Hvis man er under 18 eller over 38 år og rammes af en depression, kan der ikke ydes tilskud til samtalebehandling, altså psykoterapi. Regionerne skal spare. Men sparer man overhovedet noget ved at udskrive medicin? Er den medicinske behandling af depression til gavn for andre end medicinalselskaberne?
Er der ikke her tale om en skandale af dimensioner, som de kommende årtier vil dømme hårdt? Bør personalet i psykiatrien ikke forlange bedre efteruddannelser i effektive psykoterapiformer, der giver mennesker magt over deres eget liv og ikke fastholder psykiateren og psykologen som eksperter? Der er både brug for en mental behandlingsmæssig revolution i psykiatrien og for en gevaldig tildeling af ressourcer.
Debatten om effektiv behandling af depression, som har været omtalt både i dagspressen og i DR de seneste uger, er særdeles relevant. 422.000 personer hentede sidste år antidepressiv medicin på apoteket. Nogle tager antidepressiv medicin på grund af angst. Et skøn, der har verseret i pressen er, at ca. 200.000 voksne danskere lider af depression. Omkostninger alene til depressioner løber i Danmark op i omkring 14 milliarder kroner. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har udråbt depression til at være den største og mest alvorlige folkesygdom i nyere tid.
Det er et relativt nyt fænomen. Inden for de sidste 20-30 år er antallet af registrerede depressioner boomet voldsomt. Det er snart ikke til at opdrive en ægte neurotiker mere. På Freuds tid var der masser af neurotikere. Men de er ligesom forsvundet i 60’erne og 70’erne.
En ny tids mentale sygdomme florerer. Man bør forstå kulturen gennem de enkelte tilfælde, som en klog person har sagt. Hvis man skal forstå vores kultur, må man altså se på, hvor mange depressions- og angsttilfælde, der er.
Depressionen og angsten er stort set de eneste måder at falde ud af vores kultur på. Antallet af depressioner er skræmmende. Og unødvendigt at behandle med medicin.
Symptomerne på mørket
Hvornår bliver man ramt af en depression? Det kan være et pludseligt tab af en nær person - et barn, en ægtefælle, en forælder eller en skilsmisse, der udløser den såkaldte patologiske sorg - den vedvarende sorg, som man ikke kommer ud af selv efter et par år. Det kan være den langsomme og snigende, men effektive, følelse af ikke at være elsket i parforholdet; den stadige lille daglige næsten usynlige, giftige og som oftest benægtede dosis kritik, der til sidst bliver for meget, så en af parterne bukker under, uden at der er tale om en påviselighed utilfredshed. Det er nærmere en stemning af udelukkelse, af isolation, som den ulykkelige person ikke ved hvor kommer fra.
»Og så må det hele jo komme fra mig selv. Det må være min egen fejl,« er den konklusion, der ligger lige for for den depressionsramte. For knap 10 år siden blev jeg kontaktet af en person, som hvert år i begyndelsen af december igennem en årrække havde lidt af en voldsom depressiv periode på flere uger.
Personen lå bare i sin seng og var fuldstændig nedstemt og trist. Forskellige antidepressive medikamenter havde hjulpet lidt. Og efter et par måneder havde personen hvert år kunnet starte på arbejde igen. Men året efter var nedturen i begyndelsen af december kommet tilbage. Jeg fortalte personen om det arbejde og den banebrydende forskning, som professor Julian Leff og hans team (psykologen Elsa Jones og psykiateren Eia Asen) fra London havde gjort i forhold til svære depressioner.
De har påvist, at mellem 10 og 20 samtaler, hvor den depressive patients ægtefælle eller faste partner er med som en støtte og bliver inddraget som ressourceperson i disse samtaler, er signifikant mere effektive end både individuel kognitiv terapi og medikamentel behandling med månedlige opfølgningssamtaler hos en psykiater.
96 par i partnerterapi
Både i forhold til genindlæggelse, tilbagevenden til arbejdsmarkedet og oplevet positiv livskvalitet ved opfølgningsstudier både på kort og lang sigt. Forskningen blev udført i forhold til 96 par, hvor den ene ægtefælle led af meget alvorlig depression og havde været indlagt adskillige gange på psykiatriske afdelinger.
Patienterne var blevet testet efter alle kunstens regler på bl.a. Becks depressionsskala og bedømt som svært depressive. De 96 par blev fordelt tilfældigt til de tre forskellige behandlingsmåder. Det var kun de personer, som gik i traditionel psykiatrisk behandling, som modtog antidepressiv medicin. De fleste personer, som gik i kognitiv terapi, stoppede behandlingen, inden man havde nået det påkrævede antal behandlinger, for at man kunne betragte behandlingen og forskningen som relevant.
Måske var patienterne for dårlige til denne behandlingsform, skriver forskerne.
Det er tankevækkende, at den ‘partnerorienterede terapi’, som forskerteamet kaldte parsamtalerne, var den mest effektive over for de svære depressioner.
Jeg tror, at individuel terapi kan forstærke individualiseringen og følelsen af at være alene om at klare problemerne. Jeg praktiserer det, der kaldes narrativ terapi og har (næsten) altid et team af vidner, som overværer de samtaler, jeg har med mennesker, og som kommenterer samtalerne og relaterer patientens problemer til deres eget liv. Det er 4,2 gange så effektivt som rene individuelle samtaler. Jeg fortalte altså personen om denne forskning og vedkommende kom med sin partner til første samtale i begyndelsen af november.
Vi aftalte minimum fem samtaler. Men allerede efter tre samtaler á to timer med et par ugers mellemrum sagde de, at der ikke var nogen grund til at komme mere. De havde det så uendeligt meget bedre. Og depressionen havde ikke været på besøg, som den plejer i begyndelsen af december. Jeg vil ikke her afsløre indholdet af samtalerne. Men det er overraskende, hvor meget det, der ikke bliver talt om, men som går den ene partner rigtig meget på, kan fylde for den person, for hvem emnet eller temaet er et problem.
