»Der kommer ingen garantier fra os.«

Så klar er udmeldingen fra SF’s EU-ordfører, Anne Grete Holmsgaard, inden partiformand Villy Søvndal i dag sammen med de andre partiformænd i Folketinget sætter sig ned for at diskutere de danske EU-forbehold sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Problemet er retsforbeholdet, som er det forbehold, de fleste partier i øjeblikket finder vigtigst at få fjernet. Det skyldes, at Lissabontraktaten, der træder i kraft 1. december, afskærer Danmark fra centrale dele af EU-samarbejdet. Blandt andet politiindsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet, bekæmpelsen af børneporno, menneskesmugling, økonomisk kriminalitet og terrorbekæmpelse.

Men også asyl- og immigrationspolitikken hører under retsforbeholdet, og det er dét, der er kernen.

Hvis man fjerner retsforbeholdet helt, kan Danmark nemlig ikke opretholde sin politik på dette område, som er mere restriktiv end andre EU-landes, men vil blive tvunget til at følge EU-reglerne. Derfor går regeringen efter den løsning, som Anders Fogh Rasmussen sørgede for at få som en mulighed, da han forhandlede Lissabontraktaten.

Dengang blev det skrevet ind, at Danmark på linje med Storbritannien og Irland kan vælge at få en såkaldt tilvalgsmodel. Det vil sige, at vi kan vælge at være med på de områder, vi ønsker, men sige nej til de områder, vi ikke ønsker at være med i - typisk asyl- og immigrationspolitikken.

Vælger man én gang at være med i et område, kan man ikke senere ændre mening, til gengæld kan man altid tiltræde et politikområde, som man fra starten sagde nej til at være med i - og gør man det, så fanger bordet for altid.

Skrækscenarie

Det er her, problemet om afskaffelsen af retsforbeholdet ligger. For dermed kan regeringen ikke garantere, at et nyt politisk flertal vil afholde sig fra at gå med i nogle af de områder, som det nuværende VKO-flertal ikke ønsker, Danmark skal være en del af. F.eks. familiesammenføringsreglerne, hvor 24-årsreglen vil komme til at ryge til fordel for en 21-årsregel.

»Det er lige præcis det, der er humlen. det er én af grundene til, at vi ønsker, at forbeholdet skal bevares, og det vil vi selvfølgelig bruge i en valgkamp,« lyder det fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen.

Dermed bekræfter hun regeringens skrækscenarie: At tiden op til en folkeafstemning om forbeholdet primært vil komme til at handle om flygtninge- og udlændingepolitik, og at man dermed får et nej til tilvalgsmodellen. For så vil der gå rigtig mange år, før forbeholdet igen kan sendes til afstemning, og Danmark vil helt og aldeles blive hægtet af det retslige samarbejde i EU.

Politisk aftale

Derfor går Venstre efter at få en politisk aftale om, at alle partier får vetoret i forhold til, hvilke lovforslag de vil tilslutte sig. Uanset om de sidder i opposition eller i regering. Ellers kan der være mere mening i at vente med en folkeafstemning.

»At det er en betingelse for os, er en skarp formulering, men det er i hvert fald noget af det, vi stiler efter,« siger Michael Aastrup Jensen, EU-ordfører for Venstre.

Men SF vil altså ikke være med til sådan en aftale.

»Det, at give partier vetoret, synes vi, er dybt udemokratisk, og det vil vi ikke acceptere,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Hos de radikale har man samme holdning.

»Jeg synes, det ville være underligt at binde et kommende folketing, hvis sammensætning vi overhovedet ikke kender, op på, at seks ud af syv partier skal være med i en fest, for at der sker noget. Det ville være mærkeligt og ikke særligt demokratisk,« siger de radikales partileder, Margrethe Vestager.

Heller ikke Socialdemokratiet er meget for at binde sig til en politisk aftale, som i så fald skal løbe lige så længe, Lissabontraktaten gælder.

»Vi møder ikke op til et møde med ultimative krav, og det går vi heller ikke ud fra, at Venstre gør. Men vi synes da, at der er noget sundt i at sige, at det er folketingsflertallet, der bestemmer Danmarks asyl- og indvandrerpolitik, og det skal det også være efter en afstemning om retsforbeholdet,« siger EU-ordfører Kim Mortensen (S).