De taler til hendes mave. Det er maven, som fortæller, hvad de skal mene. Det kom for nylig frem, at Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl styrer efter Pia Kjærsgaards mavefornemmelser. De spørger ikke til Pia Kjærsgaard argumenter, men til hendes intuition: »Hvad er vores holdning her?« Hendes fornemmelser bliver til deres overbevisninger. Deres meldinger er altid markante, men de er ikke produkter af et politisk program. Den ene dag bekæmper man bureaukratiet i den offentlige sektor. Men næste dag forsvarer Pia Kjærsgaard den måde, man nu engang gør det på derude. Partiet er famøst for sine fanatiske overbud, når det handler om flygtninge og indvandrere. Men inden finalen i X-Factor udtaler Pia Kjærsgaard, at hun så sandelig holder med Muhammed. Man har himlet op imod alle former for indvandring. Men Dansk Folkeparti stemmer for en politik, hvor markedet afgør, hvem der må komme ind: Indvandringen er ikke faldet siden 2001. Men det er de produktive, som kommer ind, og de uproduktive, som holdes ude.

Nok er Dansk Folkeparti et protestparti, som instinktivt taler om magt, som noget man ikke har. Men partiet fremhæver ustandseligt sin indflydelse og mobber de røde for, at de ikke sidder med ved bordet. Rituelt taler de intellektuelle i Dansk Folkeparti imod kulturradikalismen, men det sker også, at man i kampen mod rygeforbud og prostitutionsforbud appellerer til Poul Henningsens front imod puritanisme. Dansk Folkeparti har offentligt angrebet forskere, man var uenig med, men Jesper Langballe har gennem de seneste år ført en sand kampagne for forskningsfriheden.

Som om det ikke var nok: Dansk Folkeparti står i dag som forsvarer af hele det bestående samfund, men partiet er vokset ud af Fremskridtspartiet, som ville nedlægge alt fra den offentlige sektor til forsvaret. Der er en logik i Dansk Folkeparti, men den er ikke logisk. Og otte år efter valget i 2001 kan vi konstatere, at der stadig er enorm modstand mod Dansk Folkeparti, men ingen har endnu fundet ud af at tilføje dem et politisk nederlag. Det er partiet, som rigtig mange ikke kan lide, men som rigtig få har fundet ud af at være imod.

Alt er mørkt og sort

Det er derfor en strålende ide at samle forskellige analyser af dette parti i en bog, som erklærer, at den vil »komme nærmere en forståelse« og konstruere et »billede af et parti, der i mere end ti år har formået at sætte aftryk på den politiske dagsorden«. Det annoncerer redaktør Anne Jessen i forordet til antologien Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi. Man kan så spørge, hvordan bogen forholder sig til Dansk Folkepartis ulogiske logik og anti-politiske politik. Og det er nemt at svare: Det forholder den sig ikke til. Ingen af de otte bidragydere har systematisk analyseret Dansk Folkepartis politiske værk gennem de 14 år, der er gået siden grundlæggelsen i 1995, og ingen har forsøgt at konstruere Dansk Folkepartis politiske position i dens helhed.

»I dag er alt øde og tomt,« skriver Curt Sørensen. Og det kunne være en beskrivelse af hans egen kritiske analyse af Dansk Folkeparti, men det er en karikatur på en samtidsdiagnose: »I stedet for arbejderkulturens værdier som solidaritet, fællesskab, gensidig hjælpsomhed og selvudfoldelse i det sociale samkvem, råder nu egoisme, materialisme, grådighed, griskhed og alles kamp mod alle.« Alt det gode forsvinder, og alt det dårlige vinder frem. De negative kræfter er samlet i en front mod de positive kræfter i verdenshistorien.

Samme anslag præger Christian Braad Thomsens bidrag, hvor følgende slås fast: »Søren Krarup er en intellektuel svindler, som bag sine floromvundne ordtirader ikke kan skjule, at med ham som ideologisk baggrund har også nynazisterne fået et parti, som de med sindsro kan stemme på.«

Det er karakteristisk for bogen, at citater fra Mogens Camre, Jesper Langballe og Søren Krarup fylder langt mere end udtalelser og markeringer fra Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen. De intellektuelles udtalelser overtages som sandheden om partiet, mens dem, der fører partiets politik, ignoreres. Dansk Folkeparti studeres langt henad vejen ikke som et politisk parti, men som et intellektuelt fænomen, der naturligvis udråbes til anti-intellektuelt. De mange selvmodsigelser, som karakteriserer partiets offentlige snak, analyseres ikke som udfordrende paradokser, men ekspederes ofte efter formlen: Når de siger noget ondt, mener de det. De racistiske citater regnes for sandheden, men de gode citater læses som instrumentaliseringer eller strategiske manøvrer. Det grimme er sandhed, og det pæne er løgn.

Næste generation

Det er heldigvis ikke alle, der bekræfter fordommene om modstanderne af Dansk Folkeparti. Idéhistorikeren Henrik Jøker Bjerre anfører i et fint bidrag, at Dansk Folkeparti ikke kæmper for et konkret sæt af sandheder. De kæmper for at vise, at de forsvarer det givne, det stabile og det etablerede. De forsøger at forsvare de vaner, som er baggrunden for de politiske kampe. Derfor kan Dansk Folkeparti ifølge Jøker Bjerre føre politik ved at tale om alt muligt andet end politik.

En anden idéhistoriker fra Århus, Mikkel Thorup, konkluderer sit gode bidrag med en replik, der kommer til at stå som polemik mod hovedtendensen i bogen, at venstrefløjen kort og godt bør glemme Dansk Folkeparti. Man kan ikke besejre Pia Kjærsgaard med identitetspolitik: »Moralske forargelser og påstande om, at hun (og DF) er ligesom i nazismen i 30erne eller lignende tvivlsomme påstande hjælper kun DF. En mere farbar strategi synes at være at ignorere dem.« Thorups tese er, at Dansk Folkeparti insisterer på, at det stadig nytter noget at føre politik. Deres forslag kan forekomme forskruede, og deres krav kan virke latterlige, men partiet fastholder, at politik ikke er overladt til markedet og globaliseringen. Det er lykkedes dem at overbevise om, at de er sande systemkritikere, og deres kamp er den lille mands kamp mod eliten. Det kan være forkert på papiret, men stadig tiltrække vælgere, som identificerer sig med den indignerede attitude.

Det er jo ikke, fordi Thorup ikke er forarget. Det er, fordi forargelse ikke er et argument, der virker imod Dansk Folkeparti. Hvis man vil tage sin forargelse alvorligt, må man kvalificere den med en analyse af lige præcis de grunde, som kan gøre det, der for nogen er aldeles forkasteligt, til indlysende rigtigt for andre. Den bog er stadig ikke skrevet, som redegør for Dansk Folkepartis politik, personer, position og ulogiske logik. På trods af de få gode bidrag forbliver Stuerent? en bog, hvor kritikere bliver ved med at banke hovederne mod Pia Kjærsgaards mave ikke et kønt syn.

Denne artikel er anbefalet af: