En ny undersøgelse fra LO blandt landets førtidspensionister viser, at næsten halvdelen af de adspurgte mener, at hverken kommuner eller arbejdsgivere gjorde nok for at fastholde dem i en tilknytning til arbejdsmarkedet. De ønskede selv at bevare tilknytningen, men endte alligevel med et liv på varig social ydelse.
Dermed kom de på trods af god vilje til at dele skæbne med omkring 316.000 andre personer med nedsat arbejdsevne, der enten er helt eller delvist udstødt fra arbejdsmarkedet.
Det er ifølge en opgørelse fra LO en stigning fra under 300.000 i år 2000.
Stigningen sker samtidig med, at det på trods af klare politiske målsætninger ikke er lykkedes at bremse tildelingen af nye førtidspensioner i samme periode.
Det får nu både forskere, fagbevægelsen og arbejdsgiverne til at advare om, at udviklingen er uholdbar:
»Det er usundt for et samfund, at så mange skal leve uden for det fælles rum, vi kalder arbejde, fordi de ikke passer ind i en eller anden normalitet. Den normalitet indsnævrer sig for tiden, og det er dybt problematisk,« siger direktør i rådgivningsfirmaet Discus og medlem af Arbejdsmarkedskommissionen Hans Bach. Han bakkes op af seniorforsker i arbejdsliv på SFI Helle Holt:
»Arbejdsmarkedet er generelt blevet et mere belastet sted at være. De almindelige medarbejdere skal løbe sindssygt stærkt, så det er svært at få plads til folk med nedsat arbejdsevne, når de ordinært ansatte er virkeligt pressede,« siger Helle Holt.
Hun henviser til en undersøgelse fra SFI, der viser en stigning fra 25 procent til 48 procent i antallet af ansatte i virksomheder, der opfatter personer med nedsat arbejdsevne som en belastning.
Samtidigt betyder udviklingen, at der reelt bliver færre job, som mennesker med nedsat arbejdsevne kan varetage .
»Forestillingen om, at vi har fejejob, bygger på en rosenrød forestilling om, hvordan arbejdsmarkedet ser ud. De ufaglærte job forsvinder jo, og dermed de åbninger der kunne være til folk med ringe uddannelse, arbejdsevne og arbejdserfaring,« forklarer Helle Holt.
En fiasko
Hos Dansk Arbejdsgiverforeningen kalder man indsatsen på området for en fiasko.
»Omkostningerne ved, at vi i dag sender relativt unge mennesker på førtidspension, er jo enorme,« siger chefkonsulent Erik E. Simonsen.
Specielt det faktum, at over halvdelen af nytildelingerne af førtidspensioner går til personer med psykiske lidelser, bør ifølge DA få politikerne til at handle.
»Stigningen i psykiske diagnoser viser jo, at det er nogle helt andre udfordringer, vi står over for end tidligere. Lægerne peger på, at mange godt kan genvinde arbejdsevnen efter nogle år. Hvordan svaret på et midlertidigt problem kan være en varig ydelse, fatter jeg ikke,« siger han og efterlyser reformer, der i højere grad gør nogle ydelser midlertidige.
Spørger man Hans Bach, ligger løsningen lige for: Regeringen burde have lyttet til Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger i stedet for at skyde dem ned, nærmest inden de var offentliggjort.
»Problemet er, at tilgangen til den ledige ikke er dynamisk. Sygedagpenge er midlertidige, og kontanthjælpen er lavet som en ydelse, man ikke kan basere en tilværelse på. Så hvis man er i en skrøbelig situation, er det indlysende, at man ikke kan håndtere at leve så økonomisk usikkert. Derfor går man efter førtidspensionen,« siger han og tilføjer: »Der skal nok ske noget i løbet af de næste par år. Alle er jo enige om, at udviklingen er dybt problematisk. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at konfrontere problemet,« siger Hans Bach.
Kommentarer
Det rummelige arbejdsmarked lyder endnu sjovere end udtryk som udlændingeservice, kontanthjælp og boligsikring.
