Vi skal ikke være overraskede over, hvis vi finder samlemuffer i rejerne, hvis farsen er for gammel, og hvis vi får svin i stedet for det lammekød, der står på pakken. Vi skal tværtimod være overraskede, hvis butikkerne ikke forsøger at pakke kødet om, så det får en ny holdbarhedsdato, og hvis slagteren ikke blander svinekød i den dyrere lammefars, sådan som DRs forbrugermagasin Kontant afslørede, at halvdelen af de undersøgte supermarkeder gjorde. For butikkerne sælger det, de kan komme af med, og så længe, vi accepterer dårligt kød, vil vi få det, mener kokken Bo Jacobsen fra Restaurationen, en eksklusiv restaurant i København, hvor menuen koster knap 800 kroner.
»Og nu er det så hakkekød, den er gal med. De her fødevareskandaler kører hele tiden, og de kommer aldrig til at forsvinde af den simple grund, at det, vi betaler for mad, er så forsvindende lidt. Der må vi bare indse, at kvalitet og pris hænger sammen, og i Danmark bruger vi altså kun 10 procent af vores indtægter på mad, det er måske en tredjedel af, hvad de bruger i Sydeuropa,« siger Bo Jacobsen oven på de seneste kødskandaler. Selv siger han, at han er i underholdningsbranchen, folk kommer til Restaurationen og leger restaurant, og så går de hjem og spiser det argeste lort, mener han og peger på problemet og baggrunden for fødevareskandalerne: Nemlig, at vi egentlig ikke kan smage den store forskel på en poulard til 200 kroner og en frossen kylling fra Netto til en 20er.
»Folk synes, jeg er en sur gammel mand, men jeg mener altså ikke, det er dyrt at købe dyrt. Jeg synes, en kylling til en 20er nede i Brugsen er dyrt. Jeg ville aldrig give 20 kroner for den. Men folk forstår det ikke,« siger han.
Det er også derfor, cirka 40 procent af danskernes madvarer havner i skraldespanden. Det svarer til, at hver dansker smider 60-65 kilo madvarer ud om året, altså cirka 240 kilo for en familie på fire, mens singler smider omkring 90 kilo spiselige madvarer ud. Og det danske madfrås er kun en lille brik i det samlede regnskab, for globalt er det et kæmpe problem. Den engelske landmand og journalist Tristram Stuart har netop udgivet Waste: Uncovering the Global Food Scandal, som er blevet kåret til en af årets vigtigste miljøudgivelser af Financial Times. For konsekvenserne for miljøet, at vi opdyrker millioner af hektarer og rydder regnskove helt uden grund, koster stort på klimaregnskabet i form af miljø, vand og CO2-udledning. Det er det, de så kaldte skraldere opponerer imod, altså mennesker, der ernærer sig ved alt det, supermarkederne smider ud. Og dem er der blevet stadig flere af. For folk kan ikke lave mad, og de kan ikke købe ind. De aner ikke, hvad de skal handle, hvor meget, der skal til, og hvad man kan bruge resterne til, mener Bo Jacobsen. Det er dansk madkultur anno 2009.
Latterligt billigt
Man skal ikke slå folk oven i hovedet, fordi der ligger dårligt kød i kølediskene, mener kogebogsforfatter Nanna Simonsen. Når det ligger der, må vi nemlig kunne gå ud fra, at det er mad og ikke affald, og at det, vi køber, er i orden, mener hun. Det er ikke det, vi skal bebrejdes.
»Det er snarere det, at alt skal være så uhyggeligt billigt. Det er urealistisk, at en pakke hakket oksekød skal koste 30 kroner, så må der jo være sparet på noget, eksempelvis kvaliteten,« siger Nanna Simonsen.
Og danskerne er vilde med discount, en tendens, der er blevet forstærket af finanskrisen, hvor discountbutikker som Aldi, Lidl, Netto og Rema 1000 har mærket stor stigning i omsætningen. Rema 1000 har øget sin med 25 procent i 2008, mens Fakta har øget sin med 12 procent.
Nanna Simonsen er mere trist end forarget, når det gælder danskernes viden om mad.
