Engang kom man i tv, hvis man havde skrevet en bog. Nu skriver man en bog, hvis man har været i tv.
Reklamemand og journalist Martin Kongstad modtog i forrige uge debutantprisen for novellesamlingen Han danser på sin søns grav og understregede dermed en ny tendens inden for dansk litteratur:
»Mange kendte ansigter afprøver i øjeblikket bogen som medie,« siger professor Lars Ole Sauerberg fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.
Flere af tidens mest populære skønlitterære bøger er ikke skrevet af etablerede forfattere, men af journalister, skuespillere, reklamemænd og kendte tv-personer.
Særligt inden for krimi- og thrillergenren er tendensen tydelig. Her står journalister og tidligere presserådgivere bag adskillige af de senere års udgivelser. Det gælder blandt andet Frank Esmanns Døden indhenter jer, Martin Østergaards Systemets mand, Miki Mistratis Solo og Olav Hergels Flygtningen.
Også blandt skuespillerne er der kamp om at komme på boghandlernes hylder. For nylig debuterede Trine Appel og Anne-Grethe Bjarup Riis således med skilsmisseromanen Send mere sex, mens Trine Dyrholm tidligere på året lancerede børnebogen Pigen, der ville kede sig ihjel.
Fælles for dem alle er ifølge Sauerberg, at de »i forvejen er eksponerede mediepersoner, som bevæger sig hjemmevant rundt i det offentlige rum – og så forsøger de at gribe fat om den virkelighed, der kolporteres gennem medierne. Deres romaner er ikke verdensfjerne, og det er en af forklaringerne på deres succes«.
Kendiseffekten
Dertil kommer, at de kendte repræsenterer en opmærksomhedsværdi, som gør muligheden for at trænge igennem medierne langt større end for nye forfatterspirer – og det har forlagene for længst fundet ud af.
Ifølge kreativ direktør på People’s Press Jakob Kvist spiller kendiseffekten således en stadig større rolle for forlagenes valg og fravalg af potentielle bogudgivelser.
»Der er nok en tilbøjelighed til, at forlagene i øjeblikket hellere satser på kendte ansigter end på ukendte debutanter, fordi de har nemmere ved at få mediernes opmærksomhed – og det hører jo med i overvejelserne, når man befinder sig på et presset marked. Men jeg vil godt understrege, at det ikke er noget selvstændigt antagelseskriterium at være kendt,« siger han.
De kendtes erobring af bogmarkedet skal ifølge kommunikations-rådgiver Henrik Byager samtidig ses i forlængelse af en anden og større samfundstrend, der har selvrealisering og cv-pleje som kodeord.
»Det at ’publicere sig selv’ suser igennem alt i vores verden. Vi gør det på Facebook, YouTube og på diverse blogs. Og at udgive en bog, særligt en skønlitterær bog, står for mange som det ultimative selvrealiseringsprojekt. Det repræsenterer noget evigt og udødeligt, som er langt finere end bare at skrive klummer og kommentarer,« siger Henrik Byager, der også selv har modtaget op til flere opfordringer fra forlag om at debutere i bogform. Indtil videre har han dog takket nej.
»Hvis du har været med i tv, kan du være stensikker på, at du nok skal blive kontaktet af mindst ét forlag, der gerne vil have dig til at skrive en bog. Og hvis du ikke rigtig føler, du er klar til at skrive skønlitteratur, finder man bare på noget andet: ’Hvad kunne du så tænke dig at skrive om? Jeg kunne godt tænke mig at snakke med nogle spændende mennesker. Så gør dog det, Line Baun, interview fire damer om, hvordan det er at være mor’.«
Forfatternes fallit
De senere år har flere journalister med stor succes kastet sig over en af tidens absolutte bestsellergenrer: krimien. Ifølge sociolog og samfundsdebattør Henrik Dahl skyldes succesen ikke mindst, at de nye forfattere – i modsætning til flere af deres etablerede forfatterkolleger – betoner den gode fortælling frem for den formeksperimenterende prosa.
»Der er et kæmpe marked for at give folk en god læseoplevelse uden alt for mange sproglige falbelader og fortællemæssige krumspring. Og kommer man fra journalistikken og underholdningsbranchen, har man måske ikke de samme store kvababbelser over at skrive god gedigen mainstreamlitteratur,« siger Henrik Dahl, der blandt andet fremhæver Niels Krause-Kjærs Kongekabale og Martin Østergaards Systemets mand.
»Begge holder sig inden for de genrekonventioner, der gælder for den politiske thriller og bruger genren til at fortælle om de ting, de har oplevet som presserådgivere for toppolitikere. Det er indholdet, der er i fokus. Men mange af de finere kritikere og forfattere er ikke i stand til at forstå, at litteratur primært bliver læst på grund af indholdet. Langt de fleste læsere er ikke interesserede i at se formen blive sprængt, de vil bare gerne læse om nogle mennesker, som de interesserer sig for, og som kommer i nogle situationer, de kan identificere sig med.«
Ifølge Henrik Dahl er de traditionelle forfattere selv skyld i, hvis markedet i stigende grad tipper til fordel for de journalistiske mainstreamforfattere.