Personen har været depressionsfri lige siden de tre samtaler for nu ca. 10 år siden.
Pres om at være succes
Hvorfor arbejder man på de psykiatriske hospitaler ikke konsekvent med at inddrage ægtefællerne/partnerne ved svær (og for den sags skyld også lettere) depression?
Hvad er man bange for? Har den naturvidenskabelige tilgang til psykiske lidelser stadig så stor magt, at man i dagens Danmark - og i det meste af Vesten - tror, at menneskelige problemer og lidelser kan klares medikamentelt?
Har medicinalindustrien så stor magt, at den kan få lægerne i Danmark til at udskrive antidepressiv medicin til 422.000 danskere i 2008 (angivet i Politiken, den 31. oktober). Dette er en kulturel, en samfunds- og behandlingsmæssig skandale med utroligt store menneskelige lidelser til følge.
Kulturelt set er vi i de postmoderne samfund isolerede som enkeltpersoner. Vi er overladt til os selv. Det neoliberale budskab lyder stærkere og stærkere, at du er din egen lykkes smed. Du er selv ansvarlig for din succes. Ergo er du også selv ansvarlig for det, der går skævt. Fællesskabet er gået fløjten i den postmoderne kultur.
Det er ikke blevet bedre af, at filosoffen Nietzsche erklærede Gud død i ca. 1880 - og ingen havde ellers hørt, at Gud havde været syg.
Frisat fra andre
I 1972 erklærer den franske filosof Lyotard, at de store fortællingers tid er forbi. Og måske er de store fællesskabers tid også forbi efter 1968. Nu er mennesker overladt til sig selv og til alle de muligheder, som den nye frihed fra autoriteter og religioner muliggør.
Man er overladt til sig selv - på godt og ondt. Man er fri fra familien. Alt er nu i princippet muligt. Der bliver en masse forventninger, man bør leve op til.
Måske er den depressive tilstand et resultat af den isolation, der er blevet mulig for det moderne menneske, som en følgesvend til friheden, de mange muligheder og de deraf følgende mange forventninger. Man kan ikke sige nej til frihed, til udvikling, til uddannelse. Man kan ikke være imod forandringsparathed.
Vores samfund er blevet et ja-samfund. Det er ikke længere in at være imod. Alle muligheder skal holdes åbne. Der er ikke længere nogen autoriteter at være imod. Der er ikke stabilitet. Ingen sikkerhedsnet.
Det er ikke populært at bede om hjælp. Børn opdrages til at skulle klare sig selv. Det er forbundet med fiasko og skam ikke at klare den og at bede om hjælp.
Allan Holmgren er en af de ledende repræsentanter i Europa for narrativ terapi; mag.art. i psykologi, direktør for DISPUK; adjungeret professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.
Kommentarer
“Nu har denne regering isoleret så uendelig mange mennesker, så man kunne få den mistanke at medicinalindustrien stemmer på dem.”
Zombier er fremtidens økonomiske investering.
Ret god artikel. Antidepressiv medicin synes på sigt at have bivirkninger svarende til al anden stofmisbrug - så kan bare en mindre procentdel af patienterne klares med at snakke om problemerne i stedet for stofmisbrug, burde det give en klar samfundsgevinst.
Hvad der skærer toppen af depressionen på medicinbasis, vil på sigt også skære toppen af inspirationen - og det er jo den vi b.la. skal leve af.
Det er også ret godt set, at den nordvesteuropæiske løsning på livets store spørgsmål er universal-løsningen: “Fortræng - fortræng - fortræng”.
Ikke alle er lige gode til dette - og det er også en vigtig grund til den disrespekt vi oplever fra andre - måske mere gammeldags - kulturer. De misunder os vores velstand - og absolut intet andet end den - på alle andre områder har de oprigtigt ondt af os.
Det er synd at en egentlig udmærket artikel skæmmes af hele tre overflødige, implicitte autoritetsargumenter.
Referencen til Nietzsche er ikke bare overflødig men reproducerer en af de mest almindelige fejltolkninger af slagordet om guds død. Man får uvilkårligt fornemmelsen af at Holmgren måske er bedre bekendt med citat-samlinger end med “Således talte Zaratustra”.
Lyotard-citatet fremstår som et eklatant udtryk for det som på engelsk kaldes name-dropping. Det lyder fint at kunne illustrere sit kendskab til de franske poststrukturalister, men det er da mere end almindelig svært at se en forbindelse fra “Viden og det postmoderne samfund” til den nærværende diskussion.
Og endelig føjer Holmgren så “adjungeret professor” til listen over sine titler. Det går vi ud fra er korrekt - men behæftet med alle de problemer som Nanna Mik-Meyer analyserede så sent som igår.
Det er muligvis netop humanistens usikkerhed over at skulle udfordre naturvidenskaben - især når man bevæger sig ind på så omstridt et område som psykologien uden en cand.psyc-titel - som manifesterer sig her. I så fald er der helt banalt tale om mindreværdets overkompensation. Men sobert set ville artiklen stå sig bedre på de andre argumenter. De holder nemlig.
Rigtig god idé med samtaleterapi/psykologhjælp til de danskere der har depression/socialfobi/angst osv. Det vil koste samfundet omkring 9,6 mia(!)kroner om året men de penge er da godt givet ud hvis det giver gladere danskere med færre sygedage.
Nu har jeg selv efterhånden været ude i både at miste mine forældre og i at miste arbejde flere gange. Og alle har stort set bare sagt (ikke min familie, men andre), at jeg skulle se det positive i det, og udviklings-perspektivet i det. Og ja, det kan da godt være…
Men men men
Samtidig er der kommet en ulækker fornemmelse ind over; man må ikke længere være ked af det, når man f.eks. bliver fyret eller mister sine forældre eller et barn.
