Ved siden af det sultramte, afrikanske barn med udspilet mave og svirrende fluer omkring sig, er billedet af den afrikanske kvinde med vandkrukken balancerende på hovedet sandsynligvis det mest stereotype billede på Afrika. Dette kvindebillede er udtryk for en kultur og arbejdsdeling, som gør kvinder mere sårbare over for klimaforandringernes konsekvenser end mænd; et faktum som det internationale samfund endnu ikke har fået øjnene op for.
Verdens fattigste lande rammes hårdest af klimaforandringerne. Her er man afhængig af naturen, og ændringer i vejrforhold kan resultere i fejlslagen høst samt problemer med at skaffe drikkevand, brændsel, mad og indkomst til familien. Disse konsekvenser af klimaforandringerne er allerede i dag mærkbare for fattige i Afrika og Asien, dels som følge af landenes geografiske position, dels pga. sociale og økonomiske forhold. Ændringerne i klimaet skaber besværligheder i dagligdagen, som er langt mere konkrete for disse fattige mennesker, end for de beslutningstagere, der til december mødes i København for at diskutere verdens fremtid. Klimaforandringerne forstås her primært som et problem, der lurer i fremtiden, og som det vil være fornuftigt, men ikke livsnødvendigt, at gøre noget ved nu. Problemet er, at de lande, der har magten til at bremse klimaforandringerne, ikke er de samme lande, som i første række oplever klimaforandringernes konsekvenser.
Ingen kønsstrategi
Parallelt med skellet mellem den rige og fattige verden findes i u-landene et stort skel mellem mænd og kvinder. Dette skel skyldes arbejdsdelingen imellem kønnene, som betyder, at kvinderne har et uforholdsmæssigt stort ansvar både for familien, husholdningen og for familiens landbrugsproduktion. Kvinder står for næsten 80 procent af landbrugssektoren i Afrika. Samtidig er kvinder generelt fattigere end mænd og dermed mere sårbare. Det er derfor vigtigt, at man ikke fokuserer så ensidigt på fattigdom i udviklingsarbejdet, at man bliver blind for kønsdimensionen. Klimapolitik er ikke kønsneutral, for politikker har forskellig effekt på mennesker, alt efter hvilke ressourcer man besidder, og kvinder er på dette område blandt de mest marginaliserede grupper i u-landene.
I dette lys er det påfaldende, at det internationale samfund beskæftiger sig så lidt med lighed mellem kønnene i forbindelse med dets håndtering af klimaforandringerne. På den officielle hjemmeside for COP15 finder man ikke køn omtalt som en selvstændig del af klimaproblematikken, ligesom ingen COP endnu har haft en officiel kønsstrategi.
Kommer ikke til orde
Ser man på kvindernes konkrete arbejdsopgaver, er det tydeligt, hvorfor det er nødvendigt at fokusere på kvinderne, hvis man ønsker, at de klimatiltag, man anvender, skal virke. I Afrika syd for Sahara bruger kvinder 40 mia. timer om året på at hente vand, hvilket svarer til hele den franske arbejdsstyrkes samlede arbejdsindsats på et år. Set i dette perspektiv forstår man let Afrikas fattigdom. Hvor man i Europa arbejder for at generere indkomst, arbejder man i Afrika primært for at sikre de mest fundamentale livsvilkår - ofte levnes der ingen tid til indkomstgenererende aktiviteter. Klimaforandringerne vil gøre arbejdet med at hente vand endnu mere krævende. Som en indirekte konsekvens heraf er det sandsynligt, at kvinders uddannelsesniveau vil påvirkes negativt, fordi piger må tages ud af skolen som følge af den ekstra tid, der bruges på at hente vand. Kvinders mulighed for at tjene penge og deltage i det offentlige liv vil ligeledes blive stærkt begrænset, og det er sandsynligt, at fattigdomsniveauet vil stige. Mht. kvindernes øvrige arbejdsopgaver vil arbejdet med at samle brænde tage til i omfang, landbrugsproduktionen vil blive dels mere tidskrævende, dels et mere usikkert indkomstgrundlag, og plejeopgaverne vil blive mere omfangsrige og vanskeligere at varetage.
