Tæt på de klimadøde

Ambitionen er glimrende: Malene Haakansson vil føre os helt ind under huden på den fattige bonde Kassa og hans familie midt i elendigheden i Etiopien. God ide. Tænk, om det kunne lykkes at forbinde et voksent, myndigt og tænkende menneske og hans familie fra det usleste, klimaramte North Wollo i Etiopien med et publikum i Danmark. Klimaforstyrrelserne dræber allerede nu så mange mennesker i Afrika, at et gennembrud i kommunikationen ville være helt på sin plads.

Men Malene Haakansson må som andre før hende erkende, at det at skabe identifikation og medlevelse ude i de analfabetiske, afrikanske bønders virkelighed kræver mere, end man finder i en dansk journalists kasse med standardværktøj. Prisbelønnede Peter Tygesen, der har formidlet Afrika på dansk i flere årtier, forsøgte tidligere i år med den stort anlagte De gode Menneskers land om Mozambique og fik kun delvist knækket koden.

Sprogbarrierer, kulturkløfter og journalistens stress rotter sig sammen imod projektet. Og når Malene Haakansson så til sidst hårdnakket insisterer på at fortælle Kassa og hans kone og søn, hvad de skal mene om de rige landes ansvar for Etiopernes helt private sult, afbrydes formidlingen ganske af nødhjælpsarbejderens egen, gjaldende trompet. Mikkel Østergaards originale fotos kommer langt ind på kroppen af de fattige, men det er ikke nok til at redde projektet.

Malene Haakansson er noget så sjældent som en engageret, journalistisk uddannet nødhjælpsarbejder med et veludviklet formidlergen og et hedt ønske om at være på pletten, også selv om pletten ikke lige er den plet, mainstream-medierne efterlyser.

Hun har tidligere skrevet bogen Det værste er at dø i stilhed - stemmer fra Darfur. Man kunne ønske hende en langt stærkere, professionel opbakning fra arbejdsgiverne - i dette tilfælde Folkekirkens Nødhjælp og Informations Forlag.

Langsom starter

I hendes nye bog Når regnen falder forkert, der har forord af klimaminister Connie Hedegaard, får alt det velmenende lov at blive sin egen fjende.

Vi skal 70 sider igennem, før vi for alvor møder Kassa og familien. Bogen vil først være en hurtig håndbog i klimateknik plus et kursus om sultens anatomi i Etiopien plus en indføring i Etiopiens landbrug plus bindeled mellem alle disse komplekse del-elementer. Med statistikker og tal og historik og det hele. Plus en massiv dosis skyldkastning: Det er vores skyld alt sammen, jo.

Her burde de garvede redaktører i Folkekirkens Nødhjælp eller på Informations forlag for længst have slået til med råd og bistand.

Det siger sig selv, at man ikke kan være nødhjælpsarbejder på fuld tid med den ene hånd og forfatter med store ambitioner på den anden.

Læseren må til sidst erkende, at Malene Haakansson ikke har fulgt en families ‘daglige kamp’, sådan som flap, bagside, radiointerview og pressematerialet hævder.

Man kan kun læse bogen sådan, at hun har besøgt Kassa og hans familie i korte slag med måneders mellemrum - forpustet mellem alle de andre opgaver, hun løser i Etiopien. Kan hænde, at bogen officielt er Malene Haakanssons private projekt (det står i forordet), men det fritager ikke bagmændene for ansvar.

Kunne de ikke opfordre forfatteren til at stikke snuden i sporet en gang til - og nu på fuld tid?