Sorgen over at blive fyret eller sorgen over at miste et barn kan være stor; den kan tage lang tid at bearbejde. I gamle dage, dvs. bare for omkring 10 år siden vidste man det her.
I dag mener man at folk kan tage en pille, medicinal-industrien tjener penge på dette.
NB:
Folk med svære depressioner har godt af, i en periode, at tage depressions-piller.
PS: Naturvidenskaben har det postulat (teori eller hypotese), at depressioner hovedsageligt skyldes manglende signal-stoffer i hjernen, dopamin eller serotonin. Rent basalt set aner de vel ikke?
Man kan se, at når man giver folk piller med dopamin eller serotonin, ja så hjælper det dem.
Men men men
Almindelig menneskelig opmærksom, knus og kram øger også folks serotonin og dopamin-niveau.
Ang. det moderne menneske, ja så er vilkårene jo sådan i det moderne samfund; de givne rammer må vi som er følsomme prøve at manøvrere i og ifht. til…
Flot artikel,
Jeg kom til at tænke på den tyske sociolog, Axel Honneth, der relaterer det overdrevne fokus på individuel frihed og selvrealisering til den aktuelle bølge af depressioner i vestlige lande.
Honneth tilslutter sig Alain Ehrenbergs empiriske analyser af udviklingen af psykiske lidelser i Vesten: Mod slutningen af det 19.århundrede blev man opmærksom på det menneskelige individ som resultatet af et spændingsfyldt forhold mellem naturlige drifter og civilisatorisk tvang, og neurosen blev symptomet på psykiske forstyrrelser i konflikten mellem begær og lov, drifter og over-jeg (Freud). I vor tid, derimod, er den moralske tvangs autoritet i høj grad nedbrudt, og den ”romantiske individualisme” er istedet blevet den selvfølgelig baggrund vore livsprojekter. Derfor antager de herskende sociale patologier en ny form, der hos Ehrenberg beskrives som ”trætheden ved at være sig selv” (La fatique d`etre soi).
I overensstemmelse med Ehrenbergs analyser, ser Honneth vor tids depressionsepedemi i lyset af udbredelsen af den romantiske individualisme, dvs. ”den idè, at man forstår sig selv som den ubundne kilde til sin egen frihed. Friheden til selv at definere sin egen identitet bliver til en ”lidelse under ubestemtheden, hvis symptom er depressionen”.
En frihed, der ikke er frihed til noget bestemt, dvs. som ikke bestemmes gennem meningsfulde forpligtelser og relationer til andre, bliver tom, deprimerende og netop ”ubestemt”.
Se evt. min blog om “selvrealiseringens paradokser”: http://filosofiskdebat.blogspot.com/2009/10/dddddd…
@Jonas Jakobsen
“I overensstemmelse med Ehrenbergs analyser, ser Honneth vor tids depressionsepedemi i lyset af udbredelsen af den romantiske individualisme, dvs. ”den idè, at man forstår sig selv som den ubundne kilde til sin egen frihed. Friheden til selv at definere sin egen identitet bliver til en ”lidelse under ubestemtheden, hvis symptom er depressionen”. ”
Ja, se bare på Nietszche som startede alt det her. Han endte på et sindssygehospital uden nogen som helst form for “vilje til magt” overhovedet.
Som depression tager sig ud forløbet - vil det ikke være meget forkert at sidestille et menneskes depression med et træ der stille står og visner.
Træer kan visne af mange årsager ligesom mennesker kan.
Når man har udelukket årsager som manglende ernæring som årsag til depressionen kan man begynde at kigge på menneskets muligheder for fulfilment i tilværelsen.
Og her kniber det.
De fleste meneske mangler avancements muligheder - det være sig på deres arbejde eller boligmæssigt.
At være et menneske som er låst fast i den samme bolig - det samme arbejde uden udsigt til forandring er vilkåret for de fleste.
De færreste i middelklassen og underliggende klasser formår at at ændre deres liv markant til det bedre.
De løbende prisjusteringer opad - overalt i hele samfundet æder konstant enhver tilkæmpet opsparing op.
Personlig udvikling kan blive sikkerhedsventilen der kan redde mennesker fra depressionen.
Men har man ikke anlæg for at gå vejen til GUD grundet en indpodet misopfattelse af hvad religion egentlig går ud på - er den vej jo desværre lukket.
Er behovet der for at at sætte spor og ændre samfundet til det bedre - er Politik blevet en så beskidt affære - dertil kræves ligefrem medieluder-gener for at finde fornøjelsen ved at gå den vej.
Måske skal man debattere eller skrive en bog - som om (HA) - det nogensinde har gjort en forskel at prøve ytringsfriheden af her i Danmark.
Der er andre sysler at tage sig til - man kan f.eks samle på øletiketter og gamle snapsflasker - pengesedler med kokainspor medmindre at det også bliver meningsløst en dag.
Og så banker depressionen på.
Kuren mod depression kan være en forøgelse af mulighederne for forandring - giv friere rammer til danskerne - friere rammer til at ændre på deres liv.
Det er vigtigt at et menneske føler sig fri og at kampen for et bedre liv nytter -.
Sidste gang depressions-kandidaterne var på banen for at kæmpe fik de 3,50 kr mere i timen og nogle tomme strejkekasser. Som man erindrer det og det resultat er direkte deprimerende - og dertil en hån.
Arbejdsgiverne og toppen af samfundet som profiterer voldsomt at slavearbejderne - kan enten begynde at værdsætte arbejdsstyrken eller komme til at stå med endnu flere tusindvis af mennesker der føler at “det” ikke nytter - noget - HVAD de end gør.
Enten slækker man trykket på skruen -eller fortsætter med at give de depressive tankedræbende psykofarmaka som om det var kuren der kunne jage depressionen på flugt.
