DET ER SPØRGSMÅLET, efter Jon Stephensen i fredags blev fyret som teaterdirektør for Gasværket. I forbindelse med forestillingen Elsk mig i nat i Tivoli havde han sikret sig en ekstra royalty, som han ikke havde fået tilladelse til at modtage. Og så blev han fritstillet med øjeblikkelig virkning.
»Kontraktbrud« er det juridiske begreb for Jon Stephensens ekstra iver. I hans kontrakt står, at han ikke må have anden indtægt samtidig med teaterdirektørjobbet, som aflønnes med omkring en million kr. om året. Og så burde den sag jo være ude.
Men det er den ikke. For den folkelige reaktion er blødsøden. I vores tid er det generelt accepteret, at ledere lyver - og at griskhed og dygtighed hører sammen. Ministre lyver. Topledere lyver. Bankdirektører lyver. Hvorfor må teaterdirektører så ikke også lyve, kan man naivt spørge. Offentlig tillid er ikke længere et spørgsmål om sandfærdighed, men om charme. Hvis du flirter med verden, gør det ikke helt så meget, hvis du lyver. For måske troede du ikke, at det var så slemt … Eller måske havde du bare tankerne et andet sted?
Også pressen hjælper skurkene tilbage - typisk med interview, der får tårerne frem i øjnene på os. For vi synes åbenbart ikke, at det er nær så slemt af blive bedraget af en charmør som af en paragrafrytter. Set i det lys er det nu nærmest synd for Jon Stephensen, at han har gjort noget galt. I går sad han chokeret, kort før sin 50 års fødselsdag, hjemme i sin lejlighed med vådt hår og bare tæer og angrede - i hvert fald i følge Politiken. Og så skal han da tilgives sin griskhed. Eller skal han?
SELVFØLGELIG skal manden ikke tilgives eller ynkes for sit kontraktbrud. Men fordi han er så vildt talentfuld - og så smittende i sin begejstring - er vi mange, der vil glæde os til, at han igen dukker op på kulturhimlen med endnu et uimodståeligt tilbud; denne gang dog nok i privat regi …
Interessant nok er der ingen, der fremhæver Steen Pade som en helt. Han er direktør for Københavns Teater og manden, der afskedigede Jon Stephensen. Som skattebetalernes repræsentant kunne pressen have valgt at rose Steen Pade som den, der forhindrer snyd med den offentlige kulturstøtte. I stedet har bureaukraten Steen Pade nærmest fået rollen som skurken: Fordi han som regelrytter Pade ikke formåede at værdsætte legebarnet Jon og klare sagen i mindelighed. Også selv om det nu på Københavns Teaters hjemmeside klart fremgår, at Jon Stephensen allerede den 11. november fik et brev om, at Københavns Teater påtænkte at bortvise ham.
HVORFOR fik Jon Stephensen jobbet som teaterdirektør for Gasværket tilbage i 2007? Fordi han er hamrende smart og selviscenesættende - og fordi han får de unge til at blive forelsket i det teater, han selv er vild med. Og fordi han lignede en helt.
Hvorfor blev Jon Stephensen fyret? Fordi han er hamrende smart og selviscenesættende. Og fordi han holdt op med at ligne en helt.
Kommentarer
Grådighed skal have et spark i fjæset.
Trist er det, at det skal ramme en af de “små”, når der er så mange “store” at sparke på.
Principielt skal alt arbejde man udfører betales for. Hvad er der folk i Danmark ikke kan forstå her? Den omtalte teater-direktør har fået betaling for sit arbejde, 1% af entre-indtægterne, så vidt jeg har forstået, på en forestilling, han har udført arbejde for og på.
Den har sag lugter langt væk af at man ville af med den pågældende direktør; undskyldningen kom så bare nu.
Man skal gøre hvad man kan for at overholde sine kontrakter, og der er ingen undskyldninger for at svindle bevidst hverken i det små eller med så store beløb. Hvis det ellers er sandt, hvad der skrives i pressen, specielt ikke når man endda bliver spurgt om man er ved at have fingrene nede i kagekassen, og efterfølgende svarer nej. Så er det en kalkuleret risiko ligesom den mange løber i til hverdag i andre sammenhænge. Måske en særlig brist i den danske kultur, men man må da ikke håbe, han også stiller op i politik!