Ikke alene har man forfejlet sit mål, men man har også skabt yderligere overbureaukrati, mere ingenmandsland med nedslidning på sidelinjen samt håbløshed for mange direkte involverede borgere og deres familier.
Basisindkomst og simple minimumsgarantier, der er til at forstå og lette at administrere, er svaret på mange spørgsmål, men måske ikke for lobbyisterne og de folkevalgte, der lever bedre med forgæves forsøg på at styre med et væld af ordninger, undtagelser, kommaer, fodnoter, modregninger og mislykket millimeterretfærdighed.
Typisk er det også, at DA beder politikerne om at handle, mens disse snart efter spiller bolden tilbage eller lidt omkring fagbevægelsen og snakker lidt om kommissioner.
Tænk hvis man forsøgte noget lignende inden for sportens verden: Det rummelige OL?
Et sjak på en byggeplads i 70’erne var en meget blandet flok. Var der ti mand, så var det ikke udsædvanligt at halvdelen var i familie. Et par brødre fra en familie, en far og søn fra en anden og måske et par fætre. Og det var også meget almindeligt, at man havde en svagtbegavet og en lettere handicappet eller to. Måske var der flere svagtbegavede i de fattige familier dengang, som følge af fejlernæring eller noget i den stil? Jeg ved det ikke, men jeg kan i hvert fald tydeligt huske deres tilstedeværelse i flere af de sjak, jeg mødte. De handicappede var naturligvis ikke svært begrænsede i arbejdsevne…det kunne være almindelige taleproblemer, og så blev man måske kaldt Stamherren. Det kunne være, at et ben var lidt kortere end det andet, så hed man måske Det halve spadestik, og selvom det var meget farligt, så kunne det faktisk også være en døv. De svagtbegavede og de lettere handicappede tjente det samme som de jævnt og godt begavede uden handicap, men de måtte naturligvis også påtage sig knokkelarbejdet og de beskidte opgaver.
Så opstod der en ny og strømlinet arbejdspladstype, hvor der ikke var plads til medarbejdere med negative afvigelser fra den almindelige mentale og fysiske norm. Det var de store arbejdsgivere, der kom med den sidstnævnte type arbejdspladser. Her skulle det sidste minut presses ud af hver time og alle medarbejdere skulle være ens og kunne sættes til enhver opgave.
Her begyndte udstødningen. Og samfundets reaktion har siden været at sætte »de uønskede« på tidligere og tidligere invalide- eller førtidspension. Man har ganske vist prøvet med støtteordninger for at få arbejdsgiverne til at tage dem ind i “beskyttede stillinger” og flexjob, men det er aldrig kommet til at fungere: Store virksomheder vil have velordnede forhold, og disse mennesker skaber uro i billedet af virksomheden. Hvordan kan man overbevise en kunde om, at man er effektiv, hvis man har tumper og handicappede løbende rundt og lave arbejdet?! Og hvad de store virksomheder gør, bliver fulgt af de små, for når man er stor må man jo kende hemmeligheden ved at blive stor, - ikke sandt?
Vi møder ikke længere den gruppe mennesker, der “ligger under lavmålet”, i vores hverdag - i arbejdslivet - for de bliver afvist af erhvervslivet, gemt økonomisk og socialt væk af samfundet og familien, og de fleste af dem opfanger faktisk dette budskab og gemmer derfor sig selv væk, både fysisk og mentalt, i f.eks. alkoholisme eller stofmisbrug.
Jo mindre mennesker bliver vant til at møde denne gruppe, jo mere forstyrrende virker det, når det så endeligt sker en sjælden gang. Og det fører alt sammen til, at man med garanti vil få svært ved at få f.eks. et benzinselskab til at ansætte nogen af dem som “tankpasser”, - man stadig foretrække at finde gymnasieelever eller studerende.
