På bondegården i TV2s klimategnefilm Wild Life står Rotten Alfred, Kalkunen Lulu og Elgen Sokrates og diskuterer:
Kalkunen Lulu: »Nå, du er ved at lave en klimategnefilm om, hvordan menneskene gør kloden varmere?«
Rotten Alfred: »Ja, bortset fra, at jeg vil fortælle, at det hele bare er et stort fupnummer.«
Kalkunen Lulu: »Alfred!, klimaforandringerne er virkelige, og det er menneskenes skyld.«
Elgen Sokrates: »Klimaforandringerne er i fuld gang, og det er et stort problem!«
Retorikken er ikke til at tage fejl af. Klimaforandringerne er indiskutable, det er vores skyld, og vi skal alle huske at lukke køleskabet, mens vi hælder juice op i glasset.
Der er nu så bred konsensus om klimaproblematikken, at den er blevet institutionaliseret. Skolerne holder klimauger, klimaorganisationen Concito sender klimainteresserede unge ud for at fortælle børn om klima, og TV2 har i samarbejde med Vattenfall startet en tegnefilmskonkurrence om klimaforandringerne.
Efter at have set et indslag i TV-Avisen om Concitos klimaambassadører, skrev folketingsmedlem Søren Pind et ophidset blogindlæg på Berlingske.dk om børn og klimadebat:
»Det er modbydeligt, ulækkert og lumpent at berøre små størrelser med et budskab om sorg, undergang, smerte og død. Simpelthen modbydeligt. Voksenproblemer skal man lade voksne om,« skriver han.
Massepsykose
Søren Pind fastslår, at det ikke er et klimaskeptisk indlæg. Han er helt med på, at der er store problemer. Han mener bare ikke, ansvaret skal lægges over på børnene. Mest af alt fordi debatten er fyldt med dommedagsscenarier:
»Det er så vigtigt, at klimadagsordenen gribes an med omtanke. Skræk og angst skaber kun en massepsykose. Og den volder skade på de børn, der skal vokse op.«
Det minder ham om hans egen barndom, hvor det var atomkrigen, der var den store trussel. For sig hørte han lyden af »vi voksne kan også være bange«.
Hjerneforsker Peter Lund Madsen erklærer sig i kommentartråden enig med Søren Pind og uddyber:
»Da jeg var barn, fik vi at vide, at hvis ikke vi døde i en atomkrig, så ville forureningen nok gøre det af med os. Min generation voksede op med den ubevidste opfattelse, at det kunne godt være, at vi nåede at blive voksne, men vi ville blive de sidste. Det virkede uundgåeligt. Men da vi så blev voksne viste det sig, at det gik alligevel. Verdenssituationen ændrede sig, og vi fik faktisk løst mange af problemerne. Var det virkelig nødvendigt, at vi skulle vokse op i angst? En løsning var jo hele tiden mulig.«
Moraliserende løgne
Peter Lund Madsen sammenligner sluk lyset-kampagner og dommedagsscenarier med påstanden om, at ryger man hash, bliver man narkoman.
»Det ved folk jo godt, ikke passer. Og resultatet af en sådan moraliserende løgn bliver, at folk tænker: Hey jeg røg hash, og jeg blev ikke narkoman, så er alt, de siger, sikkert forkert. Men det er det jo ikke, det er ikke ufarligt at ryge hash. På samme måde med stikkontakten og isbjørnen. Når børnene engang finder ud af, at det ikke har nogen praktisk betydning at slukke for lyset, så risikerer man, at reaktionen er den samme: Det der klima, det er bare noget pjat.«
Klimaforandringerne er en realitet, og det er nødvendigt, at verden bliver uafhængig af fossile brændstoffer. Det er Peter Lund Madsen enig i. Han tror bare ikke på strategien med at spille på skyldfølelsen:
»Det er jo et efterslæb fra Første og Anden Verdenskrig. Klimadebatten har jo sit udspring i det traditionelle venstreorienterede verdensbillede, hvor det er den vestlige verden med vores kapitalisme og grådighed der er årsagen til verdens problemer. Kulturpessimismen råder. Udgangspunktet er skyld og untergangsstimmung, og pædagogikken bliver meget firkantet. Børnene får at vide, at vandet vil stige, isen vil smelte, og isbjørnene må gå fra hus og hjem, og det eneste, der er at gøre, er at huske at slukke for lyset og tage cyklen osv. Jeg synes, at det er en forkert tilgang. For det første er det ikke rigtigt, for det andet virker det overhovedet ikke,« siger Peter Lund Madsen.
Den positive historie
Han så hellere, at man gjorde det klart for børnene, at årsagerne er komplekse, og diskussionen om dem er uafsluttet.
»Hvad med at fortælle børnene, at maskiner og forurening også skyldes noget positivt: Der er jo rigtigt meget, der går den rigtige vej. Der er færre fattige mennesker. Levestandarden er steget i mange af de lande, hvor befolkningen tidligere har sultet. Og for at vi alle skal kunne opretholde det gode liv for flere, så bliver vi nødt til at opfinde en anden måde at drive det på,« siger Peter Lund Madsen.
Han er ikke imod, at børnene bliver inddraget i debatten. Men hans egen søn kom skræmt hjem fra skole, da han var blevet præsenteret for klimaforandringerne.
»Børn er ikke dumme. Min søn kan godt gennemskue, at hvis det handler om, at iskappen smelter og isbjørnene drukner, så hjælper det ikke, at han slukker lyset. Det ændrer jo ingenting.«
Skal børnene inddrages, skal de have en fornemmelse af, at alt håb ikke er ude og ja, der skal store løsninger til, mener han.
»Vi skal tale til vores børn i respekt, som var de fornuftsvæsener, der kan tænke. Vi skal være ærlige og sige, at det selvfølgelig er godt at spare på energien, men hvis man virkelig vil ændre noget, gøre noget for verden og menneskene, så skal man uddanne sig til ingeniør eller noget andet, hvor man kan opfinde løsninger. Det er opfindelser, der har gjort, at vi mennesker har klaret os hidtil, og det er opfindelser, der skal klare det for os i fremtiden. Solceller, brintbiler og alt sådan noget. Det er der, slaget står. For os og for isbjørnen.«
Børn bliver bange
Men børnene bliver bange. Det er svært at undgå, mener professor i psykologi med speciale i relationen mellem børn og institutioner Mariane Hedegaard:
»Angst er jo et grundvilkår for alle mennesker. Også for børn. Mens de er helt små, 6-9 år, koncentrerer deres frygt sig om deres umiddelbare nærhed. De frygter for eksempel for deres forældres liv. Men når de når 10-12 års alderen begynder de at opdage resten af verden, og de forstår, at der er mange ting, der har indflydelse på deres liv og den måde, de lever på,« siger Mariane Hedegaard, og hun mener, at det er meget vigtigt at fortælle børn om klimaforandringerne.
»De hører og ser det jo alligevel. Klimadebatten er overalt, og hvis vi ikke delagtiggør børnene i den, risikerer vi, at de kun bliver bange. Den slags frygt handler mest om, at de føler sig handlingslammede. De hører en masse om nogle problemer, som selv de voksne er bange for og har svært ved at løse. Hvis man ikke har en fornemmelse af håb, kan man jo kun være bange,« siger Mariane Hedegaard.
Hun synes, at skolen spiller en stor rolle i denne sammenhæng.
»Skolen er en stor del af børnenes virkelighed. Det er her alle de ting, de oplever, bliver sat ind i en sammenhæng. Derfor har skolen også et stort ansvar i forhold til at give børnene en fornemmelse af, at de selv kan gøre noget,« siger Mariane Hedegaard.
