Kære VKO, S og SF.
Jeg kan forstå, at I vil forhøje det såkaldte ‘repatrieringstilskud’, så flygtninge og familiesammenførte fra ikke-vestlige lande får et beløb på 100.000 kr. for at forlade Danmark. Forslaget indeholder tilmed en eksplicit nævnelse af ældre og såkaldt utilpassede udlændinge.
Det er da glimrende at tilbyde folk økonomisk hjælp, hvis de selv henvender sig, men med vanlig arrogance signaleres det, at I som udgangspunkt ikke ønsker tilstedeværelsen af den etniske gruppe, som lovforslaget eksplicit er rettet imod.
Jeg kan også forstå, at de mennesker, I ønsker forlader landet, er dem, der i jeres øjne ikke er velintegrerede, og det kunne derfor være spændende at høre jeres definition af, hvad det vil sige at være velintegreret i det danske samfund.
Er man velintegreret, når man er blevet så uforskammet, at man beder folk rejse for penge, fordi man mener, at de ikke passer i selskabet?
Jeg kunne også spørge, om I til en fest ville henvende jer til en af gæsterne og sige: »Her er en plovmand. Den skal du få, hvis du smutter, for jeg synes ikke, at du passer ind i selskabet, og det tror jeg heller ikke, at du selv synes. Det er en klækkelig ‘bonus’, som jeg kun tilbyder gæster med din kultur, så vær du glad for venligheden«.
Dårlige signaler
I Information den 14.-15. november forsøger Venstres integrationsordfører, Knud Lauritzen, at uddybe jeres holdninger: »Jeg håber da ikke, at der er nogen, som føler sig velintegrerede i det danske samfund, er ude på arbejdsmarkedet og opfører sig ordentligt, der vil benytte sig af ordningen.«
Hvad Knud Lauritzen her udtrykker, er det, som VKO har praktiseret i otte år: At fortælle mennesker med ikke-vestlig baggrund, primært mellemøstlig, at man tvivler meget på deres kvaliteter. Resultatet er, at I gennem kulturel arrogance holder den kløft åben, som børn og unge er ved at lukke. Hver dag knokler unge med alskens etniciteter og religion en vis legemesdel ud af bukserne på landets skolebænke. Vær søde at overveje, hvilken besked I sender til disse unge mennesker, når I fortæller dem, at I ikke mener, at deres forældre og bedsteforældre er noget værd, for det er det, I gør med dette forslag.
Mit spørgsmål til alle de politikere, der støtter dette forslag, er derfor:
Hvor meget sammenhængskraft tror I, det skaber i samfundet, at lade en etnisk gruppe forstå, at landets ledere som udgangspunkt ikke mener, at de er velkomne?
Er jeres mål at hjælpe mennesker i nød, eller er det at nyde godt af de, som er ressourcestærke?
Der er løbet meget vand igennem åen, siden Danmark var et forbilledligt land, der behandlede alle flygtninge værdigt - uanset etnicitet. Med dette lovforslag som seneste bud på et respektløst Danmark burde I tage jeres værdigrundlag op til overvejelse. Der er noget helt galt, når I som landets lovgivende magt ser jer berettigede til at definere, hvad en ‘rigtig’ dansker er og tilskynde folk til at smutte, hvis de ikke passer ind i kategorien.
Torsten Tranum Rømer er gymnasielærer







Kommentarer
Blot en detalje:
Jeg undrer mig til stadighed over vendingen ”familiesammenførte fra ikke-vestlige lande”.
Er det mon muligt og tilladt eller blot en kombination af godt sælgende avisoverskrifter og politisk spin fra såvel højre og som venstre side?
Den hidtidige repatrieringslov har så vidt jeg kan tolke det vedr. personkredsen og de familiesammenførte været gældende for:
”Andre familiesammenførte udlændinge til flygtninge m.v.” samt andre familiesammenførte udlændinge i henhold til udlændingeloven, som igen henviser til flygtningekonventionen, og altså ikke noget med ”ikke-vestlige lande”.
Derimod er det muligt, at flygtninge i praksis kommer fra ikke-vestlige lande, men dette er dog en anderledes end at definere en lov som gældende for personer fra Sri Lanka etc.