»Nu har vi talt om det i 15 år, og det er ikke blevet bedre. Det er utroligt, hvor lidt folk ved, og hvor meget viden, der er gået tabt. Når det går vildt for sig, så kan folk lave culotte, en pastaret og måske en flæskesteg til jul. Der er råbende fattigt. Eksempelvis er der meget få mennesker, der køber en hel kylling. I stedet for køber de kyllingebryst. Det med selv at købe en kylling, hvor der mad til flere dage, bryst den ene dag, lår den anden og så laver vi suppe på resten, det gør man ikke. De har ikke en skarp kniv og ved i øvrigt heller ikke, hvor de skal lægge snittet. Og så tror de i øvrigt, at en hel kylling er mere farlig bakteriemæssigt.«
Danskerne har ikke redskaberne og har ikke lært det. Og så kan de i øvrigt heller ikke smage, mener kokken Bo Jacobsen. Hvis han laver en ret med en poulard fra Hr. og Fru Pilgaard med fløde fra Naturmælk og krydderurter fra søstrene Nielsen, så synes folk, det smager dejligt. De kan godt smage, det er godt. Men hvis de får en kylling fra Jensens Bøfhus med Whiskysovs, så siger de det samme.
»Når jeg serverer luksuskød, der er tørhængt i seks uger, så det er perfekt mørt og ikke sådan smatmørt, som folk ellers godt kan lide det, så synes de, det er underligt, der er struktur i kødet. Eller så spørger folk, hvad er det her: Er det røget? Folk aner ikke, hvordan det skal smage. De kan ikke genkende det gode. Hvis de får en mørkerød, saftig tomat fra planten, så kan de ikke lide den, for de er vant til, at en tomat skal være sur, hård og orange,« siger Bo Jacobsen og konkluderer:
»Man får det rene skrammel, fordi man ikke kan smage forskel. I løbet af 40 år har vi glemt, hvordan et godt stykke kød smager, dufter og ser ud.«
Men hvem skal så hjælpe os med at finde bedre varer? Ikke Fødevarestyrelsen i hvert fald, mener Jacobsen. De alene kan ikke overtage ansvaret.
»Jeg mener, vi har et personligt ansvar for vores liv og sundhed. Det, der er galt, er det samfund, vi har valgt som det gode liv, nemlig uhæmmet materialisme. Vi bruger gerne 3.000 kroner på et par Jimmy Choo-sko, der holder i to sæsoner, men vi kunne aldrig drømme om at bruge 200 kroner på en poulard. Vi bruger penge på huse, biler og rejser, ikke på at få et ordentligt og veltilberedt måltid mad, lavet af gode råvarer. Og resultatet er, at vi bliver syge, vi får allergier, fordi vi propper os med e-numre og farvestoffer,« siger Bo Jacobsen.
Butikkernes ansvar
Men det er nu ikke danskernes egen skyld, at de får dårlige fødevarer, mener professor på Institut for Human Ernæring på LIFE/Københavns Universitet Lotte Holm.
»Det at være en kvalitetsbevidst forbruger skal du lære, og måden, du lærer det på er i vekselvirkning med erhvervet. Hvad skulle vi ellers gøre? Du er nødt til at købe det kød, der er i butikkerne, ellers vil du få et utroligt arbejdskrævende og uoverskueligt liv,« siger Lotte Holm og påpeger, at det er et tilvænningsspørgsmål at lære, hvordan et godt stykke kød skal se ud, smage og dufte. Her kunne detailhandlen sagtens tage et større ansvar, og det er lykkedes flere gange, mener Lotte Holm og nævner vin som eksempel. Det har danskerne lært at drikke, og det har de blandt andet lært gennem supermarkedskæden Irma, der som nogle af de første tog gode vine ind. Et andet eksempel er, at vi har fået godt brød i Danmark. Det var der altså ikke i 60erne, påpeger hun.
»Vi kan altså godt smage, når noget er virkelig godt. Men hvornår har du sidst smagt et virkelig, virkelig godt stykke kød,« spørger hun og svarer selv: Det sker stort set aldrig. Selv husker hun især én gang for efterhånden mange år siden, da hun sammen med nogle andre havde købt en halv kalv direkte fra en opdrætter.