Det internationale samfund forholder sig primært til de økonomiske og teknologiske effekter af klimaforandringerne. Socialt fokuserede politikker er endnu ikke blevet en del af håndteringen af klimaproblematikken, og derfor har hverken køn eller fattigdom fået den opmærksomhed fra verdens lederes side, som perspektiverne fortjener.
Så længe fokus er på udledning, kvoter og teknologiske landvindinger, vil den humanitære vinkel være fraværende. Man glemmer, at klimaforandringerne ikke bare rammer økonomier, men også mennesker. Foreløbig er det verdens fattige lande, der stærkest oplever konsekvenserne af klimaforandringerne, og de har ikke meget at skulle have sagt til december.
Irina Papazu og Sandra Manata er begge stud.scient.pol.
Kommentarer
Det eneste der kommer ud af klima aftalen i KBH er en global klima skat, det ved man hvis man følger bare lidt med, også selvfølgelig en masse pæne ord..
Klima skatten er orkestreret af David Rockefeller og The Rothchild`s (bank of england)..
Det er ikke kun fattige sorte kvinder der bliver ramt af det her, det er os alle sammen..
Uden at hovere, er dette jo en ren Lomborg.
Ligesom vi ikke kan redde samtlige patienter på de danske sygehuse i de uendelige, no matter what vi bruger på det, så får den helt vilde fokus på CO2 også konsekvenser på de områder som ikke har med CO2 at gøre.
Måske har LLR og kornsorter langt om længe indset hvad vi andre har set komme og frygtet de sidste par år, nemlig at CO2 vil fjerne fokus fra resten af miljøproblematikken, og hvad selv jeg sq havde overset i forbifarten, aspekter i ulandspolitikken.
Det ældgamle trick med at true med at nedlægge et par skadestuer og en IT-uddannelse, og i kampens hede bemærker ingen at cancerpatienterne og lingvisterne bliver sultet.
Jeg har tidligere under indflydelse af rødvin tænkt den tanke, at CO2-problematikken sq dukkede svært bekvemt op for olie-selskaberne.
De har jo mønten til de investeringer som skal løse problemerne.
Uden at hovere, er dette jo en ren Lomborg.
Ligesom vi ikke kan redde samtlige patienter på de danske sygehuse i de uendelige, no matter what vi bruger på det, så får den helt vilde fokus på CO2 også konsekvenser på de områder som ikke har med CO2 at gøre.
Måske har LLR og kornsorter langt om længe indset hvad vi andre har set komme og frygtet de sidste par år, nemlig at CO2 vil fjerne fokus fra resten af miljøproblematikken, og hvad selv jeg sq havde overset i forbifarten, aspekter i ulandspolitikken.
Det ældgamle trick med at true med at nedlægge et par skadestuer og en IT-uddannelse, og i kampens hede bemærker ingen at cancerpatienterne og lingvisterne bliver sultet.
Jeg har tidligere under indflydelse af rødvin tænkt den tanke, at CO2-problematikken sq dukkede svært bekvemt op for olie-selskaberne.
De har jo mønten til de investeringer som skal løse problemerne.
Sorry for at gentage mig selv.
Nor filmen knakker i forskning, den storste orsag til kvinderne i 3 verdens lande lider so massivt under fattigdoms problemer. Er ganske enkelt de for for mange born, derfor ses omroder der for har varet en stor spise kammer bliver odelagt po grund af for stor befolknings tilvakst.
Derfor er mennigs lost at lave forskning hvis man ikke tager det med i betrakningen, og en hver debat klima forandring bliver lige so menningslos.
Men det svart i dagens Danmark hvor man i hver diskution, skal tage hensyn til folks religiose folelser.
Men hvor man debattore mon her po debatten har tid og overskud til drage omsorg for 7 born og stotte dem okonomisk med mad toj skolegang uddannelse, og so have tid til at vare en demokratisk samfundsborger.
Mvh Claes Pedersen Caloocan Metro Manila Philippinerne