Lene er 46 år gammel, da hun efter mange år i sit job som fuldmægtig på en uddannelsesinstitution en dag falder ned af stolen og må hentes i ambulance.
Det sker efter en længere periode med sygemeldinger på grund af stress. En stress, der efter noget tid væk fra arbejdspladsen udvikler sig til angst, depression og social fobi.
Hun forsøger at bevare tilknytningen til sin arbejdsplads, men chefen vil kun have hende, hvis hun kan arbejde 37 timer om ugen. Det ender med en fyreseddel:
»Det var op til den helt store afsluttende eksamen på skolen, og jeg ville gerne passe mine ting ved at arbejde hjemme og så køre ind og aflevere. Men det endte med, at chefen ringede og spurgte, om jeg var hjemme, og om han måtte komme forbi med min fyreseddel,« forklarer Lene og griner.
»I dag kan jeg grine af det, men dengang var jeg på vej udover altankanten«.
Lene er ikke den eneste førtidspensionist, der mener, at deres arbejdsplads ikke gjorde nok for at sikre, at de kunne forblive på arbejdsmarkedet på trods af nedsat arbejdsevne. Det viser en undersøgelse fra YouGov Zapera, der er foretaget for LO.
Næsten halvdelen af de adspurgte mener, at virksomheden ikke gjorde nok:
»Jeg ville ønske, det havde været mere fleksibelt, og at der var blevet taget imod mit tilbud om at arbejde hjemme. Altså en form for fleksjob. Så tror jeg godt, jeg kunne have arbejdet mig tilbage på fuld tid,« siger Lene.
Firmaer ikke rummelige
40 procent af de adspurgte førtidspensionister mener ifølge LO-undersøgelsen heller ikke, at kommunen gjorde nok for at sikre deres tilknytning til arbejdsmarkedet.
Og den store utilfredshed kan ofte mærkes ude hos sagsbehandlerne, forklarer formand i Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post.
»Frustrationerne blandt de ledige er åbenlyse, når de ikke kan finde nogen plads på arbejdsmarkedet. Samtidigt kan der være en uenighed med sagsbehandleren i vurderingen af, om der nu ikke var en chance for, at de kunne komme tilbage. Her kan den faglige vurdering godt være lidt hård,« siger Bettina Post.
Hun påpeger, at den økonomiske krise har gjort det mere end svært for sagsbehandlerne at finde egnede tilbud ude i virksomhederne:
»Det er meget vanskeligt at få virksomhederne til at åbne dørene for folk, der skal tages særlige hensyn til. Specielt i disse tider hvor de skal fyre velfungerende medarbejdere i massevis, så ryger tærsklen ned for, hvor mange ansatte de vil have med alle mulige problemer«.
Hos LO hæfter man sig særligt ved, at der lige nu står mindst 10.000 ledige i kø til et fleksjob.
Så selv dem, der har tilstrækkelig arbejdsevne til et fleksjob, risikerer at ende med at blive udstødt.
»Arbejdsmarkedet er ikke klar til at håndtere de her mennesker. Det er den udfordring, der er,« siger næstformand i LO Lizette Risgaard og påpeger, at udviklingen er selvforstærkende.
»At være væk fra arbejdsmarkedet er jo også med til at gøre folk endnu mere syge, så jo længere tid de er væk, jo sværere har de ofte ved at komme tilbage igen,« siger hun.
Angst kostede dyrt
Ifølge Lene var det ikke muligt for hende at tage imod kommunens tilbud, da hun på grund af angst stort set ikke bevægede sig ud af sin lejlighed.
Det førte til en gradvis forværring af hendes situation.
»Jeg blev endnu mere isoleret og kunne slet ikke komme ud på gaden. Jeg sagde nej til sociale tilbud og endte bare med at sidde derhjemme,« siger hun.
Efter et treårigt forløb gav hun op.
»Det endte med, at jeg sammen med kommunen besluttede at indstille mig til førtidspension. De kunne ikke finde andre løsninger. Det ville blive for dyrt for dem at sende mig på nye tilbud, fordi jeg på grund af angsten ikke kunne tage bussen, og de ikke ville betale en taxaordning«.
Lene er et opdigtet navn, da hun ikke ønsker at stå offentligt frem. Hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.
Kommentarer
Det er muligt ,at arbejdsgivere kan være i en presset situation, men det bør alligevel få konsekvenser, hvis man som leder, ikke er i stand til at skabe et tilfredsstillende arbejdsmiljø på ens arbejdsplads. Arbejdsmiljøtilsynet bør oftere kunne skride ind med store bøder, til de leder der nedslider deres ansatte.
Jeg forstår i øvrigt ikke, at regeringens tankegang er, at det kun er lønmodtagere, der skal straffes for ikke at tage ansvar, mens arbejdsgivere ikke behøver at tænke ansvarligt. Det er åbenbart i sig selv respektabelt at drive en virksomhed, uanset hvad man producerer og hvordan man gør det. arbejdsgivere kan lukrere på, at de kan overlade deres tidligere ansatte, til et offentligt system der overtager ansvaret. De behøver derfor egentligt ikke, at gøre noget for at forhindre at deres medarbejdere går ned med stress. De kan blot personligt aflevere en fyreseddel og så ansætte en ny medarbejder dagen efter.
Hvis manden på gulvet skal tage ansvar, så må det også gælde for manden i toppen. Hvis man ikke bliver mødt med respekt, hvorfor skulle man så ønske at gøre en indsats?
Selvfølgeligt har man også et personligt ansvar i forhold til at undgå stress, men i mange tilfælde kan man kunne tage det ansvar ved at sige op.
Det er ikke altid nok, at bruge al ens fritid på meditation, løbetræning og klassisk musik.
Læs evt. Henrik Day Poulsens “Psykopater i jakkesæt”.
»Jeg ville ønske, det havde været mere fleksibelt, og at der var blevet taget imod mit tilbud om at arbejde hjemme. Altså en form for fleksjob. Så tror jeg godt, jeg kunne have arbejdet mig tilbage på fuld tid,« siger Lene.
Det vil sige at psykopatchefen faktisk har kostet samfundet penge, det er derfor ham Lars Løkke bør kritisere for at handle uansvarligt. Men hvorfor gør han ikke det? Gæt selv?
NB Hvis man ikke kan lede en virksomhed, uden at de ansatte går ned med diverse “livsstilssygdomme”, så bør man indse, at man er inkompetent som arbejdsgiver.
HVAD DER IKKE KAN STÅ MÅ FALDE!