Iraks evne til at udvikle atomvåben blev spoleret af 1990’ernes våben- inspektioner og de efterfølgende sanktioner, og landet vakte derfor mindre bekymring end Iran, Libyen og Nordkorea i tiden op til og umiddelbart efter 11. september-angrebene, sagde to højtplacerede britiske embedsmænd under Irak-høringen i London i går.

»Vi vurderede, at effekten af våbeninspektionerne indtil 1998 reelt var et afvæbnet Irak,« fortalte Tim Dowse, der var leder af det britiske udenrigsministeriums afdeling for ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben i perioden 2001-2003.

Selv efter at våbeninspektørerne blev smidt ud, vurderede Storbritannien, at sanktionerne gjorde det umuligt for Irak at genstarte sit atomvåbenprogram, og selv hvis sanktionerne blev droppet, ville det tage mindst fem år, før Saddam Hussein kunne bygge en atombombe, sagde vidnerne. Hvad angik de kemiske og biologiske våbenprogrammer, blev de »tilintetgjort« i 1991.

»Hvad angår kernevåben og missiler, tror jeg, at Iran, Nordkorea og Libyen sikkert gav grund til større bekymring end Irak,« fortalte det andet vidne, Sir William Ehrman, der var direktør for det britiske udenrigsministeriums afdeling for international sikkerhed fra 2000 til 2002.

På Irak-høringens anden dag var fokus på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og den britiske regerings vurdering af faren fra Irak op til invasionen i marts 2003. Netop regeringens argumenter for at gå i krig - inklusive den kontroversielle påstand om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, som det kunne tage i brug inden for 45 minutter - har været roden til den splittelse, briterne oplevede i forhold til hele Irak-spørgsmålet. Mens 45-minutter-påstanden hurtigt viste sig ikke at holde stik, er det generelle spørgsmål om truslen fra Irak fortsat til debat. Daværende premierminister Tony Blair lagde i argumentationen for en invasion vægt på, at Irak var en væsentlig trussel mod sikkerheden i Mellemøsten, men Dowse sagde i går, at da han begyndte i jobbet i 2001, stod »Libyen og Iran foran Irak«.

»Det var ikke øverst på vores liste. I 2001 og tidlig 2002 brugte jeg sandsynligvis mere af min tid på Iran, Libyen og A.Q. Khan (pakistansk videnskabsmand, der solgte oplysninger om atomvåben, red.) end på Irak,« sagde Dowse.

»Vi regnede med, at hvis sanktionerne blev fastholdt, så ville Irak ikke have mulighed for at udvikle atom- våben, men sanktionerne havde ikke samme effekt på deres evne til at udvikle kemiske og biologiske våben.«

Om 45-minutter-påstanden sagde Dowse, at han ikke havde været synderligt overrasket, da han læste det, fordi han antog, at påstanden henviste til våben brugt på slagmarken. Han vurderede også, at påstanden var på linje med, »hvad vi generelt vurderede var Iraks intentioner og muligheder med hensyn til kemiske våben«. Kemiske våben - sagde han - kan produceres inden for »få uger«.

Irrationel og trodsig

Irak blev central i britisk politik, fordi landet vedblev med at nægte at samarbejde på et tidspunkt, hvor tolerancen over for stater, der forsøgte at udvikle masseødelæggelsesvåben, blev drastisk formindsket af 11. september.

Mens de informationer, efterretningstjenesterne fik fra Irak efter 1998, var »sammenflikkede«, »svage« og »begrænsede«, kom der i august-september 2002 nye informationer, der tydede på, at Irak igen producerede kemiske og biologiske våben. Dowse sagde også, at Irak var »unik« i forhold til Iran, Nordkorea og Libyen, fordi Saddam Hussein havde vist sig villig til at anvende masseødelæggelsesvåben mod sin egen befolkning og naboer og tidligere havde handlet »irrationelt« og mod egne interesser. I det lys blev landet vurderet med nye øjne på grund af frygten for, at masseødelæggelsesvåben skulle falde i hænderne på terrorister. Gårsdagens vidner afviste imidlertid, at man nogensinde havde hævdet, at der var en forbindelse mellem Irak og al-Qaeda.

»Faktisk konkluderede vi efter 11. september, at Irak trak sig yderligere tilbage. De ville ikke associeres med al-Qaeda. De var ikke naturlige allierede,« sagde Dowse.

Det kom også frem, at den britiske regering få dage før invasionen fik nye efterretninger om, at Iraks kemiske og biologiske våben faktisk var tilintetgjort.

»Vi fik i de sidste dage før den militære aktion nogle efterretninger om kemiske og biologiske våben, at de var demonterede, og at Irak sandsynligvis ikke havde materiel til at affyre dem,« sagde Sir William Ehrman.

At det alligevel endte med invasion var ifølge Ehrman, fordi Saddam Hussein - på trods af gentagne chancer og endeligt ultimatummet i form af den såkaldte sikkerhedsresolution 1441 - sagde nej til at løse konflikten på fredelig vis.

Hvis Irak havde opfyldt de to centrale krav i resolutionen, var det sandsynligt, at den britiske regering havde indtaget en anden holdning til, hvad der skulle ske med Irak, tilføjede Dowse.