MEN Tankedræbende psykofarmaka er kun selve dødstødet til den deprimerede “Sjæl” som derfra forstår at slavetilstanden er permanent i skotøjsæske- lejligheden og at belønningen for arbejdet er et sølle guldur, når den dag kommer da der ikke kan hives mere arbejde ud af personen.
“Vis os hvordan et samfund behandler de syge og vi kan sige dig alt om hvordan det samfunds tyranner tænker.” (Citat: Kaptajn “Kazoom”)
Holningen er vel i virkeligheden: “At de bare kan tage sig samme!”
Kære Frej Klem Thomsen,
jeg erklærer mig uforbeholdent enig i din kritik af citater og namedropping i en kronik af denne slags (uanset om de er velanbragte, eller ej), - de virker kun forstyrrende.
Men ellers er kronikken så absolut rosværdig, især i sin påpegning af det arbitrære i sundhedssystemets aldersgrænser for, hvornår man er berettiget til tilskud til psykologbehandling (jeg skulle måske lige tilføje, at disse grænser ikke gælder, hvis en person istedet får en henvisning til en psykiater!).
Hvad forfatterens uddannelsesmæssige baggrund angår (mag.art. i psykologi), så er det vist en smutter at drage den i tvivl i denne sammenhæng, - mig bekendt er det eneste skel i forhold til en cand.psyk., at mag.art.’en mangler den praktiske træning i studieforløbet. Og jeg kan da lige tilføje, at jeg kender mere end et par håndfulde psykologer, og at Allan Holmgren er almindeligt anerkendt som en seriøs fagmand.
Men det faglige indhold skal også lige have en kommentar.
hvis denne kronik var sendt til et fagligt tidsskrift, så var den næppe sluppet igennem et peer review. Allan Holmgren er vist blevet lidt smittet af sin gang på CBS, når han udokumenteret reklamerer for narrativ terapi som værende “4,2 gange så effektivt som rene individuelle samtaler”.
Havde han skrevet en påstand i den stil på en tube tandpasta, så ville forbrugerombudsmanden have krævet den fjernet, eftersom det ville være uunderbygget - og dermed - ulovlig anprisning.
Jeg er ikke i tvivl om at narrativ terapi er et godt og effektivt værktøj for en psykolog, og jeg tror gerne at både psykiatrien og den kognitive psykologi er blevet sat til vægs i den nævnte undersøgelse.
Men der findes altså andre værktøjer og terapiformer indenfor psykologien, end narrativ og kognitiv terapi, og uden at fremhæve nogen, er der former for individuel (i modsætning til det gruppeorienterede aspekt i det narrative) psykoterapi, som kan give Allan Holmgren kamp til - om ikke over - stregen.
Eller sagt på en anden måde: ok kronik, - men lad nu være med at falde for Holmgrens reklamefremstød, og check et par andre psykologer/terapiformer før du beslutter dig ;-)
422.000 personer får anti-depressiv medicin. En del af dem skal have det resten af deres liv. Det er ikke gratis. Jeg forstår ikke hvorfor man fremstiller psykoterapi, som et dyrt alternativ til medicin. For 12 samtaler ved en psykolog, må da i længden være billigere, end årelang og måske endda livslang medicinering? Det er selvfølgeligt ikke billigere i løbet af den første måned, men er det det man skal gå efter, når man laver cost-benefit analysen? Er det det man gør i erhverslivet? Er man ikke nødt til at tænke langsigtet?
Et andet eksempel, på den samme irrationelle tankegang indenfor psykiatrien, er at man i gennemsnit bruger en halv million kroner om året på hver enkelt skizofren. Man får ufatteligt lidt ud af de penge. Hvis man eksempelvis indførte vestlaplandsmodellen, som et enigt paragraf 71 udvalg på et tidspunkt anbefalede, så ville man spare penge, da mindre medicinering, betyder at man får en besparelse også selvom man samtidigt satser mere på dialog.
Der er endda også andre alternativer, som er endnu billigere. Der er ingen af de relevante forslag, som kritikere af psykiatrien, kan finde på at forslå, der koster mere end en halv million kroner om året pr. patient. Soteria behandling tager eksempelvis 5 uger og derefter er 85 % ikke længere i nogen form for behandling.
Det er derfor for primitivt, at venstrefløjen blot fortsætter klagesangen om, at der mangler penge i det offentlige system. Det er ikke økonomi der er problemet, det er viljen til at indføre grundlæggende reformer, der forhindrer en positiv udvikling. Venstrefløjen spænder derfor ben for sig selv, ved at fokusere mest på økonomi i stedet for indhold. Vi kan sagtens få væsentlig mere progressivitet, uden at skulle øge udgifterne.
Hej alle
Det er først nu, at jeg ser, at der igen har været debat om depressioner og depressionsbehandling. Jeg håber, at jeg stadig kan nå at kommentere dette vigtige emne.
Ja, kronikken af Allan Holmgren er udmærket. Det er vigtigt at gøre opmærksom på de absurde aldersgrænser i forbindelse med henvisninger til psykologhjælp ved depression. Sådan som jeg forstod det, da reglerne blev vedtaget, så blev aldersgrænserne indført med den begrundelse, at ordningen ellers ville blive alt for dyr. Jeg syntes dengang, at det var vigtigt, at man i det hele taget kom i gang med at tilbyde tilskud til psykologhjælp, men jeg havde forventet, at ordningen hurtigt ville blive udvidet. Det er desværre ikke sket. Man skal i øvrigt huske, at der kun er tale om et tilskud til psykologhjælp. Ifølge Dansk psykologforenings Internetside betaler man selv 370 kr. for den første konsultation og 306 kr. for de følgende.
Her er det nok på sin plads at nævne, at behandling hos en psykiater, hvor man stort set ikke får psykoterapi, men derimod medicin, er gratis. Og man får tilskud til medicin.
