Den perfekte gnavpot

Det er svært at være kritiker på Torben Munksgaards nye selvbiografi skråstreg roman. Munksgaard tager nemlig mange forbehold for kritikken, næsten som skrev han en akademisk opgave:

»Det skal nok falde i dårlig jord, at jeg lægger mig i kølvandet på en lang række forfattere, som sammenblander forfatter og fortæller, virkelighed og fiktion.«

Og »der er sikkert igen kritikere, der vil anmærke, at jeg skulle have skrevet langt mindre, så man slap for at læse mere end allerhøjest nødvendigt« (ja, det ville for eksempel jeg).

Desuden lægges bogens kritiker eksplicit for had. Munksgaard er »alt for ofte endt i hænderne på en akademiker og ikke mindst under dennes påtagede kritiske blik, et blik med en sygelig liderlighed efter at gøre sig bemærket i kraft at noget, andre har skrevet«.

Og værst af alle er jeg, humanisten: »at have en humanist som kronikør i Politiken, eller som borddame til en konfirmation kommer ud på ét - begge dele er en slags spark i skridtet.«

Men ikke kun kritikeren, også en bestemt del den danske samtidslitteratur, udsættes for nedladende sarkasme: »En forfatter må gerne slå ud med armene, når han skriver. Hellere det end at slå sig ned i en fjern egn og folde sig påtaget provinsiel ud som ligefrem krukke med indsigt.«

Man skal ikke have læst meget dansk samtidslitteratur for at gennemskue, hvem der hentydes til. Helle Helle har med al sin succes åbenbart fortjent at være skydeskive for mindre begavede ånder.

Den perfekte mands misantropiske, idiosynkaratiske gnavpot af en forfatter (/fortæller) kan have sine morsomme, drivende sarkastiske øjeblikke, men i længden bliver han en kende firkantet.

Ser man bort fra de mange forfatterkommentarer og det forældede, forsimplede litteratursyn, der stædigt fastholder modsætninger mellem smal og bred, fin og lav, eksperimentel og underholdende, dvs. ser man bort for omtrent en tredjedel af bogen, er der faktisk en interessant problematik på spil. Den opstår der, hvor Den perfekte mand så at sige drejer af fra selvbiografien over i romanen.

Perfekt som fiktion

Romanfortællingen handler om en mand, der hele sit liv har dyrket og forfinet løgnen.

Torben har en ganske særlig evne til at lyve. Den har skaffet ham en masse kvinder, han har en svaghed for de handicappede, og den har gjort ham til forfatter.

Nu dukker der så en kvinde op fra fortiden, Terese, som med sin usandsynlige skønhed og sine manipulatoriske talegaver får overtalt Torben til at indgå i et spil med identiteter. Hun får ham til at spille rollen som en anden, som hendes kæreste Emil. Han skal formes som den perfekte mand.

Munksgaard leger drilagtigt og intelligent med et indbyrdes afhængighedsforhold mellem begreberne kærlighed og løgn. At træde ind i løgnen, ind i den anden(s) identitet, er forudsætningen for at elske og blive elsket: »Det var såre simpelt. Jeg måtte opgive mig selv for at få Terese. Det var kærlighedens betingelse«.

Desværre forbliver hele denne problematik uforløst i romanen. Kompleksiteten står kun som en antydning under Munskgaards igen håbløst forældede og forsimplede iscenesættelse af mandekønnet, den moderne mand, som en løgnagtig demokratisk vatpik, en Mads Christensensk Berlingomand, der lader sig forme af kvinden ind til bristepunket. Til langt over bristepunktet. Den perfekte mands slutpunkt er temmelig forudsigelig: løgnen og løgneren brister.