Og hvis du prøver at få de udstødte ind på almindelige ufaglærte arbejdspladser, så er det i dag desværre ikke kun virksomhederne og deres ledere, der står i vejen, men også de “normale” medarbejdere - utrygheden gør dem afvisende overfor at arbejde sammen med “mærkelige” mennesker, nøjagtig som de er blevet afvisende over for at arbejde sammen med mennesker med indvandrerbaggrund, med handicappede, socialdemokrater, og hvad der ellers findes af afvigere i samfundet.
De ønskede arbejdspladser, med plads til de skæve eksistenser, har altså eksisteret for blot en lille generation siden. Men de er ikke forsvundet, fordi samfundet har trukket den svage gruppe ud af arbejdsmarkedet og sat dem på overførselsindkomst. Det er tværtimod omvendt: Samfundet har været nødt til at sætte de skæve eksistenser på overførselsindkomst, fordi de blev stødt ud af arbejdsmarkedet.
Vejen tilbage til arbejdsmarkedet bliver ikke genåbnet på magisk vis for disse mennesker, blot ved at man siger trylleordet “flexjobs” og så sætter lønomkostningerne ned, for hverken erhvervslivet eller den pæne familien Danmark vil have dem! Ville det ikke være mere humant, hvis regeringen i stedet tog skridtet fuldt ud og genfremsatte et af 30’ernes lovforslag om eugenik, frem for en langtrukken og eskalerende ydmygelse i ord og gerning af de svage og utilpassede…?
Denne kommentar er anbefalet af:
“Tænk hvis man forsøgte noget lignende inden for sportens verden: Det rummelige OL?”
Det har man faktisk: Special Olympics for folk med mentale handicap, og Paralympics for folk med fysiske handicap.
Special Olympics World Summer Games blev afholdt i oktober 2007 i Shanghai. Det næste bliver i Athen i 2011. Vi håber at pressen gider at dække det ordentligt denne gang.
“For at forebygge unødig førtidspensionering foreslår Radikale Venstre, at der indføres en ny rehabiliteringsydelse”
(http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?id=10548)
En rehabiliteringsydelse vil både menneskeligt og økonomisk kunne betale sig i længden. I det nuværende system er man enten arbejdsdygtig, midlertidigt sygemeldt, eller kronisk syg. Men problemet er, at man ikke kan være sygemeldt længe nok, til at nå at komme sig, hvis man har en alvorlig, men ikke nødvendigvis kronisk lidelse.
Man har travlt med at afslutte sager på de sociale forvaltninger. Enten skal man hurtigt i arbejde igen, eller også skal man pensioneres. Der er ingen mellemvej. På nogle forvaltninger kan en leder blot beslutte, at nu skal et vist antal sager afsluttes af økonomiske årsager. De klager det medfører, skal socialrådgiverne håndtere, oven i deres i forvejen pressede program. Det vil sige at den økonomiske faktor på kort sigt, vejer tungere end den menneskelige faktor. Det på trods af, at det på lang sigt, kan være dyrt at tænke kortsigtet. Det betyder i visse tilfælde, at klienter går til bunds, på grund af systemets indretning. Når det sker er det officielt set ikke systemets skyld, men den enkeltes eget ansvar. Eller også konkluderer man, at klientens hjernefejl har forværret problemet.
I mange tilfælde, er det en væsentlig del af en recovery proces, at komme i arbejde i det omfang det er muligt. Rent statistisk kan man eksempelvis se, at i perioder med lav arbejdsløshed, er der flere skizofrene der kommer sig. (Alain Topor) En rehabiliteringsydelse vil gøre, at flere skizorene og andre lignende udsatte grupper, vil kunne komme sig i og dermed også, i en eller anden grad, komme i beskæftigelse.
Læs artikelen fra bladet LEV, start s. 22: http://www.lev.dk/fileadmin/templates/LEV/PDF/LEV_…
om Lifeworks i USA, der skaffer arbejdspladser til personer med udviklingshæmning. Det kunne vi lære af her i DK!
