LONDON - Når Sir John Chilcot i dag officielt åbner den britiske høring om perioden, der ledte op til invasionen af Irak i 2003, er det med maksimalt pres fra alle sider om ikke at ‘rense’ Blair-regeringens rygte. Flere hundrede hemmeligstemplede og yderst kritiske evalueringspapirer er nemlig parallelt med høringens åbning blevet lækket til den britiske avis The Telegraph. I dem får offentligheden en smagsprøve på, hvor kritiske mange højtstående britiske militære ledere var i forhold til den måde, invasionen og genopbygningsfasen blev håndteret på fra politisk hold.

Papirerne viser, at daværende premierminister Tony Blair ikke fortalte parlamentet og befolkningen sandheden, da han igennem hele 2002 benægtede, at der foregik planlægning af en militær invasion af Irak for at gennemføre et regimeskifte. Ifølge papirerne påbegyndtes »planlægning for en indsættelse« af tropper fra februar 2002. Det såkaldte Downing Street Memo, lækket i 2005, viste allerede dengang, at Blair i april 2002 gav George Bush sit ord på, at Storbritannien støttede regimeskifte, selv om den britiske offentlighed først fik samme viden den 18. december - en uge før Storbritannien officielt meddelte, at det ville sende landtropper til Irak.

Den sene politiske beslutning om at deltage i invasionen og Blair-regeringens hemmelighedskræmmeri kom imidlertid - til militærets frustration - til at hæmme planlægningen af »kamp-operationer og de efterfølgende faser«, fordi kun et »meget lille antal« embedsmænd blev involveret. Dette førte ifølge militærledernes bemærkninger i papirerne til en »forhastet« operation med kodenavnet Telic, der »manglede logisk sammenhæng og ressourcer«.

»Hæren erklærede konsekvent under planlægningen, at det var nødvendigt med seks måneder til at opbygge en landstyrke i stor målestok, men i sidste ende var vi nødt til at klare os med tre måneder til at forberede, træne og udsende en styrke til operationerne. Mange af de mangler og fejl identificeret i denne analyse kan direkte tillægges manglen på forberedelsestid,« konkluderer en af rapporterne.

Brud på konvention

Dette, står der videre, medførte »væsentlige risici« for tropperne. Blandt andet fremgår det, at nogle soldater gik i kamp med kun fem kugler hver, mens andre rejste i krig med civile flyvemaskiner med deres våben som håndbagage. Den irakiske hede fik ifølge hærcheferne hærens kommunikations- system til at »falde ud omkring middagstid hver dag«.

De militære ledere var så chokerede over den manglende planlægning af genopbygningsfasen, at de mente, at det var i modstrid med »potentielle forpligtigelser i henhold til Genève-konventionen«, der pålægger invasionsstyrker at beskytte civilbefolkningen. De kaldte 1. UK Panserdivisions vurderinger af, at Iraks grundlæggende servicer hurtigt kunne genoprettes for »håbløst optimistisk i de fire provinser (hvor briterne og danskerne opererede, red.), især i Basra«.

Det britiske udenrigsministeriums kontor for planlægningen af genopbygningsfasen blev først oprettet i februar 2003 - tre uger før invasionen - og militæret følte sig slet ikke parat til opgaven med at genopbygge nationen og dens institutioner, fremgår det. På et spørgsmål om, hvorvidt han havde modtaget »den korrekte mængde rådgivning i forhold til den nationsopbygning«, han skulle i gang med, svarede kommandøren af 19. brigade, Bill Moore:

»Vi fik overhovedet ingen rådgivning. Manglen på rådgivning fra Udenrigs- og Commonwealth-ministeriet, Indenrigsministeriet og Udviklingsministeriet var rystende.«

En anden militær leder mente, at regeringen havde misset en »gylden chance« for at vinde irakernes støtte, mens en tredje sammenlignede perioden efter invasionen med »1750’ernes kolonisering, hvor militæret skulle gøre alt selv«.

»Fejlen ved ikke at planlægge tidligt og detaljeret nok påvirkede de fleste områder af koalitionens handlinger,« konkluderes det i en af de lækkede rapporter.

Det særlige forhold

Det meget omtalte ‘særlige forhold’ mellem USA og Storbritannien omtales også kritisk i de lækkede papirer. Mens Blair og Bush på det personlige plan var gode venner, var der allerede i planlægningsfasen gnidninger mellem koalitionspartnernes militære ledelser. En af rapporterne antyder, at britiske officerer forsøgte at diskutere den manglende planlægning af genopbygningsfasen med deres amerikanske kolleger, men »blev nødt til at arbejde efter en tidsramme og stærke ideologiske synspunkter i USA«.

Da først krigen gik sin gang, forværredes forholdet mellem de to parter, der så meget forskelligt på opgaven med at vinde irakernes tillid. Mens briterne - inspireret af erfaringerne fra Nordirland - forsøgte med dialog, ønskede amerikanerne en hård linje mod de grupper, der modarbejdede koalitionens arbejde.

I de lækkede papirer beskriver den britiske hærchef, oberst J.K. Tanner, sine amerikanske kolleger som en »gruppe Marsboere« for hvem »dialog er fremmed«.

»På trods af vores såkaldte ‘særlige forhold’ tror jeg ikke, at vi bliver behandlet anderledes end portugiserne,« sagde han i et interview gengivet i papirerne.

Den britiske øverstkommanderende i Irak, generalmajor Andrew Stewart, fortæller i rapporten om, hvordan han brugte »en væsentlig del af« sin tid på at »undvige« og »nægte at følge« ordrer fra sine amerikanske øverstkommanderende.

Mindst én gang - står der i papirerne - førte Stewarts manglende udførelse af en ordre til, at den britiske ambassadør i Washington blev kaldt til »venskabelig samtale« i det amerikanske udenrigsministerium.

Med mere tid til planlægning - antyder papirerne - kunne nogle af disse uoverensstemmelser være undgået. Men mens briterne sad med ved planlægningsbordet i det amerikanske militære hovedkvarter, kunne de ikke blande sig, så længe der ikke politisk var truffet beslutning om britisk deltagelse i invasionen.

Avisen The Telegraph har lagt en del af de lækkede papirer ud på deres hjemmeside: Iraq War Files, del 1
Iraq War Files, del 2
Iraq War Files, del 3