»Det var en fuldstændig ekstatisk oplevelse. Vi spurgte ham, der havde opdrættet dyret, hvad han havde gjort, men han var lige så forundret selv. Det må have været virkelig godt og velhængt. Men hvor tit oplever man sådan noget? Oksekød i Danmark er som regel lidt smagløst og kedeligt. Når du står i supermarkedet og sammenligner pakker med kød og ikke har nogen erfaring med at skelne mellem god og dårlig kvalitet, så er der jo ikke andet at holde sig til, end hvad der står på pakkerne. Og her er der ikke andre objektive parametre end pris og hvilken pakke der er mest i. Så skulle man da være idiot, hvis man tog den dyre,« siger Lotte Holm, der mener, det er nemt at skælde ud på forbrugerne, hver gang en fødevareskandale rammer landet. Det hedder sig altid, at det er forbrugernes skyld, fordi de ikke vil bruge penge på god kvalitet. Men det var f.eks. ikke primært discountbutikker, der snød med forkerte fedtprocenter, ompakket hakkekød og rester af svinekød i lammet. En af dem, der også var med i skandalen var det eksklusive Mad & Vin i Magasin, som har kvalitetsbevidste kunder. For supermarkedskæden Super Best, der heller ikke er en discountkæde, har skandalen kostet 100 millioner kroner og 20 procent færre kunder.
En klinisk tilgang
Men det store problem for danskerne er, at vi er fremmedgjorte over for den mad, vi propper i os, mener journalist og kommunikationsrådgiver Niels Svanborg, der for nogle år siden gik undercover for B.T. og tilbød dårligt kød til restauranter, der med glæde ville købe det.
»Det, der for alvor tæller er prisen og at lave overskud. Det vil sige, at den reaktion, supermarkederne får, når de pakker kødet om, ikke er negativ, fordi det smager dårligt, men positiv, fordi kunderne køber meget af det. Så har de et incitament for at blive ved. Og grunden til, at de kan blive ved, er, at vi ikke længere ved, hvordan det skal smage,« siger Niels Svanborg, der mener, at fødevaresikkerhed og kvalitet er to sider af samme sag. Hvis du går ned i den lokale slagter, der har kærlighed til sit produkt, vil han både sælge dig et godt og et sikkert produkt. Men hvis du går ned i et supermarked, er man måske mere ligeglad. Og i de fleste danske hjem er det vigtigere, at det skal gå stærkt, det skal være billigt, og så skal det være sundt. Altså i den forstand at det handler om, hvor høj fedtprocent, hvor mange kulhydrater og antioxidanter, der er i produkterne.
»Det er en klinisk tilgang til sundhed og en klinisk tilgang til maden. For det handler ikke om, hvordan det smager, eller om, hvordan varerne bliver produceret, for det eneste, vi kan forholde os til, er et produkt i en køledisk, der er pakket ind i folie. Derfor tænker vi ikke på, hvordan det ser ud og lugter. Når vi er stolte af dansk landbrug, så er det ikke, fordi dansk landbrug står for gode produkter, nej, så handler det om betalingsbalancen,« siger han og påpeger, at det aldrig ville blive til en skandale, hvordan landbruget frembringer sine varer. At en konventionel gris for eksempel aldrig ville kunne gå på en mark, fordi dens ben er så svage, at den ville snuble i mudderet. Det kan vi nemlig ikke forholde os til.
»Men kødskandaler kan vi godt forholde os til, for her er der nogle regler for fedtprocenter og datomærkninger, der er blevet overskredet. Men fødevarekontrollerne er kun symptombehandling på alt det andet, som vi ikke kan forholde os til, fordi det er alt for uoverskueligt. Det handler nemlig om den mad vi propper i munden hver dag.«
Kommentarer
Ja det er godt nok trist, at danskerne ved så lidt om madvarer og spilder så megen tid på at anskaffe sig alt muligt dårligt mad kun ud fra prisen.
Kogekonen og kokken har ganske ret.
Hvad hjælper flotte skabslåger og lækre komfurer, hvis man kun laver mad som børnhavebørn kan klare og ikke som voksne skulel kunne klare?
På Frederiksberg har vi Peter Bangsvej, hvor der er en glimrende slagter, grønthandler, fiskehandler og to ostebutikker indenfor ca. 500 m.
Jeg gør hvad jeg kan for at bruge mine penge der, da jeg frygter et liv uden disse skønne butikker. Foreløbig ser det da også lyst ud, kunderne strømmer til, selvom det koster lidt mere.