Jeg vil gerne kommentere andre ting i kronikken, men først vil jeg citere fra Karsten Aaens kommentar:
”Naturvidenskaben har det postulat (teori eller hypotese) at depression hovedsageligt skyldes mangel på signalstoffer i hjernen, dopamin eller serotonin.”
Jeg tror ikke længere, at naturvidenskaben har et så fastlåst syn på signalstoffernes betydning for depression, den såkaldte monoaminhypotese. Sagen forholder sig ifølge eksperterne omvendt, sådan at det er depressionen, der er årsag til forandringer i signalstofferne, eller måske snarere: Belastninger i et menneskes tilværelse kan føre til både depression og til forandringer i hjernens signalstoffer. Der plejer typisk at være tale om serotonin og noradrenalin, men jeg har godt set, at man er begyndt at nævne dopamin også.
Jeg tror, at det er vigtigt at forstå den slags belastninger, som kan føre til depression, meget bredt. F.eks. er der én type belastninger, som overhovedet ikke nævnes, hverken af kronikøren eller af kommentatorerne, ja, Jens Callow udelukker dem endda eksplicit i sin kommentar: Ernæringsmæssige mangler. Jeg er overbevist om, at mange af vore dages depressioner skyldes mangel på jern, B-vitamin, D- vitamin eller andre vigtige næringsstoffer som f.eks. omega 3-fedtsyrer, således som en tidligere kronikør var inde på (Ole G. Mouritsen den 28. september 2009).
Den kost, mange mennesker får nu om dage, er simpelthen elendig! Og masser af mennesker er desuden i forskellige former for medicinbehandling, som bevirker, at de mister vitaminer og mineraler. Jeg synes virkelig, at sociologer skulle begynde at belyse ernæringens betydning for de herskende sociale patologier. Så havde de da noget håndgribeligt at tale om, i stedet for denne temmelig letkøbte snak om depression som ”livsstilssygdom” og antidepressiv medicin som ”livsstilsmedicin”, som man ofte læser om i sociologiske afhandlinger.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at der skal bruges vitaminer og mineraler, når vores organisme skal danne signalstoffer ud fra aminosyrer i vores kost, så der ikke noget underligt i, at man kan få en depression af at mangle f.eks. jern eller kalium.
Jeg har selv to gange oplevet at få depressive symptomer på grund af kaliummangel. Mangeltilstanden blev hurtigt opdaget, og jeg fik i en fart kaliumtilskud, sådan at der meget hurtigt blev kompenseret for manglen. Og hvad skete der så, så gik depressionstilstanden vel over? Nej, ikke umiddelbart, og det er netop et meget karakteristisk træk ved depressioner, som jeg gerne vil forklare mere om:
En depression er en reaktion på en belastning. Men når depressionen er udløst, har den sit eget forløb, også selv om selve årsagen (hos mig kaliummangel) er væk. En depression varer typisk 6-12 måneder, hvis den ikke behandles medicinsk. Derfor var jeg nødt til at tage et antidepressivt middel foruden kaliumtilskud for at blive mig selv igen.
Derfor tror jeg simpelthen ikke på Allan Holmgrens beretning om en depression, der blev kureret ved hjælp af tre omgange narrativ terapi med et par ugers mellemrum. Jeg beklager, men så har der ikke været tale om egentlig depression. Der har været tale om en livskrise, og det er noget helt andet.
Allan Holmgren stiller i sin kronik spørgsmålstegn ved, om den medicinske depressionsbehandling er til gavn for andre end medicinalindustrien. Og selvfølgelig gør han det – han er jo psykolog! Selv er jeg ikke voldsomt begejstret for den syntetiske antidepressive medicin, som der er meget store bivirkninger ved. Men at gå i 6-12 måneder med en depression – med eller uden psykoterapi – vil for de fleste være ekstremt pinefuldt. Heldigvis er der et alternativ, nemlig naturmedicinen perikon, som i videnskabelige forsøg har vist sig mere effektiv end de lægeordinerede antidepressiver, og som normalt aldrig har bivirkninger – heller ikke vægtøgning.
Jeg giver dog Allan Holmgren ret i, at det er vigtigt at give psykoterapi, for selv om jeg tror, at næringsstofmangel er en vigtig årsag til depressioner, så vejer de psykologiske årsager tungere. Jeg tror, at der ofte er tale om en kombination af belastninger, så derfor er det bedst at give både perikon, ernæringsterapi og psykoterapi.
Og hvorfor skulle man ikke bruge perikon, mens man får den nødvendige psykoterapi? Det er da meningsløst at stride sig gennem lidelser, som det er muligt at undgå.
I forbindelse med omtalen af spørgsmålet om, hvilken af de mange psykoterapi-former der er mest velegnet, peger Allan Holmgren på et meget væsentligt træk, både ved vores kultur og ved nogle former for psykoterapi, nemlig den overdrevne vægtlægning på individet:
”Jeg tror, at individuel terapi kan forstærke individualiseringen og følelsen af at være alene om at klare problemerne.”
Jeg har ofte undret mig over, at kognitiv terapi (som er en individuel terapi) hele tiden bliver fremhævet som den mest effektive terapi. Fortalere for kognitiv terapi bliver ved med at sige, at undersøgelser har vist, at kognitiv terapi er den eneste terapiform, der har vist sig effektiv ved depression.
Måske tør de stakkels depressionsramte ikke sige andet, end at kognitiv terapi er godt!
Sagen er jo, at kognitiv terapi er en integreret del af den neoliberale ideologi, som stammer fra USA, og hvis grundtese er, at enhver er sin egen lykkes smed. Som Allan Holmgren påpeger, kan man i dag ikke være imod neoliberalismens forandringsparathed, frihed eller udvikling. Og som Karsten Aaen siger i sin kommentar, får man at vide, at man skal se det positive i at blive fyret eller miste en af sine nære pårørende. Det er faktisk ikke socialt acceptabelt at sørge eller være imod noget.