Den trygge utryghed
»Det handler om at lære utrygheden at kende på en tryg måde,« siger Jeppe Læssøe, der er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og netop i gang med at arrangere en konference om klimapædagogik. Han fastholder vigtigheden af at lære børn om klimaforandringerne, men er delvist enig i Søren Pind og Peter Lund Madsens bekymringer.
»Problemet er, at der er stor risiko for, at man griber det forkert an pædagogisk. Fra politisk hold kører man meget på den dårlige samvittighed, og hvis man blot optager den, og for eksempel fortæller børnene, hvordan forarbejdelsen af deres legetøjsrobot har givet et stort Co2-udslip, så ender man jo i en blaim the victime-strategi. Børn kan opleve at blive pålagt skyld for noget, de slet ikke forstår eller har haft kendskab til.«
Når klimadebat bliver gjort til pædagogik, er det vigtigt, at børnene oplever, at der er flere forskellige måder at løse problemerne på.
»Skolens opgave er at gøre børnene til aktive borgere, og det er klimaproblematikken en del af. Det drejer sig ikke om at efterleve alle de forskellige spareråd, men om at give dem erfaring i at forholde sig til komplekse problemer. Vi bliver nødt til at præsentere forskellige løsninger for dem. At der er forskellige bud, som de kan undersøge og diskutere med hinanden, læreren og andre voksne, så de gradvisy bliver bedre og bedre til at vurdere sagen.«
Der er en række forskellige pædagogikker, og to af dem har Jeppe Læssøe ikke stor tiltro til:
»Den meget moraliserende og adfærdsregulerende tilgang virker måske i en periode. Man husker at slukke lyset, men bliver måske i virkeligheden bare træt af at høre om det. Den meget facts-orienterede tilgang kan i sin rene form efterlade børnene skræmte og handlingslammede. «
Handlekompetence
Jeppe Læssøe fremhæver den pædagogiske teori, der sigter på at give børnene handlingskompetence.
Det samme gør Birgitte Hoffmann, der er pædagogisk konsulent og lektor ved Institut for planlægning, innovation og ledelse på Danmarks Tekniske Universitet. Hun har erfaring med at gøre børn til aktive deltagere i miljøbeskyttelse.
»Grundlæggende bygger vores samfund på aktive medborgere. Og handlingskompetence er altså ikke noget man får ind med sprøjte. Det er noget, man skal lære og udvikle.«
Ved at inddrage dem i klimadebatten hjælper vi børnene med at udvikle deres handlekompetence, mener Birgitte Hoffmann. Men hun påpeger, at hvis børnene skal kunne bruge de forskellige løsningsmodeller til noget, så skal vi også være ærlige overfor os selv.
»Kampagnerne på klimaområdet fortæller os alle, at det er meget alvorligt. Konsekvenserne er meget store, og alle kan jo godt se, at de løsninger, der præsenteres, ikke står mål med problemerne. Og sådan noget ser børn lige igennem: Mor, hvorfor hjælper det isbjørnene, at jeg slukker på kontakten i stedet for at sætte fjernsynet på standby? Kan du svare på det? Nej, vel? Det er en grov undervurdering af børn, hvis man tror, de køber den,« siger Birgitte Hoffmann.
Det sorgløse barn
Birgitte Hoffmann er enig med Jeppe Læssøe i, at meget af den retorik, der præger løsningsdebatten handler om adfærdsregulerende tiltag.
»Det er ikke skolens opgave at aflevere nogle færdigformulerede budskaber og få børn til at gå hjem og påvirke deres forældre til at skrue ned for varmen. Det er en meget uhæderlig måde at behandle børn på.«
Det er Birgitte Hoffmanns erfaring, at hvis børnene skal udvikle deres egne ressourcer og kompetencer, er det vigtigt, at for eksempel emner som klimaproblematikken bliver en del af en helhed.
»Børn skal have støtte til at analysere klimaproblemerne i en vis kompleksitet og til sammen at udvikle løsninger. Man skal fortælle børnene om det, men ikke, hvis det er det eneste, man gør. Hvis man bruger en enkelt undervisningstime på at fortælle børnene om klimaforandringer, så de bliver bange, så skal man hellere lade være. Men hvis man derimod lader det indgå i et længere og meget fleksibelt forløb, så kan man gøre dem bevidste om, at der er noget at gøre, og det bliver gjort, og det kan de bidrage til nu eller senere i livet, som aktive medborgere,« siger Birgitte Hoffmann.
Det er måske netop illusionen om det beskyttede, sorgløse barn, der resulterede i, at Søren Pind og Peter Lund Madsen var bange i deres barndom: »Børnene blev forsøgt skærmet dengang. Man fortalte dem ganske vist om truslerne, men på en måde, der ikke gav dem mulighed for selv at handle. Det skulle de voksne nok klare. I den generation har vi så at sige en indlært passivitet. Vi har ikke lært at håndtere problemerne. Det er det, vi skal gøre anderledes nu,« siger Jeppe Læssøe.
Kommentarer
Jeg er bare enormt glad for den globale opvarmning. Ellers havde det jo stadig været istid, ikke?
Tak til alle menneskerne, fabrikkerne, bilerne og køerne, som sørgede for at istiden sluttede.
Jeg kan ikke lade være med at morer mig over Søren Pinds forargelse. Politikerne plejer ellers at være de største moralister selv. Fx bruger OVK enhver lejlighed til at fortælle, at der vil ske store skattestigninger og andre dommedagsting , hvis Thorning blev statsminister.
Jeg er enig med Jeppe Læssøe o.a. ,der mener at børn skal gives handlingskompetence.
Hr. og Fru Bange, og deres tre små angste børn.
Fuldstændig enig med Hr. Pind og hjerneforskeren - børn skal ikke belemres med isbjørne og den slags!
Først når barnet bliver voksen og kan sættes i spjældet d.v.s. omkring 12-14 års alderen, må vi forsigtigt hentyde, at der kan være en forbindelse imellem de massepsykotiske forældres livsstil og isbjørnene. Derimod må vi meget gerne sige TERROR og TALEBAN så meget vi lyster – det tager børn nemlig ikke spor skade af.
@Maria
ja, du rammer korrekt.
Utroligt hvis det er sådanne ting vi skal holde skjult for børnene i vores samfund. Det virker absurd.
Enhver, der har prøvet at opdrage et barn, kender den grænse der er for oplysning og overdosering af oplysning. Jeg synes derfor, den aktuelle diskussion er kunstig. For pokker! det løber da også mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at isen smelter. Derfor lurer jeg selvfølgelig på, hvor meget jeg kan fortælle et barn.
Vi har i lang tid været så sensible, at vi ikke har vovet at tænke på konsekvenserne af vores levemåde. Nu kommer regningen, uha, uha, og så må vi endelig beskytte børnene. Hvorfor beskyttede vi dem ikke imod overforbruget, ødelæggelsen af naturen, forureningen osv.? Det håber jeg, Anders Lund Madsen vil pludresnakke en masse om.
Hvis man slukker for kontakten på sit tv, udledes der mindre CO2 i atmosfæren; det er medvirkende til at isbjørnene ikke går hus og hjem. Sådan.
Og dette er korrekt og rigtigt.
Alt andet er borgerlig propaganda - og selvfølgelig er Søren Pind og til dels Peter Lund Madsens indlæg klima-skeptiske. [Men så længe Venstre får så mange som de gør fra bl.a. A.P. Møller, tør de jo ej heller sige noget om noget som helst - skibstrafikken alene har ansvar for meget store CO2udledninger].
Og nej, det hjælper heller ikke at man uddanner sig til ingeniør, Peter Lund Madsen. De tager nemlig bare til Kina eller Indien – og hjælper dem med at -nå ja - fyre meget mere CO2 af…
Og ja, solceller og brintbiler og bølgebryder-energi kan være meget godt. Prøv at sige til VOKken, der har regeret det her land i de sidste 8 år; de vil grine højt. Imens overhaler lande som Sverige og USA os på de her områder, fordi den danske regering ikke kendte sin besøgelsestid….
