»I politik får man de forunderligste sengekammerater.«

Sådan lyder et gammelt ordsprog i politik. Og dette kommunalvalg var heller ingen undtagelse med hensyn til lange knive og rævekager. Som hovedregel indgik de to store blokke - rød og blå - over hele landet aftaler med deres naturlige samarbejdspartnere, men ikke alle steder.

København, hvor vælgerne er vant til lidt af hvert, var heller ingen undtagelse. Der så man den måske mest overraskende konstituering, da Dansk Folkeparti pludselig lagde stemmer til, at den radikale Klaus Bondam bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester. At man fandt sammen om denne post er mildt sagt ikke logisk, da de to partier ser radikalt forskelligt på integrationsspørgsmålet. Matematisk giver det mere mening. Det var simpelthen, hvad der lå tilbage, efter alle øvrige borgmesterpartier havde valgt borgmesterområde.

R overflødiggjort

I København var der aldrig spænding om overborgmesterposten. Meningsmålingerne ramte helt ved siden af. SF fik et fremragende valg i København, og selvom S mistede tre mandater, var det en tydelig tilfreds Frank Jensen, der sammen med Enhedslisten og SF relativt tidligt efter at valgresultatet forelå, kunne lukke en aftale, der sikrede de tre partier fem borgmesterposter ud af syv mulige.

Dermed blev de radikales fire mandater overflødige, og Bondam var tvunget til at se sig om efter nye konstitueringspartnere, hvis han ville fortsætte som borgmester. Pludselig, da de borgerliges interne forhandlinger gik i hårdknude, opstod der en mulighed for de radikales leder, som slog til.

K fornærmer DF

Dramaet i den borgerlige lejr opstår som følge af en styrkeprøve mellem DF’s gruppeformand Carl Christian Ebbesen og de konservatives Mogens Lønborg, der begge var i en svær position til trods for, at de hver var gået frem til fire mandater. Under de følelsesladede forhandlinger bider K sig fra begyndelsen fast i bordet med et »ufravigeligt« krav om, at de ikke forlader lokalet uden den borgerlige borgmesterpost nr. 2, som er tilbage efter bred enighed om at gøre Venstres Pia Allerslev til borgmester.

Forhandlingsspillet bliver kompliceret af, at den lille VKO-gruppes mandater herefter ikke rækker til mange ‘ben’, det vil sige vellønnede bestyrelsesposter i kommunale selskaber. De indgår i DF’s pris, hvis K får borgmesterposten. Set med V og DF-briller graves der dybere grøfter under forhandlingerne, jo flere gange Lønborg taler om »anstændige« og »ikkeanstændige mandater« - en sondring, der synligt fornærmer DF-forhandlerne. En version K dog blankt afviser.

Klimaet bliver ikke bedre af Lønborgs tvivlsomme trussel om, at han kan blive borgmester på røde mandater. Konsekvensen bliver, at DF nægter at bøje sig. Det er ikke længere et spil om politik. Nu skal K ydmyges for enhver pris. Alligevel opstår der ud på de små morgentimer en slags enighed i VKO-blokken om, at posten går til K.

VKO-forhandlerne bliver så indkaldt til møde med Frank Jensen, der tilbyder en bred konstitueringsaftale. V og DF beder om en timeout og forlader mødet, mens Lønborg fortsætter drøftelserne.

Som tiden går begynder V og DF at uro sig om, hvorvidt Lønborg nu gør alvor af tidligere trusler og går solo med hele den røde blok. Netop den uklare situation åbner muligheden for Bondam og de radikale, der under hele forløbet holder tæt kontakt til Pia Allerslev. Ifølge venstrefolkene bliver Lønborg i et sidste forsøg dog bedt om at gå med i en konstitueringsaftale, der gør ham til sundhedsborgmester. En af de konservative forhandlere går med denne besked op til Lønborg, der stadig er på Frank Jensens kontor. S tilbyder her K at springe, men Lønborg afviser forslaget. Men tålmodigheden er nu pludselig sluppet op hos DF og V, og de hugger til og sælger borgmesterposten til Bondam.

Da de intetanende K-folk vender tilbage, ser de pludselig Klaus Bondam. En rystet og knust Mogens Lønborg indser nu, at han har tabt spillet.

DF tager sig godt betalt i form af udvalgsposter og ‘ben’. De radikale er omvendt blevet strippet for alle ‘ben’ m.v., for at Bondam nu får fire år mere i borgmesterstolen.

DF vinder

Forhandlingsspillets klare vinder er Carl Christian Ebbesen. Han er organisatorisk næstformand i DF og hører til hoffet omkring Pia Kjærsgaard på Christiansborg og får ingen problemer med at sælge resultatet til baglandet. Snarere tværtimod. Med tabet af borgmesterposten sendes der endnu en huskekage til rivalerne hos K om at vise mere respekt for DF. Ebbesen høster mere end anerkendende nik hos partichefen, for den slags fornøjelser lever Pia Kjærsgaard længe på.

Mogens Lønborg tabte i øvrigt også konstitueringsspillet i 2001, hvor Søren Pind ‘snød’ ham fra en borgmesterpost. Det forpestede forholdet mellem V og K, og striden blev kun bilagt i 2005, da Martin Geertsen sikrede Lønborg en borgmesterpost. Nu er stridsøksen gravet op i igen.

Bondam slipper heller ikke for ballade i baglandet, hvor han skal forklare, hvorfor man pludselig er blevet gode venner med DF. Det åbner også for nye trakasserier internt i gruppen, hvor Bondam i forvejen ikke er et hit.

Bonus til S

Frank Jensen er på ingen måde ked af ballade hos de borgerlige. Da de konservative til sidst i går morges stod ude i kulden, lukkede han Lønborg ind i varmen. Konstitueringen med de tre røde partier sikrer K repræsentation i lidt flere udvalg, end de ellers ville have fået alene.

Men det er en billig pris for byens nye overborgmester, som nu kan sælge sin aftale som en konstituering, der ikke bare opfylder LO-aftalen, men med K om bord nu er også er bred og rækker hen over midten. I fremtiden kan Frank Jensen utvivlsomt udnytte det nid og nag, der er opstået i den borgerlige lejr. I politik er den slags næsten det samme som penge i banken.

Samtidig kan de tre røde partier læne sig tilbage og ryste på hovedet sammen med vælgerne af de radikales ‘vælgerbedrag’. S, SF, Enhedslisten og de radikale gik i en fælles slutspurt i valgkampen ud og appellerede til københavnske vælgere om at frelse byen for, i deres øjne, skrækscenariet, hvor en DF’er render med integrationsborgmesterstolen. En appel der kan have mobiliseret vælgere og bidraget til den store røde valgsejr. Måske var det vel megen ståhej for at få en radikal i samme stol - med tanke på, at han sidder på DF’s mandater!