Man behøver såmænd ikke atforeslå nye ydelsesformer, - man kan bare sætte betingelser på de eksisterende, så arbejdsgiverne ikke længere kan få tilskud til en ganske almindelig og produktiv medarbejder, hvis han ikke tager nogle af de mindre produktive.
Der er stadig megen spekulation i at “nedlægge” stillinger og oprette nye, så man bliver tilskudsberettiget, men der er så sandelig ingen overbærenhed overfor den medarbejder man får med stort løntilskud: der kræves fuld præstation fra dag 1.
…. og så er det vist længe siden at vi sidst hørte de borgerlige partier omtale arbejdsgiverne som nogle fornuftige og ansvarlige mennesker, - er det mon endeligt gået op for dem, at den løgn er for tyk?
Faktisk er den eneste trøst man kan tilbyde de mennesker der lander i førtidspension imod eget ønske, at de nok er bedst tjent med det. Enhver arbejdsgiver der har kendskab til dit problemer, vil nemlig gå rundt med det i baghovedet, og smide dig på porten ved første tegn på tilbagefald, og mange af kollegaerne vil konstant lede efter tegn på at de tidligere problemer ikke er væk, og at du ikke er ligeså effektiv for din løn, som dem.
En arbejdsgiver der betalte sine medarbejdere den samme løn for at yde hvad de kunne, findes kun i det gamle eventyr der går under navnet “Biblen”.
Ved indførelse af basisindkomst ville man ikke blot kunne smække mange bureaukratiske fluer vedr. håndtering og forståelse af almindelige fradragsregler, særlige tilskud, kontanthjælp, ungeydelse, dagpenge, førtidspension, folkepension, seniorydelse, fleks/skånejob, fleksydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, efterløn osv. - men man ville kunne også håndtere flere af tidens spørgsmål mht tilbagetrækningsalder og sort arbejde i tilknytning til overførselsindkomster, hvis man undlod spekulative modregninger i een effektiv og overskuelige ordning.
Til syvende og sidst skal alle have et sted at bo samt et vist niveau til mad, tøj og medicin, så der er mange fordele både for system og borgere f.eks. vedr. frigivelse af ressourcer. Desværre er en af forhindringerne nok fagbevægelsen selv, som foretrækker bureaukratiet, en masse tilskud og egen indflydelse på nogle dårligt fungerende støtteordninger frem for basisindkomst til alle.
I forhold til det nuværende system med fleksjob, der iøvrigt ikke kan fremskaffes og ikke giver fleksjobberen motivation for at gå tilbage på fuld tid, hvis arbejdsevnen genvindes, så ville folk i stedet kunne beholde deres basisindkomst samt yderligere få hvad lønarbejde kunne give. Men samtlige spillere og politikere foretrækker i stedet noget, som ser pænere ud på overfladen, uanset det i virkeligheden giver alle flere problemer, belastninger, parkering på sidelinje, udstødelse etc..
I øvrigt er der massevis af eksempler på, at man ikke har travlt med eller ikke kan afslutte sagerne, hvorfor borgerne turnerer længe rundt i bureaukratiet mellem mange aktører, fordi alt netop skal være forsøgt før der må gives en ydelse som de syge kan leve af. En slags basisindkomst ville beskytte både individ og samfund imod unødvendigt gensidige slid, og gøre det muligt for borgeren at sige stop i tide og vende tilbage igen uden frygt for igen at havne i bureaukratiets vold, hvor meget baseres på rene skøn og procenter.
Sven Karlsen har ret: Den eneste trøst man kan tilbyde de mennesker der lander i førtidspension imod eget ønske er, at de nok er bedst tjent med det, mens de der ikke opnår førtidspension, selv om de ønsker det, nødvendigvis må trøstes med (eller trøste sig selv med) at de ikke ender som førtidspensionister. Under alle omstændigheder er trøsten ad libitum og heldigvis en af de ting i samfundet der ikke koster noget, lidt ligesom regnvejr på en gråvejrsdag.
Arbejdsmarkespoltiske artikler forbliver sjældent ret længe på forsiden, især ikke hvis de er kritiske.