Demokratiet har endnu engang virket. Valget til kommunalbestyrelser og regionsråd er overstået. Alle de mere eller mindre smukke - for ikke at sige mere eller mindre hæslige - konstitueringsforløb har fundet sted. Handler er indgået; borgmestre og rådmænd er udpeget; udvalg er nedsat og udvalgsformænd udpeget. Bestyrelses- og andre poster er besat.
Der er vindere og tabere. Der er glade og bitre mennesker. Nogle steder er samarbejdsklimaet for måneder og år ødelagt. Andre steder er man klar til at tage fat. I de største kommuner kører et forældet og ilde virkende system med rådmænd og borgmestre videre med en masse negative konsekvenser til følge. Ritt Bjerregaard skrev en klar kronik om dette aspekt af det kommunale selvstyre i en kronik i Berlingske Tidende på selve valgdagen, den 17. november.
En kommunalbestyrelse og et regionsråd kan sammenlignes med en bestyrelse for en privat virksomhed. Der er rigtig mange forskelle - og der er vigtige ligheder. Den primære lighed er, at kommunalbestyrelsen og den almindelige bestyrelse skal udøve ledelse - eller rettere: lederskab. Hvis vi siger, at lederskab handler om ledelse af helheden, og ledelse handler om ledelse af delene, så er bestyrelsesarbejde primært lederskab.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for helheden, for hele kommunen, og for kommunens både kort- og langsigtede ledelse. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle de daglige driftsopgaver bliver løst på tilfredsstillende og ordentlig vis. Den daglige drift er på denne måde i virkeligheden et resultat dels af tidligere trufne beslutninger i Folketinget og dels af tidligere trufne beslutninger i kommunalbestyrelsen; evt. en tidligere kommunalbestyrelse. Og sådan skal det være. Lederskab i dag bestemmer rammer, prioriteringer, kvalitetsniveauer med mere i morgen. Det handler bl.a. om, hvad vi kalder strategisk ledelse, værdiafklaringer, store og overordnede prioriteringer. I princippet det samme i både folketing og kommunalbestyrelse - blot på to forskellige niveauer. Så kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar også for den daglige drift, men den daglige drift og ledelse varetages af ansatte ledere og medarbejdere.
Nymodens pjat
Hvis det var så enkelt, så ville vi se kommunalbestyrelser arbejde med lederskab fra i morgen, på samme måde som den gode private selskabsbestyrelse hele tiden er optaget af virksomhedens udvikling på længere sigt, mens direktionen og den daglige ledelse både er fokuseret på det kort- og det langsigtede. Bestyrelsen er optaget af strategisk ledelse, bestyrelsen er optaget af at sikre, at der er den rigtige direktion i firmaet, bestyrelsen er optaget af risikoafklaring og risikoledelse, den gode bestyrelse er optaget af at sikre en effektiv og overordnet rapportering, således at bestyrelsen hele tiden har overblik over virksomhedens udvikling, den gode bestyrelse og dens formand har en god og klar dialog med virksomhedens administrerende direktør og direktion; den blander sig ikke i den daglige drift, den har tillid, den spørger, den følger med, den stiller spørgsmål, men den blander sig ikke.
Den gode bestyrelse har nedfældet nogle principper for god selskabsledelse i virksomheden, dvs. nogle principper og regler for, hvorledes bestyrelsen arbejder og hvorledes bestyrelsen og direktionen kommunikerer og arbejder sammen. Det kan hedde corporate governance (selskabsledelse, red.) eller meget andet. Hvis man ikke bryder sig om dette lidt mærkelige begreb, så kan man jo bare kalde det principper for bestyrelsens arbejde og samarbejde med direktionen. Ikke alle bestyrelser har dette; nogle ignorerer alt sådan noget nymodens pjat og kører videre med stor skråsikkerhed; andre taler om det, men bryder sig ikke om at skrive for meget ned på papir. Og atter andre skriver ned og tager seriøse drøftelser - ofte hvert eller hvert andet år - af hvad god, ordentlig og effektiv ledelse er i den pågældende virksomhed.
Lever farligt
Den førstnævnte kategori af virksomhed klarer sig givetvis - hvis vi kunne undersøge det - ringest, og den lever i det hele taget livet farligere end de to andre kategorier af virksomheder gør det.
Kommunalbestyrelser drøfter ikke ledelse. Det har man ikke tid til. Og mange øverste ledelser i kommuner og regioner drøfter heller ikke god ledelse, således som der lægges op til og opfordres til i det public governance-arbejde (offentlig ledelse, red.), der blev vedtaget og offentliggjort for adskillige år siden, og hvori der var eksplicitte anbefalinger for god topledelse i kommunale og statslige virksomheder, det vil sige departementschefer, kommunaldirektører, regionsdirektører m.fl.; men netop ikke for de politiske ledelser. Det ville man ikke tage fat i dengang, det var for kontroversielt, det var for farligt, så det gjorde man ikke. Man nøjedes med at se på de øverste professionelle ledelsesniveauer, og heller ikke dér ser det ud til, at man har haft særlig megen lyst til at tage anbefalingerne alvorligt.
Gamle tantebestyrelser
Det mener jeg, at man skal, og jeg mener i særlig grad, at man rundt om i de nyvalgte kommunalbestyrelser skal ulejlige sig med at tage sig tid til at sætte ledelse på dagsordenen, dvs. drøfte ledelse, tale om ledelse, formulere sig om ledelse - ikke for princippets skyld, men fordi det vil give et bedre arbejds- og samarbejdsklima, det vil give vil bedre beslutninger, det give en mere ansvarlig ledelse, og det vil til syvende og sidst være til gavn for kommunen som helhed.
Dette handler ikke om demokrati. Dette er ikke en kritik af det demokratiske system eller princip. Det er en undren over, at man i demokratisk valgte ledelser (og i modsætning til mange andre ansvarlige ledelser) som en selvfølge går ud fra, at hvis man er demokratisk valgt til en post, så er man også pr. definition kvalificeret og kompetent, og derfor kan man bare gå i gang med at lede på livet løs - eller rettere sagt: ikke lede, men ofte praktisere kortsigtet driftsledelse. Der er paralleller herfra til den gamle tantebestyrelse i private virksomheder; her valgte man også nogle mennesker til at fungere som bestyrelse; de var ikke demokratisk valgte, men når de var valgt, så kunne det ikke falde dem ind at gøre en seriøs indsats for at blive bedre egnet til at fungere som ledelse. De kom og udøvede ledelse med stor skråsikkerhed og høj cigarføring.
De demokratisk valgte ledere er pr. definition egnede, hvilket jeg også klart accepterer, men det er ikke ensbetydende med, at de i årevis kan praktisere overordnet strategisk ledelse og prioritere og disponere over milliarder af kroner. Det kan de, men de kan - enkeltvis og som fællesskab - blive stedse bedre egnet til at praktisere ledelse ved at gøre, som andre gode ledelser gør: formulere principper for god ledelse og dygtiggøre sig til at blive stedse bedre til at udøve og praktisere ledelse.
Steen Hildebrandt er professor i ledelse, ph.d. på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Kommentarer