Jeg kunne derfor godt have mistanke om, at det heller ikke er socialt acceptabelt at sige, at man ikke har haft gavn af kognitiv terapi. Måske er det denne positiv-terrorisme, der er årsag til, at undersøgelser har påvist en god effekt af kognitiv terapi?
Det er i hvert fald en overvejelse værd.
Vil gerne gentage, og vedblive til den siver ind :
Kognitiv terapi er det modernede hvide snit.
Den er en foragt mod mennesket.
Doris Møller
…”Jeg tror, at det er vigtigt at forstå den slags belastninger, som kan føre til depression, meget bredt. F.eks. er der én type belastninger, som overhovedet ikke nævnes, hverken af kronikøren eller af kommentatorerne, ja, Jens Catlow udelukker dem endda eksplicit i sin kommentar: Ernæringsmæssige mangler”…
Nej Tværtimod - Doris - du har ganske misforstået min tekst.
- Jeg anser ernæringsmæssige mangler for at kunne forårsage voldsomme belastninger på et menneskes fysik såvel som på dets psyke. Tilsvarende må forskellige former af junkfood også kunne antages at få mennesker til at “visne” hen i depression og armod. Især da hvis sådan nærmest “forgiftende føde” er blevet konsumeret i lang tid af den deprimerede person .
Hej Jens Catlow
Det må du undskylde. Jeg var nok lidt for hurtig. Når jeg genlæser din kommentar, kan jeg godt se, at jeg misforstod, hvad du skrev.
Depression er et komplekst sammensat syndrom og som følge heraf gives der ikke monoterapi.
Allan Holmgren er en idealistisk fagmand, der forveksler ”statistisk korreleret” med årsag /virkning og tilsidesætter ”induktionsproblemet”.
Ingen nok så meget psykoterapi – snakke behandling – uanset type, ville kunne hjælpe i Doris Møllers korrekte påvisning af depressioner udløst af (forårsaget af) somatiske lidelser.
Den form for psykoterapi, han gør sig til talsmand for, vil utvivlsomt kunne hjælpe en udvalgt gruppe med ”eksistensdepressioner”, men at dette skulle begrunde en massiv (eksperimental) samfundssatsning på metoden, er på ingen måder indlysende.
Der mangler basal viden på området og indtil da og i takt med, at vi får større viden på området, må behandlingsmetoderne fordomsfrit rette sig ind.
At psykiske lidelser samfundsmæssig er negligeret og nedprioriteret er en anden sag.
Kære Charlotte Hellemoose,
nu ved jeg ikke hvor gammel du er, så der er selvfølgelig mulighed for at du ligger udenfor det aldersspektrum som giver ret til psykologtilskud i forbindelse med depression.
Men udover depression og nært familiemedlems dødsfald, så findes der pt. 10 andre indikationer som giver ret til tilskud, så jeg vil foreslå at du taler med din læge, og ser om I ikke kan finde ud af at du passer ind under en af dem, hvis du ønsker fortsat at gå til psykolog.
Kære Charlotte
Hvis du føler skyld, eller/og aggression, så giv den tilbage.
Det lyder dunkelt, og absurd, ganske vist, men mozart skrev i dur jo værre livet behandlede ham.
At centrere sit had i en durakkord, betyder mere for andre end en selv. Transformere skabende uden at skade andre på sin vej, er noget vi alle kan, men det kræver en accept af ens kunstneriske vilje.
Den har vi alle, og ingen form for terapi kan erstatte det.
Det er en verden der rammer, fordi den taler direkte med værktøjer der ingen ende vil tage.
Jeg undskylder på forhånd min skrift til dig, da jeg ingen forudsætning har for at dele præcis din skæbne.
Når der er så mange mennesker i landet med depressioner, er det vel ikke så mærkeligt. Et sygt samfund skaber syge mennesker.
Jens Catlow skriver f.eks.:
”Sidste gang depressions-kandidaterne var på banen for at kæmpe fik de 3,50 kr. mere i timen og nogle tomme strejkekasser. Som man erindrer det og det resultat er direkte deprimerende - og dertil en hån.”
Jeg er helt enig. Respekten for mennesket og dets identitet og som værdsat er på retur. Mænd oplever tabet af identitet, når de f.eks. mister arbejdet eller går på pension. Depression kan være resultatet.
Kvinder har lang erfaring i at være den der træder til og udfylder hullerne i familien og i samfundet. Alligevel truer depressionen, når det går op for dem, at de betragtes som den ”lim” der binder det hele sammen, uden samtidig at føle det selvværd og den identitet der bliver et respekteret og værdsat menneske til del.
Det er muligt at psykologhjælp kan hjælpe på vej til at finde noget meningsfuldt at tage sig til, men er man ”slidt ned til gulvhøjde”, kan det nok være lidt vanskeligt at blive ”selvberoende”, og da især hvis man også kommer fra en ”dysfunktionel” familie. Så kan medicinering være sidste udvej for at kunne holde det dysfunktionelle samfund ud.
Min overbevisning er, at den bedste medicin er at blive værdsat af familie, venner og ikke mindst på en arbejdsplads.
Charlotte Hellemoose
Ja, jeg ved det godt. Men med fare for at spille klog, så vil jeg mene, at når først DEN erkendelse er indtruffet, så er det første skridt på vejen op og ud af hængedyndet.
Det hjælper nok ikke den ældre mand der først mister sit arbejde og derefter sin familie, at sige at så må han se at få sig en anden familie og nogle andre venner og skaffe sig noget andet at interessere sig for.
Depression er efter min mening en sund reaktion på et sygt samfund. Patentløsninger har jeg desværre ikke, men medicin kan være en behandling på symptomerne.
