NEW YORK - David Russell var 26, da han i 2003 besluttede at sige sit job som finansreporter op for at melde sig under fanerne hos The US Marines. Han var ikke den typiske kandidat, fandt han ud af - veluddannet og født ind i en solid middelklassefamilie nord for New York, mens de fleste af de nye kammerater i militæret kom fra arbejderklassen og mere landlige egne.
Russell meldte sig dels for at gøre en gammel drengedrøm til virkelighed og følge i sin onkels fodspor. Dels for at lære »nye sider af samfundet at kende«, som han siger. Og dels af eventyrlyst, for at teste sig selv og »få nye værktøjer og evner til lederskab«.
Risikoen for at komme hjem som invalid - eller måske sågar hjem i en kiste er velkendt. Men risikoen for at komme hjem med psykiske lidelser har der ikke været lige så meget fokus på. Før nu. For med skuddramaet i Texas, da major Nidal Hasan - selv psykiater og behandler - dræbte 13 på militærbasen Fort Hood, er posttraumatisk stress og andre psykiske lidelser kommet i fornyet fokus.
140 selvmord i år
Forleden oplyste en af hærens ledende generaler, at selvmordsraten i år er på vej til at sætte ny rekord. Til dato har 140 soldater i aktiv tjeneste taget deres eget liv - det samme antal som i hele 2008, der også satte rekord.
»Det er forfærdeligt,« sagde general Peter Chiarelli ved en briefing i Pentagon:
»Jeg vil ikke nedtone betydningen af disse tal på nogen måde. Hvert tab er ødelæggende.«
Udover de 140 har 71 begået selvmord efter at have forladt aktiv tjeneste; en stigning på 25 pct. i forhold til 2008. Tallene gælder dog kun hæren, men ifølge avisen Christian Science Monitor sætter selvmordsraten også rekord hos US Marines.
General Chiarelli advarer dog mod at drage forhastede konklusioner. Han sagde i sin briefing, at årsagerne fortsat er usikre, og at cirka en tredjedel af de afdøde aldrig nåede at blive sendt til fronten. Tidligere har hæren oplyst, at cirka hver femte soldat lider af psykiske problemer som f.eks. depression. Og nu sættes der nye undersøgelser i gang: Hvordan kunne major Hasan tilsyneladende gå rundt med problemer i årevis, uden at nogen reagerede? Og kan angst og stress i forbindelse med fremtidig udsendelse være en faktor?
»Der er ikke noget enkelt svar. Hver sag er unik,« sagde Chiarelli og kaldte selvmordsraten den måske »sværeste udfordring«, han har mødt:
»Når jeg ser på alle faktorerne, kan jeg ikke finde nogen sikker kausalforbindelse.«
Det eneste hæren p.t. ved med sikkerhed er, at selvmordsraten stiger blandt soldater, der befinder sig i geografisk isolerede områder uden adgang til behandling. Men i over 40 pct. af selvmordssagerne var den afdøde allerede i kontakt med en behandler. Og som om hæren ikke havde problemer nok, så er også stofmisbruget stigende - og dertil kommer, at hæren mangler ca. 300 misbrugsrådgivere og 800 adfærdsspecialister, oplyser Chiarelli.
Smertegrænsen ikke nået
Det er ikke just den type meldinger, Obama og hans rådgivere har brug for, mens de i disse dage overvejer at sende endnu flere soldater til Afghanistan. Til Reuters siger Admiral Mike Mullen, en af de ledende hærchefer i USA, at han »bestemt ikke vil undervurdere stressproblemerne« - men forsikrer, at militæret fortsat vil være i stand til at løse sine opgaver, smertegrænsen er ikke nået endnu.
Hæren har for nylig forbedret det spørgeskema, som bruges til at frasortere rekrutter med alvorlige psykiske problemer. Der er også sat et træningsprogram i gang, som skal udvikle mentale færdigheder, foruden et pilotprogram, hvor hver hjemvendt soldat får en halv times evaluering, enten direkte med en behandler eller via web-kamera.
Og det har givet resultater. I den ene bataljon, som indtil videre har fået tilbudt evaluering, blev antallet af henvisninger til behandling fordoblet. I andre bataljoner skal soldaterne blot udfylde et skema uden at tale med en behandler.
Mens de ledende militærfolk er forsigtige med konklusionerne, har David Russell sit eget bud på, hvad forklaringen kan være. Selv var han dog ikke vidne til selvmord eller psykiske sammenbrud i Irak.
»Der er altid en del, der falder fra på træningslejren. Den er som et ritual, der gør individer til soldater. Man lærer at tænke som et hold, have en fælles mission og kommandovej. Jeg lærte også, at det er fantastisk, hvad man er i stand til, når man holder op med at tvivle på sig selv og i stedet bare handler,« siger han.