Der er håb for en gruppe i det mindste….
med venlig hilsen Lennart
Jeg vil nu henholde mig til, at den værste del af dette er overproduktionen! Hvis der ikke blev produceret alt for meget mad, ville der ikke være gammelt kød at ompakke.
Dertil kommer, at meget rigtigt udmærket kød jo er gammelt, Bo Rasmussen nævner det selv: 6 uger tørmodnet oksekød! Vildt, ved vi, skal helst hænge længe, italienske pølser, skinker, spæk m.m.m. er over 6 mdr. gammelt, før det er klar til at blive fortæret.
Man overser også, når man slår på supermarkederne, at deres billige pris ofte hænger sammen med netop indkøb af større kvanta - hvor de mindre handlende skal betale væsentligt mere.
Og så er der hele det moralske spørgsmål: det er ikke rimeligt, at så mange dyr lader livet for blot at ende på møddingen. Også her er de sydeuropæiske køkkener os overlegne, for alt indgår på en eller anden måde, ikke mindst indmad, som jo er svært ugleset i det ‘moderne’ danske køkken.
Jeg handler aldrig hos slagtere. Jeg er selv ud af slagterfamilie og har al for megen indsigt i den branche til at sætte mine ben i en slagterbutik.
@ Rachel Henderson
Kunne du overtales til at give lidt fiduser ?
Det med at ompakke kød er altså noget landhusmødre har gjort i lang tid - endnu før supermarkederne begyndte på det.
Først slagter man siden, siden tager man det gode kød fra og lader det hænge (længe), gerne over en sagte ild (røg) måske. Og sådan går det slag i slag indtil det sidste kød bliver brugt til hakket kød.
Miseren i det her land er jo den at alt godt kød vi selv har bliver sendt ud af landet.
Og jeg kan altså godt partere en kylling; jeg gider bare ikke. Hvorfor? Fordi jeg er alene - som alle andre danskere også er. Det er nemmere at købe et kyllingebryst. Jeg kan nemlig slet ikke spise en hel kylling (eller høne eller poulard).
Den lokale slagter har aldeles ikke mere kærlighed til sit produkt end at han sagtens kan finde på at neutral-marinere et stykke kød mm. Og her i den by hvor jeg bor er to slagtere lukket, fordi de IKKE havde orden i hygiejnen.
Mht. kød og smag, så jeg kan godt smage forskel på en bøf fra Jensens Bøfhus og en bøf fra en god restaurant. Og det kan de fleste folk altså også; begge dele kan altså godt smage ‘dejligt’.
Mht. Stuart Tristrams bog giver han et grotesk eksempel på en landmand som må dyrke 25-30% mere af en bestemt vare (jeg tror det er majs?) for at være sikker på at få det udbytte, som er aftalt med den supermarkeds-kæde som skal aftage majsen.
Grotesk er det, og grotesk er det jo, at vi smider mad. Jeg gør det selv - nogle gange - med skam at melde.
Danskerne spiser jo gerne lufftørret italiensk skinke, parmaskinke, spanske pølser mm. som jo altså har hængt og er blevet tørret af luften i meget lang tid.
Miseren i det her land er jo den at alt godt kød vi selv har bliver sendt ud af landet.
For nogle år siden (25?) var der et fast indslag i radioen med slagtermester Svend, fiskehandler Heino og en grønthandler jeg desværre har glemt navnet på (Knud?). De kommenterede årstidernes råvarer. I det sidste program Svend deltog i, sagde han at det var ham en gåde at kunderne fandt sig i den kødkvalitet der blev udbudt, især i København.”I får alt det der ikke kan eksporteres. Først trækker man 40 tons mælk ud af en ko og så sælger man den som primabøffer”. Dette ”Anti-Københavnerri” har jo nok siden hen bredt sig til hele landet …men formodentligt ikke på landet, hvor de forhåbentlig får en god stalddørskvalitet i ny og næ.
Ret enig med det hele. For alt for mange Danskere er den bedste mad den billigste mad og så meget af det så muligt.
Jeg har altid den, meget klodset holdning, at alle der producere fødevarer til mennesker, skal tildels leve af deres egen produktion. Hvis de ikke selv, vil æde maden, så bør ingen andre gøre det.
derudover synes jeg at dilemmaet, er at forbrugeren kun kan vælge imellem de kvaliteter der tilbydes i køledisken. mao. hvis butiksslagteren putter dårlig kød i diskene, så det er udvalg forbrugerne har at vælge imellem, udover de frost færdigvarer og frosne færdigretter, som alle godt ved ikke er synonymt med kvalitet.
“Først trækker man 40 tons mælk ud af en ko og så sælger man den som primabøffer”.
Nej, det gør man ikke, for det bliver for sejt. Det kan bruges til hakket kød.
Hvis man ikke har tid til at lade kødet koge i mindst 3 timer, så anskaf en trykkoger. Det sparer både tid og energi, og resultatet bliver velsmagende simre-retter, som man kan gemme i fryseren til de dage, hvor kommer sent hjem og er sulten.
Kødet skal selvfølgelig koges med alskens grøntsager og urter, tomater, krydderier mv.
Det er også et råd enlige kan benytte sig af.
Jeg har altid den, meget klodset holdning, at alle der producere fødevarer til mennesker, skal tildels leve af deres egen produktion.
Jeg har den absurde tanke at hvis folk vil have kød så skal de også selv slagte dyret…
Kødet skal selvfølgelig koges med alskens grøntsager og urter, tomater, krydderier mv
hva ska vi så med kødet?
De flygtige værdier er intet værd. Det gælder om at investere i fast ejendom. Alt andet er det rene galskab. Jeg har en milliard kroner i banken, men handler stadigt i Netto, der er jo ingen grund til at blive ødsel. Derimod gør jeg samfundet den tjeneste, at eje 17 sommerhuse, 13 helårsboliger og derudover har jeg min egen ø. Folk må gerne se mig i en discountbutik, men de skal helst ikke komme på min privatadresse. For så ryger det folketingsflertal.
Alle, med et minimum af forstand på at lave mad, kan få selv det værste ”affald” til at smage af noget ved hjælp af grøntsager og ikke mindst krydderier. Det smager ganske vist ikke af det det er, men hvad søren!
Er man enlig, er de vigtigste ”redskaber” en fryser, en køkkenvægt og nogle fryseposer og en rulle stanniol. Så består udfordringen i at finde en pålidelig leverandør, og det er hér det virkelig bliver vanskeligt.
Men hvis man ikke vil ”nøjes”, men kun have det bedste, er der rigtig mange penge og ikke mindst tid at spare. Det er nemlig ikke dyrere i det lange løb at købe kvalitet.
http://www.stopspildafmad.dk/
og drop stanniol-rullen. Aluminium er alt for ressourcekrævende, når det ikke genindvindes.
Rachel Henderson
Du har ret. Smørrebrødspapir kan også bruges til at pakke mindre stykker af råt kød/fjerkræ ind i, inden stykkerne lægges samlet en frysepose. Det er jeg selv ved at gå over til.
Men egentlig mener jeg, at det er en samfundsopgave, enten at forbyde stanniol hvis det er et problem, eller at finde på genanvendelsesmåder.
Hver gang jeg hører om el-sparerpærer, får jeg lyst til at tænde en ekstra lampe.
@Bill Atkins:
http://www.forlagetperikon.dk/skitser/steenheinoog…
Jeg elsker gode råvarer, og man kan godt få dem hvis man virkelig vil - det er faktisk ikke spor svært.
Problemet er, at folk i almindeliged er ret ligeglade med hvad de spiser, og de vil have billige fødevarer - kvaliteten kommer i 2. række.
Iøvrigt bliver vores smagssans dårligere med årene - at give årgangsvin til en 50-års fødselsdag er at kaste perler for svin - de fleste i den alder kan ikke mere smage forskel på skidt og kanel. (Prøv at arrangere en professionel blindsmagning blandt vennerne - resultaterne er rystende - modne mennesker kan i almindelighed ikke smage noget som helst., og de bliver dødfornærmede, når de får det dokumenteret. )
Bill Atkins.
Det handler vel ikke kun om kød.
Grøntsager og frugt, bliver også “mishandlet” så de kan passe ind i vores forbruger-livsstil-univers. f.eks. vokses æbler, så skrællen får (mere) glans, og æblet kan se “frisk” ud i mange måneder.
Robert Kroll
Det er muligt at du har mistet evnen til at lugte, smage og måske høre og føle, men jeg kan oplyse om, at det har jeg ikke, og det har mine venner heller ikke.