Som regel kan man jo kun tale for sig selv, og depression kan have mange årsager. Min egen erfaring er, at efter chok over noget erkendt uigenkaldeligt (dødsfald, skilsmisse, mistet job eller elendig barndom) kommer vreden (mod lægerne, familien, samfundet, Gud eller hvem som helst) og dén kan være nyttig. Derefter kommer sorgen.
I sidste ende kommer tilgivelsen (eller ligegladheden). Den kan være en svær én, men den kan være forudsætningen for at man kan komme videre, og begynde at interessere sig lidt for hvad der er godt for én selv.
Det har man måske aldrig tænkt så meget over før, især ikke hvis man er opdraget på gammeldags manér, hvor det var forbudt at føle vrede eller vise sine følelser. Her kan en psykolog være en uvurderlig hjælp til at finde følelserne frem. Han/hun er ikke personligt berørt af elendighederne.
Hvor længe de forskellige faser varer er nok individuelt. Da jeg selv var parat til psykologhjælp, var jeg desværre for gammel og var gået ”over tiden” til at få tilskud. Men så opfandt jeg ”svær sygdom/dødsfald hos nærtstående”. Min gamle far havde ganske vist lidt af Alzheimers i nogle år, men det var bestemt ikke anledningen, og det blev ikke checket.
Jeg har haft det held, at forklare de ”psykologiske mekanismer” om vreden til en bekendt, som senere fortalte at det var en stor hjælp at få at vide, at det var helt ”normalt” at føle vrede, både mod sin mand over at han døde og at kanalisere vreden over på lægerne over at de ikke reddede ham. Vreden er en ven og en trædesten på vejen!
Jeg glemte skyldfølelsen. Og det er egentlig noget af en bedrift - for mit vedkommende. For hvor har jeg dog kæmpet imod skyldfølelsen.
Var jeg mon selv skyld i både dit og dat? Kunne jeg ikke selv have gjort noget?
I dette samfund, hvor enhver er ”sin egen lykkes smed”, kan det ikke undgås at sensitive mennesker vender ”skylden” indad, og helt overser de ydre omstændigheder.
Og så er vi tilbage ved ”samfundet”, og de betingelser det enkelte menneske har fået i ”vuggegave”.
Hvis nu min mormor eller min oldemor havde været anderledes, så havde min mor måske også været anderledes, og jeg ville helt sikkert have været anderledes. Her kommer tilgivelsen ind, for hvordan skulle de have ageret anderledes end de gjorde med de betingelser de havde?
Hvis ambulancen var kommet lidt hurtigere, var min mand måske ikke død. Hvis lægevidenskaben havde taget min datters formentlige ”virus på hjertet” lige så alvorligt som den tog den daværende kulturministers, ville hun måske have levet i dag. Hvis og hvis…
Sensitive mennesker har det med at lægge ”skylden” på sig selv.
Hvis skyldfølelsen overskygger vreden, ser det ikke godt ud.
Hvis jeg skulle driste mig til at give et godt råd, så ville det lyde:
- Tilgiv dem alle, for de vidste ikke bedre – og ikke mindst - tilgiv dig selv, for du kunne ikke have gjort andet end hvad díne betingelser tilsagde.
Kravet om at ”tage sig sammen” kan ikke bruges. Rigtig mange mennesker har opbrugt deres kvote for at tage sig sammen, og de har intet andet valg end at begynde at tænke på sig selv - hvilket er helt i tråd med tidsånden.
….
P.S.
Jeg véd godt at det er lommepsykologiske betragtninger. Og jeg har ingen anelse om, om det kan hjælpe nogen som helst. Men jeg forsøger alligevel.
Det er sandt at depression er en stress/angst relateret tilstand, og i og med at enhver har sin egne tærskel for hvad der kan tåles af stress, og i og med at livet kommer uden garanti for at dets almene genvordigheder aldrig vil overskride denne grænse, kan depressionen ramme os alle. Og ingen tvivl om at der er meget andet der kan gøres end blot at give medicin, både til at forebygge og til at læge depression når først den er galt. En god professional behandling består aldrig af medicin alene. Meget er her blevet nævnt; god ernæring, støtte og forståelse fra venner, bekendte og kolleger, ganske almindelig medmenneskelig omsorg, opmærksomhed og medlidenhed, plus et par ting jeg ikke ser nævnt - mere udendørsliv med fysisk motion og lys terapi. Derudover professionaliserede terapi former som alle har til fælles at de bygger på et format som har kontakt og verbal kommunikation med en terapeut som kernen, være det sig samtale terapi, psykoterapi, kognitiv terapi, narrativ terapi, gruppe terapi osv.
Nu ved jeg ikke hvad Alan Holmgren eller Julian Leff mener når de taler om ‘svær’ og ‘alvorlig’ depression. Han nævner Becks inventory som er mere en ‘selv screening’ for subjektivt opfattet symptomer end et reelt diagnostisk værktøj. Men den type af vinter depression Holmgren omtaler ved et nævne en person han har haft i behandling, betragtes sjældent indenfor psykiatrien som indlæggelseskrævende. Med al respekt for denne person og hans/hendes lidelse, som uden tvivl har pint ham/hende meget, findes der depressioner der er langt værre, og som er indlæggelseskrævende fordi de både indirekte (selvmordsrisiko) og direkte (elektrolytforstyrrelser på baggrund af ekstrem malnutrition og dehydrering) er livstruende. Når man har at gøre med et menneske som ikke en gang er i stand til at udfylde Becks skema kan man tale om en svær depression. Det man kan sige om personer i denne akutte fase af en sådan sygdom, som også kan vise sig at have en bipolar element, er at de ikke selv opsøger hverken de medicinske eller de finere samtale orienterede behandlingstilbud, og er ude af stand til at modtage noget som helst form for terapi som ville kræve at de aktivt tage stilling til noget, eller bidrage med noget med et kognitiv indhold - de kognitive evner er jo en af de ting depressionen går ud over. En effektiv behandling i disse tilfælde kræver at der er andre parat og villig til at tage over, og handle hurtigt og beslutsomt. Det ville sige i de fleste tilfælde familien. Hvad hvis der ikke er nære familie, eller de ikke er opmærksom på problemet, eller de mangler forståelse nok til at kunne handle effektivt? Disse mennesker kommer Alan Holmgren formentlig aldrig til at kende noget til. ECT (en mere skånsom behandling end medicin, men så godt som aldrig brugt uden supplerende medicinsk behandling) er førstevalgs behandling for disse mennesker.