Og sålænge USA, Indien og Kina (som stat) betragtet ikke vil skrue så meget ned for CO2 - udslippet som resten af verden, ja så er vi altså lige langt…eller vi går i bakgear…
Og det er mig ubegribeligt at nogen kan påstå, at det ej skulle hjælpe ikke at slukke på kontakten til tv’et. Hvis alle mennesker i hele verden gjorde det, ja så….
“De mindste skal ikke være bange”
De har da ellers en del at være bange for. Min fremtid er til at overse, men når er 5-10 gammel … puh-ha.
@Karsten
Det hjælper ikke at være sparsommelig på el mange på en gang. Elselskabet nedjusterer jo ikke automatisk produktionen af den grund, det er noget de manuelt skal gå ind at gøre, så derfor vil udledningen ved sådanne symbolske tiltag blot være status quo. Den virkelige synder er tværtimod kulkraftværkerne, og det er dem vi skal have begrænset og stoppet i tide og omsat til vedvarende energikilder. Men du har ret i at først når det er sket kan vi åbne en smule mere op for sluserne og nyde godt af naturens ressourcer alle sammen.
Jeg kunne smaddergodt tænke mig at vide, hvad det er, der gør Søren Pind og Peter Lund Madsens betragtninger om disse ting så værdifulde, at de optræder som kronvidner i denne sag.
Klimadilemmaet (og dermed bæredygtighedsdilemmaet) sammenlignes med atomtruslen tilbage i de bemeldte herrers barndom. Underforstået: den blev ikke aktiveret og derfor bliver klimatruslen nok heller ikke aktiveret. Det kan du roligt fortælle dine børn.
Og det med skyldfølelsen er et venstreorienteret komplot således:
‘Det er jo et efterslæb fra Første og Anden Verdenskrig. Klimadebatten har jo sit udspring i det traditionelle venstreorienterede verdensbillede, hvor det er den vestlige verden med vores kapitalisme og grådighed der er årsagen til verdens problemer.’
Den slags forenklinger kan man også videregive og de giver jo unægtelig stof til eftertanke, især da det i øvrigt forlanges, at børnene skal indvies i kompleksiteten i klimadilemmaet. Hvad fanden menes der?? Hvordan gør man nu det?
Men heldigvis vil alt løse sig til alles bedste ved et par smarte tekniske fix (det er sket således indtil nu og det vil også være således i fremtiden), således:
‘Det er opfindelser, der har gjort, at vi mennesker har klaret os hidtil, og det er opfindelser, der skal klare det for os i fremtiden. Solceller, brintbiler og alt sådan noget. Det er der, slaget står. For os og for isbjørnen.’
Og det medvirker man bedst til ved at uddanne sig til ingeniør, hvilket du bare har at videregive til dine dejlige unger. Det er nemlig kun ingeniører, der kan redde verden. Alle vi andre er måbende tosser, der klapper i kulissen af de smarte ting, de finder på.
Mageløst og dejligt at konstatere, at der er håb for fremtidens børn.
I den mellemliggende tid kan man selvfølgelig fundere over, hvad man nu sådan rigtigt skal fortælle sine børn og over i hvilket omfang den nuværende civilisations såkaldte ‘opfindelser’ ikke også samtidig er årsagen til, at vi har nået grænserne for klodens bæredygtighed, hvilket man kan studere nærmere på dette sted:
http://www.vancouverobserver.com/life/sustainabili…
hvis man tør.
I øvrigt Peter Lund madsen. Der er ikke så meget, der går den rigtige vej. Fattigdommen på kloden -også i de rige lande - er (især efter den såkaldte finanskrise) stigende og især sultproblemet er vokset markant inden for de sidste par år og du kan bande på, at når der snart bliver problemer med olieforsyningen, så vil dette eskalere ganske kraftigt.