Blindsmagning til rødvin er da noget af det mest idiotiske jeg kan forestille mig at teste nogen med. Enten kan man lide vinen, eller også kan man ikke. Her i huset får man så evt. en øl i stedet for, for ingen er bange for at sige hvad de mener. De finere nuancer mellem en drue, en årgang eller en region har jeg da aldrig interesseret mig for.
Jeg stoler på, at min vinhandler kender min smag og min økonomiske formåen og kan råde mig, når hun hører hvad jeg har tænkt mig at servere. Så nemt er det ikke ved køb at kød. Her kan jeg jo ikke hen og får gode råd om hvad jeg kan servere til en eller anden Rioja eller Gran Crux.
Robert Kroll lytter vist for meget til tvivlsomme undersøgelser - men personligt er det min opfattelse, at min smagssans er blevet meget bedre de seneste år, og jeg nu opfatter mad med langt større detaljering end tidligere i livet.
Det, tror jeg ikke, jeg er ene om.
Kære Inger Sundsvald,
så er vi på den med mad igen ;-)
Jeger nu enig i hentydningen til vinsmagning, - når der kan gå flere måneder før selv de sensationslystne tabloidjournalister opdager at en barolo fra Super Best var fortyndet med 50% discountvin, så kan vi bare konstatere at menigmand ikke behøver at skamme sig over sine smagsløgs begrænsede raffinementer.
Personligt kan jeg kun smage og erkende kvalitet i separat tilbredte fødevarer. En høne, stegt med salt som eneste krydderi (ja-ja .. det er jo min kæphest: prøv at spørge slagteren hvad race hans høns er, og hvad foder de har fået ;-), et stykke kalve-, lamme- eller svinekød (okse kun fra Sydamerika eller kendt kødkvægshold i DK, kalkun overlades til cafésegmentets kalorie- og smagsforskrækkede klientel) … kort sagt: kød stegt i hele klumper uden grøntsager som naboer, afslører kvaliteten i smagen.
Men som du selv skriver, så kan man få hvad som helst til at smage godt, -i et sammensat måltid har smagen intet med råvarekvalitet at gøre. Og det er jo hverdagsmaden i DK, - den står på gryderet, pastaret, osv., og så skal der bare lidt billig paprika, karry eller et andet stærkt krydderi til at holde kostbudgettet nede på et niveau, hvor næste fladskærm, der vinker fra juleudstillingerne, er indenfor rækkevidde.
Faktisk synes jeg, at hvis folk vil spise gammel malkeko, så er det ikke alene ok … det er faktisk yderst positivt at denne proteinmaskine bliver brugt til sidste, seje fiber. For når det drejer sig om kvaliteten af kødprodukter, så er der faktisk kun to ting jeg generelt bekymrer mig om: At fødevareproducenterne bliver tvunget til at behandle deres dyr ordentligt, og begrænse brugen af pesticider og antibiotika, - resten må være op til forbrugeren.
Kære Inger Sundsvald,
at stole på vinhandlerens råd om vin, er såmænd ikke bedre end at stole på slagterens råd om kød!
Personligt tager jeg lige så let på vin som dig, og jeg gider heller ikke at lære at smage nuancer eller at kunne fortælle hvis sure tæer der har trampet druerne. En vin skal bare være “god til prisen” og passe til maden.
Det første er ret enkelt. Uden at lave vinkursus ud af det, vil jeg påstå at der er en basispris for hver vinklasse, som er 30kr, 50kr, 100kr, 200kr og “for dyr til min pengepung”. Basisprisen kan så få et snobbepålæg (f.eks. for at komme fra et fransk distrikt eller at have fået nogle point fra en eller anden der hedder Palmer), men de er sjældent pengene værd.
Udover prisen, så er det vigtigste selvfølgelig at kende druerne, og at vide at “rene druer” aldrig bør købes i den billigste klasse og kun sjældent i den næstbilligste (rene druer er f.eks. merlot, tempranillo, cabernet souvignon, malbec, osv.).
“Best buy” under 100kr., uden forhåndkendskab til producenten, er næsten altid en vin af 2 navngivne druer, - det giver nemlig producenten mulighed for at blande vine til en god smag ;-)
ups: - jeg glemte lige det dér med, hvilken vin der passer til havd ;-)
Men svaret er nemt: drik hvad der passer dig!