Som en af de sygehus personale, som Holmgren åbenbart mener kunne benytte sig af hans narrativ terapi, eller andre former for psykoterapi, kan jeg tyde fra hans udsagn “Hvorfor arbejder man på de psykiatriske hospitaler ikke konsekvent med at inddrage ægtefællerne/partnerne ” at det er længe siden han sidste besøgte en psykiatrisk afdeling. Hvis han gjorde det ville han opdage at udsagnet er aldeles usand, men han måske kunne have ret i at det ikke altid er konsekvent. Dette er et spørgsmål om logistik, og selvfølgelig også i nogle tilfælde om hensyn til tavshedspligten og patientens egne ønsker, som altid prioriteres over de pårørendes. Men jeg er, ligesom det store flertal af mine kolleger, åbent overfor forslag om efteruddannelse. Indenfor psykiatrien har man efterlyst mere efteruddannelse i årtier, men som konsekvens af Kommunalereformen er psykiatrien ud i en stor krise og dagens ret er ikke mere men derimod mindre efteruddannelse. Det meste af vores kampgeist går til overhovedet at få lov til at beholde sengepladserne, og en anstændig og sikker personalenormering.
Jeg ved ikke hvad en Narrativ terapi uddannelse koster. En psykoterapeut uddannelse tager 5 - 6 år og koster kr. 2 - 400.000. Hvis de ovenfor nævnte 400.000 mennesker som får ordineret antidepressiv medicin skal have en terapeut i stedet for må vi i gang med at uddanne flere mennesker end der findes på de psykiatriske afdelinger. Vi kigger på et beløb der kunne ligne kr. 3 milliarder. Derefter skal de have en løn der ville være måske 25 - 50 % højere end hvad de fik som sygeplejersker eller sos assistenter. Derimod ville der (måske) kunne spares på medicin udgifter. De personale som går fra tjeneste til at opkvalificere sig skal selvfølgelig købes fri, dvs andre (hvis der overhovedet findes erfarne ledige psykiatriske personale) skal ansættes til at bemande afdelingerne mens de er væk. Atter et par milliarder. Men alt dette er ikke noget undskyldning. Jeg mener ligesom Holmgren at det er en skandal at vi ikke kan skaffe ressourcerne til alternativ behandling for de måske 70 - 80 % ramte hvis depression har et livstilselement der ligger til bund for deres miserie. Jeg håber Alan Holmgren kan finde en til at erstatte mig, og overtale min arbejdsgiver til at bevilge mig tjenestefrihed, så vil jeg med glæde melde mig til hans gratis uddannelse når han opretter det på Risskov!
Colin Bradley
Tak for din kommentar, du ved åbenbart hvad du taler om.
Jeg hæfter mig dog ved et enkelt ord: ”Medlidenhed”. Det er der ingen der kan bruge til noget. Det kan direkte være medvirkende til at støde folk væk fra den der har brug for alle de andre ting du nævner. Medfølelse er en lidt anden ting, men den kan meget let blive misforstået som medlidenhed og som en omklamring og ”hattedameovergreb”.
- Også medfølelse skal bruges med omtanke, for den der har brug for hjælp, har brug for at blive behandlet som et selvstændigt tænkende væsen - hvis personen altså ikke befinder sig nede i et sort hul, hvor alt initiativ og ”kognitiv træning” og psykologhjælp er hul i hovedet.
Charlotte Hellemoose:
”Men vreden (retfærdighedssansen/sorgen) er stadig med til at holde mig kørende - give mig glød.”
Godt nok! Du er på rette spor.
Men 9 mdr. er ikke nok tid til at komme sig over hverken vrede, skyldfølelse eller sorg. 2-3 år er helt almindeligt. Men så begynder ”accepten” også så småt at vise sig – medmindre det drejer sig om en dysfunktionel familie og dermed følgende ”overgreb” og ”identitetstab” i barndommen. Det kan tage adskillige år at komme så langt som til ”tilgivelse” i disse tilfælde.
En lille bankpakke koster det at give samtaleterapi … det er da i sandhed en tanke værd !
Doris Møller
Af hjertet tak for dit indlæg, jeg kunne ikke være mere enig med dig hvad angår vitamin- og mineralmangel, elendig kost etc, og hvad det gør, og ikke gør, for vores fysiske og psykiske sundhedstilstand.. Man kunne evt. fremhæve læge Irene Hage her, hendes bog “Kvinde, krop og Sundhed” er en ren guldgrube af viden for kvinder i alle aldre..
Inger Sundsvald
Debatten om kognitiv terapi er en vi bør tage fat i, da det efterhånden er den eneste anerkendte terapiform i det offentlige ifht. behandlingstiltag for diverse problemstillinger, deriblandt også depression. Men det er .. i mine øjne i alt fald, en terapiform, som ikke er andet end hjernevask, som i bedste fald kun virker et kort øjeblik.. det er lidt ligesom at tisse i bukserne..
Nej.. man må ikke være vred længere, og man må bestemt slet ikke vise, man er vred eller ked af det, eller direkte arrig eller endnu værre.. forkommen og nedbrudt.