»Der er i det litterære miljø et hierarki mellem de fine og de mindre fine forfattere. Alle dem, der gerne vil ind blandt de fineste forfattere, ved godt, at de skal gå efter en bestemt slags forfatterrolle. De kommer aldrig til at modtage kunstfondens ydelser, hvis de bare leverer gode fortællinger. Men den holdning, som præger den gamle elite, er så småt ved at blive kørt ud på et sidespor. Og det giver plads til mere journalistisk trænede forfattere, der ser forfatterrollen på en anden måde,« siger han.
Forfatterens fine fornemmelser
Lektor på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, Anne Fastrup, er enig i, at de senere års nedbrydning af skellet mellem finkultur og lavkultur har åbnet et større litterært felt, som de nye forfattere kan spille på. Men hun mener ikke, der er belæg for, at de ‘finere’ forfattere skulle have mistet følingen med læserne.
»Selvfølgelig er der forskel på den forfattertype, som alene er drevet af ønsket om at imødekomme publikums behov for en velfortalt historie, og så de forfattere, der også insisterer på at forholde sig til den litterære tradition og er drevet af en grundlæggende æstetisk interesse. Men jeg mener ikke, de ’rigtige’ forfattere svigter læserne ved deres ’fine’ fornemmelser. Der er bare kommet et større læsende publikum, og dermed også et større behov for noget andet,« siger Anne Fastrup.
Lars Ringhof, der er uafhængig agent, mener i lighed med Anne Fastrup, at de journalistiske forfatteres indtog på den skønlitterære scene bør ses i forlængelse af en generel udvikling på bogmarkedet. Siden monopolets fald er der vokset en stor ny læserskare frem, som efterspørger samme form for underholdning og dramatik i litteraturen, som de finder på film og i tv, mener han.
»Frem til 1989 havde vi monopol på al fjernsynsunderholdning, men de sidste 20 år har folk lært, hvad de kan forvente af en god historie. Og det har vænnet mange til et formsprog med tempo, cliffhangers og dramatik, som de nu også efterspørger i bøgerne,« siger han.
Dovne læsere
Ifølge Anne Fastrup er der dog ikke alene tale om en glædelig udvikling. For selv om litteraturen de senere år har gennemlevet en på mange måder nødvendig demokratiseringsproces, der har opblødt skellet mellem finkultur og lavkultur, frygter hun, at kvalitetslitteraturen i sidste ende kan ende som den store taber.
»Bagsiden af udviklingen er, at der samtidig er opstået et mærkeligt had og ressentiment over for de forfattere, som ikke bare leverer en demokratisk vare, der glider pænt ned alle vegne og i alle miljøer. Og jeg kan godt frygte, at den nye type forfattere, som giver en nem og hurtig behovstilfredsstillelse, samtidig er med til at gøre os læsere lidt smådovne, så vi ikke orker den indsats, der skal til for at læse en roman med flere litterære ambitioner. Den gode litteratur er i stand til at gøre os bevidste og kritiske over for det sprog, som kommer til os fra medier og opinionsdannere. Men hvorfor skulle vi dog bruge vores tid og hjernekapacitet på noget, der yder os modstand, når vi nu kan få det glat og uden modhager andre steder?« siger Anne Fastrup, som ser flere tendenser til, at netop den holdning er på fremmarch.
»Man kan jo bare se på, hvor meget anmeldelsen af såkaldt kvalitetslitteratur er dalet i almindelig dagbladspresse. Der anmeldes stort set ikke udenlandsk litteratur længere, og det synes jeg er en stor skam. Selvfølgelig skal de nye forfattere have lov til at være der med alle deres gode historier. Men det skal nødigt komme til at fylde det hele. For det er et problem, hvis det sproglige og kulturelle felt bliver alt for ensartet,« siger Anne Fastrup.
Den bekymring er imidlertid overflødig, mener forlægger Jakob Kvist, som ikke kan få øje på, hvorfor mainstreamforfatternes indtog på bogmarkedet skulle gå ud over de såkaldte kvalitetsforfattere. Tværtimod.
»Der går jo ikke skår af en god bog, fordi der udkommer en anden bog, der er mindre god. Det styrker kun de etablerede forfattere, at feltet er blevet større, for det betyder flere indgange til bøgerne og dermed flere læsere. Det er jo ikke sådan, at der er en kage af en vis størrelse, så der bliver mindre til Henrik Nordbrandt, når andre forfattere melder sig på banen. Tværtimod er det et udtryk for, at det er blevet mere cool at være Henrik Nordbrandt end nogensinde før. Det er en generel styrkelse af bogen,« siger han.
