Sjov og frygt i demokratiets maskinrum

Her på avisen døjer vi journalister med aftenvagter. Ordningen er et levn fra en fjern fortid, hvor avisens nyhedsnerve vibrerede døgnet igennem. Det var dengang, aviserne var befolkningens kilde til nyheder.

Sådan er det ikke helt længere, men alligevel fastholdes aftenvagterne, så én journalist (vi skiftes dog) møder hver dag kl. 13. Selv en hårdt prøvet forbrugsmedarbejder som mig kan ikke undgå af og til at skulle nuppe tjansen. Heldigvis er der sjældent et hak at lave, fordi avisen, som vi professionelle siger, er ‘lagt i seng’, dvs. indholdet er fastlagt fra om formiddagen.

Juledildoer

Men ikke altid. Og slet ikke i går.

»Hør, hvad med at lave en let læst reportage fra et valgsted,« ivrer avisens energiske nyhedsredaktør, straks da jeg er mødt.

Om hvad dog, spørger jeg og kvæler en gaben over mandens forudsigelige idé-løshed.

»Du skal bare gå hårdt til de valgtilforordnede. Du må ikke lade dig stoppe i at give læserne en fornemmelse af … ja, af stemningen dybt nede i demokratiets maskinrum!«

Nyhedsredaktører elsker ofte den slags monumentale udtryk. Han ser ordene for sig og former dem næsten i luften: Demokratiets maskinrum …

Hvis det er dig ligemeget, vil jeg hellere arbejde videre på min skarpe tre-spalter. Du ved den, hvor vi tester dildoer i forskellige farver. Den er til julenummeret, så det haster snart, indvender jeg spagfærdigt.

»Vissevasse. Jeg har brug for et let element her på opslaget med valg. Det er den slags, avisens veluddannede læsere elsker at fordybe sig i. Se så at få noget på blokken!«

Direkte reportage

Et kvarter senere står jeg i maskinrummet, eller rettere, gymnastiksalen, på Christianshavns Skole. Nu er det bare med at holde øjne og ører åbne for at få noget på blokken.

I dagens anledning er der opstillet valgborde langs væggene, så vælgerne kan stå i kø, mens de valgtilforordnede kigger i deres lister og spørger efter fødselsdagsdato, inden stemmesedlerne udleveres, noterer jeg som det første. Måske kan den sætning senere bruges i artiklen?

Men ret meget andet eller mere sker der åbenbart ikke i demokratiets maskinrum, bortset fra det tidspunkt, hvor en ældre kinesisk udseende dame allerede havde brevstemt, som det viste sig. Det fik jeg med på blokken, og heldigvis huskede jeg også, hvad nyhedsredaktøren havde sagt om at gå hårdt til de valgtilforordnede:

Hvad hedder du, lægger jeg ud. Kort og kontant, det er den stil, jeg bedst kan lide.

»Jeg hedder Marianne,« svarer damen ved det nærmeste valgbord, »og det er første gang, jeg prøver at være valgtilforordnet. Men ikke sidste gang.«

Det tunge skyts

Så er det på tide at sætte ind med noget tungere journalistisk skyts: Er det sjovt, synes du?

»Ja, det er da meget sjovt med alle de vælgere. At se hvordan systemet fungerer i et demokrati,« svarer hun.

Du mener måske, at der er sjovt i demokratiets maskinrum? fisker jeg med blokken klar. Nu gælder det overskriften til artiklen.

»Det ved jeg ikke, om det er. Det er både en lille smule højtideligt og meget folkeligt.«

Marianne afviser ikke, at det er sjovt at arbejde i demokratiets maskinrum, noterer jeg.

Bingo, vinklen er hjemme. Måske kan jeg gå skridtet videre og bore endnu dybere?

Bents scoop

Ved et andet bord sidder Bent i sin pæne blå trøje. Han har været valgtilforordnet syv-otte gange her på Christianshavn og kan huske dengang, at alle Venstre-stemmerne lå for sig selv på diverse-bordet sammen med alle de andre små-lister, lyder næste notat på blokken.

»Sådan er det ikke længere,« erklærer Bent tilfreds.

Hvad er det værste, der kan ske for Jer her i demokratiets maskinrum, spørger jeg henkastet.

Hvem ved, måske gemmer Bent på et scoop?

»Det værste …? Ja, jeg ved ikke rigtigt, men måske hvis der går kuk i det, og vi ikke kan få antallet af udleverede stemmesedler til at passe med antallet, der har stemt,« svarer han.

Jeg mere aner end hører frygten i hans stemme. Frygter I det? følger jeg hårdt og ubarmhjertigt op.

»Frygter og frygter, så skal vi jo tælle om,« lyder hans skæbnesvangre svar.

»Et år var Christianshavn det sidste valgsted, der blev talt op, fordi der var udleveret otte stemmer for meget,« supplerer Frank, der ovenikøbet er valgbestyrelsesformand for kreds 3 Syd, Christianshavn og har rendt efter mig hele tiden.

Trods den afslappede og muntre stemning anes frygten i demokratiets maskinrum, frygten for at der går kuk i stemmesedlerne, grifler jeg løs.

Hjemme på avisen viser jeg mine noter til nyhedsredaktøren.

Genialt! lyder hans umiddelbare dom. Det var præcis så mange linjer, vi havde aftal