Jeg har serveret på nogle af DKs dyreste restauranter, og da jeg var i lære var jeg naturligvis chokeret over f.eks. at opleve et par levemænd der drak Chateau D’Yquem til deres østers (en ret sød Sauterne .. lidt som god saftevand), hvor skolen sagde et eller andet tørt.
Selv drikker jeg helst rødvin til min fisk, og gerne en tung merlot med en supportdrue, så glem dog alle de regler … som englænderne siger “any port in a storm” ;-)
Travis Malmzon,
Tak for link - herligt nostalgisk :-)
Kære Inger Sundsvald.
Det er desværre et faktum, at jo ældre vi bliver, jo dårligere bliver vores smagssans.
Vores reaktionsevne bliver dårligere, vores syn forringes, vores kræfter aftager , vores sexuelle formåen forringes og vores smagssans forringes.
Sådan set burde kunderne på vores formemme Michelin-stjerne restauranter være personer under 30 år, som kan smage og nyde hvad der serveres. Desværre er kunderne disse steder typisk op i årene, og derfor ude af stand til at smage hvad de får - de tror de kan smage, men det er blot et uskyldigt selvbedrag. (Der er selvfølgelig nogle ganske få, der bevarer viisse færdigheder højt op i årene, men det er undtagelser.)
Steen, Heino og Svend, dem kan jeg godt huske - meget hyggelige programmer, og jeg kan også godt huske at de fleste opskrifter sluttede med “og så lige en halv liter piskefløde”.
Bortset fra den katastrofale indflydelse på folkesundheden kendetegner evindelig brug af piskefløde mangel på gastronomisk fantasi. Hvis alt skal søbes ind i en sovs af piskefløde, kommer man til at mangle de mere skarpe og rustikke smagsoplevelser.
Kære rachel Henderson,
naturligvis skal der ikke halve liter piskefløde i hvert eller hvert andet måltid, men jeg føler mig nu mere stødt af al den let- og minimælk der bruges i madlavningen idag … så kan man jo ligeså godt bruge vand og maizena!
Robert Kroll
Ja, det er muligt at det går sådan for de fleste, men da de fleste ældre sikkert ikke kun serverer mad for andre gamlinge med tabte sanser, har vi en forpligtelse til at viderebringe smagsindtryk til de næste generationer, så de f.eks. ved hvordan en ordentlig grydestegt kylling, proppet og stoppet med persille og med sauce og hjemmelavet agurkesalat smager.
Rachel Henderson
I dag er det ikke et spørgsmål om at få energi/kalorier nok. Der er ingen grund til at sovse alt ind i piskefløde, men der er heller ingen grund til at afstå fra at smage til med en smule piskefløde til sidst. Hvis man er seks personer om at spise en kylling gør det vist ingen forskel i kalorieregnskabet med ½ dl piskefløde.
Med reference til ovenstående kylling, så kan man faktisk brune denne i ”rigeligt smør”, og når den er pænt gylden og har afsmeltet det værste fedt, kan man hælde fedtstoffet væk, inden man hælder lidt vand eller bouillon ved. Det er heller ikke forbudt at ”skumme” fedtet væk, inden man jævner en sky med mel eller maizena. En sjat økologisk skummetmælk er helt fint til at gøre saucen ”uigennemsigtig”, så den ligner ”rigtig” sauce.
Danmarks hellige ko – landbruget.
Når vi er stolte af dansk landbrug, så er det ikke, fordi dansk landbrug står for gode produkter, nej, så handler det om betalingsbalancen
Grisene er designet og har mistet deres immunforsvar, køerne leverer mere og mere mælk pr. ko, kyllingerne løber rundt om sig selv i rødt lys… 20 mio svin, 17 mio kyllinger, 15 mio mink, osv, osv
Vi sælger vores karma ….og vi æder affaldet - og resten belaster vores natur og drikkevandet.
Det er ikke nemt at få gehør for krav til landbruget…
»En nations storhed og moralske fremgang kan bedømmes udfra, hvordan de behandler deres dyr.«
(Mahatma Ghandi)
Bill A.
jeg er klar nok på Ghandii, men Indien er sgu ikke lige landet der kan prale med høj moralsk standard. Dertil er deres kastesystem et kæmpe stort søm, der punktere det moralske hjul, så det aldrig kommer til at rulle.