På trods af de mange ingeniører og alle opfindelserne og fremskridtene. De voksne vil gøre klogt i at holde sig orienteret om disse sager, men vi behøver jo ikke at holde ungerne orienteret om alt og en god dialog med skolen vil klare mange af de problemer, der måtte opstå med hvad man nu skal sige.
En tragisk udvikling:
http://dl.dropbox.com/u/2612553/A%20tragic%20rever…
Er overskriften blevet ændret? Jeg klikkede mig frem hertil fra et andet sted, hvor der stod “Skal klimakrisen gå ud over børnene?” Lidt af et retorisk spørgsmål.
Er overskriften blevet ændret? Jeg klikkede mig frem hertil fra et andet sted, hvor der stod “Skal klimakrisen gå ud over børnene?” Lidt af et retorisk spørgsmål.
Selvfølgelig skræmmer vi ikke børn!
Tak til Information for at starte en vigtig debat om klima og børn den 19. november 2009. Men journalistisk dumpekarakter til at videregive Søren Pinds paranoide delirium mod den grønne tænketank CONCITOs klimaambassadører uden så meget som at indhente én kommentar fra os. For selvfølgelig kunne vi ikke drømme om at lave skræmmekampagner over for børn og pådutte dem et ansvar, de ikke har. Vores klimaambassadører har fået en uddannelse og en skriftligt guide, der eksplicit understreger, at de ikke skal skræmme, men præsentere helheder og løsninger. Børnene i 4.-6. klasse møder klimadebatten hele tiden i deres hverdag og har klima som en del af lærerplanerne. CONCITOs klimaambassadører er ét af vores projekter i formidling af klima til børn, et andet er udgivelsen af en grundbog til natur/teknik faget (klima NØRD elevbogen, der er blevet rost af lærernes fagblad ”Folkeskolen” for netop ikke at levere skræmmekampagne, men helhed), der ligesom vores øvrige aktiviteter fokuserer på kompleksitet, viden og mulige løsninger – det flere eksperter efterlyser i artiklen. Viden forebygger angst, ikke det modsatte. Som professor Jeppe Læsøe udtrykker det: ”Børn skal have støtte til at analysere klimaproblemerne i en vis kompleksitet og til sammen at udvikle løsninger.”
De bedste hilsener / Best regards
Martin Lidegaard
Formand for CONCITO
Børnene bliver skam ikke kun skræmte og indgivet skyldfølelse, såvel i skolerne som i medierne. De bliver også systematisk hjernevasket!
Er det mon et kendetegn ved en kultur i opløsnig, at man har brug for skræmmebilleder for at holde sammen på stumperne og forsvare sin eksistensberettigelse? Det ville i hvert fald til dels forklare det massehysteri, som i de senere år har fordrejet hovederne på snart sagt enhver stemme i den offentlige debat, i en grad så sort bliver til hvidt og mus til elefanter. ’
Og ja, selvfølgelig kan den nye tids bud på ‘de sidste dages frelste’ ikke modstå fristelsen ved at inddrage børnene, for på den måde at få et føjeligt og lydhørt publikum til deres dommedagsprædikener. Og ikke nok med at de bombarderer de uskyldige unger med deres løsagtige pseudovidenskabelige brandtaler. De misbruger også børnene til, på bedste Nazi og Stasi-vis, at bearbejde de voksne. Min 10-årige kom hjem fra en klimadag i skolen og proklamerede hele smøren om klodens snarlige CO2-død og historiens afslutning (hvor var det lige vi hørte den sidste gang?), og lige så snart jeg begyndte at nuancere og perspektivere billedet en smule udbrød han: ‘Ja, det sagde de også nede på skolen, at vores forældre formentlig ville sige at det ikke passede!’
Jeg synes at det er dybt skræmmende, at klimadebattens paranoide og selvfede blålys ikke blot forsøger at narre sit voksne publikum, men benytter sig af børnenes troskyldighed til at sætte den naturlige respekt til deres forældre - og til fornuften og erfaringen - overstyr for på den måde at overtage styringen med deres udvikling.
Hvornår stopper denne galimatias? Selvfølgelig har kloden miljøproblemer, og naturligvis skal vi arbejde målrettet på at løse dem - det er vi faktisk nogle stykker som har forsøgt at bidrage til igennem adskillige årtier. Men problemerne bliver ikke løst ved at hele den voksne befolkning springer op og render rundt med hovedet under armen i en fornuftens og overblikkets dødedans.
Børn skal ikke skræmmes! Men det er stadig sindssyg vigtigt, at de bliver informeret om den globale opvarmning, klimaforandringerne osv. Deres forældre er jo først for relativt nyligt begyndt at tage sig seriøst af det - så der bliver nok at gøre for dem der er børn nu.
Jeg kan godt li’, at der bliver sendt klima-/miljøprogrammer i fjernsynet - det er en nem måde at informere børnene på… Af flere grunde. Bla. fordi fjernsyn = Underholdning = Noget man godt gider bruge tid på som barn.
Det er på den anden side vigtigt, at de her programmer er pædagogiske. Det duer jo ikke, hvis man fortæller børnene, at om x år vil det være for varmt på jorden til, at mennesker kan leve der, eller der hvor man bor bliver oversvømmet osv. osv.
Nu har ikke set de her programmer (Jo.. “Klima-nørd”.. Men det er vidst ikke det mest miljø-forkæmpnings-propaganderende program), så jeg ved ikke, om de er pædagogiske. Men ligemeget hvad, så er det allervigtigste da, at forældre snakker med deres børn om det her. Ja, det er en opfordring til jer der har børn - snak med dem om det. De skal ikke skånes for at høre om det, for “Åh, det er så skræmmende, og de forstår det alligevel ikke”. For det første skal man ikke undervurdere mindre børn. De forstår mer’ end man skulle tro.. For det andet behøver man heller ikke gøre det til noget særligt skræmmende, det her. For de skal ihvertfald ikke skræmmes - de skal informeres!
Lige en tilføjelse:
Søren Pind er dum! (Som sagt) skal børnene informeres. Miljøet er ikke et “Voksenproblem” - det er vores alle sammens problem.
Dog skal programmerne selvfølgelig ikke skræmme..
Jeg forstår slet ikke, hvorfor børnene skal blandes ind i det her. Selvfølgelig skal de større børn have et kendskab til verdens problemer, men hvor de mindre børn? De kan jo hverken gøre fra eller til alligevel! Problemerne skal løses teknologisk og politisk, på en effektiv og pragmatisk måde. At trække børnene ind i denne sag er at forvandle den fra videnskab til religion, hvor problemer bliver til synder og konsekvenser bliver til straf! At tænke således om praktiske forhold i vores fysiske virkelighed er på enhver måde barnagtigt og uværdigt for voksne mennesker. Lad os derfor gøre som evangelisten Paulus, og lægge det barnlige bag os, nu da vi er blevet voksne.
Alle kan da vel være enige om at børns ængstelse ikke skal fodres når man taler med dem om de problemstillinger der er i verden, som kan have indflydelse på deres liv.
Så for mig at se er hele Søren Pind og Co’s harceleren éen stor retorisk øvelse.
Og ikke engang en specielt elegant udført én.
Da jeg var barn i 80erne var jeg enormt ræd for atomkrig. Det var jeg fordi jeg hørte om det i radioen, så om det i TV-avisen og kunne høre og se på de voksne, at de var bekymrede og bange for det.
Sådan er det at være barn!
Mine forældre talte med mig om bomberne da jeg spurgte. De forsøgte at være nænsomme men stak ikke noget under stolen.
Jeg har svært ved at se hvordan de ellers skulle have håndteret sagen.
Eller sagt lidt kortere:
Jeg synes Søren Pind skal holde op med at være patroniserende og sætte sig til at (gen)læse ‘Kejserens Nye Klæder’. Det er endnu aldrig lykkedes nogen at holde noget skjult for børn!