I virkeligheden skulle det være en done deal, når EUs stats- og regeringsledere i aften sætter sig til middagsbordet i Bruxelles ved et ekstraordinært topmøde. Altså hvem der skal udnævnes til formand for Det Europæiske Råd og som udenrigsrepræsentant for EU. To nye topposter som Lissabon-traktaten foreskriver.
Det var i hvert fald den svenske statsminister Fredrik Reinfeldts ambition.
Da det er Sverige, der p.t. sidder med det roterende formandskab for EU, er det hans opgave at få forhandlet kandidaterne på plads.
Men som altid når det gælder EU er den slags lettere sagt end gjort. Og fra at feltet i starten af sidste uge var ved at snævre sig ind til kun to kandidater, har det de sidste par dage åbnet sig op, og det ene navn efter det andet bliver ved med at dukke op som endnu en mulighed.
De to topposter er tænkt som det, der skal styrke EU fra at være en udenrigspolitisk dværg til en spiller med global pondus, som den har økonomisk agt. I stedet for konstant at være repræsenteret af skiftende europæiske statsoverhoveder fra de halvårlige roterende formandskaber skal det give kontinuitet og genkendelighed på den globale scene, at det er den samme person, som mødes med udenlandske med- og modspillere. En person som er stærkt efterlyst og ønsket i hovedstæder som Washington, Beijing og Moskva, hvor man ikke gider forholde sig til nye og ofte relativt ukendte statsoverhoveder hver sjette måned.
Men indholdet af topposterne er aldrig blevet ordentligt defineret, og ingen ved rigtigt, hvordan rollefordelingen mellem dem er. Er det formanden for statsoverhovederne, der skal ud og trykke hånd med Obama og Hu Jintao, eller er det udenrigsrepræsentanten? Nogle EU-lande mener, at det er formanden, som af mange kaldes en EU-præsident. Andre synes, at formandens rolle er at skabe ro og forhandle med medlemslandene, mens det er udenrigsrepræsentanten, der skal være det stærke ansigt udadtil.
Modstridende interesser
Læg dertil at en masse andre ting skal være opfyldt. Først og fremmest det politiske.
Er formanden konservativ hvilket i lang tid har været opfattelsen at vedkommende skal være, fordi der er flest konservative regeringer i Europa ja, så skal udenrigsrepræsentanten nødvendigvis være socialist, så man også tager hensyn til den store socialistiske gruppe europæere. Oven i det kommer så kandidaternes nationalitet. Der skal tages hensyn til både små og store lande, nord vs. syd og gamle EU-lande fra vest i forhold til de nye fra øst. Det sidste ønske, som ikke nødvendigvis bliver opfyldt, men som en del gerne så, at man også tog hensyn til, er kønsfordelingen.
Med alle de hensyn forstår man, at det er svært for Reinfeldt at stille med kun to kandidater i dag, for interesserne i de 27 EU-lande er mildt sagt modstridende.
Længe var den tidligere britiske premierminister Tony Blair det mest nævnte bud til posten som formand. Men selv om det er en person af den tyngde, man gerne ser fra udlandets side, så har Blair gjort mange sure med sin støtte til Irak-krigen, og mange mindre lande frygter de store landes dominans.
Derfor er favoritten nu den belgiske statsleder Herman Van Rompuy, som ingen aner hvem er, hverken i Europa eller udenfor. Til gengæld har han heller aldrig trådt nogen over tæerne. Ved hans side var den britiske udenrigsminister David Miliband udset til at stå, men han er ikke interesseret i jobbet som udenrigsrepræsentant. Det giver problemer, for holder man fast i Rompuy, skal man have en socialist. Her nævnes nu den tidligere italienske statsleder og udenrigsminister Massimo DAlema (som ikke snakker særlig godt engelsk, og som østeuropæerne ikke kan lide, fordi han har været kommunist), og senest er den spanske udenrigsminister Miguél Angel Moratinos sparket ind i puljen. På den anden side er diplomaterne i Bruxelles nu også begyndt at nævne konservative kandidater til posten, og så kan man ikke have Rompuy som formand, men må finde en socialist til den post istedet. Dermed kan Blair måske uventet dukke op igen.
Den mulige løsning
På den måde kastes brikkerne hele tiden op i luften, og dermed bliver nye og gamle navne ved med at svirre til begge poster. Derfor bliver det helt sikkert ikke nemt for Reinfeldt i aften, og det er absolut ikke utænkeligt, at mødet kommer til at trække ud.
Men én ting er sikkert. Der vil komme navne på de to topposter. For EU er verdens bedste kompromismaskine, så der kommer altid en løsning. Men det bliver den løsning, det var muligt at skabe inden for unionen. Ikke nødvendigvis den løsning, der fra starten var tanken med at skabe topposterne, og som efterspørges uden for Unionen.
