Vi bliver jo alle ældre. Og nogle foreteelser fremskynder processen mere end andre. George W. Bush. Plastikemballage, der nægter at åbne sig. Friværdi idioti. Og en oldgræsk klassiker: Ulykkelig kærlighed.

Så når dansk raps første supergruppe Selvmord har lavet et selvbetitlet debutalbum om de knuste hjerter, ja, så er det ikke overraskende at medlemmerne lyder ældre, modnere, tungere.

Besætningen: Trioen Suspekt, produceren Jonas Vestergaard, og dansk hiphops bedst sælgende navn til dato, rapperen L.O.C. Hiphopstjerner og drengerøve, der lige som alle andre har fået pulveriseret hjertet og drysset det ud over en skål ydmygelse og afmagt.

Bearbejdelsen af traumerne har animeret kvintetten til at skrue ned for sjofelhederne og provokationerne og op for melankolien og intimiteten på Selvmord. Knap så mange distanceblændinger, langt flere intime bekendelser. Ingen pornografi. Men stadig en del demonstrativ maskulinitet.

»En mands selvmord begynder den dag, han forelsker sig,« lyder det fra Suspekt-producer-esset Rune Rask i pressemeddelelsen, og det er meget betegnende for det fælles lyriske univers, som L.O.C. og Suspekt- rapperne Andreas Duelund og Emil Simonsen har skruet sammen.

Det er et tab af kontrol og et angreb på egoet at forelske sig - og et dobbelt så stærkt angreb at blive forladt. Så den tre mand høje terapigruppe reagerer med raseri, had, forsvarspositioner.

»Jeg håber det æder dig langsomt indefra.«

Og i flashbacks får vi konfliktskyhed, flugtkunst og jalousi. Klassiske sager.

Kvinde - meld ud

Men mere overraskende efterlyser de tre herrer også mere ærlig kommunikation, mindre manipulation, flere klare reaktioner fra kvindernes side:

»Hvem ville have troet man ka’ være så smuk/Mens man lyver«

eller

»Hvis du så bare ville spytte mig i hovedet!«

eller

»Bare du ku’ råbe ordene ud ved at slå mig.«

I disse tekster er det kvinderne, der udnytter svagheder og uddeler »psykiske tæv«.

Det er kvinderne, der lister ud ad døren eller i det mindste er dybt medsammensvorne i fællesfornægtelse, overidyllisering, stilleleg. Medfanger »i en dyb sort rille«.

Og tjek så lige denne tekst:

»Før du lægger dig ned/Med hoved væk fra min side/Er der en ting du skal vide/Jeg kan ikk’ mærke dig mere«.

Forestil dig, kære læser, denne tekst sunget af Anne Linnet i de anderledes bløde 70’ere. Og forestil dig så en af dansk raps alfa- hanner rappe de samme ord. Det er immervæk noget af en blød mands erklæring, uanset hvor stolt og hårdt den så rappes.

Selvmord er altså en slags breakup-plade skabt i et fælles fem mand højt fora, hvor der ganske givet er blevet talt en del problemer igennem. Teksterne er skrevet - og rappes og synges - i fællesskab af L.O.C., Duelund og Simonsen. Ambitionen har været at skabe fælles tekster frem for blot at bidrage med separate vers og omkvæd. Det lykkes ret så strålende, og processen synes at have givet de tre drenge nye indsigter og måske mod til at konfrontere på mere nuancerede måder.

Musikalsk har de to knapbetvingere Rune Rask og Jonas Vestergaard også forsøgt at åbne op til mere håndspillede instrumenter og andre genrer. Klangrummene udvides med fine klaverbidrag, trommer, strygere, elguitar. Og udover ballader med længselsfuldt anslåede tangenter, kommer vi også forbi discorock et sted i nærheden af danske Whomadewho på »Smiler alligevel« og »Lad som om«. De er dog ikke just sindsoprivende (hvilket man heller ikke kan anklage Whomadewho for).

Modent album

Til gengæld demonstrerer singlen »Råbe under vand« Rasks og Vestergaards brillante bevægelse gennem software og traditionelle instrumenter (her minimalistisk klaver og detonerende trommeprogrammeringer som væsentlige medspillere). Samt ikke mindst en stadig voksende melodisk fornemmelse. Som udbygges af »Uden dig«, en højstemt, smukt melodisk forsiret, stryger-liret smertensfanfare.

Titelnummeret prydes især af en intimt og fremragende rappende L.O.C. overtrukket med fortrydelsens - og den elektroniske behandlings - flimrende film. »Ensom mig« lader klaver, slagtøj, manende synth og knitrende glitch slange sig fornemt sammen (før nummeret desværre ebber ud i rock). Og »Lige begyndt« er en techno-, house-, electronica- inficeret perle, hvor producerduoen skifter gear flere gange på deres cruise gennem storbyens episk forglemmelse.

Vi kommer godt rundt i den blå ende af spektret, og det lykkes fremragende på flere sange, der peger mod nye standarder for dansk rap på udebane i andre genrer. Men der bliver også trådt vande et par steder, og der bliver dundret på nogle tomme tønder undervejs, især når de bevæger sig ud i rockland. Og et par steder kommer vokalerne en kende i vejen. Som om især Suspekt-drengene har svært ved at oversætte det skrevne ord til det rappede; som om de ikke helt har nået at udvikle sensibiliteten fra de nye ord og erkendelser og falder tilbage på manerer fra tidligere raps.

Nik & Jay 2.0 ville onde tunger måske kalde Selvmord i et forsøg på at gøre nar af den nye følsomhed. Men de brændte børn af hiphop-skolen kommer uden om denne duos værste floskler og sentimentale faldgruber med et overraskende modent album - som kvinder også må reflektere over, hvis ikke reagere på. De undgår de værste offermetaforer, forsager voldsfantasierne, griber i egen barm, men giver også igen. Og dermed er der kommet krop på en sundere, mere reflekteret maskulinitet i dansk mainstreamrap.