Han varslede respekt til København. Men skal han for alvor sætte sig i respekt hos københavnerne, har hovedstadens kommende socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen en lang række udfordringer, han skal håndtere. To af de største er den verserende bandekrig og den omdiskuterede integrationsindsats.
Den sidste halvanden måned har bander og rockere ifølge Københavns Politi skudt efter hinanden 13 gange på hovedstadens gader. Og samtidig har historier som den om sognepræst Ulrich Vogel, der efter hærværk og hetz flygtede fra sin præstebolig i Tingbjerg, fået det kritiske lys til at falde på integrationsindsatsen i København, der i øvrigt har haft problemer med at nå sine egne integrationsmålsætninger.
For at løse disse udfordringer har Frank Jensen som udgangspunkt ikke særlig mange nye værktøjer at gribe til. Og skal han overhovedet lykkes med noget, vil det kræve et langt stærkere samarbejde på tværs af borgmesterområderne i København, siger Ulf Hjelmar, der er konstitueret forskningschef ved den uafhængige forskningsinstitution Anvendt KommunalForskning.
Styreformen blokerer
»Det bliver spændende at se, hvilke tanker Frank Jensen har gjort sig på integrationsområdet og for at sørge for, at der kommer noget sammenhængende politik ud af det. For det er i høj grad et område, hvor der er behov for at tænke på tværs. Men det kan bliver svært på grund af styreformen,« siger han.
I august klagede den hidtidige integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) over, hvor besværligt det er at koordinere en samlet integrationsindsats, når der sidder borgmestre fra forskellige partier fra såvel »regeringsflertal« som »opposition« i Borgerrepræsentationen og administrerede social-, beskæftigelses-, kultur-, og uddannelsesområdet.
Det var netop denne styreform, som Frank Jensens forgænger Ritt Bjerregaard (S) gav som begrundelse for at smide tøjlerne. Selv har han i valgkampen været mere tilbageholdende i sin kritik af styreformen, har slået meget på samarbejde og »mindre fnidder« - og i forhold til bandeproblemerne har han lanceret ideen om et borgmesterudvalg, der jævnligt skulle mødes for at koordinere indsatsen for at forebygge bandeproblemer.
Ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole ville det da også kræve et »endog meget stort politisk talent« at få en ny styreform igennem i Borgerrepræsentationen og ikke mindst et VKO-domineret Folketing.
Og når det kommer til indsatsen mod bandekriminalitet, har kommunalforskeren heller ikke opløftende spådomme - på trods af Frank Jensens store viden om området fra sin tid som justitsminister.
Ingen effektive midler
»Sandheden er nok, at hverken kommunen eller staten har særligt meget effektivt at gøre i en situation, der først og fremmest skyldes et kæmpemæssigt illegalt marked for narkotika,« siger Roger Buch.
Han forudser derfor, at Frank Jensens udfordring især bliver at kæmpe engageret for samarbejde - og dermed undgå at komme til at stå som sorteper, hvis bandeproblemerne ikke bliver løst.
Trods den megen fokus er det i virkeligheden ikke kriminalitet og integration, der er de væsentligste udfordringer for den nye overborgmester, påpeger Ulf Hjelmar. Dét er befolkningsudviklingen.
»De kommende ti år vil der komme op mod 50.000 flere borgere. Det er den største befolkningsfremgang i nyere tid i København. Det er en meget væsentlig problematik, der ikke har været så meget fremme i valgkampen,« siger han - og fremhæver både manglen på ungdomsboliger og et stigende antal familier med småbørn og skolesøgende som problemer, der skal tackles.
Manglen på børnepasningspladser bliver en af de helt store udfordringer, siger den liberale kommentator Jarl Cordua, der følger lokalpolitik i København tæt.
»Det bliver en helt altoverskyggende sag, at vi skal have bygget nogle flere institutioner i takt med, at flere børn bliver født. Og hvis folk ikke kan få passet deres børn, så ender det som Frank Jensens problem«.
Men både disse og andre nødvendige investeringer i trafik og infrastruktur skal falde samtidig med, at krisen tager til, siger Roger Buch.
»I over halvdelen af den kommende valgperiode vil arbejdsløsheden stige. Det giver færre skatteindtægter - og det betyder omvendt, at pengene begynder at sive på det sociale område,« siger han.
Bandekrigen
Ifølge Københavns Politi har der været 13 skudepisoder siden starten af oktober.
Integrationen
Ifølge en statusrapport fra i sommer opfylder integrationsindsatsen i København ikke målene i tre ud af seks konkrete indsatsområder.
Stigende ledighed
Siden september sidste år er ledigheden vokset fra 8.700 til 14.500 personer – det er en stigning på 66 pct., og den stiger stadig.
Voksende befolkning
Ifølge Københavns Kommunes egne fremskrivninger vil befolkningstallet de næste fire år vokse med 20.000 borgere til 540.000.
Flere børn
De næste fire år vil antallet af småbørn og børn i skolealderen vokse med 3.500 børn.
Flere unge
Antallet af 18-30-årige vil stige med 11.500 de næste fire år.
Flere ældre
I samme periode vil antallet af pensionister vokse med 2.500 personer.







Kommentarer
artiklen har vist glemt at S skylder København 5000 billige boliger, nååeh nej der er vist bygget 7!
Så 4993 billige boliger skylder S København.
Kære Peter Jensen,
jeg er fuldstændig enig i, atdet er for dårligt at de lovede 5.000 billige boliger ikke blve realiseret af Ritt.
Men jeg kan kun se det som et argument for at stemme endnu længere ude til venstre, og det ser da heldigvis ud til at der er mange der har draget den konklusion ;-)
Genindfør en ansvarlig socialpolitik, TAK !!!!
Kære Sonja Bautz,
det er jo lige netop hvad VKO påstår at de gør?
Intet kan lade sig gøre hvis bureaukratiet ikke fungerer. Og det gør det ikke iflg. de borgere, der skulle betjenes af det.
Det skulle nærmest være muligt at finde kontorer, som ingen længere husker formålet med. Altså et bureaukrati, hvis fremmeste interesse er at opretholde sig selv. Med chefer, der er små konger - et forhold der sikkert dygtigt udnyttes af de forskellige politisk valgte borgmestre samt alle, der vil have noget gjort..
Når Ritt B. smider håndklædet i ringen, så må intrigeniveauet godt nok være slemt.
Der er da ikke noget nyt under solen her ?
København har da altid haft de nævnte problemer ?
( mere eller mindre, + andre ikke nævnte )
“Genindfør en ansvarlig socialpolitik, TAK !!!!”
Hvornår har den på noget tidspunkt været så “ophøjet” ?
Mig bekendt, iøvrigt, er det f.eks. ret svært at få passet sit barn på christiania, nøjagtigt som det er udenfor christinia
@sven
ehh, stemme længere til venstre?
http://www.berlingske.dk/koebenhavn/sf-borgmester-…
http://www.berlingske.dk/politik/massiv-politisk-k…