Skatteminister Kristian Jensen og den tidligere Århus-borgmester Louise Gade er studieværter her i Venstres helt eget tv-studie i Odense Kongres Center, hvor de liberale blå løbere er rullet ud til landsmøde. Bag de snurrende kameraer sidder publikum på alle fire sider rundt om scenen i midten. Alt, hvad der foregår, bliver transmitteret på storskærm lige ovenover.

»Har I fået sovet ud?« spørger statsminister Lars Løkke Rasmussen de mange kommunalpolitikere og partisoldater, der er mødt op kun et par dage efter kommunalvalget.

Nej, bliver der mumlet rundt om fra publikum. Bænkene til Venstres Ungdom og Venstre i Nordjylland ser da også lidt tomme ud her ved starten, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen starter med den amerikanske drøm, men måske der også slumrer en i danskerne. Spørgsmålet er, hvordan sådan en ser ud? »Mere skat og mindre sovs«, lyder et godt bud på, hvad danskerne drømmer om fra et blogindlæg nettet, fortæller Lars Løkke, men hvad drømmer vi om, når det gælder de store spørgsmål?

»Den danske drøm er en drøm om rigdom og rimelighed. En drøm om at sætte os store mål og nå dem - sammen med andre. Så de andre også nyder godt af vores succes. Så ingen bliver ladt i stikken, men tværtimod glæder sig med dem, der gør det godt,« lyder det fra Venstreformanden, der drømmer videre om frihed, ansvar, tryghed og andre rare ting.

Men så er det også slut med drømmeriet. For »det nytter ikke at drive Danmark, som om vi var Damernes Magasin«. Som afslutning på talen lister Løkke Rasmussen 10 lidt håndfaste punkter op. Danmark skal op på hitlisterne, når det gælder vækst- iværksættere, arbejdsudbud, universiteter og folkeskole. Men først om 11 års tid.

Regelrytteri

2020 er lidt vel langt ude i fremtiden, mener den sjællandske venstremand, der tager sig en smøg udenfor på den blå løber:

»Det er røv og nøgler. Hvad skal vi bruge sådan nogle mål til? Det kan enhver jo komme og sige.«

Men formanden for kommuneforeningen i Rebild, Niels Juel, synes, at de 10 punkter sender nogle klare signaler om, hvad Venstre står for.

- Men er 2020 ikke for langt ude i fremtiden?

»Nej, det starter i dag, hvis vi skal nå de mål inden 2020, så jeg synes talen var godt afbalanceret mellem fremtid og nutid,« siger Niels Juel, der dog savner lidt mere værdisnak.

Formand for Venstres Ungdom, Jakob Schmidt, mener ligefrem, at Venstre-politikerne i regeringen »har forsømt« værdidebatten.

»Det er bekymrende, at vi har ministre, der ryster det ene forbud ud af ærmet efter det andet,« siger Jakob Schmidt, der føler sig ramt af formynderiet i hverdagen, hvor alt fra grønsagsindtag til rygning skal reguleres.

»I skal blande jer udenom,« mener VU-formanden, der også dundrer derudad imod flere stramninger af terrorlovgivningen:

»Hvis vi bliver ved med at stramme loven, så går vi jo terroristernes ærinde, og så har vi tabt.«

Heller ikke socialminister Karen Ellemanns regler om madordninger i dagsinstitutionerne er populære. Ninna Wiese Pedersen fra Sorø toner frem på storskærmen:

»Jeg er overrasket over, at Venstres ministre kan opføre sig så populistisk, at de bare laver en ny lov eller regel, hver gang der er den mindste debat. At presse en madordning ned over hovedet på pædagoger, kommuner, forældre og børn kan da ikke være Venstres politik.«

Socialminister Karen Ellemann mener dog, at det stigende antal overvægtige børn gør det nødvendigt for daginstitutionerne at tilbyde et sundt måltid mad til alle børn hver dag.

Landligt

Men bortset fra de mange regler går det rigtig godt for Venstre. Selv om der er en opposition i Folketinget, som fortæller usande historier.

»Oppositionen fremfører, at velfærden er blevet forringet, men alt er blevet bedre. Når det lykkes oppositionen at sætte den dagsorden, så tror folk, det er rigtigt, selv om alle de borgernære velfærdsordninger har fået et løft, siden den borgerlige regering kom til i 2001,« siger Claus Hjort Frederiksen, da han bliver spurgt om kommunernes økonomi.

Og Venstres stærke ståsted ude på landet fornægter sig ikke under landsmødets mest livlige debat om, hvordan vi får yderområderne i Danmark med i væksten og udviklingen.

En jysk landmand vil have klare svar:

»Skal vi have et landbrug i Danmark, eller skal vi ikke?«

Imens forklarer repræsentanten fra Ærø, hvorfor færgedriften er stærkere end sexdriften i et lille øsamfund. Også Mors har problemer med lovgivningen omkring byggeri ved de danske kyster, der gør, at det eneste, du kan lave på øen, er at sætte et flag på midten, fortæller miljøminister Troels Lund Poulsen i spøg.

En ældre dame fra Vemb i Vestjylland synes dog ikke, der er så meget at grine af, fortæller hun i pausen:

»Vi ender som inventar på et frilandsmuseum, hvis de ikke snart gør noget. Der er jo ingen, der vil bo et sted, hvor der er 200 kilometer til nærmeste sygehus.«