Niels Lillelund, journalist: Bibendum
Frank Esmann, journalist: Døden indhenter jer
Martin Østergaard, journalist og presserådgiver: Systemets mand
Trine Appel og Anne-Grethe Bjarup Riis, skuespillere: Send mere sex
Martin Kongstad, autodidakt kulturrevser: Han danser på sin søns grav
Niels Krause-Kjær, journalist og presserådgiver: Kongekabale
Anette Vestergaard, journalist: Ind i kampen
Henriette Lind og Lotte Thorsen, journalister: Nynnes dagbog
Gretelise Holm, journalist: Nedtælling til mord
Synnøve Søe, studievært: Drengen på stigen
Georg Metz, journalist: Under messen
Knud Romer, reklamemand: Den som blinker er bange for døden
Renee Toft Simonsen, psykolog og tidligere model: Tirsdag formiddag
Manu Sareen, politiker: Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot
Trine Dyrholm, skuespiller: Pigen, der ville kede sig ihjel af
Miki Mistrati, journalist: Solo
Olav Hergel, journalist: Flygtningen
Martin Hall, musiker: Den sidste romantiker
Morten Hesseldahl, direktør på Information: Natten er lige begyndt
Jim Lyngvild, modediktator: Kongen, Skyggernes Bog
Paula Larrain, journalist: Uden for citat
Maria Hirse, journalist og tv-vært: Kærlighedens pris
Karen Syberg, journalist: E20
Leonora Christine Skov, litteraturkritiker: Champagnepigen
Lisbet Lundquist, skuespiller: Min mand sidder på taget og synger
Jens Henrik Jensen, journalist: Kulmanden
Elsebeth Egholm, journalist: Vold og magt
Sara Blædel, journalist: Hævnens gudinde
Leif Davidsen, journalist: På udkig efter Hemingway
Aage Rais-Nordentoft, filminstruktør: Urørt
Julie Hastrup, journalist: En torn i øjet
Mikkel Birkegaard, systemanalytiker: Over mit lig
Lars Daneskov, journalist: Godmorgenhistorier
Kommentarer
Gider I ikke oplyse mig om, hvad Henriette Lind, Sara Blaedel og Elisabeth Egholm var kendt for foer de blev forfattere, for jeg gaar ikke ud fra at alle journalister pr. automatik er kendte? i saa fald er det en grov journalistisk overvurdering af eget fag. Ligeledes vil jeg ogsaa gerne vide i hvilke kredse at systemanalytikeren (og altsaa ikke forfatteren)Mikkel Birkegaard betragtes som en beroemthed? Findes der systemanalytiker der bliver stalket? Det er maaske halvdelen paa jeres liste, der kan defineres som beroemte fra foer de udgav en bog og de fleste af dem er kun semiberoemtheder, der ikke i sig selv er et navn. Martin Kongstad f.eks. er i bedste fald for den brede befolkning ham der fra det der. Desuden er det en meget kort liste, naar man taenker paa, at der vel er et spaendevidde paa 15 aar fra den foerste paa listen debuterede til den sidste. Min anke er selvfoelgelig ikke, at I ikke kan jeres beroemtheder. Det er jeg egentligt ligeglad med. Min anke er, at denne artikel er journalistisk sjusk, fordi den har draget konklusionen foerst og derefter forsoegt at faa researchen til at passe.
Ja, det er sikkert blevet nemmere for kendte at faa udgivet boeger, fordi vi lever i en kultur som er tosset med dem der fra TV. Saa meget giver jeg jer altsaa ret i. De udgiver samtaleboeger, refleksioner over boern og gamle mennesker der stadig traekker vejret. Det vaelter frem med disse boeger, fordi de saelger og fred vaere med det. Jeres problem er at I vil presse dette ned over skoenlitteraturen og derfor opfinder beroemtheder og opfinder indflydelse. Beroemtheder har da ikke skabt nogen nyboelge indenfor skoenlitteratur, hverken blandt forfattere eller de gode forlag.
Bliver beromte udgivet paa de gode skoenlitteraere forlag? Ja, fordi det at vaere beroemt ikke udelukker, at de har talent. Knud Romer (igen ham der fra det der) blev udgivet fordi han havde skrevet en bog, der kunne noget. De beromtheder (semi eller aegte) der udgiver romaner og faar succes, goer det fordi de har talent for det ene eller andet, sjovt nok ligesom alle andre der faar succes.
Godt, har beromtheder indflydelse paa skoenlitteraturen? I saa fald er den mikroskobisk, et sandkorn i en halvstor sandkasse. Der er ikke mange, der tror at Paula Larrain er fremtiden vi skal frygte eller glaede os til.
Er jeres pointe i saa fald, at der er nogen, der skriver mainstream, bl.a. journalister, og nogen der skriver smal litteratur? I saa fald, tillykke, I har ret, men det har der altsaa altid vaeret.
I har snakket med bl.a. Henrik Dahl som engang i mellem rammer plet, men her bare taesker et doedt argument.
Kære Lars Husom! Jeg er meget enig med dig, men jeg er også lidt morgenvred på artiklens forfatter, Rasmus Bo Sørensen. Som en af de “kendte” forfattere - måske burde jeg også skrive “forfatter” i citationstegn, Rasmus? - er jeg da tilfreds med, at min bog, Drengen på stigen (2007), bliver nævnt, men hvorfor bliver jeg katagoriseret som: Studievært!? Jeg blev uddannet som journalist i 1982, og blev straks det år fuldgyldigt medlem af Dansk Journalist Forbund. Ja, Rasmus, dengang kunne man gå i mesterlære, opfulgt af kurser på Journalisthøjskolen i Århus - der er masser af “gamle” journalister, der har fået deres uddannelse på den måde! Min uddannelse har ført mig vidt omkring, blandt andet som journalist i tre år på The Sunday Independent i Irland (1993-1996) - jeg tror ikke, at der er mange danske journalister, der har haft ansættelse på en udenlandsk avis. Hvis det er svært, at skrive og interviewe (OG lave research, Rasmus…) på dansk, så er det tusind gange sværere, at skrive på et andet sprog! Men jeg skal altså stadig passe ind i den kasse, som journalisterne i deres store selvfede genialitet, har proppet mig ned i: Studievært. Ak ja. Som du skriver, Lars - har Rasmus - den fine OG dygtige journalist på kulturorganet INFORMATION, for det er du Rasmus, dygtig! - fået mig til, at “passe ind i researchen”. Det er jeg træt af. At passe ind i journalisters research. Møghamrende træt og indigneret - også på mine læseres vegne. De bliver jo også dømt. Hvem gider at læse en bog af en “kendt”?! For ikke at tale om om en skide studievært! Alle kan jo blive studievært i dag. ALLE! Så kan alle vel også skrive en roman. Selvfølig kan alle det! Og nej, det har IKKE været nemmere for mig, at få udgivet mine bøger fordi jeg var kendt. Og nej, jeg har ikke solgt mange bøger, selv om jeg er kendt - desværre. “Drengen på stigen” solgte omkring 7.000 eksemplarer (med paperback udgaven) på trods af, at jeg netop fik Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat for den. Jeg synes, at det er en meget interessant og vigtig diskussion, den om de kendte, der skriver bøger, men jeg synes der er flere af de kendte, der ikke burde være på ovennævnte liste. Research, research, research, Rasmus. Du har kritiske læsere, det er derfor at du har et arbejde på INFORMATION! I det jeg - åbenbart - forbliver begge De Herres hengivne, STUDIEVÆRT, God weekend. Synnøve Søe
Da jeg debuterede, som forfatter i 1989 med “FARS”, var jeg ikke studievært og ikke spor kendt.
Der ligger nogle antagelser til grund for den artikel, som jeg ikke mener, holder mange meter.
Artiklen er skrevet på den forestilling at papir, trykt med bogstaver, hæftet i ryggen som bog og udgivet på et forlag pr definition altid har været finere og af højere kvalitet end det, der er publiceret i andre medier og materialer. Men så for lidt siden, gik det hele ned ad bakke. Det er simpelthen noget lodret sludder, der baserer sig på fordomme, fremfor empiri. Det er ikke sådan, at bogmarkedet bugnede af litterære formeksperimenter i en hedengangen gylden tid. Tværtimod vil jeg nærmest sige, for da bogen var et mere fremherskende medie på grund af tv- og radiomonopol, en endnu ikke opfundet videobåndoptager, samt fravær af internet, udkom hvadsomhelst i bogform, det værste lort inklusiv.
Se på halvfjerdsernes bogmarked. Jeg erindrer stadig BOGEN “Dødens Gab” der stod og fristede på det lokale folkebibliotek, i byen hvor jeg voksede op. Et familiemedlem, som er tidligere boghandler, husker alle pornobøgerne, som markedet flød over med i starten af 70’erne og som blev solgt i enhver provinsboghandel.
Ååh, den fine bog.
Lars Husums kritik er helt på sin plads. Mange af artiklens påstande er mildt sagt temmeligt løst funderede. Der fægtes spredt og unuanceret. Jeg studsede også over nogle af de nævnte på listen.
Martin Hall debuterede i 1983 (som forfatter) med “Genopbyggelsen er større end selve skabelsen”. Han udgav altså både bøger og musik 20 år inden han blev en “celebrity”. Siden er han blevet lidt mere kendt og so what? Hall er både smal og bred.
Martin Kongstad har udgivet en novellesamling og det er der intet odiøst i. OG han er sgu’ ikke nogen kendis for andre end bartenderen på Krasnapolsky og bageren i Tisvilde. Hvorfor ikke bare glæde sig over at Kongstad har overskud til at skrive en (nøgle)novellesamling. Istedet for at gøre det til noget suspekt.
Elsebeth Egholm er blevet kendt i KRAFT af sine værdsatte krimier. At hun kan trække på sin skrivepraksis som journalist er jo bare fint for hende og ikke noget man kan klandre hende for.
Sjöwall og Wahlöö var også journalister.
Eksemplerne er legio..
Naturligvis er der noget på listen som er en smule lettere at fordøje end så meget andet. Men det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Ind imellem skal hjernen have lov at koble lidt af. Og husk at der også er forskel i kvalitet på krimier.
Henrik Dahl er bare pinlig i sit forsøg på at angribe en bestemt type forfattere som han åbenlyst ikke bryder sig om. Det er et personligt projekt for Dahl og hans primitive “analyse” fortjener egentlig kun at blive ignoreret.
Anne Fastrup er mere redelig i sin udlægning. Hun siger mange rigtige ting. Dog finder jeg hendes sympatiske frygt for at “kvalitets”litteraturen bliver en taber ubegrundet. Læseren skal muligvis anstrenge sig lidt mere for at finde denne litteratur (eller skrive den selv!). Men litteraturen som kunstform skal nok overleve.
Artiklen er vitterligt overordnet ganske uredelig . Men artiklen er alligevel interessant, da den afdækker nogle “skjulte” dagsordner: Det være sig at man ikke under en bestemt type “brede” forfattere succes (pga nid, nag og misundelse). Og at den smalle/fine forfatter bestemt ikke har fortjent sin støtte (synes(Rin)Dahl).
@Vibeke Nielsen
Perioden 1960-70 ser jeg faktisk som en gylden hedengangen tid hvad litterære formeksperimenter angår. En periode hvor blandt andre Inger Christensen, Per Højholt, Svend Åge Madsen, Peter Laugesen og Dan Türell foldede sig fuldt ud. Der er ikke en dag, hvor jeg ikke glæder mig taknemmeligt over resultaterne af deres arbejde. Mange af nutidens “fine” og “smalle” forfattere trækker stadig tydeligt på disse frontløberes indsats.
Men én ting vil jeg give dig ret i Vibeke; der udkom ligeså meget lort dengang som idag.
@Erik Højer
Jamen, jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved om der forekommer masser af formeksperimenter, hverken nu eller da. Jeg sætter spørgsmålstegn ved om lortebøgerne fylder mere på markedet nu end dengang, hvor udfoldelsesmulighederne var færre hvad medier angik, pga monopoler og en mindre udfoldet teknologisk udvikling.
Jeg sætter spørgsmålstegn ved om bogen er et finere medie I SIG SELV end alle andre medier - altså om papirmediet og indbindingens finere status er legitim (som det hævdes implicit i artiklen - bøger SOM SÅDAN er (eller var) bedre end musik, film, tvudsendelser, tidsskrifter, aviser osv). Altså om bogens automatiske status som “finere kvalitet” og forfatterens (en hvilken som helst forfatters) status som “finere kunstner” eller mere tænksomt væsen end alle andre fagprofessionelle, nogensinde har haft en rimeligt grundlag at bygge på.
Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om artiklens grundlæggende antagelse er rimelig. Er der nogen basis for at hævde, at det er bedre eller finere at være en forfatter, der kommer i tv, fordi hun er forfatter, end det er at være en person, der engang lavede noget i andre medier og/eller kunstarter, fx var på tv, i musikken eller i aviserne, og som så siden skriver en bog?
@Vibeke Nielsen
Jamen jeg ved heller ikke om lortebøgerne fylder mere nu end tidligere. Hvad forstår du egentlig ved en lortebog Vibeke? Du nævner pornobogen som eksempel. Men de mennesker som har haft glæde af at læse pornobøger vil jo nok stille sig uforstående overfor din udhængning af deres yndlings-genre. Forskellige mennesker har forskellige opfattelser af hvad kvalitetslitteratur egentlig er. Derfor er det også problematisk at tale så skråsikkert om bestemte litteraturtyper (genrer) som særligt fine eller særligt underlødige.
Man skal huske princippet med gyngerne og karrusellerne; det var nærmest et bærende princip for udgivelsen af digte på Borgen.
I en traditionel forlags-sammenhæng kan det der scores på bestselleren bruges på det “smalle”.
Men netop pga. medieudviklingen (og Krisen) er dette billede ved at ændres. Borgen har nu afhændet alt det smalle og Gyldendal er ved at være eneste majorforlag som kører efter det gamle gyldne princip.
Meget kan man lægge artiklen til last, men jeg synes faktisk ikke at det påstås i artiklen at bogen er et finere medie end andre. Det gør ikke din diskussion mindre interessant. De forfattere jeg nævnte før var heller ikke i 60-70’erne så rene papirforfattere som man måske skulle tro. Der findes indspilninger af Inger Christensen som synger sine digte. Dan Türell indspillede plader med Sølvstjernerne og Per Højholt indspillede sin Turbo som lydkollage. Intet af dette var finere end noget andet og disse forfattere så ikke sig selv som særligt fine. Hver forfatter har blot sin egen praksis og den samlede mangfoldighed af outputs er en gave.
Det er helt berettiget at stille spørgsmålstegn ved om nogle former for medier er finere end andre.
For det er de ikke overordnet set. Man kommer ikke udenom at en bog er et fysisk objekt i Verden og dermed taler til de menneskelige sanser (berøringen af papiret og papirets duft ) på en mere konkret måde end en strøm af bits har mulighed for (indtil videre). Men fortalere for Kindle vil nok være uenige og det gør stadig ikke bogen finere. Og igen det ene udelukker ikke det andet (som mantra for det moderne bibliotek).
Nej, nemlig, Højer: En god historie skal man ikke kimse af! Og det gør pressen så sandelig heller ikke. ALTID skulle Dan Turell tale om sine sort larkerede negle og F.P. Jac blev altid konfronteret med noget han havde sagt til Ekstra Bladet (i begyndelsen af firserne!) om at han ville drikke sig ihjel inden han blev tredive. Selv Jacs nekrologer blev på det skrækkeligste inficeret af det citat. I offentligheden - og der ligger pressens TUNGE ansvar - får INGEN lov til at udvikle sig! Jac fik endda Akademiets Store Pris, i november sidste år, knapt to måneder før han døde, men nej, hvad husker offentligheden om ham? Nåh, ja, der var en gang en alkoholiker, der ville drikke sig ihjel inden han var tredive og så skrev han vist… HALLO?! Da jeg kom hjem til Bornholm efter Jacs begravelse ville jeg trøste mig lidt og tænkte, hvad mon der står på Litteratursiden.dk om Jacs liv. (Bibliotekernes hjemmeside) Hvad stod der om Jac? Ikke en skid! Ham havde de ikke haft plads til i deres forfatterportrætter, nej, nej, han havde jo også bare skrevet, hvad? 68 digtsamlinger, radiodramatik, romaner og erindringer eller noget i den dur, men det er åbenbart ikke noget at hylde, når manden er alkoholiker, vel? (efter klager - JA, bla. fra mig! - har Jac fået det smukkeste portræt skrevet af Lars Bukdahl. Læs det!) Det er ikke kun forfatterne, at pressens ensidige og populistiske vinkler, går udover - det er i højgrad læserne. Dem og deres
intelligens, for kan man nedværdige sig selv til at læse en bog - endda måske købe en bog - der er skrevet af en med sort neglelak (Turell), en alkoholiker (Jac) og en med for lille BH hvor patterne vælter ud (mig)? Nej, vel, det vil vi FINE læsere da ikke ses med det bras, det kunne jo stemple os. Uhadada! Men “vi” vil gerne grine og håne. JA, vi vil! Det har vi jo lært af pressen, af de aviser vi læser i. Hvis der er en eller anden der har fået lyst til at gå ind og se hvad Litteratursiden.dk har skrevet i deres portræt om mit forfatterskab - syv romaner - så finder I det ikke. Havde I glemt det et øjeblik? Jeg er kun patter og TV, det er jo slået fast for længst, ellers ville jeg jo heller ikke have været på den liste, informations “journalist”, Rasmus Bo Sørensen, har strikket så “flot”sammen. Så gudske lov for mine patter, jeg er jo kendt - ikke Rasmus? Så kan man tillade sig alt! FØJ! Lad mig slutte for nu. med en blidere note, med et digt af FORFATTEREN: F.P. Jac fra hans nye digtsamling TVIVLEN - 18 nervøsiteter (udgivet på Borgen, efteråret 2009)
JEG GLÆDER MIG TIL AT DØ
Var det mon kun en drøm?
