Information kunne i går fortælle, at medicinalindustrien har faste pladser i Sundhedsstyrelsens Vaccinationsudvalg. Udvalget rådgiver om, hvilke vacciner børn og voksne i Danmark bør tilbydes, og derfor bør medicinalindustrien ikke være med, mener Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Danske Folkeparti:

»Medicinalindustrien er sælgere. Sådan er det. Og derfor mener jeg heller ikke, at de skal sidde med ved bordet, når der træffes beslutninger,« siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

Enhedslistens Per Clausen siger, at »det er som at sætte ræven til at vogte gæs.« Samme holdning har man hos SF:

»Det her er virkelig et råddent æg. Jeg anede ikke, at der sad repræsentanter fra industrien med. Når folk fra GlaxoSmithKline kan være med til at diskutere vacciner, som de selv producerer, så synes jeg, det er rystende. Hvad er det så for en rådgivning, man som politiker får?« spørger Jonas Dahl, som henviser til, at den medicinske direktør i GlaxoSmithKline i 2006 som medlem af udvalget var med til at diskutere indførelsen af HPV-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet. En vaccine, som GlaxoSmithKline selv producerer.

Har en stor viden

Sundhedsstyrelsens argument for at have industrien med i udvalget er, at de har en stor viden om vacciner. Men det argument køber sundhedsordførerne ikke:

»Hvis man er interesseret i at vide, hvad industrien mener, så må man kunne indhente svar fra dem eller indkalde dem som eksperter på et møde. Men de skal ikke sidde der permanent,« siger Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen. Per Clausen supplerer:

»Der findes ingen saglig grund til, at de sidder med,« siger han. På sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man hverken læse om udvalgets sammensætning eller formål. Og man kan ikke finde referater fra dets møder. I sidste uge var Else Smith fra Sundhedsstyrelsen ude at kritisere WHO for manglende åbenhed, efter at Information kunne afsløre, at medicinalindustrien også sidder med i de rådgivende organer i WHO. Det klinger hult nu, mener Sofie Hæstorp Andersen:

»Jeg synes, det er dybt kritisabel, at man i den en uge kritiserer WHO for ikke at have tilstrækkelig åbenhed. Og i den næste uge viser det sig så, at man heller ikke selv har den fornødne åbenhed omkring industriens indflydelse,« siger hun.

»Det er et rent selvmål fra Sundhedsstyrelsens side, at man ikke har lagt det her åbent frem på hjemmesiden,« siger SF’s Jonas Dahl.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen(K).