Jeg er deler også harmen, over mishandling af dyr i forbindelse med madproduktion, og jeg mener at der er andre måder, hvorpå landbruget kan understøtte vores lyst til kød, uden at deprivere dyrenes almen og naturlige velfærd, og producere dyrene under KZ-lignende forhold.
det økologiske fri-lands metode, virker umiddelbart som det bedste alternativ.
I stedet for al det brok, så se på de positive eksempler, og brug dem. Se f.eks. Stengården nord for Farum, hvor man kan få lødige fødevarer. 3000 høns, der lægger æg. Når de er færdige med at lægge æg, bliver hele flokken slagtet, og så er der høns til hønsekødsuppe,coq au vin m.m.
http://www.okonyt.dk/landmand/landbrugsprojekter-o…
Se også skolelandbruget i Farum. Her kan børn og voksne lære om jord til bord -og tilbage igen. Alle kommuner burde have et skolelandbrug, så folk selv kan prøve dyrehold og planteavl,og følge processen fra landbrug til spisebord. Her læres samtidig matematik, fysik, natur/teknik, biologi og samfundsfag:
http://www.bevar-skolelandbruget.dk/21690547
Robert skriver:
Vores reaktionsevne bliver dårligere, vores syn forringes, vores kræfter aftager , vores sexuelle formåen forringes og vores smagssans forringes.
En trist skæbne, ak.
Du skal dog vide, at vi er mange, der føler med dig.
For at vinkle denne her på en lidt anden måde, så er der helt fint med med at der kommer fokus på minkfarme og deres produktionsdforhold.
Men som jeg også har har skrevet på adskillige sider, bl.a. EB og andre steder, så vil jeg gerne se fokus på f.eks. svine-produktion her i landet, fokus på hvordan vi behandler køeerne, og måske også fokus på, hvordan grønt-sager bliver dyrket.
Der er overproduktion, når varerne kan nå at blive for gamle i butikkerne. Når f.eks. mælken nu påstås holdbar i op til 10 dage.
Eller når der kød tilbage at ompakke!
Netop overproduktion af fabriksdyr forringer smag og ansvarlighed.
De ekpresvoksende dyr mister den gode samg og har et elendigt liv, de mange tons mælk udpint af en ko smargerlige så fattigt.
Vi skal ned i tempo og ned i produktion.
Og staniol troede jeg havde været forbudt i mange år. Det har det hos os.l Det aflejrer jo skadelige stoffer i madvarerne.
Siden landbrug overgik til fabriksmetoder, har det mistet sin berettigelse.
Hm, det der med smagsansen!
Tobaksrygning:
Er værste fjenden.
Stimulanser:
Daglig antag af bolcher, pastiller og saltlakrits. Stærk alkohol!
Halv/helfabrikat mad:
Burgere, spaghetti med ködsovs (dåsetomater), pizza etc. Pølser (pølsemandens) bestående af malet avfaldskød og benrester og andet fra de hurtige junkkøkkener. Frysedisken færdigretter og dåsemad.
Består størstedelen af ens madindtag af ovenstående, kan frisktillaget mad af gode råvarer (inkl. grøntsager og proteinrige vegetabilske produkter, hvem siger, at mad kun skal bestå af RÅT kød) være fuldkommen usmagelig. God smag kræver vane (tilvænning), men har man først oplevet (integreret) den, mister junkfood’en sin magt.
Det kræver dog, at man har et minimum af kundskab om, hvad og hvordan man tilbereder mad.
Rettelser:
Daglig indtagelse af bolcher ….
Kødsovs …
1. I et samfund, hvor det er konkurrencen og profitbehovet, der er det alt overordnede styrende princip, må det nødvendigvis være sådan, som artiklen beskriver. Det sker uafbrudt, i alle brancher, og der er intet at blive overrasket over.
Og en Venstreregering er valgt til, at der ikke skal være ret megen kontrol. Det er god liberalisme. Og det princip følger regeringen fint (iøvrigt også i Skat.)
Det er, hvad størstedelen af befolkningen har bedt om ved folketingsvalgene, og det får vi så.
2. Det med maden har Søren Mørch glimrende beskrevet i “Den sidste Danmarkshistorie” fra 1996. Den kan varmt anbefales!
Problemet med kapitalismen er netop, at arbejdet snarere går på at maksimere profit ved gradvist at forringe varerne end at udvikle stadig bedre metoder og produkter.