Direkte mental træning var der imidlertid ikke megen af. Og da Russell og hans hold kom til Irak var virkeligheden en anden, end de havde ventet. Masser af ventetid, masser af dage uden indhold:
»For mig var kedsomheden det værste. Det er enerverende, at man ikke kan handle og ikke selv har kontrol over sit liv.«
Melder sig igen og igen
Men soldaternes psykiske sundhed er ikke militærets første prioritet, som Russell tørt konstaterer:
»Det er at vinde og fuldende missionen,« siger han: »Der var en enkelt, som viste sig at være alkoholiker, og som brød sammen. Ellers klarede alle sig på mit hold. Jeg har heller ikke hørt om selvmord siden, men der var en del, som kom hjem til kriseramte ægteskaber, og som heller ikke kunne få deres gamle job igen.«
Og netop her ligger en stor del af forklaringen, tror han. Soldaterne har været vant til en enkel og ordnet hverdag med klare ordrer og et fast hierarki. Det tager tid at vænne sig til - men mindst lige så megen tid at vænne sig af med igen, når de kommer hjem til en måske langt mere kaotisk hverdag med skilsmisse og ledighed.
»Jeg synes, der var megen fokus på det psykiske. Der var møder, og man fik oplysning om behandling osv. Men det er jo op til hver enkelt, om man vil tage imod det. Nogle forsøger at spille seje og vil bare hjem og glemme det hele.«
Med finanskrisen har mange af de hjemvendte svært ved at finde job. I stedet melder de sig til militærtjeneste igen og igen, forklarer Russell:
»Jeg var heldig, at mit job ventede på mig. Mange af de andre har været i Irak og Afghanistan flere gange siden. De ville typisk søge arbejde i byggebranchen eller på fabrikker - præcis den type job, som er hårdest ramt af krisen nu.«
Kommentarer
Når de hårde drenge, ikke er helt så hårde,
har det ikke den store interesse, for krigs-romantikerne. Et kalkuleret tab velsagtens.
Måske er soldaterne smittet med den Europæiske syge……Slatne Slapsvanse?
( Og så har vi slet ikke nævnt de traumer, som civilbefolkningen i Irak og Afghanistan påføres.)
Når det åbenlyse er svært fatteligt, burde man sadle om.
Men det kræver fornuftsvæsener, og ikke højrereligiøse guder, med afksy for sin egen eksistens.
Når det åbenlyse er svært fatteligt, burde man sadle om.
Men det kræver fornuftsvæsener, og ikke højrereligiøse guder, med afsky for sin egen eksistens.
Jeg tror det er svært at ændre da hele det amerikanske samfund er bygget op omkring det militære, det vil sige både fly, flåde og hæren. Hertil komme alle de som producerer til militære formål.
Jeg forstår så ikke hvordan de kan have råd til alle disse aktiviteter verden over.
Ser man på den gennemsnitlige selvmords rate for hele det amerikanske samfund så er der meget lille forskel på det militæret har og landsgennemsnittet, så mon ikke historien her blot er spin fra det amerikanske militærs side for at dække over større problemer.
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_…
http://en.wikipedia.org/wiki/United_States_Army
Ud fra de tal ville det være forventligt at ca (1090000 * 17,7 / 100.000) 177 amerikanske soldater ville tage deres liv hvert år, altså tæt på det nuværende antal.
Torben Munk Nielsen - det har de heller ikke råd til, det har bl.a. nobelpristageren i økonomi og btidligere chef økonom i Verdensbanken, “Joseph Stieglitz” redegjort for i sin bog “The Three Trillion Dollar war”. Specielt vil det stadig stigende antal handicappede og psykisk syge soldater, fremover trække store veksler på den US-amerikanske økonomi, da de skal forsørges af samfundet. Men også fordi familierne til diss soldatener mister en fuld indtægskilde. i form af en arbejdsduelig mand eller kvinde. Hertil kommer, at den amerikanske stat bl.a. har forpligtet sit til at forsikre mange af de civile firmaer der er ansatte af USA i Afghanistan og Irak. Mange andre udgifter er der naturligvis også forbundte med USA’s baser og krigførelse. Der er bl.a.planer om, at flytte nogle af de Europæiske US-baser længere øst på, til de lande der tidligere hørte under Warzava pagten. Dette koster mange, mange penge med en sådan omstrukturering.
USA har ifølge en uklassificeret rapport, kaldet “basestruktuir rapporten” 737 baser rundt omkrig på kontinenterne, som er fordelt på ca. 130 lande. Mange af disse baser er gigantiske, med egne buslinier, supermarkeder, Burgerkings, helse centre og meget mere. Nogen af de helt store er arealmæssigt på 25 gange 25 kvadratat kilometer. Gå for eksempel ind på nettet og se luftbilleder af Camp Anaconda ved Baghdad eller Camp Bondsteel i Kosovo.
Den tidligere CIA analytiker og bl.a. professor i internationale anliggender ved “University of California, San Diego” “Chalmers Johnson”, har skrevet bøger om dette fænomen. Det bl.a. bogen “Nemesis: The Last Days of American Republic” og bogen “Sorrows of Empire”.
Her i argumenterer han for, at USA´s militære, økonomiske overspændthed kan føre til et kollaps af nationen´. Både et økonomisk kollaps og et demokratisk kollaps. Den tidligere nævnte “Joseph Stieglitz” hævder i sin bog “The Three Trillion Dollar War, at recessionen i verdens økonomien lige nu, bl.a. er et resultat af USA’s militære overopspændthed. “The Three Trillion Dollar War, er betegnelsen for USA’s krigsførelse i Irak og Afghanistan.