Den totale fred og uforstyrret lydløshed, og egetræskisten er sænket,
den tåler lidt regn, ja, en del, inden den mørner og falder sammen over min beige habit.
Men ellers bliver alt jo som før, blomsterne vil våge over mig, følge årstiderne,
og stenen vil stå over mig, mejslerne har slået det sidste slag, et punktum er sat.
Og fuglene vil hugge når bærrene modnes, selv på kirkegården vil stiernes stene slå smæld,
men jeg kan ikke høre det, jeg blev døv af livet, men sproget bliver stående.
Som folk vil kunne se i mine dagbøger, det var et rigt liv, udfordrende og fabulerende, og jeg nåede da næsten min cyklus rundt, nu træder de bare på mig, de tænker ().
Men ellers bliver alt jo som før, blomsterne vil våge over mig, følge årstiderne.
@Erik Højer
Så lad mig starte med manchetten, hvis du er i tvivl om at præmissen for artiklens argumentation og opbygning er at skønlitteratur i bogform er finere end andre kulturelle udtryk og andre medieringer:
“Kendte tv-værter, kulturpersoner og journalister har for alvor kastet sig over markedet for skønlitteratur. Modsat deres finere forfatterkolleger bekymrer de sig ikke om formeksperimenter og sproglige nybrud.”
Igen og igen, ned gennem artiklen, sammenlignes sidestilles andre medier end bogen med underholdning og lavkultur, imens bogen sidestilles med eftertænksomhed og finkultur. Du kan jo selv lave en tekstanalyse af den. Jeg gider ikke at bruge spalte op og spalte ned på at gennemgå hvert eneste retorisk greb i den.
Eksemplet med pornobøger bruges fordi pornobogen som fænomen var et produkt, der forsvandt fuldstændigt fra bogmarkedet, da videoen kom frem. Det skyldes nok to ting - den var ikke god nok til sine kerneforbrugere, og den var heller ikke god nok til litteraturhistorikerne. Altså et lavkvalitetsprodukt. Jeg nævner den i et argument, der drejer sig om, hvilke skønlitterære genrer, der er forsvundet og i stedet medieres på anden vis i dag. Bogen “Dødens gab” er et andet eksempel. I dag er den en (noget sensationspræget katastrofe-) film og kendes kun som sådan. Meningen er naturligvis at argumentere for at de lavkulturelle bøger fandtes førhen, men at meget af det lavkulturelle stof der før udkom i bogform, nu medieres på anden vis. Dvs at medieudviklingen har haft den konsekvens, at en del af det kulørte marked i bogbranchen er forsvundet. Artiklens argumentation er modsat - heri argumenteres der for, at den lette smag smitter af fra de elektronisk medier og på det ellers finere bogmarked. Bogmarkedet er ikke spor fint. Det lugter lige så grimt eller lige så godt som VideoNetto.
Ja, jeg ved udmærket godt, lige for at gøre op med din foredragsholdning til mig, at forfattere altid har været på radio og i TV. Ja, jeg ved godt at Ole Sarvig var ansat i DR i 50’erne. Ja, jeg ved godt at Inger Christensen var ansat som tv-teaterkonsulent i DR i 70’erne. Ja, jeg ved godt at Højholt eksperimenterede med både film, TV, radio, gavlmalerier. Osv.
Men det ændrer stadig ikke på, at når man taler om forfattere, så regnes det for finere at arbejde med bøger end med TV. Både dengang, i dag og i nærværende artikel. Du kan jo for eksempel tjekke hvilke medier kulturministeriet gennem tiderne har ment, at det var vigtigt at bevare som kulturarv og hvad der er røget ud som lige gyldigt, hvis du er i tvivl om, hvad der regnes for at være “fint”.
Synnøve Søe
Ja, duften lever. Den duft jeg husker, er bl.a. den som blev reflekteret i Susanne Brøggers bog ”Sølve” og som spredte sig til mig, og som fik mig til at tænke på andet end ”patter”.
Men uanset om man er forfatter eller f.eks. politiker, så er der onde kræfter i medierne der definerer eftermælet. Fanden ta’ dem og deres gode historier!
