I går var jeg for en gangs skyld mødt tidligt på arbejde. Som jeg vist nok tidligere har omtalt, arbejder jeg på en skarp tre-spalter, som skal være færdig til Informations julenummer. Den havde jeg egentlig tænkt mig at gå lidt videre med - men nej. Dén plan fik a-vagten hurtigt forpurret. For de læsere, der ikke lige ved, hvad en a-vagt er, så kan det oplyses, at a-vagten er et af mange trin i avisens ledelsesstruktur, der er med til at holde abonnementsprisen på et fast højt niveau. Kort sagt har a-vagten ansvaret for dagens avis.
»Er du ikke avisens restreporter,« spørger a-vagten med den yngre kollegas karakteristiske foragt for korrekt stavemåde.
Retsreporter, vrisser jeg arrigt. Hvorfor skal han pille i det sår ..? Allerhelst ville jeg kalde mig avisens forbrugsmedarbejder - nu hvor jeg faktisk skal teste dildoer i forskellig farve til juleavisen - men den slags bestemmer man ikke selv her på avisen.
»Anyway, her er en opgave for dig: Københavns Politi holder pressemøde i eftermiddag om forberedelserne til klimakonferencen. Du ved, COP15 og the cops …«
Klima, klima, klima … Vi kan da ikke fylde hele avisen med klima. Skal vi absolut skrive om hver eneste vindmølle, der hænger med vingerne, protesterer jeg.
Men her hjælper ingen kære mor:
»Avisens læsere kan simpelthen ikke få nok klimastof. De elsker simpelthen at fordybe sig i katastrofer og undergang. Det viser alle de fokusgrupper, ledelsen har nedsat,« lyder svaret.
Hvad skal jeg skrive fra et dødssygt pressemøde?
»Det finder du nok ud af. Husk blot det gamle rim: Korrekte titler og navne/det må ingen savne,« siger han. Tænk, den slags idioti skal man stå model til! Lidt før kl. 13 står jeg så inde foran Politigården og venter.
»På grund af adgangsforholdene til Politigården er det nødvendigt med en samlet ‘indmarch’,« har politiet skrevet i indbydelsen.
Pressebanden
Nu er det sådan, at når pressekorpset mødes på vej til pressemøde, så gælder det om at hænge ud på den rigtige måde. Det er ikke så nemt, men det kan læres at se tilstrækkelig livstræt og overlegen ud. Og endnu en ting: Når en bande journalister ser livstrætte ud, grupperer de sig hurtigt som hundehvalpe om de ansigter, som alle i forvejen kender fra tv-skærmen.
Selv er jeg mere praktisk og bruger tiden på at tænke på en rubrik til artiklen. Den skal helst være på plads fra starten, og jeg kan godt lide bogstavrim: Klodens klamme klima, Lømlernes lamme løsninger, Banderne blamerer betjentene …
Så kommer en uniformeret betjent: »Follow me«, råber han og går ind af opgang F og op på 1. sal til et møderum, hvor døren glider i bag os.
»Velkommen til. Forstår I alle dansk? Godt, jeg hedder Richard Østerlund la Cour (eller sagde han Østergaard ..?), og jeg vil være ansvarlig for intern og ekstern kommunikation,« indleder en betjent med tre stjerner på skulderstroppen. Gad vide, hvilken grad han så har?
Et pressekort for en vest
Mens lokalet fyldes med stikord som »Opgaven«, »Objektleder«, »Pressegrupper« samt en masse navne og telefonnumre, som jeg desværre ikke fik noteret, fortæller Rekardt, at der i næste uge kommer endnu et pressemøde, hvor politiets nyanskaffede brandsluknings- og rydningskøretøj bliver fremvist.
Det vil der være gode billeder i, kan man forstå.
Lidt senere tager Flemming Steen Munch, pressetalsmand for Københavns Politi, over. Han namedropper rutinemæssigt navnene på de tilstedeværende tv-ansigter og causerer over, hvad der skal ske under topmødet:
»Jeg ved allerede nu, at Claus Buhr vil være uenig, men …« Eller: »Jamen, Anne, du ringer bare, så kommer vi babubabu …«
»Hvis pressefolk bliver anholdt, fordi de passer deres arbejde, men opholder sig i et uroområde, så kan I risikere 40 dages fængsel, så det er ikke drengestreger. Sørg for at give besked til pressecentret eller ring selv, så tager vi den derfra,« formaner Munsck.
Allerhelst vil han have os pressefolk til at bære gule selvlysende veste med ordet PRESSE. Den slags veste har politiet fået lavet til sig selv, men Journalistforbundet vil ikke være med, beklager han. Selv kunne jeg morderlig godt tænke mig en sådan vest. Måske ville mine børn få lidt mere respekt for mit arbejde, når jeg lige at tænke, inden Per Larsen ankommer.
Den kendte og altid veloplagte tv-politimand tager rutineret ordet:
»Hvad så, krigskorrespondenter …«
Vi griner, den slags kan vi godt lide at høre. Jeg griner med, selv om jeg aldrig har været på reportagerejse længere væk end til Malmø. Larsen forudser, at topmødet bliver »en rigtig fed fest«, og »det er sgu’ ikke jer, krigen skal vendes mod«, og han nævner, at politiet har måtte låne materiel i udlandet, helikoptere, bombehunde, køretøjer.
Endelig oplysninger, som pressen kan bruge, og der grifles løs. Men Permand vil ikke røbe antallet af betjente, der skal udkommanderes.
»Nok,« siger han bare.
Hvem mon skriver hans skarpe replikker, tænker jeg, >men så er klimapressemødet slut.
Hjemme på redaktionen er a-vagten højst utilfreds. Det var ikke det, vi aftalte, råber han, og du skal i hvert fald ikke regne med at få det i avisen.
Kommentarer