Kommentarer
På sigt må den logiske konsekvens af unævnelsen af en EU-præsident være, at de enkelte landes statsledere reduceres til en slags borgmestre – eller guvernører, hvis det lyder pænere.
Hvis det skaber forvirring i Washington, Moskva og Beijing med den nuværende halvårlige udskiftning af EU-ledelsen, ja så vil det da skabe endnu mere forvirring, hvis først EU-præsidenten møder op og dagen efter eksempelvis den engelske statsminister.
Det ville svare til, at man indgår aftale med Obama og dagen efter kommer Schwarzenegger og vil have særstandpunkt for Californien.
Derfor vil statslederne rykke et trin ned ad stigen og blive guvernører i EU.
De betydende valg i EU bliver valget til EU-parlamentet og på sigt valget af EU-præsidenten. Allerede nu er der stærk kritik af, at EU-præsidenten udnævnes bag lukkede døre.
Denne udvikling betyder, at det danske folketingsvalg bliver et lokalvalg for delstaten Danmark. Folketinget udnævner guvernøren (statsministeren) og folketinget bliver lokalråd for en samlet region Danmark, hvor de nuværende kommuner og regioner er slået sammen til én enhed.
Udnævnelsen af en EU-udenrigsminister betyder, at de enkelte landes udenrigsministre på sigt vil forsvinde. Man kan jo ikke have, at EU-udenrigsministeren har et standpunkt, og dagen efter har eksempelvis den danske udenrigsminister en anden mening.
Mange vil hilse den skitserede udvikling velkommen. Man ser dermed EU som en spiller (som det hedder nu om dage) på verdensarenaen sammen med USA, Kina og Rusland.
Men hvad spiller de om? Markeder? Dominans? Råstoffer? Vækst? Er taberen mennesket, kulturen og miljøet?
Når elefanterne slås dør græsset.
Aksel Gasbjerg har da på sin vis ret i sine formodning om udviklingen - måske med udgangen af dette århundrede…
Men her og nu er det en fantastisk mulighed for at vise Europaflaget med de tolv stjerner (HELE Europas flag i øvrigt, hvilket kan afstedkomme en yderligere komplikation, hr. Gasbjerg!).
Det spændende i Lissabon-traktaten er den styrke, den giver både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Og når dertil lægges en kompetence på det udenrigspolitiske område, så vil det gøre en forskel, vel at mærke - en positiv forskel.
Men til selve artiklen - det er mig altid en gåde, hvorfor vi stadig skal have den forbitrede kamp mellem højre og venstre om stort set alt! Tænk, hvis det drejede sig om kvalifikationer i retning af viden, dygtighed, tæft, intimt EU-kendskab - nu drejer det sig om borgerlig eller socialist.
Arme Europa!
Jeg har altid set et lys i den finske præsident, Tarja Halonen. Mit kendskab til hende fra en overmåde interessantr og helhjertet europæisk indsats i Europarådet (skaberen af Europaflaget!), mine seneste interviews med hende og hendes dybe kendskab til alle dele af Europa og disse deles styrker og svagheder, gør hende efter min ringe mening til den bedst kvalificerede. Og så er hun kvinde!
Tænk, hun tager sig den frihed at udtale offentligt, at hun ofte inspireres til sine politiske handlinger af de breve, hin modtager fra finske børn!!! Wauw - kunne det tænkes, at der blev plads til en kvinde i EU’s top - en kvinde med alle de ovennævnte kvalifikationer PLUS empati???
Nå, jeg må hellere vågne op af mine drømme og fortsat konstaterre, at den står på blæsevejr i Europa - uden sikkerhed for, at blæsten rydder noget som helst op…
Peter Michael von Kohl.
Du nærer åbenbart stor beundring for Europaflaget. For mig har det altid vakt undren og ærgrelse, at selv med flagets udformning har EU lagt sig på linje med USA.
Peter Michael von Kohl, du skriver
“Aksel Gasbjerg har da på sin vis ret i sine formodning om udviklingen - måske med udgangen af dette århundrede…”.
I 1972 var EU (eller EF) blot et økonomisk samarbejde. Nu kun 37 år efter står vi overfor udnævnelsen af en EU-præsident og en EU-udenrigsminister.
Skal der gå 91 år inden direkte præsidentvalg og total lovgivningskompetence til EU-parlamentet? Jeg tror det næppe.
EU er en farce. Lad os ikke glemme, at USA i mange aar har efterlyst eet telefonnummer til Europa. Det er aabenbart - men desvaerre ikke overraskende - for svaert for amerikanerne at have samarbejdspartnere i Europa, som repraesenterer forskellige lande, og som har forskelige telefonnumre! EU flaget er da et plagiat af det amerikansek og det ses ofte i baggrunden, naar f.eks tyrkiske, georgiske eller ukrainske praesidenter interviewes! Flaget bruges af mange og symboliserer alt muligt.