Men nu må jeg vist til at tage mig sammen til at gå på biblioteket.
@Synnøve Søe
Du er også fejlplaceret på den famøse liste. I forhold til de bøger du har fået udgivet, er du forfatter, færdig arbejde!
Men lad være med at tage det personligt. Jeg tror egentlig artiklen er skrevet med de bedste hensigter. Det er vel også derfor man har forsøgt at helgardere sig ved at medtage en del “kändisser” fra egne inf-rækker.
Det er bare naivt at tro at man ikke risikerer at såre nogen, når man på den måde slår alle mulige forskellige forfattere i hartkorn med hverandre. Men det er netop dette forsøg på at overtrumfe, der gør at artiklen falder hjælpeløst på halen.
Nej, bær over med artiklens forfatter, thi han vidste ikke bedre. Alle inkl. kulturjournalister lærer forhåbentlig så længe livet leves.
Og 1000 tak for Jac-digtet!
@Vibeke Nielsen
Med hensyn til “manchetten”, dér er det kommet mig for øre, at denne tekst faktisk ikke skrives af artiklens forfatter men af redaktøren.
Men du har da ret at i at man godt kan læse artiklen på din måde. Men jeg synes du graver skyttegrav om dine argumenter nu. Og for mig gerne.
Tilgiv mig, hvis det virkede som om jeg i mit “foredrag” drog din alviden i tvivl.
Så lad mig da uddybe mit argument. Se listen efter artiklen. Eksempler - og læg mærke til sprogbrug og fokus (og hvad der ikke nævnes af uddannelsesmæssig baggrund, som forfatterne faktisk har):
Leonora Christine Skov, litteraturkritiker: Champagnepigen
Trine Dyrholm, skuespiller: Pigen, der ville kede sig ihjel af
Jim Lyngvild, modediktator: Kongen, Skyggernes Bog
Martin Kongstad, autodidakt kulturrevser: Han danser på sin søns grav
Jeg fortsætter listen i samme tone:
William Shakespeare, teatertosse: Hamlet.
Tom Kristensen, journalist på tabloidavis: Hærværk.
Fortsæt selv…
Jamen hvad den åndssvage liste angår, dér er jeg helt på linie med dig. Artiklens fundament (præmis) ER betænkeligt (råddent).
Der er forhåbentlig ikke andre end skribenten af ovenstående artikel, der seriøst vil beklikke Steinbeck, Hemingway, Thorkild Hansen og Johs. V. Jensens rolle i verdenslitteraturen - blot fordi de var journalister?
Jo men altså Sundsval, medierne lever af at indoptage kunstnerne og forme dem og forsimple deres værker så de passer ind i nyhedsmediernes kram. Man kan sige at medierne modelerer kunstnerne så de passer ind i de af medierne oprettede kasser. Politiken er særligt slem; alt pakkes ind, glattes ud og uskadeliggøres så det passer ind i deres sektions-og klummetyrani. Og hvis der er noget der ikke passer til skabelonen, så er det ikke-eksisterende ifølge Politiken. Ergo sløjfer man bare Bibliopaten, hvis man føler han har for få læsere. Politiken er en logrende hund der blindt følger sin læser-majoritets ønsker. Politikens bogtillæg er fuldstændig i lommen på krimi-industrien. Der er ingen selvstændig litterær linie i Politiken.
Så slemt står det dog ikke til med Information. Information har en selvstændig litterær linie. En artikel som ovenstående er et (lidt klodset) forsøg på at inddampe nogle overordnede tendenser på litteraturmarkedet. Og man skal ikke glemme at forfattere jo ikke brokker sig når de bliver positivt omtalt. Nej, så profiterer de i tavshed og benytter skamløst kritikernes guldkorn til flappernes blurbs. Forholdet mellem kunstnere og medier er skam værd at belyse. Og det bliver ikke mindre interessant når kunstnere og medier i stigende grad lapper ind over hinanden. For så er man pludselig i lommen på sig selv. Og så er gode råd dyre; for kunstneren ihvertfald. Hvorimod nyhedsmedierne (inf) er kolde i måsen. For dem handler det (groft sagt) om at fylde avisens klummer og kasser ud på en nogenlunde meningsfuld måde. Og undgå at bukserne sprækker i forsøget på at bevare sit uafhængig-af-alt image. Det må man simpelthen som kunstner for Guds skyld ikke tage personligt (jeg havde nær sagt alvorligt).
Kære Inger, Erik, Gert, Vibeke og Ann - godmorgen, og tak for kampen i går!
