Opslag til denne artikel

Personer:Anders Fogh Rasmussen, Connie Hedegaard, Tim Knudsen, Villy Søvndal
Organisationer:Ekstra Bladet, Folketinget
Steder:Danmark, Horsens, Irak

Angående statsminister Anders Fogh Rasmussens eftermæle (Information den 14. november):

Tim Knudsen skriver om Fogh, at »ingen har sagt, at han var svag«. Nogle mener uden tvivl, at Fogh var stærk. Jeg mener, at man herved forveksler stærk med stiv og hensynsløs.

Det er karakteristisk, at Fogh sjældent vovede at tage en reel offentlig debat med sine modstandere f. eks. de eksperter, som talte ham imod, og som han allerede fra sin første statsministertale udtrykte sin uforbeholdne foragt for. Hans stil var at træde frem og sige det, han ønskede at sige og derefter trække sig tilbage og derved undgå at indvikle sig i diskussioner; dem lod han sine ministre om. Og gled de for langt bort fra hans linje, irettesatte han dem, ret ydmygende for mig at se, eller desavouerede dem, som f. eks. da Connie Hedegaard stod fast på, at Bilkas hus i Horsens var ulovligt.

Fogh vovede ikke at tage den offentlige debat i tv, der var lagt op til, forud for beslutningen om at sende vort land i krig mod Irak. Han deltog, karakteristisk, heller ikke i debatten om Danmarks krigsdeltagelse i Folketinget, hvad i øvrigt Villy Søvndal afsluttende nævnte netop som en flugt fra diskussionen.

Undvigemanøvrer

Det var ikke med argumenter, han klarede sine modstandere; det var med den magt, en statsminister har, som ved, hvordan han kan sikre sig et flertal. Hvilket argument kan måle sig med 90 stemmer i Folketinget? Ligeledes, da han hånede de politikere, der under besættelsen af Danmark samarbejdede med besættelsesmagten. De skulle have sendt Danmark i krig med Tyskland; at samarbejde var fejt og umoralsk. Men da eksperterne i besættelsestidens historie imødegik hans historisk urealistiske drømmerier, skulle han ikke nyde noget af at diskutere det. Det er da ikke et udtryk for styrke.

Præcis i sagen om Muhammed-tegningerne vaklede han ikke. Han stod, i øvrigt prisværdigt, fast på retten til at trykke dem.Men han afviste at mødes med de imamer, der ville diskutere det. Han kunne ellers have mødt dem og selv sagt til dem, at ytringsfriheden ikke var til diskussion.

Tim Knudsen skriver, at det »lykkedes Fogh at sno sig ud af, at der aldrig var de masseødelæggelsesvåben« i Irak, som han ikke troede, men vidste, at der var. Det er da i hvert fald forkert, at det lykkedes ham. Man skal huske meget dårligt, hvis man ikke har set og hørt, at netop det siden er blevet husket som løgnen, der skulle få Danmark i krig.

Det var ligefrem pinligt at læse hans forklaringsændringer og undvigelsesforsøg f. eks. i Rasmus Lindboes og Charlotte Aagaards interview med ham i Information 3. november 2003, »Fogh ændrer forklaring om krigen«. Og først flere år efter kunne han tage det interview med Ekstra Bladets journalist Bo Elkjær, han så længe havde søgt at undgå, og som blev netop et mislykket forsøg på at snakke sig ud af det.

Denne artikel er anbefalet af: