Opslag til denne artikel

Personer:Jakob Hougaard
Organisationer:Dansk Folkeparti, Københavns Kommune
Steder:Danmark, København

Den sidste meningsmåling i Københavns Kommune gav 11 procent til Dansk Folkeparti. Det kan betyde syv mandater til partiet, der pludselig kan ane en borgmesterpost i det fjerne. Den borgmesterpost går Carl Christian Ebbesen efter.

Han vil styre integrationen i landet største by, fordi han er træt af »den bløde linje« over for Københavns indvandrere. Nu skal det være slut med at være »gode venner«.

»Jeg vil ikke acceptere, at vi danskere langsomt tilpasser vores adfærd til indvandrernes normer for ikke at støde dem. Frikadeller i vuggestuerne er derfor kommet for at blive,« siger Carl Christian Ebbesen og fortsætter:

»Vi må stoppe med at give efter for indvandrernes krav. Det er den linje, der har gjort, at København har så store problemer med bander og arbejdsløse indvandrere i dag. Hvis de ikke kan indrette sig, så må de finde sig et andet land. Vi må til at acceptere, at der simpelthen findes nogen, vi ikke kan leve sammen med i vores samfund.«

100.000 skal bruges aktivt

Carl Christian Ebbesen er derfor stor fan af repatrieringsaftalen, hvor en person med opholdstilladelse i Danmark kan få 100.000 kroner for at rejse tilbage til sit hjemland. Den aftale har han tænkt sig at gøre aktivt brug af, hvis han får borgmestertaburetten.

»De, som ikke ønsker at blive integreret, og som måske længes efter deres hjemland - dem skal vi opsøge og fortælle, at de har mulighed for at rejse hjem. Vi må konstatere, at der er folk med udenlandsk baggrund, der ikke vil det danske samfund, og der er 100.000 til deres afrejse et godt middel,« siger han.

- Så det er et problem, der ikke kan løses på andre måder, end at vi sender problemet væk?

»Vi må ikke underkende, at der er nogle, der hader det danske samfund - ligegyldigt hvad vi gør. Dét, der skete med præsten i Tingbjerg, viser mig, at problemerne med indvandrere ikke kun er et socialt problem, men i høj grad et kulturelt problem - og det er svært at løse,« forklarer Carl Christian Ebbesen.

- Hvordan kan man være integrationsborgmester, hvis man ikke vil kæmpe for at integrere dem, der er svære at integrere?

»Det mener jeg i høj grad, at man kan. Posten handler jo netop om at integrere dem, der kan integreres,« siger han.

B.S. Christiansen

Carl Christian Ebbesen vil »integrere dem, der kan integreres« ved at sætte tidligere ind med ekstra danskundervisning.

»Mit mål er, at alle elever med anden etnisk baggrund kan tale godt dansk, når de starter i 1. klasse. Dårlig skolegang er kimen til dårlig uddannelse, nederlag og frafald - og dermed dårlig integration. Den røde bloks svar på integration har været modersmålsundervisning, men den skal sløjfes, så der bliver råd til ekstra danskundervisning i stedet,« forklarer han.

I forhold til personer med anden etnisk baggrund i alle aldre vil Carl Christian Ebbesen sætter midler af til opsøgende arbejde.

»Vi skal have folk ud i hjemmene og på gaderne prompte. Jeg vil have typer som B.S. Christiansen på gaden - ældre pensionerede officerer, der har erfaring med at motivere unge mennesker, skal få de unge indvandrerdrenge til at spille fodbold og badminton i stedet for at hænge ud på gadehjørnerne,« forklarer han.

Derfor vil han gerne have resten af borgerrepræsentationen med på at finansiere nye idrætshaller til de unge ‘gutter’.

- Så hvis du skal sammen-fatte din integrationsstrategi med få ord, hvilke ord ville det så være?

»Pisk og gulerod. Vi er nødt til at bruge begge metoder. Vi skal stille krav, men selvfølgeligt også give indvandrerne mulighed for at følge vores krav,« siger han.

Modstand

Det er lignende udtalelser, der har fået blandt andet den nuværende integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) til at sige, at Carl Christian Ebbesen »ikke kan stå for det positive møde mellem indvandrere og danskere, som en integrationsborgmester skal stå for«.

Men den præmis afviser Carl Christian Ebbesen.

»Jeg tror ikke på, at vi kun skal sørge for at imødekomme indvandrerne. Jeg kan stå for det, der skal til - og det er at sige fra over for det, vi ikke kan lide og rose dem, der gør det godt.«

- Så hvorfor skal du være integrationsborgmester?

»Fordi mit mål med København er at sikre, at alle mennesker med udenlandsk baggrund kommer igennem nåleøjet til uddannelse og arbejde.«

En måling foretaget af Gallup viser at 58 procent af københavnerne er imod, at en DF’er bliver integrationsborgmester, hvorimod 23 procent støtter op om Carl Christian Ebbesens kandidatur.

Blå bog: Carl Christian Ebbesen

Carl Christian Ebbesen er født 31. juli 1968

Blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation i 2001 og stiller således op til sin tredje periode ved valget 17. november.

DF’s organisatoriske næstformand, medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti som gruppeformand og politisk leder.