Det må være dejligt, som ejer af denne artikel (Rasmus Bo Sørensen), at se så mange mennesker, der bliver inspirerede af det man har skrevet og ligefrem begynder at diskutere helt vildt om emnet her. Tillykke med det Rasmus! Det var års opsparet indignation (og raseri) der pludselig væltede ud ad mig i går. Hold kæft, hvor blev jeg da stiktosset! Og hvor var jeg barnlig! Men jeg mener stadig hvert et ord, barnlig eller ej.Som forfatter lever de fleste meget isoleret, det gør jeg også og for mig er der ikke nogen af mine venner som er interesserede i at diskuterer mine arbejdsforhold og tankerne, der naturligt hele tiden kommer, så jeg diskuterer kun med mig selv, og i går fik jeg så talt/skrevet højt alt det som journalisterne aldrig gider høre når de interviewer mig. I skriver alle sammen, at jeg ikke skal tage det personligt, og det er også rigtig nok, jeg kommer jo kun til at fremstå latterlig kan jeg godt se, men sådan er jeg. Hidsig anlagt - også på mine forfatterkollegaers vegne, de som heller ikke burde være på listen, og det er der så ikke noget at gøre ved. Inger, du har ret i at Suzanne Brøgger begyndte som en vildbasse i sit forfatterskab, og forstod at ændre sig til en vølv med tiden. Jeg har hverken ambitioner eller vid til at blive en vølv - ejheller skønheden! Jeg er bare mig selv. En forfatter, der konstant - normalt i stilhed - kæmper med historien, ordene og formen, det er nødvendigt for mig at skrive, og nogle af bøgerne giver mine læsere oplevelser, som de ellers ikke ville have haft, uanset, hvad pressen og anmelderne så ellers skriver om mig. I sommeren 2007, tror jeg at det var, skrev Rasmus Bo Sørensen en fantastisk serie i Information. Skriveværkstedet, mener jeg, den hed. Han var på besøg hos forskellige forfattere rundt i landet og jeg var helt vild af glæde, hvad jeg også skrev til ham i en mail. Det var fantastisk at høre hvordan de arbejdede, hvilke rutiner de havde, hvad der inspirerede dem, hvordan de kæmpede - jeg slugte det, som jeg også gjorde da DR2 for flere år siden lavede noget tilsvarende. Den der følelse af at have noget til fælles i en skabende process og at genkende tvivlen, glæden, modet var meget stærk, stærke end selv at fortælle om det - hvis I forstår? Igennem de artikler og TV-portrætter, fandt jeg ud af, at hvis jeg selv havde kunnet bestemme, så var jeg aldrig blevet forfatter, men “kun” journalist. Det er nemmere at være journalist. Der er en bunden opgave man skal skrive, det kan være en idé man selv eller redaktøren har fået og så udfører man den og BUM så er artiklen færdig og bliver trykt og så er den død på kort tid og man er i gang med noget nyt. At skive bøger er en passion, noget man aldrig kan få fred for, noget jeg tænker på hver eneste dag, noget jeg ikke kan slippe. Ikke at det bliver “finere” og rigtigere af at det er en passion - det kan der jo sagtens komme elendige bøger ud af og det gør der… - men derfor tror jeg selv, at jeg har fundet noget nyt, noget interessant, hver eneste gang, at jeg har flyttet læserne og mig selv. Nogle gange kan det tage mange år før jeg krummer tæer og indrømmer over for mig selv, at det sgu var noget lort og alt for slapt skrevet, og så vågner jeg og er tusind gange mere rasende på mig selv, end jeg var på Rasmus i går. Det er umuligt at tilgive sig selv, at man har misbrugt læsernes tålmodighed og at man ikke er kommet videre som forfatter, ikke har lært noget, ikke har fornyet sig. Man må bare blive ved - også eller især som læser - og se det som en naturlig del af processen, når man nu har fået den gave (og opgave) det trods alt er at skrive.
De kærligste Novembertanker til jer alle fra jeres hengivne Synnøve
Når jeg ser forfatterbilledportrætterne til de ’Bag om Kunstneren’ avisinterviews, der efterhånden følger alle bogudgivelser, kommer jeg ofte til at tænke på Milan Kundera, som skrev i ”Langsomheden” 1995; Berømmelse er én ting før fotografiets opfindelse og noget andet efter. Den tjekkiske kong Vaclav fra det 14. årh. nød at komme på værtshusene i Prag og sludre inkognito med småfolk. Han havde magt, berømmelse og frihed. Prins Charles af England har ingen magt, ingen frihed, men kolossal berømmelse. … Berømmelsen har slugt al hans frihed og nu ved han: kun fuldstændig uvidende ånder kan i dag gå frivilligt med til at have kendthedens kasserolle slæbende efter sig.
Bortset fra det ønsker jeg alle hånde hårdt arbejdende forfattere et stort salg og vil gerne benytte lejligheder til at rose Synnøve Søes debutbog ”Fars”. Den står for mig stadig som et lille prosaisk mesterværk.
Selvfølgelig er hun og mange andre fejlplaceret på listen. Men listen betyder ikke jo noget for litteraturen.
Selv tak Synnøve. Du har intet at skamme dig over. Det er derimod aldeles menneskeligt at gøre modstand og råbe op, når nogen forsøger at tegne et ensidigt billede af én. Som Vibeke Nielsen påpeger er det jo ikke mindre fint at være feks. TV-vært end det er at være forfatter og viceversa. Man deler blot ud af sine forskellige talenter. Man er et mangfoldigt menneske, men mangfoldighed er svært at putte i kasse og så har vi balladen.
Nyhedsmedierne ved at læserne og seerne er mere interesserede i personen end det personen har skrevet. Inf og WA er de eneste aviser der bringer boganmeldelser hvor selve teksten sættes i højsædet. Men også her er forfatterportrætterne blevet større og større i tidens løb. Ingen kan holde sig for fin. Kendtheds-kasserollen er at sammenligne med fuglenes ringmærker. Kulturjournalister og andre paparazzier indsamler og opdyrker kendte som ornitologer fanger fugle til mærkning. Og fred være med det.
NB:
Al Gore, v.i.p. foredragsholder og talkshow-maskot: En ubekvem sandhed (uden modifikationer)