskellige familier. For at eleverne kan få mest muligt ud af undervisningen, skal forældrene inddrages og ansvarliggøres. Og derfor er det vigtigt, at hele kommunikationen ikke alene foregår på den hvide middelklasses sprog og præmisser
Den ekstra indsats tager tid. Og det skal vi være parate til at prioritere og betale for. Loftet over klassestørrelsen skal igen ned på 24 mod de nuværende 28. Og vi skal indføre to-lærereordninger i de små klasser, så der bliver tid og kræfter til at støtte den enkelte elevs læring.
Vi skal med andre ord satse på de ting, som vi ved virker. Men vi skal også have mod til at lade tiltagene fungere, inden vi i panik kaster os over et nyt og endnu mere drastisk forslag. Også selvom det er valgår!
Rikke Lauritzen er medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten
Kommentarer
Meget af det den rare kvinde fortæller er rigtigt og hvis hendes partikammerat Per Bregengaard ikke havde formøblet over 500 millioner kr, så kunne drømmene måske være gået i opfyldelse. Kludremiklerne fra EL kan man være enige med, men betro dem noget er desværre risikablet.
jens peter hansen
Du vil måske hellere overlade til klonerne fra Schlüters tid at administrere og inddrive skatter, som skal bruges til at betale for alt fra skoler til ældrepleje?
At overlade til f.eks. de konservative at få penge i kassen til det nødvendige, er som at sætte ræven til at vogte gæs. Tænk lige over det og på de seneste mange års nedskæringer på SKAT.
Tillid er godt, realiteter noget andet.
Inger Sundsvald,prøv at læse hvad jeg skriver. Jeg er langt hen ad vejen enig med artikelskriveren, men det er et faktum at hendes partifæller i den grad har smidt penge væk. Ingen ved forresten hvor de er blevet af. Hvad hjælper det at de gode viljer og gode ideer er til stede, når de der skal få det til at fungere ikke kan administrere gysserne. Efterfølgeren ( Bo Asmus) fra SF lover to lærere i hver klasse, selv om han ved at der til sommer skal fyres 200 lærere i Københavns kommune. København bliver mishandlet af af hjælpeløse borgmestre der har et syndigt rod i deres budgetter. Så længe det kører på den måde er tilliden til at de gode intensioner skulle gå i opfyldelse meget lille. En vis orden i sagerne kunne man vel forvente, når dem man stemmer ind kommer til magten. Hverken EL eller SF vist at de har folk der kan det nødvendige, men naturligvis ikke tilstrækkelige, politiske håndværk.
Synd og skam, men desværre sandt. Tillid er godt skriver du. Ja men den tillid har SF og EL for længst smidt over bord, realiteterne er at deres folk har været udygtige amatører.
jens peter hansen
Hvis man skal tale om at være udygtig til politisk håndværk, så er der vist ikke nogen der kan slå OVK. Landet er i krise efter adskillige mislykkede ”reformer” og ført økonomisk politik, der, på trods af alle muligheder for ansvarlighed, er endt i den rene ynkelighed og hvor kommunerne er bastet og bundet på hænder og fødder til at føre ”politisk håndværk”. Det kaldes liberal politik. Og så har jeg ikke engang nævnt regionerne, der er reduceret til noget Anders And, der bliver overtrumfet af Mickey Mouse.
Jeg ved godt hvor pengene er blevet af. De er brugt til det en kommune skal tage sig af, hvis de ellers har fået lov. Det muliges kunst.
Nævn mig bare én politiker i regeringen, der har forstået at administrere gysserne til gavn for landet og almenvellet. Her mener jeg ikke med skattelettelser til dem der ikke mangler noget.
Og fortæl mig så lige hvad f.eks. Martin Geertsen har præsteret af ”politisk håndværk” i København. Det er jo den rene ynkelighed, hvis amatørisme næppe kan overgås.
USA forsøgte sig med den samme tvangs-spredning i en 20-25-30, mener jeg? Resultatet var det samme som også test i Danmark viser. Ingen eller meget lidt effekt overhovedet.
Det, der hjælper elever videre, (eller børn i skolen for nu at kalde dem for det), er engagerede lærere, som tror på, at de kan, som opmuntrer dem, og som ikke taler nedsættende om dem, og som støtter dem i at - de kan. Børn, elever og andre kan godt, når de bliver hjulpet og støttet.
Og hvad er det i øvrigt at tale godt dansk…
Jeg ser nu frem til, at Albertslund modellen kommer til København frem for en fortsættelse af ghetto skolerne, og som et af forhåbentligt flere tiltag, foruden mere fokus på sprogkundskaber længe før skolestarten.
Noget af debatten vedr. begrænsninger i frihed og intentionerne med integration på tværs af etniske grupper og sociale lag, minder om dengang i firserne, hvor der var stor opstandelse, hvis nogen offentligt udtrykte, at det måske ville være en god ide med kvoter i det sociale boligbyggeri for hvor mange flygtninge man burde stuve sammen med de relativt belastede danske familier – og antydede noget om, hvad dette i modsat fald kunne komme til at betyde for områdets evne til at løfte den vigtige opgave med integration eller for samfundsudviklingen på sigt. Ikke overraskende at scenariet blev så deprimerende flere steder. Eksempelvis var mange forstæder i forvejen belastede af tilflyttere og en befolkningssammensætning fra særlige dele af byerne og så var der allerede vokset en del ungdomskriminalitet op med ’hvide’ bander. Dengang også debatten om at flere byer burde tage deres del af ansvaret, hvilket havde lange udsigter. Sine steder i whisky bæltet havde man dog flere indvandrere, som kørte rundt i diplomat biler.
Hvad angår resultater, går det efter sigende ikke helt så ringe i Albertslund, trods store andele socialt boligbyggeri i forhold til København. Med hensyn til undersøgelsen i Århus, som jeg ikke har læst, så er det vel udmærkede resultater hvis de børn, som kommunen har fundet grund til at sprede, scorer lige så højt som dem, der bliver på skolen. Formodentlig er førstnævnte erfaringsmæssigt i en eller anden form for risikogruppe, men derudover kan det uden tvivl implementeres på mange måder også uden at nogle behøver bruge store dele af deres barndom på transport, som det fremhæves. Så langt er der trods alt heller ikke imellem skolerne.