Ikke-vestlige lande er iflg. Danmarks statistik alle andre lande end EU-lande, Island, Norge, Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand.
Det ville være rart, hvis nogle kun linke det egentlige forslag.
Ja, det burde jo have været nemt at finde, så omtalt som det er. Teksten findes pt kun eet sted: Søg i dette link efter
Aftale om styrket repatriering.
I teksten kan jeg ikke umiddelbart se en indskrænkning til kun at gælde “ikke-vestlige lande”, blot Flygtninge mv. og familiesammenførte til flygtninge. Samt andre familiesammenførte udlændinge, der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Tak for det. Personkredsen ændres noget, men tilsyneladende ikke til de ofte omtalte ”ikke vestlige”. Hvordan dette så er sneget ind i overskrifter er en gåde, men måske bare godt spin og fælles interesser med medierne?
DFs finansordfører Kristian Thulesen Dahl citeres ved fremlæggelsen for at: “Det gælder den gruppe, der er kommer hertil under asylsystemet og har fået familiesammenføring og fast opholdstilladelse”.
Hvilket vel ganske rigtigt er hvad der står i aftalen. Så ud over, at meget få flygter mellem “vestlige” lande, kan jeg heller ikke umiddelbart se, hvor “ikke-vestlige” er opstået henne. Men de andre journalister har vel også haft besvær med at finde orginal-teksten…
Kære Torsten du henvender dig til en moral, som de mennesker ikke er i besidelse af, for dem drejer det sig om at beholde magten og særligt for DF drejer det sig om overlevelse.
“Angst essen Seele auf”
Udtrykket ”Ikke-vestlige” personer spredes bedre end lovens egne bogstaver med flygtninge, som nogle vælgere måske kan have mere sympatiske holdninger til, og udtrykket kommer i forlængelse af polemik og kampagner med statistikker for ikke-vestlige personers kriminalitet, underforstået muslimers.
Når TV news, ekstra bladet m.fl. oplyser, at Udlændinge får 100.000 kr for at tage hjem, så er der desuden flere ting galt. Ikke blot er udlændinge stærkt vildledende journalistik, men pågældende får øjensynligt stadigvæk kun 16.954 kr. for at rejse ’hjem’. De 100.000 kroner udbetales kun, hvis de bliver væk i et år.
Og hvis det drejer sig om flygtninge udenfor det danske arbejdsmarked, så kan det være lidt svært at se, hvor mange der med 17.000 i engangsbeløb vil kunne klare sig i lande, som de oprindeligt er flygtet fra. Personer over en vis alder eller på førtidspension får dog et mindre månedligt beløb men i en begrænset periode, og væsentligt mindre end man ellers modtager, hvis man som folke- eller førtidspensionist bosætter sig i et andet land.
Måske ordningen er interessant for en gruppe højtuddannede eller ressourcestærke selvhjulpne personer, men derved bliver den en større omkostning for samfundet udover prisen for til stadighed at skabe splid imellem befolkningen. Men det er gratis politiske kampagner i villige medier, og det lyder ’flot’, når Pia Kjærsgaard siger, at man samtidig sparer man det danske samfund for umådelig mange udgifter og umådelig mange problemer
Ifølge Thulelsen Dahl er meningen, at kommunerne skal anvende loven over for udlændinge, der ikke kan eller vil integreres. Hvordan disse skelnes med loven i hånd er endnu en stor gåde, og indtil videre er der blot kommet skitser til mere bureaukrati, trods løfter om det modsatte. Samt en affyringsrampe til yderligere polemik, når det viser sig at det antal udlændinge, som man satte regeringen til at regne på, ikke kan motiveres eller at nogle rollemodeller rejser. Så skal anden etape af den store økonomiske model vel iværksættes, med drømmene om at lægge mere pres på borgere i bred forstand.
Hvad er mon egentligt den reelle tekst bag ordene om at afsætte en pulje på 20 millioner kroner, som kommuner kan søge for at motivere udlændinge til at rejse hjem?
Apartheid er forsøgt andre steder, og har altid medført kulturel afstumpethed, arrogance og usigelige lidelser. Når segregetingspolitikken på et tidspunkt kollapser, efterfølges det af en periode, hvor de tidligere undertrykkere konstant frygter repressalier.
Det er er skråplan, at bevæge sig ud på.
Denne kommentar er anbefalet af:
Villy Søvndal. Helle Thorning. Der er post til jer! Nu har I mulighed for at svare på noget, vi gerne vil vide.
Vi ved godt, hvad regeringen og DF mener. Men hvordan skal vi forstå det, I siger, I mener? Ahharrrh! Så svar dog!
Mandens spørgsmål er klart og tydeligt. Og det er i realiteten mere eller mindre ligegyldigt om det er ment at ramme førtidspensionerede amerikanere, der bor i Danmark.
Henrik Wagner. Du drukner pointen med din formentlig velmente filibuster. Det bliver umådelig akademisk selvsmagende. Pointen er jo ikke til at tage fejl af, vel?
Underrubrikken trækker det jo helt skarpt op.
Lasse Dahl
Jeg beklager det ikke faldt i din smag, at jeg prøvede at forstå hvad omtalte lov handler om i stedet for at labbe til mig, hvad der har været fremført i pressen og udover de sædvanlige ’klare pointer’ udsprunget af politisk spin fra alle sider blot egnet til at vække mere vrede og skabe stemmer for det eksisterende.
Lad os nu være ærlige og indrømme at godt allesammen ved hvilken gruppe af udlændinge Thulesen Dahl tænker på som hverken vil eller kan integrereres i det danske samfund. Og gruppen er: Muslimerne.
Hvorfor skulle der ellers sættes en pulje på 20 millioner kr. af til at bede nogen mennesker om at skrubbe hjem til sig selv - og kommunerne ligefrem blive opfordret til at finde folk som er u-egnede til at leve i Danmark? hvis det ej var for smide samtlige muslimer ud af Danmark. Og før det oprette lejre de kan befinde sig i (nå, nej, det har vi jo allerede…)
Og ja, repatrieringsydelsen er stadig på ca. 17.000 kr; 100.000 kr. får de kun hvis de bliver i deres oprindelsesland - og lover aldrig mere at komme til Danmark.
Mht. hvem det er der skal ud, har Pia Kjærsgaard sagt noget med at der er ved at være vanskeligheder på plejehjem. Og gad vide hvad hun mener med det?
Mit gæt er flere ældre tyrkere nu ender på plejehjem; det er hun tænker på. Og dem vil have ud af landet - uanset at det har boet her i 30-40 år, betalt skat mm. og været en del af det danske samfund…
Karsten Aaen:
Og gruppen er: Muslimerne.
Ja, det er selvklart Thulelsen Dahl og df’s våde drømme, der markedsføres af den danske presse med opbakning fra politiske modspillere, og indpakket i ukorrekte ord, da man tilsyneladende ikke kan lovgive som foregøglet. I stedet lader mange som at der faktisk står noget andet i loven, for det fremmer åbenbart salget hele vejen rundt.
Hvad angår repatrieringsydelsen, er der udover 12 måneder tilsyneladende også indbygget noget fortrydelsesret, men forhøjelsen af beløbet syntes EL faktisk var en god ide!
Hvad er der så tilbage?
Den anden pulje til at ’bede folk skrubbe hjem’ og de afsatte 20 millioner er snarere et gratis finanslovs trick. Her får man næsten frit valg på alle hylder af alt, hvad der ikke umiddelbart koster i modsætning til at tilgodese partiets egne pensionist vælgere, der bestjæles via satspuljen men modtager en smule returkommission i form af ældrecheck.
Altså vitaminer til df’s løbende valgbudget. Og flere konflikter er jo altid velkomne. Bedre bliver det, hvis man kan få sendt de mest ressource stærke ’hjem’ under dække af at spare penge, mens nogle af de tilbageblevne kan skabe flere problemer og man kan få det konservative folkeparti til at sluge kameler eller selv begynde at ævle videre om muslimer.
Ligesom repatrieringsloven ligner ’skrub hjem puljen’ dog næppe mediernes overskrifter, og hvor meget giver en pulje på 20 millioner mon i praksis i overbureaukratiet ude i de 89 kommuner og overfor hvem? Det bliver sandsynligvis blot en skydeskive., som alle partier kan dyrke.