Opslag til denne artikel

Emneord:lømmelpakken
Personer:Brian Mikkelsen
Organisationer:Dansk Folkeparti, FN, Folketinget
Steder:Danmark, København, Nivå

Der har længe været god grund til at være på vagt, når man hørte et regeringsmedlem eller en politiker fra Dansk Folkeparti holde skåltale over demokratiet og dets fortræffeligheder. Med Brian Mikkelsens såkaldte ‘lømmelpakke’ eller Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed, som den også hedder, er tvetungetheden blevet endnu mere frapperende.

Parallelt med en glad og fro fejring af Murens fald og »de vestlige demokratiers sejr« fremlægger man nu en lov, der i bedste fald - og vel kun i ens mest blåøjede stunder - kan opfattes som eklatant lovsjusk.

I værste fald er den noget helt andet og i demokratisk henseende ubehageligt. Nemlig et bevidst forsøg på - under dække af en forestående verdensbegivenhed: FN’s klimatopmøde i København - at skræmme borgerne fra at demonstrere ved hjælp af uklart formuleret og flere steder direkte mudret jura. Men hvad skal det repræsentative demokrati da også med al denne nyttesløse politiseren fra utilpassede unge og andre mindretal?

Mindretallet har en slags rettigheder i demokratiet, men hvis de ikke opfører sig som det siddende flertal ønsker, så vanker der, så er de selv ude om det.

Helt i tråd med ovenstående ‘logik’ er lovforslagets ubetaleligt afslørende navn ‘lømmelpakken’ da også. Uanset om det er Brian Mikkelsen selv, et lyst hoved i Dansk Folkeparti eller måske en praktikant, der har fundet på dette ‘kælenavn’, gør det arbejdet til fyldest rundt omkring i de små stuer.

Demonstrationer? Jamen, det er jo sådan noget lømler tager til. Og en lømmel, det er en ballademager. »Ergo, lillemor, er demonstranter ballademagere« i bedste Erasmus Montanus-logik.

Og hvis de ikke er, hvad bestiller de så til en demonstration? Men nu er ‘lømmelpakken’ jo blot et kælenavn, et lille jovialt sprogkrydderi, der skal gøre det hele lidt mere folkeligt og fornøjeligt, kunne man indvende.

Regeringen og DF, de demokratielskende væsener, elsker ytringsfriheden, pressefriheden, forsamlingsfriheden og alle mulige andre friheder alt for højt til at ville file selv det mindste i dem. Terrorpakken justerede lidt i frihederne, det må medgives. Men det var alt sammen velment, eventuelle rettighedsmæssige underskud retter vi op på senere, når der er faldet lidt mere ro over gemytterne. Det lover vi. Baggrunden for at ‘lømmelpakken’ fremsættes nu, er ganske enkelt og uskyldigt det forestående klimatopmøde, hvor vi i Danmark risikerer at fremstå blødagtige, hvis ikke vi sætter hårdt mod hårdt og tager hånd om de udenlandske ballademage/lømler/demonstranter. Så er den faktisk ikke så meget længere. Jo, det er den!

Umuligt at selv vurdere

Jeg er klar over, at regeringen og DF i fællesskab uden videre kan tilbagevise de forskellige høringssvar, som er yderst kritiske over for, hvis ikke ligefrem stærkt betænkelige ved, lovforslaget.

Regeringen og DF vil sige, at Danske Advokater da rigtignok i deres svar bl.a. skriver, at det: »… efter Danske Advokaters opfattelse er dybt problematisk i forhold til hensynet til at sikre den fornødne lovkvalitet, at lovforslaget er sendt i høring meget kort tid før forslagets fremsættelse for Folketinget…«.

Og det kan da meget vel være, at advokaterne finder det »meget uheldigt«, at der »ikke i forbindelse med det lovforberedende arbejde er sket en inddragelse af f.eks. advokater og dommere…«.

Tjoh, men nu er advokater sådan set en slags juridiske eksperter og alene derfor (i henhold til regeringens åbenbart uopslidelige ekspertlogik) stærkt partiske, elitære og ude af trit med folkets vilje. Det samme gælder selvfølgelig Dansk Fængselsforbund, som også i deres høringssvar falder i fælden og bliver typisk ekspertagtigt bedrevidende og vel nærmest uforskammede, når de udtrykker »… en bekymring i forhold til, at der med lovforslaget sker en kriminalisering af ‘almindelige’ lovlydige borgere, hvilket Fængselsforbundet anser for en uheldig udvikling…«

Det mest uhyggelige ved Brian Mikkelsens ‘lømmelpakke’ er, at den gør det uigennemskueligt for demonstranter i Danmark, hvornår de handler i strid med loven, og hvornår de ikke gør. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at personer, der i »et område, hvor der foregår omfattende forstyrrelse af den offentlige ro og orden ‘hægter sig sammen’ for at blokere adgangsveje mv. og således hindrer politiets, brandvæsnets eller ambulancetjenestens arbejde« kan straffes med 40 dages fængsel i førstegangstilfælde.

Der vil dog kunne være formildende omstændigheder: »… hvis der alene er tale om en enkelt person, som i periferien af et område, [min fremhævelse, RJJ] hvor der er uroligheder, uafhængigt af andre holder fast i en lygtepæl for at undgå anholdelse«.

Af sidstnævnte formulering begynder man måske at ane den begrebsmæssige elasticitet i ordet ‘område’. Hvornår er man i et ‘område’, hvornår er man i periferien af det, og hvornår har man mon forladt det?

Et tænkt eksempel: 100.000 danskere med slagside mod den borgerlige fløj bevæger sig i demonstrationstog fra Christiansborg over Knippelsbro mod Christiania for at kræve fristaden normaliseret eller på anden måde usynliggjort. I spidsen af demonstrationstoget har der indfundet sig nogle voldelige personager.

Pæne ældre i kachotten

De antænder parkerede Christianiacykler og udøver anden hærværk, mens andre hærdebrede typer går i nærkamp med politiet. Samtidig - »mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted« (lovforslagets ordrette ordlyd) - i den anden ende af demonstrationstoget, på Knippelsbro, sætter seniormedlemmerne af Lions Club Nivå sig ned i spontan protest over hippiernes årelange tyveri af offentlig/militær ejendom.

Straks efter kommer politiets salatfade fra Christiansborgsiden og vil forbi. Det kan de bare ikke umiddelbart komme. Ældre borgere har sat sig.

Spørgsmålet er nu: Kan seniorerne idømmes 40 dages fængsel, hver og en? Spiller det nogen rolle, at de ikke kendte til urolighederne i den anden ende? Og hvad hvis de gjorde? Har de pådraget sig et medansvar for lømlernes gerninger alene ved at deltage i samme demonstration? Er de i ‘området’ eller er de ikke? Hvor langstrakt kan et område være? Er det op til politiet at vurdere disse ting i kampens hede? Sådan ser det ud.

I bemærkningerne kan man f.eks. læse: »«Den nærmere fastlæggelse af området, hvor der i en given situation foregår uroligheder, må bero på en konkret vurdering bl.a. af urolighedernes omfang og udstrækning og af de geografiske forhold det pågældende sted«.

Klokkeklart er det slet ikke, men på den anden side er det nok heller ikke meningen, at borgeren selv skal kunne foretage denne vurdering. Det er helt op til politiet.

Jeg antyder ikke nødvendigvis, at politiets situationsbestemte vurderinger altid vil føre til vilkårlighed i udmøntningen af loven. Jeg fastslår bare, at den potentielle vilkårlighed i, hvem der vurderes at være ‘i et område’ med uroligheder og samtidigt ‘hindrer’ politiet i dets arbejde, kan tænkes at skræmme mange fra at tage del i en lovlig demonstration. Kunne det være hensigten bag ‘lømmelpakken’?

Ifølge lovforslaget har seniorerne ved deres sit-down- aktion ‘hindret’ politiet i dets arbejde. Og det er strafbart. Principielt set forståeligt nok. Problemet er bare: Hvornår hindrer man politiet i dets arbejde, og hvornår besværliggør man det bare? Lovforslaget - og partierne bag - er ligeglade med den sondring.

X

Man kriminaliserer med et pennestrøg enhver form for passiv modstand. Man vil ikke have modstand af nogen art. Man vil have lovlydige borgere - som vel at mærke holder sig indendøre. Dét er nemlig også en art demokrati. Et demokrati, hvor man fremover også, med hjemmel i ‘lømmelpakken’, kan præventivt tilbageholde skumle typer, som vurderes at være til fare for den offentlige fred og orden. Brian M. har efter sigende forklaret, at hensigten med dette er at give politiet mulighed for at frihedsberøve en busfuld seniorer fra Nivå (nej, målgruppen er nok snarere betydeligt yngre og frisuremæssigt mere udfarende borgere), uanset om der foreligger en konkret mistanke om ufredsstiftere i blandt dem. Det sker jo under alle omstændigheder for den fælles sikkerheds skyld. De kunne jo bare være blevet hjemme.

René Jean Jensen er oversætter, forfatter og redaktør ved Forlaget Basilisk

Denne artikel er anbefalet af: